Den muslimske verdens interne krise
DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN
Siden Den Iranske Islamiske Revolution har den tilbagestående muslimske verden indledt den proces som Vesten stod i med det 17. århundredes “Religiøse Krige.”
I Islam er processen med et verdsligt styre der gradvist stopper et islamisk styre gået i stå, og det som i stedet er dukket op er intern krig med fire fronter: EN pludselig voldelig opblussen af had mellem Sunnier og Shiitter og endnu en mellem de mere moderne og de reaktionære islamister. Det frøste blod blev udgydt i Iran-Irak Krigen 1979-1989: Iran var Shiitisk og Irak belv hersket af et Sunni fascist parti under Saddam Hussein.
I løbet af den tidsperiode var der ingen der havde en pålidelig forståelse af folkesammensætningen i Irak, ellers ville man have set at dette engang Sunni arabiske land havde en befolkningseksplosion blandt Shiiterne, der nu ikke længere er en minoritet.
Libanon, en skrøbelig konstruktion, havde også et befolkningsproblem. Efter det maronittiske kristne styre der havde været uudfordret i lang tid med baggrund i en folkeoptælling, kom der en nye situiation da en nye tælling viste at de samlede muslimske sekter var flertallet. Men selv det flertal var splittet mellem Sunni og Shia, og Shiiterne voksede kraftigt i antal. En brutal borgerkrig smadrede det som engang havde været et af de mest moderne lande i den muslimske verden.
Islams interne krig mellem de moderne indstillede og de militante islamister er blusset op. De fleste muslimske lande er autokratiske; enten konger eller diktatorer, de fleste af dem undertrykker islamister og går ind for at modernisere institutionerne. Diktaturerne i særlig grad Egypten, Syrien, Libyen, Irak, gik kraftigt ind for at fremme den almene uddannelse, at være verdslig klædt og lade nationalismen overtrumfe religion.
Imidlertid ser det ud til at i dag med de indførte valgprocesser i disse tidligere diktaturer at de moderne indstillede er ved at være en minoritet. Når enhver kan stemme, så er det allermest tilbagestående og religiøse det helt store flertal.
To vigtige muslimske lande er gået i en anden retning. Saudiarabien har moderniseret sin infrastruktur. Det som ser moderne ud er et dække for at land der nærmest er totalt hjernevasket af den allermest formørkede del af islamisk puritanisme: Wahhabismen. Den har magt der svarer til kongelige families. Det ulmer mellem de moderne indstillede og de reaktionære og uroen kan blusse op når som helst.
Et andet land med problemer er Pakistan, skabt som et verdsligt muslimsk land af dets grundlæggere, men nu i en uerklæret krig blandt Sunnier, Shiiter, stammekrigsherrer der styrer uvidende trælle og en svag og skrøbelig uddannet klasse i de større byer og i militæret.
Dødskulten synes af have overvældet al sund fornuft i denne enorme interne krig, og krig breder sig til resten af verden. Den 16. juni bombede pakistanske islamister (al Queda) en bus med unge universitetsstuderende kvinder og selvmordsbombede derpå hospitalet, hvor de sårede blev bragt til. 23 døde og mange såredes.
Pakistanske militante har også skudt og dræbt to frivillige der foretog poliovaccinationer for børn, og har tidligere gjort det samme fordi de mener at “polio vaccination er imod islamisk lov.” (Kendte Muhammad mon polio vacciner?)
Iraks morderiske al Queda chef går endog imod sin leder, Ayman al-Zawahiri, der forsøger at hindre sine terrorister i at dræbe andre irakere. De har til hensigt at blive ved med at dræbe Shiiter, der så igen vil dræbe dem.
Grænsestridigheder ved grænsen mellem Libanon og Syrien dræbte her fornylig 4 libanesere og der vil komme flere drab. Shiitiske landsbyer og landbyer med Sunnier er nu i færd med en hævncyklus. Rædslerne fra den libanesiske borgerkrig er ved at vende tilbage.
Hvad så med Iran, hvis Islamiske Revolution startede alt dette? Her har man netop afholdt et valg, hvor vælgerne havde latterligt lidt at vælge imellem, men de valgte det bedste af alle de elendige muligheder, en rimelig tilsyneladende fornuftig gejstlig, Hassan Rowhani, der er en mild forbedring af den bombastiske Ahmadinejad. Men magt har han i bund og grund ikke. Den ægte boss er Ayatollah Khamenei, der støtter den yderst upopulære syriske diktator Bashar al Assad, som er Shiit, ligesom han selv.
Dette valg af partner har vendt hele regionen mod Iran. I 2006 beundrede 75% af regionens befolkning Iran for landets forhånen af Amerika, og for at true Israel. I dag er støtten faldet til 25%. Man forhåner Iran.
At få en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt er faktisk på tide. Vi skal dog træde til side mens muslimer går i struben på andre muslimer.
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may cont
Denne interviewartikel dækker emnet perfekt: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/05/islams-undergang-k.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar