Ny styrke: Kvinder tilbage til køkkenet
Patrice Lewis
Da jeg var 10 år gammel læste jeg en bog der helt bogstaveligt ændrede mit liv.
Nu ville det være flot at kunne sige at det var Bibelen eller noget lignende ophøjet, men det var ikke tilfældet. Det var "My Side of the Mountain" af Jean George.
Kort
fortalt beskriver bogen de eventyr en dreng, der er løbet bort fra
hjemmet i New York City, og tilbringer et år ved at bo i Catskill
Mountains, med at jage, lave fælder og indsamle forråd oplever. Første
gang jeg læst bogen ville jeg så gerne lære de primitive og
grundlæggende ting som Sam Gribley lærte sig selv. Han levede i den
ultimate uafhængighed.
Bogen forklarer aldeles storartet mit liv som voksen på en landsted på 20 acres
i North Idaho, hvor vi skaffer os kød, mælk, frugt og grøntsager og
lever af så megen selvforsyning som det er muligt i en moderne tid. Vi
lever ikke af selve jorden - det tvivler jeg på særlig mange mennesker
kan gøre mere - men vi forsøger så godt vi kan.
I
lang tid blev vi betragtet som excentriske, særlinge, fordi vi valgte
denne livsstil. Udover en lille gruppe af ligesindede skøre kugler, da
mente alle andre vi virkelig måtte være tossede. Hvorfor dog frivilligt
lægge hvidløg på glas, muge ud i stalden, malke køerne, dyrke jorden og lave ost?
Derfor var det med stor interesse jeg læste en artikel i Washington Post med titlen, “Den nye husholdning: For sjov! Giver det styrke, eller et tilbageskridt for den amerikanske kvinde?”
Artiklen
beskriver i detaljer, hvordan et stadig større antal kvinder fra byerne
nu er i færd med de gammeldags gerninger såsom - konservere, bage sit
eget brød, strikning, syning o.s.v. “Over hele landet,” bemærker Emily
Matchar, “er kvinder på min alder (31) optaget af meget hjemlige
aktiviteter, som vore mødre og bedstemødre så ivrigt forkastede. Vi er
på vej tilbage til syltetøjskogning og strikkepinde, både for sjov og
for at få en bedre kontrol over hvad vi spiser og har på.”
Det var sandelig også på tide.
Hele
tonen i fr. Machars artikel er en kombination af glæde og forvirring.
Hun nyder helt klart at lære noget fra tidligere tider, samtidig med hun
på samme tid er noget imod at kvinder går så meget op i husholdning.
“Kunne denne ‘nye husholdningstrend’ begynde at ligne noget med
gammeldags forpligtelser?” spekulerer hun på. “Er det en moralsk eller
miljømæssig nødvendighed? I årtier har feministernes perspektiv været at
tjene penge for at købe organisk dyrket hindbærsyltetøj som selve
beviset på kvindens styrke. Nu er feministerne bekymret om at det at stå
i køkkenet og vitterligt selv lave hindbærsyltetøj ikke er et svigt af
“sagen.”
Der
er en chockstemning over artiklen, som om at det at indrømme at kvinder
holder at huslige pligter er lidt pinligt og ydmygende, og muligvis
midlertidigt. Heldigvis bliver sådanne irriterende gammeldags interesser
fortolket gennem de gode progressives briller, nemlig “modstand mod
industrielt fremstillede fødevarer og deres miljømæssigt skadelige
virkninger.” Jovist, fr. Machar anerkender at kvinder uden for al tvivl
nyder denne traditionelle feminine side hos sig.
Vær
blot ikke bekymret. Artiklen citerer Megan Paska der underviser i
bymæssig husholdning og “før-industrielle talenter” i New York City.
“Kvinder finder denne livsstil meget givende og styrkende,” siger hun.
“Nogle mennesker formoder at dette er et tilgeskridt for
feministbevægelsen, men jeg ser det som en udvidelse af den.”
Ja,
Himlen forbyde at traditionelle feminine talenter som syning eller
konservering skulle true feministbevægelsen. Uanset hvad kvinder
foretager sig så skal de fortsætte med at støtte “sagen.”
I
alt for lang tid er manuelt arbejde og “før-industrielle talenter”
blevet forkastet med foragt som værende uværdige af alle, undtagen de
halvdumme, de uuddannede og de som mangler ambition om at foretage sig
noget bedre ....kort sagt underklasserne. Selv det at opdrage sine egne
børn var uværdigt. Det betød intet, hvor mange magtfulde kvindelige
direktører der forlod deres firmaer og genopdagede glæderne ved hjemmet;
de blev bort afvist som værende forrædere for den progressive feminist
sag.
Selv
nu betragtes husmødre der foretrækker at konservere deres egne tomater
som excentriske. Hvorfor dog det besvær når man kan købe dåser med
tomater fra en fabrik? Frem
for at opmuntre knægte til at gå i færd med deres naturlige lyst til at
slå søm i noget og bygge huse i træer, så køber forældre computer spil
til dem for at de skal være indendøre klistret til en skærm, og intet
praktisk lærer.
Naturligvis
er slutresultatet at generationer af amerikanere ikke længere kan
“reparere noget.” Vi kan ikke sy vore egne kjoler, skrue på egne biler,
konservere vor frugt eller ordne vore hjem. De gode gamle hyldede
egenskaber som at malke en ko og lave smør og ost - nuvel - lad os blot
indrømme, at jeg forsøger at skabe mig et udkomme ved de egenskaber,
netop fordi så få mennesker ved hvordan de udføres.
Det
er derfor jeg som husmoder, landbokone og iværksætter hylder enhver og
ethvert forsøg på undervisning i hjemlig fødevarefremstilling og i de
“før-industrielle talenter.” Det har længe været min klagesang
at de grundlæggende overlevelsesegenskaber gennem 5000 årig
civilisation er gået så katastrofalt tabt på blot 100 år. Jeg betragter
genopdagelsen af husholdning som fantastisk.
Efter
årtier med udpræget afhængighed af andre for at få dækket vore
basisbehov er folk ved at lære at afhængighed slet ikke er det ‘dejlige’
det er blevet blæst op til. Afhængighed efterlader os sårbare og ude af
stand til at tumle svære tider. Derfor kæmper folk, både i by som på
land med at generobre “før-industrielle talenter” der nærmest er gået
tabt.
Jeg
betragter denne trend med stor glæde. Den “nye husholdningsførelse” bør
ikke ses som en trussel for feminismen, men snarere en dejlig ekstra
dimension til det feminine (og maskuline). Traditionelle talenter kan
være yderst givende selv når de er kønsrelaterede.
Men
jeg kan stadig klukle over, hvordan feminister bare ikke kan indrømme
at kvinder muligvis gøre feminine ting, såsom de huslige sysler. I
stedet føler feminister sig tvunget at bidrage med denne interesse til
noget gennemført såsom være imod “industrielt fremstillede fødevarer og
deres miljømæssigt skadelige virkninger.”
Jeg
anser det imidlertid som noget mere dybtliggende. Mennesker er dog
trods alt, væsener der er forudvidende. Økonomiens dystre udsigter er
blevet bemærket af rigtig mange. Det er derfor “den nye husholdning” gør
en dyd ud af en nødvendighed men folk kæmper for mere uafhængighed.
Forresten - hvilken side er du på Søster!
Patrice Lewis is a freelance writer whose new book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable."
She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The
Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled
children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house
with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=373729
Ingen kommentarer:
Send en kommentar