Statskontrol kan ses med Detroit - og som Starnesville
Se engang på denne beskrivelse af Detroit fra Observer:
- Hvad der ikke er smidt som affald er stjålet. Fabrikker og huse er i det store og hele ryddet for alt af værdi, derfor stjæler tyve nu bilers katalysatorer. Det er uuddannede og analfabeter der styrer, da cirka 47%, halvdelen af de voksne, i visse kvarterer er uden arbejde. I mange kvarterer er det eneste tegn på aktivitet den tunge langsomme gang til sprutbutikken.
Se så nu på den nærmest uhyggelige profetiske skildring af Starnesville, en by i Midtvesten i Ayn Rands dystopiske roman Atlas Shrugged.
Starnesville var blevet hjemstedet for den mægtige Twentieth Century Motor Company, men var i en nedtur som resultat af socialismen:
Der lå endnu nogle huse inden for skelettet at det der engang havde været en industriby. Alt, hvad der kunne flyttes, var flyttet, men nogle få mennesker var blevet tilbage. De tomme bygninger var vraggods, der var blevet fortæret, ikke af tiden, men af mennesker; brædder, som var revet løs på må og få, manglende tagstumper , huller i plyndrede kældre. Det så ud som om blinde hænder havde grebet, hvad der kunne bruges i dette øjeblik, uden tanke på, at livet også skulle leves i morgen. De beboede huse lå spredt planløst blandt ruinerne, røgen fra deres skorstene var den eneste bevægelse, som kunne ses i byen. En betonskal der havde været en skole, lå i udkanten; det lignede et dødningehoved med glasløse vinduer som tomme øjenåbninger, mens nogle totter hår endnu klyngede sig til det i form af knækkede ledninger.
På den anden side af byen, på et højdedrag noget borte lå Twentieth Century Motor Companys fabrik. Dens mure, tage og skorstene så uskadte ud, uindtagelige som en fæstning. Det hele ville have virket naturligt, hvis ikke en sølvgrå vandbeholder havde ligget på taget og var sunket om på siden.
De så intet spor af en vej til fabrikken i flere kilometers terrain med deres virvar af træer og højdedrag. De kørte til det første hus, fra hvilket der steg røg op. Døren stod åben. En gammel kone kom ud med slæbende skridt ved lyden af bilen. Hun var krumbøjet og opsvulmet, barfodet og iført et klædningsstykke lavet af melsække. Hun så på bilen uden forbavselse og uden nysgerrighed - det var det tomme blik fra et menneske, der havde mistet evnen til at føle noget som helst andet en udmattelse.
"Kan De sige mig vejen til fabrikken?" spurgte Rearden.
Kvinden svarede ikke lige straks; hun så ud, som om hun ikke ville være i stand til at formulere en sætning. “Hvilken fabrik?” spurgte hun så.
“Den derovre,” sagde Rearden og pegede.
“Den er lukket.”
Fra kapitel 9, side 284. Skrevet i 1957.
Her er der virkelig noget helt usædvanligt. Da Ayn Rand udgav disse ord i 1957, var Detroit efter de fleste målestokke, den by med den højeste indkomst per indbygger i USA.
Den ‘ægte’ Starnesville, ligesom den fiktionelle, forfaldt langsomt, derpå et hurtigt kollaps. Jeg tilbragte et par uger i Detroit i 1991. Byen fungerede stadig, mere eller mindre normalt, men de første tegn på ‘forrådnelse’ var synlige. Den mand jeg boede hos, en fætter til min britiske rejseledsager, havde en bar og en restaurant. I mine teenagerøjne forekom han mig at være selve legemliggørelsen af Den Amerikanske Drøm; han havde aldrig gået på college, men var uden frygt fortsat, og uden at klage havde han fået bygget en god forretning op. Han var dog bekymret. Han fortalte han mig, at han var af de stadig færre skatteydere der skulle hjælpe flere og flere sociale tilfælde. Han følte nu at det måske var på tide at sælge, mens der stadig var en forretning at handle med.
Det var han ikke alene om. Befolkningstallet i Motown er faldet fra to millioner til 70000, og de engang velstående kvarterer er blevet forladt og smadret. 70000 hjem er blevet forladt; ejendomsmæglerne er ikke i stand til at sælge tre-værelseshuse for en dollar.
The Observer, citerer naturligvis en indbygger der klager over at ‘kapitalismen har svigtet os,’ men kapitalismen er det som stedet i den grad har brug for. Detroit har været under Venstreorienteret administration i 50 år. Man har brugt alt for meget og lånt alt for meget, har fordrevet virksomheder og er blevet et legetøj for fagforeningerne.
Du som troede at ‘og Verden Skælvede’ kun var fiktion - Detroit 2013.
Af Detroits gæld på 11 milliarder dollars, kan man knytte de 9 milliarder til den offentlige sektors lønninger og pensioner. Under bjerget af akkumulerede forpligtelser så går de penge der kommer ind til f.eks. redningstjenester, ikke til disse, men til pensioner. Resultatet? Politiet svarer først efter en time på et 112 opkald, og to tredjedele af ambulancerne kan ikke køre. Dette er en fiasko, ikke i den private sektor, men i statens. Og selv nu kæmper bystyret for at passe på sine ‘klienter: En domstolsafgørelse afviste konkursbegæringen med begrundelsen at ‘det vil mindske pensionsgoderne hos de offentigt ansatte.’
Hermed er vi nu fremme ved det allermest skræmmende af alle. Detroit kunne med lethed blive frontløber for resten af United States. Som Mark Steyn udtrykker det i National Review: .
Ligesom Detroit har Amerika ubetalte forpligtelser svarende til 220 billioner dollars ifølge økonomen Laurence Kotlikoff. Som Detroit, forkæler man regeringsklassen og gør klassen af afhængige større til det punkt, hvor dens “immigrantions reform” aktivt rekrutterer 50-60 millioner kædeimmigranter med ringe uddannelse. Som Detroit er Amerikas regeringsinstitutioner i stigende grad de korrupte magthavere i en en-parti stat - IRS og Eric Holders ganske så humoristiske fejlbetegnelse ‘Justitsministeriet’ som et af de soleklare eksempler. Som Detroit er Amerika opdelt i en klasse af “samfundsorganisatorer” og de uheldige indbyggere der berøres af de ‘organiserende.’
Jamen du godeste dog. Intet under at præsidenten langt hellere ville tale om Trayvon Martin. Hvis man ønsker at se Obamanomics helt ud i sine slutresultater, så se på Starnesville. Og Gys.
Daniel Hannan is a British writer and journalist, and has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar