Nogle få holdepunkter for at afvise hysteriet om global opvarmning
Fortalere for global opvarmningsteorien drog til Antartisk for at bevise at havisen dér forsvandt på grund af mennesket. De sad fast i metertyk havis, som de vidste ikke var der. Redningsskibet sad også fast et stykke tid, men kunne til sidst bakke ud i mere åbent hav.
Alt dette skete i sommertiden. For 100 år siden, var hele regionen lige ind til kysten helt fri for is.
Oh, hvilken ironi! Læs denne: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2014/01/klimaetskibet-der-sidder-fast-i-global.html
Det må være værd at undersøge problemet nu når sådanne “politiske” videnskabsforskere sådan bliver udstillet; Har mennesket et stor indvirkning på klimaet?
Hvordan skal en fysiker, som jeg er, gå til emnet? Jeg ser på de fysisk beviser, og hvad de viser.
Lad os begynde med computermodeller. Hvor godt forudsiger de opvarmningen? Klimamodeller forudsagde, at vi ville opleve en eksponentiel stigning i Jordens temperatur. Uheldigvis har klimaet i de sidste syttenhundrede år ikke fremvist en sådan vækst.
Nuvel så, hvor gode er modellerne så med tidligere tiders klima? Vi ved fra beretninger af vidner, at middeltemperaturen er gået op og ned med adskillige grader. Varmen i Bronzealderen blev efterfulgt af et køligere klima der forårsagede en mørk tid. Den senere Romerske varmeperiode blev fulgt, da Vest Romer Riget faldt, af en kulde der fik Rhinen og Donau til at fryse til is og igangsatte sultende tyske stammer til at drage ind i romersk territorium. Derpå efter en varmeperiode i Middelalderen, da Grønland var grønt og der blev eksporteret vin fra England kom så den Den Lille Istid sent i Middelalderen. Læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/06/den-kommende-istid.html
Modellerne har ikke taget hensyn til dette. Klimaet svinger; det gør modellerne ikke. I et betragteligt tidsrum benægtede opvarmingstilhængerne endog øjenvidneberetningerne -- der var ingen Lille Istid, sagde de.
Af de nedskrevne beretninger i de sidste tusind år finder vi, at kulde har sammenhæng med udbrud af Solpletter. Dette sker i dag. Sammenhæng beviser ikke hele sagen, det er stadig hypotetisk, men sammenhængen må tages i betragtning.
Så er der istidsgletscherne. Opvarmningstilhængerne hævder at øgning i atmosfærisk Co2 forårsagdee at gletscherne smeltede. Jovist der er en sammenhæng. Uheldigvis kom øgningen af kuldioxid altid efter at gletscherne begyndte at smelte. Dette kunne have noget at gøre med at havene bliver en smule varmere. Mere om det lidt senere.
Kuldioxid opvarmer ikke Jorden. Hvad sker der når vi får mere af det i atmosfæren? De tidlige opvarmningsmodeller formodede, at opvarmnigen fandt sted i den laveste del af atmosfæren - troposfæren. At der kom mere kuldioxid sagde man var skadeligt.
Man kan let afprøve dette: Gå udendørs og se på huset på den anden side gaden. I den infrarøde del af spektrum, hvor kuldioxid lysabsorption finder sted, så ville huset ikke kunne ses, i bedste fald svært at skelne. Kendsgerningen er at kuldioxid absorption er så stærk at troposfæren allerede er opal med kuldioxid. At føje mere kuldioxid til er næsten som at komme flere mursten på en tyk mur. De ekstra mursten påvirker ikke synligheden af muren det mindste.
De som laver klimamodellerne overså denne alvorlige fejl indtil for få år siden. Hvis problemet ikke er troposfærisk, sagde de, så må det være i stratosfæren. Uheldigvis for dem kan vi fra satellitterne se stratosfærisk kuldioxid. De viser afvigelser: Industri områder, hvor mennesket udspyr mest Co2 viser kun lidt øgning i stratosfærisk kuldioxid. Hvorfor? En formodning er at disse steder har en masse grønne områder, og planter elsker jo at æde Co2 - det er deres næring. På den anden side, i et varm vindblæst saltholdigt hav, såsom Det Røde Hav og Gulf of California, og endog i Middelhavet er der enorme lommer af stratosfærisk Co2. Dette giver mening. Jo varmere vand, des mindre Co2 kan det opløse. Det samme gælder med salt. Øg saltindholdet og du forøger opløst Co2. Koldt vand med masser af opløst Co2, er proppet med disse store lommer. Havet bliver varmere, vand fordamper og det bliver mere salt. Co2 frigives. Varmt vand betyder fordampning. Fordampning betyder selvsagt mere vanddamp i atmosfæren. Vanddamp er en bedre drivhusgas end Co2. Derfor påfører Co2, ved en forøget vanddampmængde en positiv effekt der forøger Jordens temperatur yderligere.
800 - millioner km
| |
Her er Jordens magnetfelt stærkt nok til at afbøje ladede partikler fra den kosmiske stråling. De to steder i rummet om Jorden, hvor partiklerne opkoncentreres og nedbremses kaldes Van Allen-bælterne.
|  * |
500 - 190.000 km
| |
Sidste lag mellem atmosfæren og det ydre rum eller bare rummet. I denne højde forlader luftmolekyler Jorden.
|  * |
80 - 1000 km
| |
 * |
50 - 80 km
| |
 * |
8 - 50 km
| |
 * |
Troposfæren
|
0 - 16 km
|
 * |
En sådan ræsonneren er indbygget i de fleste modeller. Dette er velkendt. Nætter med lavthængende skyer er varmere end klare nætter, fordi skyerne udgør et tæppe der holder på Jordens stråling. Men skytoppene reflekterer også sollyset der dermed afkøles Jorden. Hvad er vigtigst?
I lang tid var formodningen at skyernes varmevirkning hindrede afkøling. Så skiftede man formodning til det går lige op. Men man kan let afprøve dette. I regioner omkring Ækvator, skaber fordampet vand masser af skyer. Disse regioner er varme, selv om natten, så kan man godt argumentere for at skyerne forårsager varmen. Lige nord for og syd for disse skyede regioner, er luften klar. Her finder vi Jordens største ørkener -- undertiden køligere om natten, men meget, meget varmere om dagen. Beviset er, at i store træk forårsager skyer køling. Effekten er negativ. Co2 foranlediget vanddamp virker faktisk modererende på drivhuseffekten.
Alt det foregående er en del af Jordens historie. Fortiden kan fortælles os endnu mere. Gennem det meste af Jordens historie har atmosfæren indeholdt langt mere Co2 end i dag, men perioder med stor variation i indholdet. Dog trods dette har klimaet som sådan være bemærkelsesværdigt stabil og relativt køligt.
Lad os se på begyndelsen. For fire milliarder år siden var Jordens temperatur faldet så meget at oceanerne kunne dannes og livet begynde. Hvis opvarmningsfortalerne har ret, skulle Jorden være blevet som Venus -- tør og varm nok så bly kunne smeltes. Det er ikke tilfældet.
I milliarder af år, efter havene var kommet frem, forblev atmosfæren mest et meget tykt tæppe af Co2. Nitrogen, der i dag udgør op til 78% af Jordens atmosfære, var blot en sporgas i den oprindelige tykke Co2 atmosfære. Ilt var praktisk talt ikke eksisterende. Solen kan have været køligere dengang, eller måske varmere. Dog må temperaturen have været moderat, og måske som i dag, ellers ville livsformer, udover de ekstreme, ikke kunne have udviklet sig. Stromatolitter der var blandt de første i den Co2 tætte atmosfære fortsætter med at trives i nutidens køligere klima.
Stromatolitter er meget tykke lag af bakterier og sediment, der aflejres på bakteriernes overflade. Stromatolitter kan findes hvor andre organismer ikke kan leve og hvor de dermed forstyrrer dem eller æder dem.
Med udviklingen af fotosyntese plankton og alger, blev det meste af kuldioxiden i atmosfæren ændret til kalcium karbonat og ilt blev frigivet. Atmosfæren blev til det vi har i dag, men generelt med en meget højere koncentration af kuldioxid. Temperaturerne forblev sådan cirka de samme. Åbenbart var der en eller anden særdeles kraftig negativ indvirkningsmekanisme der modererede temperaturen, og stadig gør det.
Det er konklusionen: Negativ indvirkning holder Jordens klima relativt stabilt trods store variationer i udbrud af solplet og atmosfærisk sammensætning.
Mennesket har givetvis en indvirkning på klimaet, men effekten er sandsynligvis meget lille. Der er ingen grund til en økonomisk forstyrrende kontrol over kuldioxid. Vær meget mistænksom overfor de som går ind for det og påfører en sådan politik. De har noget meget ubehageligt i sinde.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar