Buddhistisk Extremisme?
En artikel i New York Times med titlen “Ekstremismen i øgning blandt Myanmars buddhister, giver vigtige lektioner i almindelig sund fornuft, og så gedigent sludder. Skrevet af en Thomas Fuller, begynder den med at fortælle.
Hvordan, efter en rituel bøn for soning af fortidens synder, sad buddhistmunken, med en status som en rock stjerne, i Myanmar, foran en menneskemængde på tusinder af tilbedere og igangsatte opråb mod det han kaldte “fjenden” - landets muslimske minoritet. “Du kan være fuld af kærlighed og venlighed, men du kan ikke sove ved siden af en sindssyg hund,” sagde Ashin Wirathu, idet han henviste til muslimerne. “Jeg kalder dem ballademagere, fordi det er hvad de er.”
Mens artiklens formål er at sætte fokus på den formodede “intolerance” hos Myanmars buddhister, så kan de der kan læse mellem linjerne - eller er bekendt med de islamiske læresætninger, historien og de nuværende begivenheder - helt tydeligt se at buddhisterne svarer igen på de eksistentielle trusler som muslimerne omkring dem er for dem.
Her er første lektion: Ulig Vesten er buddhistiske munke, trods deres ry for at være fredelige, stadig i stand til at acceptere, se og reagere på virkeligheden, de er stadig styret af sund fornuft.
Ulig Vesten, hvis realitetssans er blevet så gennemført forvandlet ved en non stop mediekampagne der stammer fra de allestedsnærværende TV skærme og computerskærme, der tilpasser amerikanerne til, hvordan man skal tro og tænke om “den tredje verden” så er buddhistiske munke helt klar over den ‘jordægte’ virkelighed. De ved, at dersom man ikke holder øje med dem vil den muslimske minoritet de lever med - og som begyndte fjendtlighederne - blive mere aggressive, en historisk så ofte bevist kendsgerning.
Som i andre lande, har muslimerne i Myanmar benyttet vold, jihad-terror, og voldtaget buddhistpiger. Og det som en minoritet. Myanmars buddhister er også udmærket klar over, at i nabolande, som Bangladesh, hvor muslimer udgør flertallet da bliver alle ikke-muslimer hensynsløst forfulgt til udslettelse. Men selv i nabolandet Thailand, hvor buddhister er flertallet og muslimer en minoritet, i den sydlige del, hvor muslimerne udgør et stort antal der bliver tusinder af buddhister - mænd, kvinder, og børn - slagtet, halshugget og voldtaget mens separatist muslimer forsøger at rense regionen for “tilstedeværelsen” af alle vantro. Klik her for en grafisk rapport og billeder af muslimske overgreb begået mod buddhister, det kan måske kaste noget lys over hvorfor Myanmars buddhister er så opmærksomme på muslimer. (ADVARSEL: særlige stærke billeder)
Som følge heraf bliver den “radikale” buddhist munk Wirathu, citeret i NY artiklen for at sige: “Hvis vi er svage, vil vort land blive muslimsk.”
Hans nationalistiske organisations slagsang taler om mennesker der “bor i vort land, drikker vort vand og ikke viser og taknemmelighed” - en henvisning til muslimer - og om hvordan “Vi buddhister vil bygge os et hegn af knogler om nødvendigt” for at holde overherredømme muslimer ude. Hans brochurer siger, “Myanmar står lige for tiden over for en meget farlig og kraftig gift der er stærk nok til at udslette al civilisation.” Et andet medlem, og åbenbart “radikal” munk samtykker: “Hovedformålet er at vor religion og vor nationalitet ikke forsvinder.”
Her følger så lektion to: Hvis buddhisterne forstår hvad der er på spil - hele deres civilisation - så er NYT artiklen et bevis på, hvorfor Vesten stadig ikke vil indse virkeligheden. Fullers artikel har alle kendetegnene - moralsk relativisme og en pro-islam dagsorden, og så den farlige blanding af tillid og uvidenhed - det som karakteriserer de førende medier i Vestens manglende evne til at anerkende og svare igen på Islam, men som langt hellere vil sprede sentimentale, forvrøvlede platheder.
Til en begyndelse: Fuller synes ikke at fatte, hvorfor Myanmars buddhister er bekymrede over muligheden af at de forsvinder, og siger at “buddhismen ser ud til at have et sikkert sted i Myanmar. Ni ud af ti er buddhister....Man anslår den muslimske minoritet til mellem 4-8% af rundt regnet de 55 millioner mennesker i Myanmar, mens resten er kristne og hinduer.”
I nabolandet Thailand udgør muslimerne også cirka 4%, men har, som nævnt, været i færd med folkedrab mod buddhister i det sydlige Thailand, hvor muslimerne er koncentreret.
Ydermere og i overenstemmelse med historien - den ægte historie - ikke den blegede version der nu for tiden smøres ud over amerikanske skoler - er der beviser på at i 14 århundreder har Islam faktisk udslettet hele befolkningsgrupper og identiteter: Det vi idag så nonchalant omtaler som “Den Arabiske Verden” var hverken arabisk, og næsten udelukkende kristent i det 7. århundrede, da Islam dukkede op og gik i færd med jihad.
Fuller synes også at se bort fra betydningen af den kendsgerning, at der er flere kristne og hinduer i Myanmar end muslimer - dog strækker buddhisternes fjendtlighed sig kun til muslimer. Hvis de oprindelige buddhister nu blot var nationalistiske radikale, som Fuller antyder, hvordan kan det da være de kun angriber muslimer, ikke kristne og hinduer?
Der er en tydelig dagsorden hos Fuller. Ved regelmæssig af forkaste buddhisternes behandling af muslimer, og med adskillige anekdoter, nævner Fuller ikke den jihad terror og de mord som muslimerne har hjemsøgt buddhisterne med. Han fordømmer buddhister for at fordrive cirka 150000 oprindelige muslimer uden åbenbart at være klar over, at over hele den islamiske verden fordriver muslimer hundreder af tusinder af ikke-muslimer, hvilket har medført en masseexodus af kristne.
Men disse objektive kendsgerninger er åbenbart ikke relevant for New York Times, der har været mere optaget at subjektiv snak om “følelser” og andet terapeutisk nonsens. Her kan Fuller virkelig præstere: Hele tonen i artiklen er en stor skuffelse over buddhisterne, og hvordan “mange muslimer er bekymrede.” Hans afsluttende afsnit er om “en muslimsk sælger i byens centrale marked,” der talte, “hviskende” og siger “Jeg er virkelig bange. Vi beder børnene om ikke at gå udendørs medmindre det er absolut nødvendigt.”
Mens således Myanmars buddhister kæmper for deres ret til at overleve overfor et stadig mere belastende Islam, så gør NYT det man er allerbedst til - forvrænger virkeligheden så den passer til de førende mediers verden af fantasier, i dette tilfælde at muslimerne altid er uskyldig og misforståede ofre.
Postscript: Ralph Sidway minder mig om at den indonesiske præst, Fr Daniel Byantoro, har skrevet følgende brugbare ord:
I tusinder af år var mit land (Indonesien) et Hindu, Buddhist Kongedømme. Den sidste hindu konge var så venlig at give skatteundtagelse til den første muslimske missionær så han kunne leve og prædike sin religion. Langsomt steg antallet af tilhængere af den nye religion og efter de blev stærke blev kongedømmet angrebet, de som nægtede at være muslimer måtte flygte for deres liv til naboøen Bali eller til bjergene i Tengger, hvor de har været i stand til bevare deres religion til nu. Langsomt blev Indonesien, fra at være et Hindu, Buddhist Kongedømme til det største islamiske land i verden. Hvis der er en lære af dette til i det mindste amerikanerne, så er mit lands historie værd at tænke over.
Vi er ikke et hadspredende, hyklerisk folk; snarere er et folk der elsker frihed, demokrati og menneskelig kærlighed.
Vi ønsker bare ikke at denne frihed og demokrati skal tages bort fra os af ignorant og vildledt “politisk korrekthed,” under dække af at være tolerance.
Raymond Ibrahim, a Shillman Fellow at the DHFC, is a Middle East and Islam expert, author of the new book, Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (Regnery, 2013), and an Associate Fellow at the Middle East Forum. Join him as he explores the "Intersection"—the pivotal but ignored point where Islam and Christianity meet—including by examining the latest on Christian persecution, translating important Arabic news that never reaches the West, and much more.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar