Lighedens Fattigdom
Del 1 af 2.
Ret og rimelighed kræver at præsident Obama får læst sin Kurt Vonnegut.
"Året var 2081, og alle var nu endelig lige. De var ikke kun lige foran Gud og loven. De var lige på enhver måde. Ingen var klogere end nogen anden. Ingen så bedre ud end nogen anden. Ingen var stærkere end nogen anden. Al denne lighed skyldtes den 211., 212., og 213. Amendment til Forfatningen, og den aldrig ophørende ihærdighed hos agenterne ved United States Handicapper General."
Således begyndte Kurt Vonneguts roman fra 1961, “Harry Bergeron.” I den pragtfulde nye verden tvang regeringen enhver til at være iført “handicaps” for at udligne en eventuel fordel man besad, således at alle i bund og grund var ægte og fuldkommen lige.
Smukke mennesker skulle bære masker for at skjule deres gode udseende. De stærke måtte bære rundt på tunge vægte for at de ikke skulle være så hurtige. Yndefulde dansere måtte slæbe rundt på poser med hagl. De hvis intelligens var over gennemsnittet skulle have regeringens radiosendere i ørene, som så hvert 20. sekund ville forstyrre deres tankegang med høje lyde, for “at afholde dem fra ....at få uretmæssig fordel af deres hjerner.”
Men Harrison Bergeron, der var langt over gennemsnittet på alle områder var et særligt problem. Vonnegut forklarede, “Ingen havde nogensinde været pålagt sværere handicaps ...i stedet for en lille radio i øret, måtte han være iført nogle enorme høretelefoner, og briller med tykke uklare linser.” For at hæmme hans styrke,;“Blev der hængt jernaffald på ham,” således at den næsten to meter høje Harrison “lignede en omvandrende losseplads.”
Den ungdommelige Harrison accepterede ikke så let disse byrder, derfor måtte han i fængsel. Men gennem hans myriader af talenter og fordele var han brudt ud. En meddelelse på TV forklarede om truslen: “Han er et geni, og en atlet ...og burde betragtes som værende ekstrem farlig.”
Harrison brød ind i et TV-studie der havde gang i en forestilling med et dansegruppe bestående af ballerinaer. På nationalt TV, smed han, helt ulovligt, enhver af sine handicaps. Så gjorde han det samme for en af ballerinaerne og så med orkestret, som han kommanderede til at spille. Til chokerende smukke toner, begyndte Harrison og ballerinaen at danse.
Ikke alene var landets love blevet brudt, men lovene for tyngdekraften og lovene for bevægelse ligeledes.....Loftet i studiet var 15 meter oppe, men hvert spring bragte de dansende nærmere loftet. Det blev helt åbenbart at de havde til hensigt at kysse loftet. De kyssede det. Og så, neutraliseredes tyngdekraften og i kærlighed og ren viljestyrke blev de hængende i luften få tommer under loftet, og de kyssede hinanden, og det ganske længe.
Sociale sikkerhedsnet der giver basishjælp til de nødlidende for at forhindre lidelse er meget lette at retfærdiggøre af moralske årsager. Næsten enhver støtter dem for at hindre alvorlige besværligheder blandt de handicappede, enkerne, børn uden forældre, eller blot ved midlertidig nedtur i livsbetingelser eller held. I moderne og velstående samfund som vores er der en udbredt vælgertilslutning til sådan politik, der sikrer at mennesker ikke lider ved at være frataget livets nødvendigheder: Mad, husly og tøj. Dette anerkender vi som en moralsk forpligtelse - at hjælpe vort medmenneske. Det er altid et åbent spørgsmål, hvor meget der skal falde ind under privat velgørenhed og hvor meget der skal foranstaltes ved regeringens beskatning.
Når det er sagt, så er sandheden, at hvis sådanne sikkerhedsforanstaltninger har fokus på de som virkelig er i nød, og hvis de er beregnet til at være i overensstemmelse med de moderne markeder og tilskyndelser, så ville de ikke være omkostningskrævende sammenlignet med den enorme velstand i vort samfund.
Men når først sådanne tiltag er etableret, og går videre - idet man tager, gennem lovens tvang, fra de som har skabt arbejdet og som en konsekvens har tjent pengene, og giver dem til andre blot for at gøre indkomsterne og velstand mere lige - det er ikke retfærdigt. Vonneguts historie hjælper med til at forklare hvorfor.
For det første, for at opnå ægte og altomfattende lighed, det ville kræve en krænkelse af den personlige frihed, som den talentfulde, og den med evner skal hindres i at benytte til egen fordel. Ifølge denne filosofi, skal den som skaber mest straffes gennem højere skatter blot, fordi vedkommende benyttede sine evner til at skabe mere end andre. Det vi netop har beskrevet er et progressivt skattesystem. Arbejd og skab en smule mere og vi nupper 10%. Arbejd og skab mere og vi snupper 20%, og så videre. Nogle samfund snupper så meget som 90% af marginalindkomsten, som USA gjorde efter 2. Verdenskrig.
I et samfund, hvor mænd og kvinder er engle der altid sætter andres velfærd over sin egen, da kunne dette system - hver ifølge sin evne, til hver ifølge hans behov - måske fungere. Høje skatterater ville ikke have nogen negative konsekvenser, fordi enhver ville arbejde for den andens bedste. Den ambitiøse hårdtarbejdende ville få den samme løn som den som sover og lever afslappet. Ydelsen ville være høj, og vi ville have næsten fuldkommen lighed i udkommet.
Selvfølgelig er problemet, at menneskene ikke er engle. Vi er ikke drevet udelukkende af egeninteresse, naturligvis, men tilstrækkeligt til, at det at give alle en lige andel trods ulige bidrag i alvorlig grad ville skade vort incitament til at arbejde. Dette er derfor alle de samfund der har forsøgt sig med at påtvinge overdrevne visioner om tvungen lighed, er steder hvor totalitære regeringer kommer til og fattigdom er dukker op.
Og forresten, så er praksis i disse samfund ikke særlig lige. Rigere og friere lande ser ud til at have langt mindre indkomstforskelle end fattigere og mindre frie nationer.
Ydermere som Vonneguts beretning illustrerer, så er ulighederne i velstand og indkomst ikke de eneste betydningsfulde forskelle i samfundet. Hvis lighed virkelig er en moralsk forpligtelse, så er ulighederne i skønhed, intelligens, nåde, talegaver mv. noget der logisk set alle skal udjævnes. Det ville kræve en ganske så voldsom intervention fra regeringen. Det er jo ikke retfærdigt at nogen har en høj intelligenskvotient og andres er under gennemsnittet. Det er jo ikke retfærdigt at Christie Brinkley er smuk, at nogle mennesker er født med fotografisk hukommelse, at en person får cancer og den anden ikke.
Vi amerikanere er født i et land med muligheder og med velstand, mens milliarder rundt om i verden er født i fattigdom og elendighed. Vi vandt den ultimative livslotterigevinst blot ved at være født i dette store og rige land. Hvor er retfærdigheden dog i det?
Målet for et samfund skulle ikke være og kan ikke være at gøre mennesker lige i indkomst, en umulighed når man tager de individuelle evner som vi hver især er blevet begunstiget med af vor skaber i betragtning. Det er det modsatte af retfærdighed og rimelighed at forsøge at udligne indkomsten ud fra de evner. Det er ikke fair for mod den smukke at tvinge dem til at være iført grimme masker. Det er ikke fair for den stærke at straffe dem ved at lade dem slæbe rundt på overflødig vægt. Det er ikke fair for den graciøse og den atletiske at benægte dem deres talent. På samme måde er det ikke fair over for den produktive, den som er villig til at tag en risiko eller blot den hårdtarbejdende at fratage dem det som de har skabt, blot for at gøre dem lige med andre der har arbejdet mindre, taget færre risici og produceret mindre.
Som Vonneguts fortælling viser, så er det at lægge sociale begrænsninger på succesrige mennesker med til at fratage samfundet goderne ved borgernes flid, intelligens, skønhed, evner og talenter, ja alt bliver blot ringere ved en sådan inddragen af borgernes skabertrang.
Kendsgerningen at Bill Gates og Steve Jobs tjente milliarder af dollars i indkomst - mere end hele samfund tjener - har på papiret gjort Amerika mere ubalanceret, og ulig. Men har middelklassen det bedre eller værre med Microsoft og Apple produkter? Jovist så forbander vi undertiden opfindelsen af den personlige computer, der nu er i næsten hvert hjem i Amerika, blot fordi den gjorde disse mænd ubegribeligt rige, ikke sandt? Siden hundrede millioner køber deres produkter, og gør det villigt, synes det soleklart af Mr. Gates og Mr. Jobs skabte en bedre verden for enhver, ikke kun for dem selv.
Endelig så er denne vision om lighed som et socialt mål, med ens indkomster og velstand for alle i alvorlig grad økonomisk ubæredygtigt, og således giver det også et fattigere samfund. At forfølge en sådan vision ville kræve ekstrem høje marginalskatter på enhver med produktivitet, indkomst og velstand over gennemsnittet, som teori og erfaring viser ufortrødent fører til en nedsat produktion og skaberlyst. Som vi så med vor diskussion om skattepolitik, så er det sådan, at jo mindre folk får lov til at beholde af det de skaber, des mindre vil de skabe.
Fortsættes -........
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar