Fra Martin Luther King til Obama
På dagen for Martin Luther King Jr’s fødselsdag afsløredes i et interview i the New Yorker med Obama, at den noget vakkelvorne leder lagde skylden for hans ringe popularitetstal på racisme.
“Der er ingen tvivl om at der er nogle mennesker der bare ikke kan lide mig, fordi de ikke bryder sig om en sort præsident,” fortalte Obama redaktøren af det liberale tidsskrift der er kendt for sine smagløse karikaturtegninger og i alt overvejende grad hvide læserskare.
Obama indledte sin første periode med et popularitetstal på 68%; et tal der ikke er set siden JFK. Ingen Republikaner har kunnet nyde at begynde med et tal over 60% i de sidste 60 år, hvilket antyder hvor meget mere villige Republikanere var til at give den ‘anden fyr’ en rimelig chance, mere end deres Demokratiske modstandere. Med 12%’s margen er hans popularitetstal også meget lavere end Bill Clinton eller George W. Bush.
Hvis man kan konkludere ud af hans nuværende tal på 40% for og 51% imod, så er det ikke et spørgsmål om race. Da han begyndte sin første periode var 41% af Republikanerne for ham. Nu er tallet faldet til 16%. Ved hans første periode indledte han med 62% af de uafhængige vælgere. I dag er det færre end halvdelen af det tal. Kun støtten fra hans eget parti er forblevet uændret.
Enhver ærlig politiker ville forbinde disse tal med sine handlinger, men Obama søger altid tilflugt i race, fortæller Remnick, “Der er en historisk forbindelse mellem nogle af de politiske argumenter og racehistorien i vort land, og sommetider er det svært af skelne mellem disse problemstillinger.”
Kun få mænd kendte den historie bedre end den sorte Republikanske præst der stod på trinnene ved mindehøjtideligheden for en Republikansk præsident der afsluttede det Demokratiske Partis slaveinstitution, med et ekko der runger endnu og som sagde, “Jeg har en drøm om at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt ud fra deres hudfarve med ud fra deres karakter.”
Post-ligheds borgerretighedsbevægelsen på venstrefløjen har for lang tid siden begravet den drøm og i stedet sat et mareridt ind, et mareridt der kalkulerer med racemæssige uligheder, hvor din race er hvad du bliver dømt på når du vil på college, søger job, eller står over for lave popularitetstal efter din sundhedspleje reform er eksploderet med et tab på 600 millioner dollars i en hjemmeside der er gået ned, og med millioner af vrede mennesker der har mister deres sundhedsforsikring og er blevet tvunget til at betale flere penge for færre goder.
Medierne behandlede Obamas sejr som indfrielsen af Martin Luther Kig Jr’s eftermæle da det faktisk var det direkte modsatte. King ønskede aldrig et land, hvor stemmerne blev givet med baggrund i race, i stedet for karakter og hvor forfejlet politik blev undskyldt med baggrund i politikerens race.
King gik ind for en karakterens kultur, mens Obama repræsenterer post-ligheds borgerretighedsbevægelsens beklagelseskultur. King gik ind for at afslutte den racemæssige opdeling, mens Obama og hans politiske kollaboratører har benyttet racemæssig opdeling som en politisk strategi.
Ved begyndelsen af Obamas første periode sagde 69% af de sorte at Martin Luther King Jr’s vision var blevet opfyldt. To år senere var det blot 54% der var enige og 45% uenige. I 2013 er det sølle 32% der vil indrømme at en masse fremskridt er blevet gjort for at opfylde den vision.
Det som disse tal i sandhed afslører er at Obama har svigtet de sorte meget mere end han har svigtet hvide. “Negeren lever på en ensom ø af fattigdom midt i et enormt ocean af materiel velstand,” sagde King. Den ø er blevet endnu mere ensom og er drevet endnu længere bort fra det materielle hovedland under Obama.
Paradokset er, at sortes mangel på beskæftigelse skulle øges hurtigere under en sort leder, at de sortes medianindkomst skulle falde under ham og at forskelle i velstand mellem racerne ville blive fordoblet under ham er et ganske forventeligt fænomen. Det er resultatet af de samme økonomiske processer der fandt sted i flertallet af byområderne der er under kontrol af sorte Demokrater (f.eks -Detroit)
Obama var ikke Kings discipel; han var discipel af Jeremiah Wright der advarede mod sort middelklasseindstilling. Obama er ikke interesseret i lighed gennem frihed, men i radikaliseret ulighed.
Økonomisk lighed for sorte, som enhver anden form for ægte, i modsætning til den kunstigt subsidierede lighed, er en trussel for den herskende politiske klasse på venstrefløjen der benytter ulighed som våben for at konsolidere sin magt.
Trods sin polerede retorik er Obama ikke spor anderledes end Chicago bydelslederen der fortæller sine vælgere at de er fattige på grund af de hvide, at deres kvarterer er farlige på grund af de hvide ikke bekymrer sig om dem, og at alle de programmer der formodes at hjælpe dem bliver saboteret og drænet for midler af bydelslederen ....netop på grund af hvid racisme.
Martin Luther King Jr. gik ind for en nation, hvis politik ikke var med baggrund i en racemæssig opdeling, men racepolitik er stadig meget af cementen i det Demokratiske parti, som det var tilfældet op til og under Civil War. Det er lige så umuligt at forestille sig et Demokratisk parti uden racemæssig opsplitning som det vil være at forestille sig at Microsoft holder op med at lave software og går over til at lave møbler, eller at Hostess går fra at lave kager til jetmotorer.
Det Demokratiske parti hævder nu at arven efter en Republikansk borgerrettighedsleder ikke var det skelsættende, i stedet besluttede det at spille spillet med racemæssig opdeling, som det har gjort fra dag et.
Partiet tog ikke denne beslutning af moralske årsager, men udelukkende af pragmatiske. Borgerrettighedsbevægelsen blev genopfundet for at reflektere ikke King, men Obama, ikke helbrede, men skabe vrede, ikke for enhed, men for opsplitning, og det legemliggøres i mænd som Jesse Jackson og Al Sharpton, hvis retorik blot er et middel til at suge til sig ved deres fabrikerede vrede, som påkalder King, fordi de netop ønsker at leve som konger.
Borgerrettighedsbevægelsen ophørte med at være en bevægelse for lighed og blev til den lange march for fattigdomsalfonser gennem 5 stjernede hoteller i landet, mænd af tro der kalder sig selv præster og prædiker magt til deres venstrefløjsbosser som om de stod på prædikestolen i en landsbykirke i stedet for at arbejde ud fra teleprompteren ved endnu et politisk pengeindsamlingsmøde.
Martin Luther King Jr’s drøm blev ikke indfriet af de liderlige igler der kalder sig selv borgerretighedsaktivister og påkalder sig hans navn for at få åbnet checkhæfter og plyndre de politiske kontorer, men af det amerikanske folk hvis ordentlighed og gode vilje han havde appelleret til der ved Lincoln Memorial.
Det er det amerikanske folk der har gjort Kings drøm ægte, ikke gennem marcher og protester, men ved at gøre det rigtige i hverdagen, år efter år, årti efter årti og generation efter generation.
Obama og venstrefløjens bande af fattigdomsalfonser og politisk korrektheds organisatorer har kidnappet Kings drøm om lighed i karakter frem for ulighed i ærgrelse. Det er op til det amerikanske folk af lave om på det.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar