Fattigdom blandt hvide og korte hukommelser
De fattige hvide i Appalacherne er muligvis helt ude i kulden, umoderne, men de er helt sikkert ikke forsvundet.
Den nuværende politiske venstrefløjs besættelse med både lighed i indkomst, og såkaldt Hvid Privilegium overser en masse af historien. Hvor hurtigt venstrefløjen dog glemmer. Eller måske er det mere et spørgsmål om mode, en trend.
I 1964 da Lyndon B. Johnson erklærede sin Krig mod Fattigdom så var det område han navngav ikke by ghettoerne i Detroit, Watts eller Harlem, men snarere de isolerede landområder i det østlige Kentucky.
Fire år senere i 1968, da Robert Kennedy besluttede at stille op som præsident, var det blot få dage efter at have rejst Eastern Kentucky igennem for at se, hvordan LBJ’s Krig mod Fattigdom blev ført ude i felten.
Sen. Robert F. Kennedy shook hands with residents of Haymond, Kentucky in 1968.
I dag cirka 46 år senere er den krig tabt. Regionen forbliver ikke kun ludfattig, men håbløsheden og dysfunktionen er enorm. Hvilke forandringer er sket siden politikerne ikke længere synes være interesseret i området eller i dets folk? Her fornylig besøgte Kevin D. Williamson fra National Review Eastern Kentucky og skrev:
Hvis befolkningen her ikke var 98,5% hvide ville vi kalde det et reservat.
Læs hele artiklen med titlen The White Ghetto. Forklaringen på, hvorledes EBT kort benyttes til købe kasser af sodavand, og sælge dem med kæmperabat for at skaffe kontanter så man kan købe smertestillende midler er den mest oplagte. Det er nogle af kommentarerne til artiklen også, især fra de mennesker der er forargede over, at Williamson har fokuseret på de negative sider af regionen. Sludder! Skønt den del af Appalacherne jeg bor i ikke er så fortabt i fattigdom, så er mønstret dog det samme. Velfærd er allestedsnærværende, stofmisbrug udbredt, og der er kun lidt håb om et bedre liv for mange af de unge på grund af et kronisk elendigt skolesystem.
Et problem Williamson ikke berører, som nævnes i kommentarerne til hans artikel, er hvor korrupt de lokale myndigheder i denne region kan være. En enorm faktor der tillader at dette fortsætter er, at i årtier er de skarpeste blandt de unge flyttet væk. De med uddannelser der bliver tilbage udviser ofte ‘lille by syndromet’ - de kan være opportunistiske bøller og tyranner der begærligt griber lokalstyret, og ingen udfordrer dem. I et sådant korrupt miljø kan en tredje rangs sagfører helt klart manøvrere sine ambitioner til en lukrativ rolle som lokalregeringens skyggeleder, eller en inkompetent rektor kan regne med politisk støtte for at forblive som leder af en offentlig skole der bare ikke lærer eleverne det de skal have lært.
Tilbage i 1968 så nogle i området Bobby Kennedys tur som en forløber for endnu en runde af uopfyldte politiske løfter. Udtrykket “fotoopvisning” var ikke i brug dengang, men at se på erfaringerne fra de 5 årtier er rigeligt.
I dag drejer de eneste løfter der fremføres til de engang loyale Demokratiske vælgere i regionen yderligere at nedsætte betalingen i kulindustrien, de eneste jobs med god løn.
For Williamson synes Eastern Kentucky stadig at være meget isoleret. En kæmpe forandring fra for 50 år siden er imidlertid, at stedet ikke længere er som isoleret når det drejer sig om information. Takket været internettet og satellit TV ved borgerne nøjagtigt hvad der sker i New York, Los Angeles og Washington DC. Mange af dem er udmærket klar over, at den politiske venstrefløj der ville kæmpe for dem og styrke fagforeningern i kulfelterne, under de første tiltag i Krig mod Fattigdom er borte, flyttet videre. At tilbederne af Moder Gaia har erstattet tilhængerne af Mother Jones (en foregangskvinde for oprettelsen af kulminearbejdernes fagforeninger) hos den politiske venstrefløj.
Denne opmærksomhed på verden udenfor er blevet en kilde til bitterhed. Det kræver en god uddannelse for beboerne i Appalacherne af søge efter bedre jobmuligheder og boliger. Manglen på gode lokale skoler er udbredt, fordi kun få af de med højere uddannelser synes at være opsatte på at tilbyde den særassistance til de kvikke hvide unge drenge og piger i Appalacherne, som der rutinemæssigt tilbydes sorte og hispanic børn.
Denne favorisering kan muligvis hjælpe til at forlænge en sort/hvid raceopdeling som i det store og hele har været forsvundet hos den hvide middel- og overklasse i hele landet. Jeg finder det interessant, at det kun er hvide under 65 jeg har hørt benytte N ordet i beskrivelsen af sorte i de seneste år. De ved det er tabu, og de er såmænd ligeglade, delvist fordi de føler de har langt større krav på en offerrolle end de fleste sorte de ser på TV.
På positivsiden har Krigen mod Fattigdom nærmest udslettet den sult der plejede at plage de fattige arbejdere i regionen -- selvfølgelig undtagen de sørgelige tilfælde med børn af forældre der sælger alle deres velfærdsgoder på det sorte marked for at få penge til stoffer. Men det som Krigen har efterladt i stedet kan være en ødelæggende mangel på åndelighed, der svarer til det gamle teologiske koncept med Limbo, livet der for evigt tilbringes tæt på Helvedet.
Evnen til at leve med ringe komfort uden at skulle foretage sig noget produktivt er efterladt i Appalacherne, og faktisk over hele landet med den følge at mange føler sig så elendige at de søger tilflugt i stoffernes drømme, uden at bekymre sig om at forsøge at forbedre livet og det sted de bor.
Måske skyldes det at venstrefløjens virkelige mål hele tiden har været politisk kontrol frem for at hjælpe enkeltindivider til at klare sig selv bedst muligt.
They'll turn us all into beggars 'cause they're easier to please
They're feeding our people that Government Cheese
http://www.americanthinker.com/2014/01/poverty_white_privilege_and_short_memories.html#ixzz2qTy8E8AI
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar