Indien åbner op for Israel
Ved Maccabiah Legene afholdt i Israel i juli 2013 konkurrerede et hold på 28 indiske jøder med 9000 jødiske atleter fra flere end 70 lande i 38 sportsgrene. Holdet fra Indien vandt ikke medaljer, men deres hold slog det britiske cricket hold. Lige så imponerende denne triumf i Tel Aviv kan være, så er det langt mere vigtigt at det er med til at øge de hjertelige forhold mellem Israel og Indien.
Hjertelighed har ikke altid været en selvfølge. Indien stemte den 29. november 1947 imod United Nations Partition Resolution der førte til oprettelsen af Israel. Man stemte imod i 1949 at Israel blev medlem af FN. Man anerkendte eksistensen af Israel som stat i 1950. Denne holdning blev støttet af hindu organisationerne over hele landet, mens det herskende Congress Parti forsonede den muslimske befolkning. Men Indien, en af medstifterne og i væsentlig grad pro-arabisk, oprettede ikke formelle diplomatiske forbindelser med Israel før januar 1992. På det tidspunkt beklagede J. N. Dixit, den indiske udenrigsminister: “Hvad har araberne givet os?”
Forholdet mellem de to landet har være ubalanceret afhængig af den politik de forskellige indiske politiske ledere ved magten har ført, skønt man har fastholdt de officielle kontakter. Forholdet kan beskrives som en alliance, men det er tydeligt at tættere forbindelser er blevet knyttet i de seneste år.
Indien har i mange år har været bevidst om Sovjetunionens magt og indflydelse. Indien der ladet som om man var anti-kolonialist og anti-imperialist, og bekymret for energiforsyningerne fra Golfstaterne og altid betænkelige ved deres 120 millioner muslimer, har forsøgt at behage den arabiske holdning, men er siden faldet af Sovjetunionen blevet klar over de goder man kan opnå ved samarbejde med Israel.
De goder har i det store og hele været ved den fælles handel, men begge lande har oplevet sikkerhedsproblemer, vanskeligheder med muslimske minoriteter og har været konfronteret med islamistiske terrorister. Derfor oprettede man i år 2000 en fælles anti-terror kommission for at klare problemet.
Virkeligheden nu er at den bilaterale handel mellem de to lande var cirka 200 millioner dollars i 2001, og øget til 4,7 milliarder dollars i 2010 og i 2013 til 6,6 milliarder dollars, sammen med ekstra 50 millioner dollars i akademiske forskningsarrangementer.
Indien er nu Israels næststørste eksportmarked, og landets 8. største handelspartner. Israel har adgang til det indiske hjemmemarked og inderne har adgang til Israel højteknologiske sektor.
I 2013 begyndte forhandlingerne om en frihandelsaftale der omfatter teknologi, bioteknologi og landbrug. Der er allerede en 3 årig landbrugsaftale, hvor Israel hjælper indiske landmænd; man har oprettet 28 landbrugsskoler i 10 af Indiens stater.
Indiske embedsmænd værdsætter den israelske ekspertise. Med en aftale fra maj 2005 om fælles indsatser på 5 områder har man lavet en liste over prioriteter på teknologiområdet:
Nanoteknologi, bioteknologi, vandbehandling, alternativ energi, og rumfart.
Siden 2006 har de to lande været i et samarbejde om vandteknologi, især drypvanding og afsaltning, hvor Israel er verdensledende. En fond på 50 millioner dollars med fokus på mejeriteknologi og mikrovanding er oprettet En aftale i 2001 banede vej for et samarbejde om vandsystemer i byer. Dette var et resultat med årevis af fælles forskning og en delt investering i vandteknologier.
I deres søgen efter metoder til at skaffe renere vand til landets befolkning på 1,2 milliard mennesker har indiske embedsmænd og ingeniører konsulteret israelere, der har løst mange af sådanne problemer som Indien står med. For at finde løsninger på større vandkriser i landet besøgte en gruppe af 16 indiske embedsmænd i juni 2013 spildevandsbehandlingsanlæg i Israel og mødtes med førende miljøfolk og agronomer. De omtalte den succes som Israels teknologier har opnået og som Indien ikke var istand til at implementere på nuværende tidspunkt.
Udover teknologisk og forskningsassistance har Israel også være med i Indiens sikkerhedsforanstaltninger. I stor del af handelsaftalen mellem de to lande har drejet sig om våbenforsyninger; Israel er nu, efter Rusland, den største leverandør af våben til Indien. De to lande har samarbejde i et fælles forskningsprojekt om våben og efterretningsproblemer. Indien sendte en 300 kilo tung satellit op for Israel gennem sit rumprogram. Indien købte Barak-1 missiler af Israel sammen med et antiluftskyts system, missiler, ubemandede fly, elektronisk udstyr og laserstyrede bomber. Indien har også overvejet, eller snarere genovervejet at købe det israelske Iron Dome anti-missil system.
Alt dette kan foranledige politiske ændringer i Indiens Mellemøst politik. Indien har længe støttet palæstinensernes sag. Indien var, i 1975, den første ikke-arabiske stat der anerkendte PLO, som “den eneste lovlige repræsentant for det palæstinensiske folk,” en frase fremført at Yasser Arafat. Indien var, i 1988, et af de første lande til at anerkende “Staten Palæstina.” Den indiske holdning til den arabisk-israelske konflikt blev gjort klart af Manmohan Singh, premierministeren ved FN Generalforsamlingen den 24. september 201. Her erklærede han, “Indien holder fast ved sin støtte til det palæstinensiske folks kamp for en suveræn, uafhængig, levedygtig og forenet stat, Palæstina, med Østjerusalem som hovedstad, der kan leve i sikkerhed inden for anerkendte grænser side om side og i fred med Israel.” Den 29. november 2012 var Indien medsponsor til resolutionen ved FN Generalforsamlingen der opgraderede palæstinensernes status fra at være ikke-medlem til observatørstat. Man gav 10 millioner dollars til Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed.
Ikke desto mindre, skønt Indien støtter palæstinenserne i et helt og fuldt medlemskab af FN, så mener man stadig at den eneste realistiske vej for palæstinenserne til at opnå status som stat er gennem direkte forhandlinger. Hindu flertallet i Indien er en af verdens mindst modtagelige folk for anti-semtismen. Man er også klar over,, uanset Indiens støtte til palæstinenserne, at muslimerne i det store og hele er fjendtligt indstillet over for det. De husker at da palæstinenserne stillede sig på Pakistans side i konflikten med Indien om Kashmir, da støttede Israel Indien.
Fremfor alt er de klar over at Israel og Indien har en fælles fjende - Islamisk ekstremisme. Dette kan bringe de to lande endnu nærmere hinanden.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar