Cuba's kommunist Paradis. Masser af anti-sort racisme
Ugerne efter Mandelas begravelse skabte en falsk beundring blandt nogle på venstrefløjen for den racemæssige ligestilling i Castros Cuba. Wall Street Journal’s Mary Anastasia O’Grady går nu imod myten om, at afro-cubanere har det bedre under kommunismen.
O’Grady bemærker at 2009 tal lader den sorte eller blandede del af befolkning være mellem 60-70% af Cubas samlede befolkning, dog er der ingen offentlige tal om sammensætningen i Cubas ledelse. Torturen og ydmygelsen de afro-cubanske dissidenter kan imødese når de arresteres bliver ofte forværret efter deres hudfarve.
Idet hun benytter eksemplet med den politiske fange Eusebio Peñalver --der sad længere i Castro's gulags end Mandela var i fængsel -- bemærker O’Grady at, efter alle rimelige beretninger om hans fængselsdom at, “det er klart han led mere, fordi han var sort.”
Andre hvide fanger observerede hans tortur var voldsommere, fordi, ifølge P’Grady han “stillede spørgsmål ved Castros fortælling” om racemæssig ligestilling. De lidelser som han selv fortæller, omfattede at være tvunget til at “æde græs, og blive kastet i kloakken,” og gennemgribende gennembankninger.
Peñalver døde i fængsel uden nogen særlig omtale mens Castros allierede blev et international ikon trods det han ikke nævnte Peñalver's død med et ord.
O’Gradys artikel går sådan set ikke i dybden med, hvordan Castros Cuba krænker menneskerettigheder for sine afro-cubanske borgere og holder dem undertrykte og borte fra magten, under dække af støtte for Nelson Mandela.
Hun bemærker også at enhver afro-cubaner der offentligt forsøger at udtrykke deres bekymring over racemæssig ulighed er blevet mødt med påtvungen tavshed. Tricket virker på grund af den følelsesmæssige magtbastion i Mandelas historie, og så kontrasten ved forestillingen om Mandela og hans allieredes arbejde for at undertrykke den sorte befolkning i Cuba og samtidig sende tusinder afsted for at dø for ved Cubas intervention i Angola.
O’Grady er generøs ved ikke at dykke dybt ned i de andre politiske fangers liv og skæbner selvom Peñalver's historie så præcist skildrer brutaliteten. Hun giver også kun en overfladisk introduktion til hverdagens segregation af de fattigere sorte cubanere fra turiststederne.
For eksempel nævner O’Grady ikke de mere kendte moderne dissidenter som Guillermo Fariñas, der overlevede 24 sultestrejker og vandt Sakharov Prisen, og rejste rundt i Amerika for at advare om opsplitningen i dissidentbevægelsen.
Udeladt er også Jorge Luis García Pérez, kendt som Antúnez, der sad 17 år i fængsel og åbenlyst forkastede racismen der er fremherskende i Cuba straffekolonier, og som han afslørede for den større offentlighed.
Oppositionen på Cuba har i de seneste år kæmpet for at gøre opmærksom på racismen i det kommunistiske regime. Dissidenten Manuel Cuesta Morua talte i Miami ved et møde i maj måned om “det alvorlige problem,” med hvide cubanere der ofte er afhængige af de penge der sendes af deres familier i eksil, mens afro-cubanere - hvoraf mange blev tilbage på Cuba på grund af Castros løfter om racemæssig lighed -- hver dag må kæmpe en Herkules kamp for det daglige brød.
“I dag kan ingen på Cuba benægte at vi har et alvorligt raceproblem,” argumenterede han.
For mange afro-cubanere der kæmper for at spise, eller lider endnu værre end deres hvide fællger i fængsler, så er racismen blot endnu en plage ved at bo i Cubas kommunistiske system.
Læs denne om ikonet Che Guevaras syn på den sorte cubaner:
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar