Halshugninger, bomber og New York’s Little Bangladesh
Gå ad Church Avenue og drej til højre ad McDonald Avenue og du vil se hvor de gamle arbejderklasseboliger i Brooklyn, slidte hjem med falmede amerikanske flag og rækværk, skumle barer der er skjult i gadehjørnernes skygger og de sidste videobutikker der forsøger at hænge på i en fortabt branche har givet plads til moskeer og købmandbutikker der sælger gedekød.
Moskeerne popper op som svampe i kældre, mobiltelefonbutikker tilbyder nemme løsninger så penge kan sendes til Bangladesh og gamle mænd stirrer på forbipasserende, især hvide når disse er vantro kvinder.
Dette er stedet, hvor Mohammed Siddique afgjorde en uoverensstemmelse, på den gammeldags vis, - ved at halshugge sin husvært.
Mohammed var ikke den første mand i Brooklyn der har benyttet vold for at få afgort en uenighed om huslejen, men halshugninger er mere traditionelt i hans hjemland Bangladesh end i Brooklyn, skønt over i nabokvarteret Queens, er der Ashrafuzzaman Khan, Bangladesh’ mest eftersøgte krigsforbryder, og overhoved for den lokale Islamic Circle of North America, hvis islam bøller halshuggede poeter og begravede professorer i massegrave.
Her i Kensington, hvor gaderne i alfabetisk orden begynder, som de er i Brooklyn ned til havnen, trækker barerne sig sammen med alfabetet fra de områder der er domineret af halvmånen og det vrede blik. Og der er endnu et nabolag, som det i den anden ende af alfabetet, hvor Atlanterhavet udsletter bogstaverne ved Avenue Z med vrede gamle mænd og taletidskort til Bangladesh.
Disse steder er endnu ikke ‘adgang frarådes zoner.’ Der er ikke tilstrækkeligt med unge mænd med for meget velfærd og tid til rådighed der har lært, at politiet trækker sig når de har nedbrændt tilstrækkeligt med ting og sager og byrådsmedlemmer der vil komme på besøg for at høre deres version. Den generation vil vokse op med hverken at være det ene eller det andet, vekslende mellem amerikansk popkultur og Koranen, fra sammenkomster med vantro til studielektioner i moskeen, indtil de eksploderer over modsætningerne som Tsarnaevs brødrene (Boston Marathon Bomben) der pulsede pot og Koranen i lige store doser.
Det er ikke de gamle mænd der placerer bomber nær 8 årige. Det er ikke de unge kvinder der griner med deres venner uden for pizzeriaet velvidende, at om et år eller to vil de skulle hjem til et arrangeret ægteskab. Det er de unge mænd der kalder sig selv Freddy eller Mo på den lokale high school eller kommuneskole, der drikker og tager stoffer, og som alle deres amerikanske venner sværger ikke tager deres religion alvorligt, indtil de pludselig bliver dødeligt alvorlige.
Til nu er Bangladeshernes kvarterer i Brooklyn fredelige steder, hvor lejlighederne og butikkerne lidt borte fra gaderne udgør små private verdener med deres eget retssystem, fejder og hemmeligheder.
“Jeg føler jeg bor i mit gamle land,” sagde redaktøren af en af de Bangladeshske aviser i New York. “Man behøver ikke lære engelsk for at bo her. Det er bare dejligt!”
Himlen er muligvis den samme, men Little Bangladesh er blevet afsondret fra Brooklyn og knyttet til et land tusinder af kilometer borte. Immigranter træder ud af et fly fra Bangladehs ved JFK lufthavnen, ind i en taxi ført af en bangladesher, der spiller Bengali pop og træder ud i en lille bid Bangladesh på McDonald Avenue.
Og når de vantro fra Brooklyn vandrer ind i deres territorium, bliver der stirret på dem som de udenlandske indtrængere de vitterligt er.
Efter Mohammed halshuggede sin husvært skyndte han sig til JFK for at komme på et fly. Det var helt naturligt for ham at mene, at nu da han havde ordnet sagen på traditionel vis så kunne han flyve bort uden at tænke over hvad der dog skulle være anderledes ved Amerikansk Dar al-Harb - Dar al-Islam på Avenue C, og Dar al-Islam fra Bangladesh
For Mohammederne i Brooklyn, er de vantro som luft. De bekymrer sig meget lidt om det andet Brooklyn som de skubber til side, de lange stræk med arbejderklasseboliger, de små hjem, hvor politibetjente og brandmænd engang boede sammen med lærere og assistenter, hvor blikkenslagere gik på arbejde og buschaufførerne klarede sig, hvor tusinder af små butikker fra diners til apoteker gjorde, at her var der liv og vækst i kvartererne.
Snurre Snup blev født her med hans særlige accent sammen med en million ægte arbejdere, soldater, sømænd, opfindere, ingeniører, bumser og sælgere der vandt krige, opklarede sager, drak i barerne og tog middagsmaden med hjem til deres familier. Og nu som så meget af byens arbejderklasse, bliver de fejet til side af tiden og strømmen, ikke fra de velkendte kyster ved Coney Island, men de mere lurvede vande fra Karnaphuli River (flod i Bangladesh) og den fremmede verden som dens tidevand bringer til Brooklyn. .
Byen har altid haft sine mikrosamfund: Chinatown på Manhattan og Lille Tokyo nær NYU, Lille Brasilien ved Times Square og Koreatown en blok fra Empire State Building. Russerne har deres tilholdssted ved Brighton Beach med deres tesaloner og pelse, og Little Italys slagterforretninger, bagerier og rækker af restauranter holder stadig ved.
Koreatown, Manhattan
Men Islam er ikke blot en kultur og kulturer der medbringer deres bagage til nye verdener er ikke som blot noget etnisk mad, en dialekt eller en national helligdag.
I Chinatown står buddihstiske templer, og protestantiske kirker side om side og i Latino kvartererne, er der små adventist kirker og kæmpemæssige Katolske bygninger sammen; og ind i mellem er der synagoger, Hindu og Zoroastriske templer og hele den farverige palet af religiøs diversitet som en havneby kan være karakrteriseret ved med dens bølger af immigranter der kommer og går.
Bangladesh er mere end 90% muslimsk. Hinduer bliver angrebet på gaderne i byerne af islamistpøbel, fordi Islam ikke kan være sammen med andre. De andre religioner i byen kræver ikke at alle skal tilslutte sig dem eller anerkende deres overherredømme og betale beskyttelsespenge for retten til at være til.
Det gør Islam.
Dens indvandring er også en jihad, et slags overherredømme manifest beregnet på at kolonisere Dar al-Harb og underlægges sig dens vilje af en død profet, med deres blotte antal eller deres styrke.
Antallet af bangladeshere i New York er forøget med 20% på blot 4 år til anslået 74000. Det tal tager ikke i betragtning alle de uofficielle Mohammeds der bor i kældrene mens de plejer deres morderiske tendenser.
Jamaica, Queens er blevet centrum for bangladesherne i New York. Endnu en Mohammed, Quazi Mohammad Rezwanul Ahsan Nafis, boede her i et kvarter, hvor den ene bygning knap kan skelnes fra den anden, stuvet sammen og spækket med paraboler så beboerne kan se TV programmer fra deres hjemlande, og se på massemordene af amerikanere.
“Vi vil ikke standse før vi har opnået sejren eller martyrium,” sagde han på en video optaget før hans planlagte angreb. Hans beskedne mål, med hans egne ord, var at “ødelægge Amerika” og han citerede “Sheik Osama” for at retfærdiggøre drab på amerikanske kvinder og børn.
Mohammed beskrev United States som Dar al-Harb, Krigens rige, det territorium der endnu ikke er besejret af Islams hære, og sagde at den eneste tilladelige grund for en muslim til at flytte til USA var at erobre ved missionærarbejde eller ved væbnet terror.
“Jeg ønsker noget stort. Noget meget stort,” sagde Mohammed, “tage et skridt fremad, for muslimerne ...der vil bringe os et skridt nærmere med at styre verden.”
På dette tidspunkt er der ingen i Little Korea, Little Italy, Little Brazil, Brighton Beach eller Koreatown der planlægger at ødelægge Amerika således at hans religion kan styre verden. Det er det der skiller de Little Bangladeshes, Little Pakistanis, Little Mogadishus og Little Egypts ud fra alle andre indvandrergrupper, der drømmer om at fremtiden ikke overskygges af Islams jerndrøm.
Se disse interview med Daniel Greenfield.
About Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar