Redde 1 milliard mennesker fra dem selv
Vesten
er næsten forelsket i det at forbedre verden, som den muslimske verden
er det i at erobre den. Disse to modsætninger, missionæren og krigeren
mødes i Civilisationernes Sammenstød.
Den
muslimske verden har to tilgange til Vesten. Underforstået bedrag og
direkte terror. Praktikanterne af førstnævnte betragtes som moderate og
sidstnævnte som ekstremister. Vesten har to tilgange til den muslimske verden, forandring af regimerne og at knuselske dem. Med
regimeforandring bomber vi deres byer for at redde dem fra deres
herskere og ved at knuselske dem smigrer vi dem usminket og forsøger at
forlige dem i vore egne byer for at redde dem fra dem selv.
Vesterlændinge
bekymrer sig meget over, hvem der styrer den muslimske verden. Muslimer
er sådan set ligeglad med hvem der styrer Vestens lande. De foretrækker
svage liberale ledere i Vesten frem for stærke, men de tror ikke at der
er ægte moralsk forskel på dem. Selv en Hussein i Det Hvide Hus har
ikke forbedret Amerikas popularitet i den muslimske verden.
Muslimer
er religiøst og kulturelt anakronistiske overfor Vesten. Uanset om en
John McCain eller en Barack Hussein sidder i Det Hvide Hus; Amerika er
stadig en stor ikke-muslimsk magt. Selve
den kendsgerning, i modstrid med løfterne i Koranen og dens guddom, vil
fortsætte med at medføre et xenofobisk svar uanset, hvor meget Amerika
forsøger sig med smiger overfor den muslimske verden.
Vesterlændinge
har deres fokus på muslimske ledere, på en Saddam, en Gaddafi eller en
Arafat -- de anerkender ikke at fjendskabet ikke kun kommer fra lederne,
men fra folket. Vi
kan fjerne alle lederne i den muslimske verden og erstatte dem med
marionetter og der vil ingen særlig forskel være i den bagvedliggende
hykleri i den muslimske verden. Og meget hurtigt vil marionetterne
begynde at råbe “Død over Amerika” fordi det er så populært at gøre det.
Regime
forandring, uanset om det er gennem væbnede styrker eller demokratiske
revolutioner vil ikke kunne redde den muslimske verden.
Den
muslimske verden er ikke tilbagestående efter deres standarder, den er
tilbagestående efter vores. Den nægter at foretage de sociale og
politiske forandringer som Vesten har gjort, men det er, fordi den ikke
bryder sig om resultatet af disse forandringer. Og det er et valg som
hvert muslimsk land og samfund skal tage. Individualismen,
friheden og tolerancen er ikke acceptable værdier i den muslimske
verden. Og totalitarismen, teokratiet og undertrykkelse er ikke
acceptabel værdier i vores. Den muslimske verden har ingen forpligtelse
til at føje sig vore kulturelle standarder, ligesom vi ingen
forpligtelse har til at føje os deres.
Der vil altid være en kløft mellem civilisationer, men sjældent har kløften været så markant som den er nu.
Vi er ivrige efter at bringe den muslimske verden ind i ‘lyset’ ligesom
de er med at få trukket os ind i mørket. Momentum er på deres side.
Vi har ikke svarene selvom vi tror det. Demokratiet er ikke løsningen.
Det er heller ikke det at omfavne den muslimske kultur med åbne arme. De
har heller ikke svarene, men de har noget bedre; ubegrænset vold der
næres af den moralske desperation i en kultur der er en fiasko, der
kæmper mod fiaskoens strømhvirvel. Som en druknende mand, hvis vi forsøger at redde dem, vil de trække med ned.
Hvordan beskytter man dem mod den skade de er årsag til på dem selv? Og hvordan redder man folk fra deres eget had?
Vi er ikke så kloge og fuldkomne så vi kan hævde at vide, hvordan man redder 1 milliard mennesker fra dem selv. Lige
nu har vi det temmelig besværligt med at redde os fra os selv, og vi
kan ikke forventes også at skulle skuldre byrden med at reformere den
muslimske verden. Uanset hvilken åndelig eller kulturel forløsning der
venter på dem, den kan kun komme fra dem selv og gennem dem selv.
Den vil ikke komme gennem en forandring i regeringsførelse eller ros.
Kun gennem en stadig voksende moralsk årvågenhed. Der er intet der
indikerer hvornår eller om en sådan årvågenhed kommer. Der er
dyrerettighedskampagner i Kina og anti-voldtægts kampagner i Afrika --
men ingen fremskridt i menneskerettighederne i den muslimske verden. Det
er langt mere sandsynligt at Kina bliver en vegetar nation før
ikke-muslimer behandles som ligeværdige i den muslimske verden.
Det
er blevet gjort krystalklart at muslimsk vold mod os, både individuelt
og kollektivt ikke vil ophøre, og at sådan vold er tilskyndet af deres
tros skrifter. Mens nogle muslimske lande hævder de ikke nærer nogen
voldelige hensigter mod os - så er sådanne påstande ofte bevisligt
falske under presset af hjemlig uro og voksende religiøsitet.
Hvis
den muslimske verden har rejst en mur af sand mod frihed tolerance og
anerkendelse af vor fælles menneskehed - så er det bedre for deres og
vor skyld at de forbliver på deres side af den mur af sand.
Hvis
de nægter at sameksistere med os, enten lokalt eller globalt, så er det
deres valg. De kan have deres paradis med kvinder i sække, deres
moskeer med tårne og vantro der må føje sig - så længe deres hykleri og
undertrykkelse forbliver på deres side af muren af sand. Når de
gennembryder den mur, så må de leve efter vore love, ikke deres. Hvis
der ikke er plads til vore love i deres land, så er der heller ikke
plads for deres love i vort land.
Tænkere
og politikere taler om, hvordan man redder 1 milliard muslimer fra dem
selv. Fjern deres tyrannier, råber nogle. Men hvad vil de erstatte dem
med? Flere tyrannier. Regeringer er afspejlinger af deres folk. Hvis 1 milliard muslimer virkelig ønskede at være fri, så kunne de.
Tyrannerne er et udtryk for deres forhold, ikke undertrykkelse af deres
moralske vilje. Den muslimske verden skelner ikke om der skal være et
tyranni, men om hvordan det skal være. Det Arabiske Forår har så
rigeligt bevist det.
Vestens
fundamentale fejl overfor den muslimske verden er at være indladende.
Vestens regeringer betragter muligvis muslimerne som minoriteter, mens
de betragter sig selv som majoriteter. Muslimer
i Vesten betragter ikke sig selv som minoriteter, men som naturlige
majoriteter der har ret til at indføre deres vilje og levevis på en
minoritet der fungerer som en majoritet udelukkende fordi endnu ikke er
blevet løbet over ende og erobret. Ulig flytninge der kommer fra kulturer, hvor de er minoriteter, kommer muslimerne og forventer at tingene skal gå deres vej. Da Vesten føjer sig, bekræfter det kun muslimernes følelse af at have ret.
Vesten
er nedladende overfor muslimer og muslimer på samme vis over for
Vesten. De begge forsikrer den anden om at alt er helt fint. Men mens
Vestens nedladenhed er baseret på ønsketænkning, så er den muslimske
verden baseret på progressiv erobring. Hvis diplomati er kunsten at sige
‘God hundebasse’ mens man leder efter en pind, så leder Vesten ikke
efter pinden, det gør muslimen.
Vestens
‘missionsimpuls’ overfor den muslimske verden er ikke kun helt forkert,
den er positivt farlig. Hvordan kan Vesten overbevise den muslimske
verden om at den skal tro som vi gør, når Vesten ikke længere ved hvad
det tror på?
Den
muslimske verden mangler sådanne svagheder. Den kan ikke forkrøbles af
moralske skrupler, ideologiske modsætninger, filosofiske kriser eller
tvivl om fremtiden. Dens medlemmer anerkender ikke modsætning, de
omfavner dem snarere, indtil de modsætninger eksploderer i vold.
Vestens
systemer er som -sort og hvidt-, muslimske systemer har alle
afskygninger i en. Da den muslimske verden er forvirret eller i tvivl,
frigør den disse følelser med vold. Vesten løser dem slet ikke. Mens
Vesten tænker og spekulerer skærer den muslimske verden halse over.
Problemerne
med Civilisationernes Sammenstød kan ikke udsættes meget længere. De er
vort problem. Vi kan ikke redde 1 milliard mennesker fra dem selv, men
vi kan redde os selv fra dem.
Daniel Greenfield is a blogger, columnist and freelance photographer born in Israel, who maintains his own blog, Sultan Knish.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar