Sandheden om Rap Musik
Jeg lytter til rap. Jeg er vokset op med det. Siden jeg var gammel nok til at nyde musik har rap været en af mine favoritgenrer. Sådan er det også i dag.
Jeg mener ikke blot mainstream eller party-mix rap. Jeg mener hard-core rap, underground rap, og rap udført af kunstnere som ni ud af ti rap fans aldrig har hørt om.
Da jeg nu er en gennemført og ægte rap aficionado, hvordan kan jeg så, i det store og hele, være enig med personer som afdøde liberale anti-rap aktivist Delores Tucker og konservative som Bill O’Reilly der argumenterer for at rap har en destruktiv indflydelse på underpriviligerede unge sorte?
Rap musik har været målrettet mellemklasse forstadsbeboere næsten lige siden genren opstod. Millioner af hvide lytter til rap, hvilket derfor betyder, at hvis man karakteriserer rap musik som “sort musik” eller musik hovedsageligt til et sort publikum, ja det er ikke korrekt.
Dog er der en grundlæggende forskel på hvordan rap -- og “gangsta” rap i særlig grad - får genlyd hos hankøn hos forstædernes middelklasse (som i alt overvejende grad er hvide) og så hankøn fra byernes underklasse (der i alt overvejende grad er sorte.).
Jeg er vokset op i en mellemklasseforstad til Boston, og for mig var sangteksterne om vold, bandeliv, handel med stoffer vævet ind i sangtekster af NWA, Mobb Deeep, og Wu Tang Chang, abstrakte og fremmedartede. Det svarede til at se en film om et fantastisk eventyr, som Rambo eller Indiana Jones. Jeg boede ikke i et miljø som beskrevet af disse rappere, og havde heller ikke mulighed for (eller lyst til) at være optaget af et destruktiv handlemønster - stjæle, røve, sælge crack heroin, være med i bande mv. -- som de jo glorificerede.
Ydermere voksede jeg op i en stabil to-forældre familie, hvor mine forældre opdrog mig og passede på min opførsel. Jeg kom aldrig ud i problemer i skolen eller på legepladsen, og hvis jeg gjorde ville jeg virkelig blive belært og straffet. .
På den anden side ville en fattig sort knægt der vokser i i de omgivelser og den kultur der skildres i rap teksterne ikke opleve dem som fremmede; han befinder sig midt i det. Det er hans virkelighed.
Fordi det nu er hans virkelighed så har den sorte knægt i de omgivelser mulighed for med næsten hvert eneste skridt han tager at blive involveret i de destruktive handlinger der fremmes og glorificeres af rappere. Og fordi så mange underklasse børn i byerne ikke vokser op i stabile to-forældre familier, hvor der ikke udøves passende disciplin, så er de i langt højere grad tilbøjelige til at hælde mod sådanne handlemønstre.
Se blot på de ødelæggende forhold i amerikanske ghettoer - forhold der ofte særdeles levende og poetisk skildres i rap. Bandevold har ført til at Chicago er på knæ, mens uskyldige sorte børn fanges i krydsild mellem rivaliserende bander. Borgerne i disse samfund lever i konstant frygt for gengældelse, hvis de taler med politiet, en meget bekymrende tendens som gansta rap hjælper med til fremme i form af “Stop Snitching” (Sladder Ikke) mantraet, man kan høre i sange og se på T-shirts og videoer. Der er utallige sager med sorte unge der bliver lemlæstet eller dræbt for at nægte at slutte sig til en bande, fordi de forlader en bande, eller “sladrer” om et bandemedlem.
Ofte er der et voldsomt gruppepres så alle er ens klædt og taler på samme måde, hvis ikke det drejer sig om direkte kriminelle handlinger som gangsta rap kulturen skildrer.
Dette er i stor kontrast med de hvides samfund. Da jeg var teenager, blev hvide unge fra forstæderne der efterligne tøjstilen og sproget fra sorte rappere ofte forhånet som “wiggers.” Der var gruppepres for IKKE af opføre sig således.
Kun bevidst uærlige racedemagoger som MSNBC’s Chris Hayes eller Michael Erik Dyson, ville benægte at en mandlig sort der i udpræget grad benytter “n-ordet” ikke taler ordentligt engelsk, og hvis han er iført bukser der er lige ved at glide ned for (måske ubevidst) at simulere fængselstøj, at det i det mindste marginalt, skader hans chance for at trives, komme frem i vort samfund. Almindelig sund fornuft og faktiske beviser gør dette smerteligt klart.
Så hvor hvide unge fra forstæderne ikke har mulighed for at handle efter rap teksterne så har man fattige sorte unge det. De er nemlig dybt ‘neddykket’ i den kultur. Det er derfor at gansta rap er så meget mere giftig for disse i forvejen ‘handicappede’ sorte unge, end det er for rigere hvide: Musikken tjener ikke kun til at skildre, men også gennemsyre, fremme, de voldelige og anti-sociale virkeligheder ved livet i ghettoen.
Der er endnu et aspekt ved rap der er potentielt skadeligt for alle unge, uanset race eller klasse: Kvindefjendske tekster der nedvurderer og gør kvinder til objekter. Venstreorienterede feminister, der er gennemført kujonagtige og uærlige fører ikke kampagne mod de frygtelige kvindefjendske rap tekster med blot en hundreddel af af ihærdighed som de tordner mod pro-liv Republikanere. Ærlige liberale som Delores Tucker anerkender hvor giftige tekster der benytter ordet “kvinde” og “tæve” som værende det kan være.
Jeg indrømmer at jeg faldt i den fælde da jeg gik på high school, og lejlighedsvis omtalte kvinder som “tæver” (selvfølgelig når de ikke hørte det.) Dette var gennem en direkte indflydelse fra rap. Heldigvis voksede jeg dette patetiske stadie, som de fleste andre i min bekendtskabskreds.
Rap musik har en uforholdsmæssig stor negativ indflydelse på underklasse sorte unge i byerne, fordi det præcist er de unge der kan udleve livsstilen der glorificeres af rap. Forstads mellemklasse hvide unge er nærmest helt udelukket fra den kultur. Ydermere lider de sorte unge under mangel på godt opsyn af forældre og af god vejledning.
Hvad er så løsningen? Genindførelse af to-forældre indstillingen i sorte samfund er helt sikkert en god begyndelse? Videre fremefter vil det også være altafgørende for lederne af de sorte samfund at træde i Delores Tuckers fodspor og sige fra overfor rap tekster der inspirerer til det liv de skildrer.
Rap musik kan være poetisk og i forbavsende grad skabe smukke ordspil og metaforer. Men at overvinde dens berusende indflydelse på i forvejen ‘handicappede’ sorte unge, ja så må dens nedværdigende aspekter ses som noget der nærmer sig satire.
Forældre, lærere, samfundsledere og i sandhed rapperne selv skal gøre det klart at det ikke er i orden at nedværdige kvinder eller sælge stoffer. Når rappens indhold bliver lige så abstrak og fantasisfuld for fattige sorte unge som den er for rige hvide unge, da kan den giftige indflydelse ophøre.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar