Et tålmodigt partnerskab -Eisenhower- Nixon
“Nå
for søren” var den første reaktion. Skønt der er gået 40 så kommer der
endnu en: En bog af endnu en af der Øst Kyst liberale skribenter - Pat
Buchanan kalder dem, “det gamle sjakal-sjak afkom” - for at sparke til
Richard Nixon endnu engang og i den proces smøre mere på karikaturen der
er skabt billedet af manden i så megen af nutidens populariserende
historiefortælling.
Det
viser sig så ikke at passe. Jovist har Jeffrey Frank alt det som
normalt ville gå for at have anti-Nixon forudsætninger. Tid som redaktør
på Washington Post og New Yorker og forfatter til fire godt modtagne romaner, herunder “Washington Trilogy.”
Men trods de bona fides forekommer Frank at være, om ikke beundrende,
så ikke fjendtlig og måske endda sympatisk indstillet over for Nixon som
en stræbsom politiker der kæmpede for at vinde Dwight D. Eisonhowers
godkendelse, Eisenhower en af de helt store personer i det sidste
århundrede.
.
Frank
synes endog at tage hensyn til de forhold der nødvendigvis skulle
udvikle sig mellem disse to unikke, og særdeles intelligente mænd, der
kulminerede i at deres familier blev forenet gennem ægteskabet mellem
Julie Nixon og David Eisenhower.
“Nixons
første bekendtskab med Eisenhower” skriver Frank, “der var gammel nok
til at være hans far, havde en særlig broderlig aspekt, dog uden megen
hengivenhed.” Nixon mente at Eisenhower forventede “hurtig,og absolut
lydighed,” og mens han tjente som Ike’s vicepræsident følte han sig
ofte, “som en ung officer til møde hos den kommanderende general” - som
han jo også var. Sådan så Eisenhower utvivlsomt også på Nixon: En junior
og senere stabsofficer, med en særlig plads i organisationens
rangorden. Senere skriver Frank ville Eisenhower komme til at værdsætte
Nixons “logiske tankegang” og hans loyalitet. Han satte også pris på den
støtte Nixon gav ham overfor den anti-kommunistiske højrefløj.
Problemerne
opstod først da i 1952, kort efter Senator Nixon var blevet valgt som
Eisonhowers partner i præsidentkampen, der dukkede nyhedshistorier op
der bandt Nixon op med en hemmelig fond fra velstående donorer.
Eisenhower var irriteret over at hans stadig uprøvede
vicepræsidentkandidat, svækkede hans kampagne med det der kunne ligne en
skandale, uanset hvor langt ude den forekom at være.
Han
gav Nixon et valg, selvom det aldrig kom frem direkte, og Eisenhower
foretrak at sende indirekte forslag gennem udsendige som Murray Chotiner
og Guvernør Thomas E. Dewey, en politisk ven af Nixon og en Eisenhower
favorit. Nixon var klar til at trække sig. Han fik sådan set at vide at
han måtte klare sig selv.
I en tale der blev udsendt på live-TV fra El Capitan Theater i L.A. gjorde Nixon netop det. I det som blev kendt som “Checkers Talen”
af forfatteren og jounalisten Sam Leith kaldt en “retorisk klassiker”
gjorde Nixon rede for hver eneste cent han havde fået i donationer til
sin kampagne. Da det var overstået, med et træk han kaldte “hidtil uset i
politisk historie,” fortalte han sit publikum at han ville komme med
“en fuldstændig finansiel orientering: Alt jeg har tjent, alt hvad jeg
har brugt, alt jeg ejer.” Han henviste til Pat Nixon’s “beskedne
Republikanske frakke” (de havde ikke råd til en minkpels). Han føjede
til at der var en gave fra en støtte af familien som han havde til
hensigt at beholde: En cockerspanielhvalp, ved navn Checker. Reaktionen
var at Republican Partys hovedkvarter blev oversvømmet af 4 millioner
kommunikeer.
General
Eisenhower, så på fra Cleveland, hvor han skulle holde tale, skulle
senere fortælle sit publikum: “Jeg har set mange brave mænd i barske
situationer. Jeg har aldrig set nogen klare det på en sådan facon som
Senator Nixon gjorde i aften.” Dog, skriver Frank, “var Eisenhower ikke
ganske tilfreds med Nixons optræden.” For beslutningen om at holde Nixon
ude af kampen var nu ikke hans, da Nixon foreslog at alle kandidaterne
skulle åbenbare deres finanser, herunder Eisenhower. Men i situationen
havde talen demonstreret at hans beslutsomme unge stabsofficer havde
noget af det der extra, og da Nixon fløj hen for at mødes med ham i West
Virginia, “kom Eisenhower op af trapperne” til flyet og omfavnede Nixon
med ordene, “Du er min knægt.”
Ifølge
Frank kan dette dog diskuteres. Men måske, som han påpeger, selvom der
var den stadige usikkerhed om Nixons relation til Eisenhower som ville
gøre livet vanskeligere, “var der ingen mening i at formode at vigtige
beslutninger om Nixons fremtid alene tilhørte Eisenhower.” Eller sagt på
en anden måde, ville Nixon selv tage vare på sin fremtid og ikke være
afhængig af General Eisenhower for ledelse. Eisenhower holdt af
officerer der var i stand til at taget et initiativ.
I
vid udstrækning følger Eisenhower-Nixon relationen, som Franks
fortolker det, det store mønster der blev lagt i 1952. I 1956 trods
Nixons tjeneste som en goodwill udsending der besøgte flere end 50
lande, og en udvidelse af hans indenrigspolitiske ansvar var der igen
uofficielle tiltag for at erstatte ham, den mest bizarre drejede sig om
Harold Stassen, der som Frank observerer, “havde en stædig karakter, og
trods al hans medfødte intelligens, også en dumstædig karakter.”
Gennem
Eisenhower årene og kriserne - Korea, Kina, Ungarn, Suez og Indokina,
hvor Eisenhower nægtede amerikansk indblanding i 1954 - viste Nixon sig
som en duelig og seriøs studerende af international affærer. En af hans
opgaver som vicepræsident var at udføre det retoriske beskidte arbejde,
ligesom Spiro Agnew og Joe Biden senere skulle komme til. Men det var i
udenrigspolitik at Nixon kunne brillere, og Eisenhower var en uvurderlig
og glimrende lærer. Det var da også i udenrigspolitik at Nixon senere
skulle opnå sine største succeser som præsident.
Her
finder vi så et af problemerne med Franks bog. Fordi Præsident
Eisenhower døde blot et par måneder inde i Præsident Nixons første
periode, alt for snart til at se at nogle af de udenrigspolitiske
principper han havde overdraget Nixon bar frugt, kommer Eisenhower-Nixon
beretningen til et anti-klimaks, og Frank opsummerer post-Eisenhower
perioden i et for simplet kapitel med titlen “Hvad dernæst hændte.”
Således
bliver vi på det tidspunkt da Richard Nixon begyndte at præge sine
største succeser, i det store og hele ladt tilbage med Nixon Checkers,
det at han tabte til Kennedy, fiasko som guvernør i Californien, årene
ude af rampelyset. Sandt nok udelukker det også Watergate, og vi har
Nixons ekstraordinære comeback i tresserne. Men
en stor del af bogen er om Nixon som sorgens mand - kæmpende, tabende,
tage sig sammen, forsøge igen. Der er kun lidt om Nixon der skinnede så
strålende, omend kortvarigt, på den internationale scene, der med succes
fik afsluttet krigen i Vietnam, fik rystet den stive internationale
status quo, fik omkalibreret magtbalancen med sit forbløffende besøg i
Kina i 1972, og dermed igangsatte begivenheder der ville føre til
sammenbruddet af Sovjetimperiet, og han reddede Israel fra et truende
militært nederlag.
I
Vietnam, idet han havde Eisenhowers formaninger fra 1954 om involvering
i en landkrig i tanke udførte han som historikeren Robert Merry kaldte
det en et af de allerstørste stategiske tilbagetog i militærhistorien,
og han gjorde det samtidig med et intenst hjemligt politisk pres,
offentlig modstand og hyppig vold, men hele tiden holdt han presset på
Nordvietnam samtidig med han systematisk trak amerikanske kampstyrker
ud. Sydvietnam blev efterladt som en uafhængig nation, for blot senere
at blive invaderet og besejret på grund af Kongressens uvilje til at
indfri sine forpligtelser over for Sydvietnam.
Eisenhower
døde før krigens udfald var afgjort. Men fra sin hospitalsseng to uger
før valget, som Frank skriver, “sendte han Nixon et brev det var
meningen skulle offentliggøres og konkluderede med ‘en sidste kommentar
fra hjertet’ vedrørende Vietnam:
“Måske
på grund af min baggrund har jeg betragtet med særlig interesse hvad du
har gjort og sagt i kampagnens tumult om så delikat en sag om vor land
som Vietnamkrigen. Du har stået stålfast og talt ærligt, trods det som
må have været et tungt pres og med fristelser for at række ud efter
populær støtte gennem uansvarlighed. Jeg komplimenterer dig især for
dette; det passer på dig og det passer på vort land.
I
et kapitel med titlen “David og Julie,” beskriver Frank et af de
virkeligt ægte og lyse øjeblikke for både Nixons og Eisenhowers, da
David Eisenhower, den tidligere præsidents barnebarn og Julie Nixon den
nyvalgte præsidents datter blev gift i 1968 ved Marble Collegiate Church
i New York. (Historien om deres forlovelse og famlende forsøg på at få
de nødvendige godkendelser af familierne fortælles dog bedst i den
forrygende Going Home to Glory: A Memoir of Life with Dwight D. Eisenhower, 1961–1969, af David Eisenhower med Julie Nixon Eisenhower.)
)
Ligesom
Julie var en totalt hengiven datter (som Norman Mailer engang
observerede efter at have betragtet Nixon med Julie og Tricia ved
Republican Convention, en mand med døtre som dem kan ikke være så slem)
var David et pligtopfyldende barnebarn. De var kommet sammen i et stykke
tid, og sent i 1967, vidste de de måtte fortælle deres forældre og
bedsteforældre at de ville giftes. Mamie Eisenhower svarede med stor
glæde, og gav David sin mors forlovelsesring som han skulle give Julie.
Men
problemet var generalen. David havde tilbragt meget af sin barndom på
farmen i Gettysburg, hvor Eisenhower bragte ham til sammen med de
klogeste og mest yndede af hans juniorofficerer, og David havde stor
respekt for sin bedstefar. Han vidste hans bedstefar ønskede han skulle
afslutte college og blive etableret før han overvejede giftermål. “I to
dage undgik jeg ganske besynderligt at nævne forlovelse når Bedstefar
var i nærheden,” sagde han og vendte tilbage til college uden at havde
berørt emnet.
Men
Mamie havde fortalt nyheden, og Eisenhower sendte sin godkendelse med
posten: “Mamie fortalte mig om din telefoniske glædesrapport du og Julie
har over hendes accept af din oldemors ring. Jeg er lykkelig for at I
to har en så stor fælles kærlighed. I er begge den type mennesker der
gennem deres liv vil berige Amerika.”
Det
er præcist hvad de har gjort. Deres ægteskab har været eksemplarisk,
med tre dejlige børn. Og for Ben Stein, Aram Bakshian og mig selv, der
arbejdede i Det Hvide Hus under Watergate årene vi vil aldrig kunne
glemme Julies ihærdige loyalitet overfor sin far og omsorgen for hans
ansatte. Uanset hans ægte eller indbildte fejl havde Richard Nixon den
fulde støtte fra en pragtfuld familie, der var hos ham til det sidste.
Det har altså noget at sige om den mands karakter.
I
januar 1969 efter at have aflagt eden foran Højesteretsdommer Warren,
gav Richard Nixon en 17 minutter lang “venlig og forsonende” tale: “Vi
vil stræbe efter at lytte på nye måder - til stemmerne af de som er
ængstelige, de stemmer som ikke ytrer sig med ord, fra hjerternes
stemmer - til de såredes stemmer, de banges stemmer, de stemmer der ...
eller ikke er blevet hørt vil vi forsøge at få med.”
“Talen”
skriver Frank, “kunne ikke have været mindre betydende end den som blev
leveret af Jack Kennedy, med dens retoriske højdepunkter og Kold Krigs
sprogbrug.” (Og den, kunne man føje til, være en advarsel om kommende
problemer.)
Efter
edsaflæggelses frokosten med sit nye kabinet og lovgiverne “løb
præsidenten og hans følge ind i den vrede retorik som han netop havde
talt om. Intet af det som hændte var før blevet set ved en indsættelse.
Nogle demonstranter kastede med sten og flasker og røgbomber og æg mod
de forbipasserende limousiner og råbte ‘Ho, Ho. Ho Chi Minh, NLF vil
vinde.’”
Weekenden
før indsættelsen ringede Eisenhower. “Det var,” fortalte Nixon, hans
sidste chance for at sige ‘Hej Dick!’ - trods alt var det herefter ‘Hr.
Præsident.’”
Derefter,
er det efter Franks mening, nu meget mere en sag om at rydde op. Han
karakteriserer indenrigspolitikken hos Nixon administrationen i de
første måneder ikke så meget som en gentagelse af Eisenhower årene som
et “laboratorium med politik, med kolber der boblede i hvert hjørne.” I
udenrigspolitikken gjorde Nixon klar til at reparere forholdet til
Vesteuropa, at forhandle våbenbegrænsninger med Sovjetunionen og
normalisere det formelle forhold til fastlands-Kina.
Ved
kort at behandle Richards Nixons sidste ekstraordinære comeback som
forfatter og verdensmand sammenfatter Frank det hele. Han reflekterer
over de “første måneder af 1969” - det som kunne have været årene da
“det stadig var muligt at se bort fra den skrækkelige krig og få glimt
af konturerne af et post-Eisenhower præsidentskab, der kunne være blevet
præget af indenrigspolitisk innovation og kreativ politik, som i det
mindste kunne have givet en illusion om en vedholdende fredelig
periode.”
Som Margaret MacMillan, den canadiske historiker og forfatter til den forrygende Nixon and Mao: The Week That Changed the World
engang udtrykte det, “Selv historikere der ikke anerkender
psykohistorie bliver uimodståeligt fristede når det drejer sig om
Richard M. Nixon.” Men i det store og hele, selvom han er mere
romanskribent end historiker, har Jeffrey Frank modstået fristelsen til
at overanalysere, og i den proces har han givet os en særdeles veludført
og gennemarbejdet, gennemforsket og stærk skreven undersøgelse af
forholdet mellem to mænd, der spillede centrale roller i skabelsen af
historien i det 20. århundrede.
Dwight
D. Eisenhower har for lang tid side modtaget sin velfortjente gunst.
Måske nu, med anvendelsen af gamle antagonismer, at de ideologiske
fjendtligheder falmer, af det gamle “sjakal-sjak” bliver færre og ved
fremkomsten af nye generationer af skribenter og historikere vil Ike’s
partner endelig modtage sin gunst.
About the Author
John
R. Coyne, Jr. a former White House speech-writer, is co-author with
Linda Bridges of Strictly Right: William F. Buckley Jr. and the American
Conservative Movement (Wiley).
By Jeffrey Frank
(Simon & Schuster, 434 pages, $30)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar