Spillet om hjernen. En socialistisk manual
Vi bliver leget med; det er på tide vi lærer Spillets regler
Konservative
har deres Constitution. Progressive har deres narrativ. Den nuværende
kamp om Amerika står mellem disse to koncepter, og hver side benytter
regler der er vanskelige af bekæmpe.
Det
ene sæt regler er vedholdende mod et uforandret formål: Begrænset
regering og individuelle friheder. Den anden sides regler er ustabile
lige som deres mål, der aldrig er fuldt ud afsløret udover de evindelige
henvisninger til rimelighed, og de stærkt overdrevne former for
retfærdighed. De skal bare være ikke til at gennemskue og nærmest benægte deres hensigter indtil den tid da den amerikanske vælger ikke længere væmmes over ordet “socialisme.”
Dog er reglerne ikke vanskelige at pege ud. Man kan kende en fugl på fjerdragten, socialister kan kendes på deres Plan.
Først forsøgt og forfinet i USSR er Spillet
siden blevet populariseret over hele verden, det har antaget
forskellige former, navne og farver -- fra rød til brun til grøn. Det er
nu ved at få tag i United States under Obama kampagnens reklamer med
blå bannere.
Samfundets
love og menneskets natur er sådan, at socialismen kun kan blive nået
gennem visse skridt og ved manipulationer. For eksempel er den eneste
vej til at opnå materiel lighed at konfiskere andres ejendom og
overdrage den til andre. Det nødvendiggør en centraliseret
tvangsmekanisme, omfordeling og kontrol. Et sådant system giver
ekstraordinær korrumperende magt til en lille centraliseret elite, men
resten af borgerne forvandles til en uvidende medløbende hjord.
Alle
de der hævdede at det kan gøres anderledes blev dømt til at betræde den
samme sti. Når man først frigør kollektivismens gamle styrker så har
man to muligheder: Kontrol over menneskeflokken eller blive trampet ned.
Udgyde
blod er altid en mulighed, men der er også en ‘renere’ metode til at
kontrollere flokken ved at manipulere med deres tankegang med
kollektivistens stokkemetoder, moralbegreber og en fiktiv fortælling der
overtrumfer virkeligheden.
Lad os kalde det Spillet om Sindet ved Manipulerende Illusioner.
Det Spil
har eksisteret siden Kain og Abel, men blev udviklet til en kunstform i
det 20. århundrede med fremkomsten af totalitære regimer bevæbnet med
statskontrolleret uddannelser, underholdning og medier.
For
at et diktatur kan køres effektivt skal et tilstrækkeligt antal
mennesker give regimet en moralsk licens til at herske over sig. Spillet om Sindet ved Manipulerende Illusioner sikrer og udvider en sådan licens.
Selv
Sovjet kommunisterne med alle deres redskaber til undertrykkelse og
frygt, med al deres magt over enhvers liv og død var dog stadig presset
til at spille med om sindene ved at få folk til at føle sig godt tilpas
med Partiet. Mod slutningen slappede de af med Spillet
og mistede deres greb om medierne, underholdningen og accepterede
Glasnost politikken. Når de først havde mistet evnen til at kontrollere
folkets hjerter og tanker så mistede de også deres moral-licens og med
den landet.
Spillet kan mutere og tilpasse sig forskellige kulturer, men grundreglerne er altid de samme som følger:
Socialismen handler ikke kun om at overtage dine penge; det handler også om at få dig til at hylde dine omfordelere og dine frelsere.
Du forventes at have det godt med at være frarøvet muligheder, talenter
og succeser. Du må være enig i at “du ikke opbyggede det.” Der skal
være en populær konsensus om at de krummer du får tilbage fra regeringen
er et tegn på omsorg og storsind -- ikke en sølle fraktion af din
faktiske indkomst.
Sidst
men ikke mindst skal du oprigtigt tro på at de som forsøger at beskytte
dig fra tyvene faktisk er dine fjender og fortjener at blive smadret.
At
opbygge og fastholde en sådan illusion i kæmpeskala kræver deltagelse
af medie-, uddannelses- og underholdsningsindustrierne i et koordineret
langvarigt propagandaprogram og kampagne.
Når
først illusionen når en kritisk masse så bliver de der er berørt af den
immune over for kendsgerninger tal, eller fornuftsargumenter. At
konfrontere dem med logik vil kun være årsag til mere uforsonlighed, at
der benyttes øgenavne og undertiden vold.
Det lille illusionspsil som Præsident Obama kører under etiketten “skattenedsættelser for mellemklassen er del af det større Spil; det indeholder alle de ovennævnte elementer.
Planen
er at vedtage endnu en udvidelse af Bush’s skattesænkninger - det vil
sige - at holde status quo for de fleste - mens man udelukker familier
med en samlet indkomst på over 250000 dollars. Sagt direkte, så er det
skatteforhøjelse. Men at kalde ting ved deres rette navn ville være imod
reglerne; dette er således Spillet nemlig skal spilles.
“Jeg
håber du har haft en dejlig ferie og alt går godt. Jeg skriver med en
hurtig opdatering af “den økonomiske krise” og hvordan du kan være
berørt.
Lige
nu beder Præsident Obama dig tænke over, hvad 2000 dollars om året
betyder for dig og din familie - fordi det har Kongressen brug for at
høre.
Senatet
har vedtaget en lov der hindrer skatterne i at gå op for 98% af
amerikanske familier, og beder de som har råd til det om at betale lidt
mere. Hvis Huset følger trop, er Præsident Obama klar til at underskrive
den lige i det øjeblik den ligger på hans skrivebord.
Hvis man ikke gør det, så vil en typisk familie på fire opleve at deres skatter vil stige med 2000 dollars på ganske få uger.
Præsident
Obama beder Kongressen gøre det rigtige og handle inden Nytår, men han
har brug for vor hjælp. Vi har en god sag her: Når vi lader vore stemmer
høre og opfordrer Kongressen til at gå i gang -- uanset om det er
sundhedsomsorgen, lån til studerende, reform af Wall Street eller "Don't Ask, Don't Tell" -- så lytter de.”
At
lytte til Obama nu, og man har endog særdeles vanskeligt ved at gætte
at disse er de samme “Bush skattenedsættelser,” som han så ihærdigt
førte kampagne imod før i tiden -- ligesom man aldrig ville have kunnet
høre det fra hans tidligere taler, der i den grad forhånede
“skattenedsættelser for de rige,” og som havde sparet
middelklassefamilier for så meget som 2200 dollars om året.
Indtil
for nylig blev de 2200 dollars behandlet som fortrolig information, som
administrationen og de medløbende medier bedømte som værende ‘ikke
spiselig’ for de uvaskede masser. Nu da Obama har vundet genvalget og
har brug for at udskyde den økonomiske katastrofe forårsaget af hans
første periode, ‘af-fortroliger’ han beløbet og benytter det som en
paradeopvisning i My.BarackObama.com og som et væsentligt punkt i hans nye glorværdige kampagne for folket.
Enkelt
sagt. Første miskrediterer Obama sin forgængers ide, så stjæler han
den, kæder den sammen med en arbejdspladsdræbende skatteforhøjelse, og
genintroducerer den som sin egen rigtig gode gave til de slidsomme
masser. At dømme efter svar på Obamas officielle blog, WhiteHouse.gov
og Twitter da tror mange af hans støtter at de faktisk får noget ud af
det -- men i virkeligheden er de ved at miste det som de har på grund af
prisforhøjelser, afskedigelser og nedskæringer.
Mens Spillet
fortsætter så er det at være godt tilpas med en indbildt gave ikke
længere nok. Der forventes at du deltager i spredningen af denne
Orwell-fantasi ved at overdænge Kongressen med krav om skatteforhøjelser
samtidig med man kalder det en skattesænkning. .
Slut
dig til flokken og du vil opleve den kollektivistiske følelse af at
høre til, at have en ret, og en magt ved at være med i den optimistiske
Don Quixote klassekamp mod de mytiske vindmøller og alle de
nederdrægtige kapitalister der kun har til formål at frarøve dig dine
2200 dollars. Glem talemåden “det var politik der fik os ud i det kaos”;
denne politik er nu udelukkende om “at gøre det rigtige.”
Du
ender med at have en oprigtig tro på at grådige virksomheder,
Republikanerne, Tea Party og resten af de umoralske fyre der er imod
Obamas politik er perfide fjender der bare fortjener at blive straffet
og pisket.
Hvis
du nu undrer dig over, hvad det er for en type ignorant, misinformeret
og moralsk vildledte tåber der ville falde for hans trick så behøver du
ikke se længere end til Obamas seneste 56% jobtal midt i en recession der er blevet unødvendigt forlænget.
Propagandisten
i Det Hvide Hus, Stephanie Cutter kender sin demografi og konstruerer
simple fraser hun tror den kan forstå. Imidlertid er der et spørgsmål
der er tilbage: Hvis Obama vælgerne er den bedste og den klogeste
halvdel af denne nation, hvorfor taler Ms. Cutter så til dem som var hun
en overpædagogisk børnehavelærerinde?
Spillet
har en afdeling for alle, fra top til bund. Mens topspillerne opnår
hidtil uset magt, så bliver de på bunden høje af den palliative illusion
om sikkerhed og velfærd.
Den
illusion er lige så magtfuld som den er afhængighedsgørende; den skære
blotlægning af livets kendsgerninger vil forårsage at den afhængige
vrider sig i smerte. Det er i sandhed massernes Oxycontin.
Ingen præsidentkandidat kan vinde på et løfte om at skære ned; de som
føler de har ret til en ‘smertefri’ tilværelse vil kun stemme for bedre
og kraftigere illusioner. Jo mere afhængigheden spreder sig, des ringere
er chancerne for at en realist nogen sinde igen vil kunne sidde i Det
Hvide Hus.
Dette
kan vare ved ligeså længe der er produktive skatteydere til at spytte i
kassen. Når de engang også bliver afhængige, holder op med at
producere, eller systemet løber tør for ressourcerne, så forvent en
virkelig dødsens-alvorlig nedtur af episke proportioner. Indtil da så
hold de rationelle argumenter for dig selv medmindre du ønsker at miste
venner og blive uvenner med folk.
Hvis
du fortæller dem der bare ikke er et smertefrit liv, så mener de om dig
at du er en eller anden sadistisk fascist der stortrives med smerte og
nyder at påføre smerte.
Problemet
med den holdning er, at smerte er naturens måde at advare os om fare.
Hvis det brænder så lad være at røre det. Hvis det gør ondt så undlad
handlingen. Mennesker der er født uden evne til at føle smerte er ude af
stand til at lære at redde sig selv og er dømt til at leve et kort liv
med slag, buler, brændemærker, brækkede lemmer. Et smertefrit samfund
ville være lige så lidt levedygtigt.
Det
ægte valg er derfor mellem den lejlighedsvise skarpe smerte ved den
individuelle anstrengelse og den sløve permanente smerte ved det
kollektive uheld, da omfordelingsøkonomier altid ender med elendighed,
mangel og korruption. Vesteuropas gradvise introduktion til socialismen
er direkte proportionalt med den gradvise økonomiske og moralske nedtur
som bevises ved de voldelige optøjer som svar på de uundgåelige
besparelser. .
I USA vil det smertefri liv være endnu kortere, hvis landet falder ud over den økonomiske afgrunds kant.
Når de smertestillende midler ikke virker længere, så går Spillet ud på at rette den store vrede mod oppositionen.
Opfattelsen
af en vedholdende kamp mod oppositionen skal være permanent og
overtalende. Selv i tider med ro og velstand skal folket tro at
oppositionen holder dem som gidsler og kun ved den faste, kloge
vejledning af Folkets Leder kan de reddes fra en truende ruin. Når
modstanderne er for få, for svage og for desorienterede til at kæmpe
imod skal deres magt og indflydelse dog stadig overdrives.
Spillet
har sin logik: For at socialismen kan fungere skal der være
ensstemmighed og samtykke. Afvigelse fører til systemfejl, forårsager
besvær for alle de som er i statens pleje. Dermed bliver afvigeren en
forræder og en folkefjende. Behovet for at undertrykke oppositionen
nødvendiggør en totalitær regeringsform. Selvom vi ikke er der endnu, så
er dæmoniseringen af afvigerne allerede begyndt.
Indtil
den tid kommer, hvor oppositionen kan elimineres fuldstændigt, så kan
det at have opponenter være nyttig: Man kan stjæle deres ideer, drage
fordel af deres ønske om at rette op på økonomien, og give dem skylden
for sine egne fiaskoer. I mellemtiden skal visse regler følges for at
kontrollere den offentlige mening og gennem den selve oppositionen.
Opretholde
den opfattelse at være konstant under angreb. Undersøg ikke
modstandernes synspunkter, besvar ikke deres argumenter. Miskrediter
enhver mediekanal der giver dem en platform. Genenmtving følgende
medieskabelon: Oppositionen er ond, forræderisk, ubegribelig, og
psykotisk. Man kan ikke ræsonnere med den. De er inspireret af fascisme
og finansieret af en konspiration af skumle oligarker. Tilsvin deres
donorer. Uanset hvilken taktik du planlægger at fremføre, så anklag dem
for de var først med den; fortsæt derpå som planlagt, beskriv dine
tiltag som en nødvendig intervention. Frem for alt latterliggør,
latterliggør, latterliggør!
Forestil
dig et skuespil, hvor en teoretisk gruppe af venstre-fløjs radikale
overtager Amerika ved at spille det Spil jeg har beskrevet; besvar så
dette spørgsmål: Hvordan ville deres handlinger være anderledes end
Obamas, Det Demokratisk Partis og deres allierede gøren og laden i dag?
De
gode intentioner og denne fornemmelse af -godhedsretorik er blot ord.
Hvis resultatet er det sammen så er det sådan. Vi taber.
Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from the former USSR, currently lives in Florida. He is the creator of ThePeoplesCube.com, a satirical website where he writes under the name of Red Square. He is also the author of Shakedown Socialism.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar