Den rigtige J. Edgar Hoover?
Edward S. Miller, en FBI mand igennem et helt liv, en mand højtstående og stor mand døde her fornylig i en alder af 89.
En god mand, en god amerikaner. Miller var også veteran fra 2. Verdenskirg (Okinawa), der trofast tjenete sin familie, sit land og Gud. Han tjente også trofast i bureauet der ansatte ham i 1950’erne, under den livslange leder af bureauet - J. Edgar Hoover.
Edward S. Miller
Jeg var så heldig at tilbringe en lang lørdag eftermiddag med Ed Miller i marts måned, endelig mødte jeg ham efter førhen kun at have korresponderet med ham. (Han var tidligere elev fra Grove City College hvor jeg underviser). Det var en eftermiddag jeg aldrig vil glemme og Miller havde nogle ting han ønskede jeg ikke skulle glemme - og også skulle dele med offentligheden.
Vigtigst af dem var hans indtryk af J. Edgar Hoover. Han ønskede at verden skal kende det som han insisterede på var den virkelige J. Edgar Hoover -- en mand så fuldstændig anderledes end det den hysteriske venstrefløj i Hollywood portrætterer ham som, hvor FBI chefen er en blanding af kugleskør anti-kommunist, magtliderlig autoritær a la Napoleon, og skabs homoseksuel og transvestit. Ifølge Ed Miller passer intet af det.
"Han var fantastisk,” fortalte Miller mig om Hoover, idet han øjeblikkeligt var klar over at det ikke er det typiske indtryk man fik at manden som var FBI’s ansigt i dele af 6 årtier. Under vor detaljerige og varierede samtale, var der kun få emner der fik Miller til at lyse op, og det var når hans gamle chef blev nævnt. Hoover var “storartet,” Han var “skarp.” Han var “gennemført brillant.” Han var “vidunderlig.”
Miller gik videre med at give mig eksempel efter eksempel. Blandt dem følger her en der vil bringe venstreorienterede ud i forvirring, fordi det kolliderer med deres ideologiske fordomme:
"Vi havde brug for sorte agenter,” sagde Miller om FBI i 1960’erne. “Vi havde alvorligt brug for dem. Jeg fik ansat 13 sorte agenter i et hug, og han (Hoover) godkendte hver eneste af dem. Jeg samlede en ny gruppe på tilsammen 56 agenter, 13 af dem sorte. Og Hoover sagde, ‘Dette er de bedste første klasses agenter jeg nogensinde har set.’ De var også virkelig godt uddannet, atletiske, perfekt kondition. Og Hoover som direktør hilste personligt på alle 56 på sit kontor.”
Hoover diskriminerede ikke blandt hvide mænd eller sorte mænd. Han ville bare have gode mænd. Han ønskede mænd der var perfekte til han bureau og til hans land.
For Ed Miller var J. Edgar Hoover det helt modsatte af en nedladende, egoistisk skrap diktator. Han var integriteten og sandheden selv der “altid” og “fuldstændigt” bakkede sine mænd op. Han ønskede at hans mænd gav ham informationer råt for usødet og var “helt objektive.” Dette gjaldt de mænd han ansatte. Miller huskede en episode hvor ingen andre end Lyndon Johnson (når vi nu nævner en nedladende, egoistisk skrap person) gentagne gange pressede Hoover til at ansætte en jobsøgende politiker fra New Jersey. Det var den klassiske LBJ, hvor alt handlede om ham selv og korruption. Ed Miller gennemskuede det og nægtede at ansætte manden, som Miller bedømte til bare ikke at være god nok. Da Hoover ringede til Miller for en forklaring, forklarede han at det ikke var manden til jobbet. Hoover bakkede Miller op og gik imod LBJ.
Miller delte adskillige sådanne eksempler med mig. I hvert tilfælde gav Miller Hoover det han mente var bedst for FBI og Amerika. Det respekterede Hoover. Det var det han ønskede.
I løbet af vor samtale om Hoover, kunne jeg ikke undlade at komme ind på ‘elefanten i glasbutikken’: De sensationsprægede historier om FBI chefens seksuelle præferencer og problemer. Ed Miller fortalte mig, at blandt disse var påstande om at Hoover havde Clyde Tolson som en “bøsselsker” som værende “helt og aldeles usande.”
Miller sagde at Hoover var heteroseksuel, der havde kærlighedsaffærer med smukke kvinder som den bedårende skuespiller Dorothy Lamour. Deres romance førte næsten til de blev gift. Hoover var imidlertid allerede ‘gift’ med sit arbejde. “Hun slog op med ham, fordi han var gift med sit arbejde!” sagde Miller. “Han havde jo et yderst interessant arbejde, Paul. Og han havde altid meget travlt.”
Dorothy Lamour
Hvis Ed Miller har ret, hvorfra stammer så rygterne om Hoover?
Millers teori er meget vægtig. Han omtalte at de seksuelle sladderhistorier skyldtes Hoovers politiske arbejde -- især fra de politiske fjender han tjente under, Hoover havde givet sig selv helt og fuldt i årtier til pligtopfyldende og omhyggeligt at følge og infiltrere netværket hos amerikanske kommunister der kun havde eet i sinde - indføre Stalins Sovjetunionen her. Hoover og hans mænd så ikke kun nærmere på Communist Parti USA medlemmer og deres mulige rolle som agenter for Sovjet indflydelse. Det spor forgrenede sig til enorme antal af ‘godtroende liberale tåber’ der ikke indså når og hvor disse såkaldte “progressive” venner hemmeligt benyttede dem til at fremme Moskvas mål og dagsorden.
Derfor argumenterer Miller for at Hoovers politiske fjender fra den ‘bløde’ venstrefløj og i særlig grad den ‘hårde’ venstrefløj tilsvinede ham med falske påstande. Der er ingen andre der i den grad har forfinet det at misinformere og fremføre åbenbare ondsindede løgne og karaktermord som Communist Party USA.
De amerikanske kommunister havde en kampagne for alt og alle. Faktisk var den allerbedste afsløring af kommunistkampagner en bemærkelsesværdig rapport fra juni 1959 udført af Hoovers FBI, og underskrevet af Hoover selv - med titlen; “Kommunist propaganda i United States Del VIII, Kampagner.” Jeg har rapporten.
Det er en øjenåbner.
Ganske interessant kan det se ud til at Amerikas kommunister kunne have haft en kampagne direkte rettet mod Hoover - der ikke ville have overrasket ham. Alle disse kampagner, som FBI bemærkede, havde en ting til fælles: De forsøgte at indlemme en bredere kreds af godtroende liberale i kampagnen, samtidig med de skjulte deres kort.
Skete så det med Hoover? Muligvis.
Venstrefløjen forsøgte at sætte J. Edgar Hoover i samme bås som Joe McCarthy, men med en ny drejning. Hvor McCarthy blev portrætteret som en uansvarlig anti-kommunist og håbløs drukkenbolt, blev Hoover portrætteret som en uansvarlig anti-kommunist der iklædte sig dametøj og begærede mænd.
Tyg lige lidt på det et øjeblik. Tænk over det. Det er da pudsigt, men på et tidspunkt igangsatte den amerikanske venstrefløj sådanne historier for at få skabt et billede af Hoover som de i dag ville håne som ondskabsfuldt “homofobisk.” Dengang klistrede de med stor glæde etiketten en “vild pervers” på ham, en seksuel syg/skør kugle. Det var, fordi det billede tjente de venstreorienteredes interesser. Nu, ville Hoovers formodede homoseksuelle/biseksuelle tendenser helt sikkert komme i konflikt med venstrefløjen. I moderne venstreorienterede progressives øjne ville sådanne træk gøre Hoover til en kompliceret og endog sympatisk, person en helt der burde hyldes. Hvis det dog bare ikke var for Hoovers utilslørede anti-kommunisme, hvilket igen fortjener ham en evig dæmon status i venstrefløjens moralske univers. Der er kun få ting der kan få liberale til at gå i selvsving som en stridbar Guds-frygtende anti-kommunist.
Ed Miller var overhovedet ikke overrasket over tilsviningen af Hoover. Han fulgte disse mennesker i årevis. Han kendte til deres smædekampagner. Han kendte dem alt for godt. Han studerede dem. Han dokumenterede dem. Og han vidste af CPUSA havde gode grunde til at forhåne FBI. Som Miller sagde, det var Hoover og hans drenge der “slog kommunistpartiet CPUSA ihjel.” Og derfor ville de som gengæld virkelig “komme efter” Hoover.
Lige for den gode ordens skyld, så er jeg ingen ekspert i J. Edgar Hoover. Jeg kan ikke bekræfte det Ed Miller fortalte mig om manden. Det seksuelle materiale er helt sikkert ikke mit område som ekspert. Det er imidlertid området med kommunister og CPUSA (kommunistpartiet i USA) - og her er alt i fineste orden.
Jeg kan ydermere bekræfte at Ed Millers øjne blev fyldt med tårer og han småhulkede da han talte med glød om sin gamle chef. Det var en intens beundring for en mand der ikke fortjente den itlsivning han fik i livet og (endnu mere) efter døden, da han ikke kunne forsvare sig. Det er faktisk noget andet typisk for venstrefløjen, og især kommunister; de smadrer de dødes ry og rygte, de som ikke kan svare igen. (Som eksempel så se Ion Mihai Pacepas og Ron Rychlaks nye fremragende bog, hvor de udstiller den kommunistiske kampagne mod Pave Piux XII og andre personer.)
Jo helt sikkert er Millers indtryk af Hoover hans egen, men det er dog meget, meget velinformeret og indhøstet gennem et helt liv som FBI mand af højeste rang, som arbejdede med Hoover og ikke blot “lærte” om ham fra en film eller skandaleblad.
Er Miller kendte J. Edgar Hoover som ingen af os andre kunne eller gjorde. Er Ed Miller’s Hoover den ægte J. Edgar Hoover? Eller er det Hollywoods?
Jeg ved godt hvor jeg ville sætte mine penge.
Dr. Paul Kengor is professor of political science and executive director of The Center for Vision & Values at Grove City College. His latest book is The Communist: Frank Marshall Davis, The Untold Story of Barack Obama's Mentor. His other books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and Dupes: How America's Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.
Opslag
1 kommentar:
This is gorgeous!
Send en kommentar