Iran har før haft en affære med demokratiet - 1906
DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN
I årene 1905 og 1906 var der to revolutioner, en russisk og en persisk (Iran). Ruslands 1905 revolution blev slået hårdt ned af Zaren, men i Irans revolution lykkedes det at fjerne en elendig Shah og åbne Persiens første parlament - midlertidigt.
På grund af Ruslands katastrofale indsats i 1. Verdenskrig lykkedes den anden revolution i 1917. Iran gik det anderledes. Deres 1906 revolution fungerede til 1911, da russerne, med britisk samtykke, invaderede og genindførte det uduelige Qajar monarki.
Iran var ilde stedt i 1906. Landet havde været i miserabel tilstand i hele det 19. århundrede takket været et frygteligt dynasti der begyndte med overgreb og slutte med inkompetence, en situation der gav mulighed for Zarens Rusland og Storbritannien til at intervenere. Den eneste årsag til at de store magter skulle bekymre sig om et tilbagestående shiitisk muslimsk land med blot 10 millioner mennesker var landets geografiske placering. For briterne var det en af vejene til deres indiske imperium og for russerne adgang til havne uden frost. Efter 1906, havde de begge endnu en vægtig grund: Opdagelsen af olie.
Den iranske revolution i 1906 var et usandsynligt mirakel. I et hovedsageligt tilbagestående og analfabetisk land var antallet af “intellektuelle” meget lille. Men endnu mere bemærkelsesværdigt så var nogle af disse intellektuelle faktisk shiitiske gejstlige, de yngre som satte nationen før religionen.
Sammen iværksatte de gejstlige og de intellektuelle (unge aristokrater og veluddannede børn af købmandsklassen) en revolution, skrev en forfatning og med hjælp af nogle stammelederne (krigsherrer som de findes i nutidens Afghanistan) afsatte de Shahen erstattede ham med en af hans unge sønner, stadig et barn, og indledte moderniseringsprocessen.
De nye ‘vagter’ stod overfor en stort problem: Nationens skattekiste var tom. I løbet af det 19. århundrede, når Shahen havde brug for penge så solgte han alle muligheder for skatteindtægter til Zaren eller briterne, og alt overskud fra Post og Telegraf, det nye jernbanesystem og tobak gik direkte til Rusland eller Storbritannien som tilbagebetaling for lån. Det første tegn på offentlig modstand var en tobaksstrejke, et forsøg på at få de meget cigaretforbrugende iranere til at holde op med at ryge.
I 1911 kæmpede revolutionsregeringen med den tomme pengekasse og besluttede at man havde brug for hjælp fra Vesten. Da man ikke stolede på hverken russerne eller briterne, kontaktede de USA, der sendte en oprigtig advokat, en embedsmand og udgiver: William Morgan Shuster. Han blev straks udnævnt til Finansminister af Persien af Parlamentet.
Shuster huskes stadig i Iran som måske den første (og sjældne) ærlige embedsmand. Da en kongelig prins forsøgte at plyndre skattekisten blev han afvist og offentligt ydmyget af Shuster. Dette var sandelig noget nyt, og indgød mod til den unge forfatningsbaserede regering. Men derpå , da Shuster gav ordre til at Shahens bror skulle overdrage regeringsressourcer til finansministeriet, nægtede Prinsen, (som betaling til Rusland) og med britisk samtykke krævede russerne nu Shusters afgang.
Parlamentet nægtede og russerne førte tropper ind i landet og afsluttede den unge parlamentariske regering. Landet blev delt i to indflydelsessfærer, russerne havde den nordlige del og briterne den sydlige, og under 1. Verdenskrig forsvandt Iran nærmest fra nationernes selskab efter 2500 års eksistens. (Se Shuster’s The Strangling of Persia.)Bogen kan downloades gratis her: http://archive.org/details/stranglingofpers00shusuoft
Iranerne blev reddet efter krigen da en russisk-oplært persisk officer Reza Shah Pahlavi indledte processen med at forvandle det miserable tilbagestående Persien til et moderne Iran. Han skabte en moderne hær: Påbegyndte opbygningen af et luftvåben; undertrykkede krigsherrerne (stammehøvdingene); fjernede uddannelsessystemet og domshandlinger fra gejstligheden og erstattede dem med moderne borgertjenester; og han forhandlede med briterne om fortjenesten ved den nye olie industri.
Under Reza Shah og hans ældste søn den senere Shah, husker vi alle at Iran gjorde op med 400 års stagnation og misstyre. Selv Ayatollaherne, der aldrig vil indrømme det, kunne ikke have det land som de har uden Pahlavierne.
Iran har haft --og mistet---demokratiet før. I dag stemmer iranerne, men Ayatollaherne har vetoret. Gladeligt går man som på en knivsæg.
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar