Formand Mao ville være 125 år, skal det fejres?
Diana West
Orienteringen om Kinas højtideligholdelse af 120 års fødselsdagen for Mao Zedong synes at have samme vinkel. Festligheder blev “tonet ned” (Associated Press). Begivenhederne blev “sat i baggrunden” (Reuters).
Følgende overskrift fra Fox News websitet om AP historien er typisk: “Kina markerer Mao 120 årsdag med mindre mindehøjtideligheder.” Historien begynder med: “Kinas ledere bukkede tre gange for en statue af Mao Zedong i en omhyggeligt kontrolleret fejring, der også søgte at fastholde de markedslignende reformerne han ville have været imod.”
Glem det med markedslignende reformer et øjeblik. Bukkede kun 3 gange? Hvor ‘behersket’! Det var forresten det ord CNN benyttede.
Der er noget forkert ved denne mediefremstilling. Forestil dig, her ved Adolf Hitlers kommende 125 årsdag at den tyske kansler Angela Merkel skulle bukke sig tre gange foran Nazimorderens statue. Ville journalisterne fremholde hvor “ambivalent” (Ordet benyttet af Voice of America for post-Mao Kina). post-Hitler Tyskland var om Hitler nutildags? Næppe.
Mest sandsynligt ville de skrive med åbenlys forfærdelse om nazismens sindssyge og den vedvarende tiltrækning. Hvorfor er vi ikke lige så frastødt når de kinesiske lederes bøjer sig foran en statue af en kommunistisk massemorder? (Det har jeg undersøgt i dybden i min bog “American Betrayal.”)
The New York Times og CNBC havde overskrifter der ønskede, “Tillykke på fødselsdagen Formand Mao,” men igen forvent ikke lignende hyldester på Hitlers fødselsdag. Det er kommunisterne der altid slipper af det med det -- blot en lettere hovedrysten.
“Kommunistpartiet er forud for Maos fødselsdag noget usikre,” rapporterede Washington Post. Med mit Merkel eksempel i tanke burde avisens opdatering lyde: “Nazipartiet føler sig usikre om Hitler forud for hans 125 årsdag.” Det er dog vanskeligt at forestille sig redaktørerne være så blaserte.
Og dog, der er ikke noget Nazi Parti i dag, og Hitler er et universelt symbol på det onde. Hvorfor? Gennem nederlaget blevet nazipartiets leder Hitler og hans slagterier udstillet, dømt og fordømt. Intet af den slags er sket med kommunismen, og i Kina har Maos kommunistparti jo vundet krigen. Trods Røde Kinas succesrige indtog på verdensmarkederne i de seneste årtier forbliver landet et totalitært diktatur, behersket af det samme kommunistparti som Mao ledte frem til magten i 1949.
Det som også mangler fra det typisk retrospektive er kendsgerningen at Maos greb om magten skete ved livsvigtig amerikansk hjælp. Under FDR og Truman administrationerne arbejdede agenter og andre på vegne af Stalin i forbundsregeringen og tilknyttede institutioner og forsøgte at lade U.S. politiken være til fordel for kommunisterne over for den anti-kommunistiske leder og U.S. allierede Chiang Kai-Shek.
Blandt de indflydelsesrige personer var for eksempel Sovjet agenten Lauchlin Currie, en medarbejder i Det Hvide Hus som FDR stolede på vedrørende Kina politik.
(Læs denne artikelserie (6) på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/04/stalins-spioner-og-effekten-pa-nutiden.html)
Ud over begivenhederne der førte til Korea Krigen var disse kommunisthjælpere med til at få gang i Maos diktatur, et diktatur der skiller sig ud med historiens største antal døde.
Mindst 65 millioner mennesker ‘forsvandt’ på grund af denne mands og hans monstrøse programmer for kollektivisering og “re-uddannelse.” Trods Den Røde Hærs dødskampagner, koncentratiosnlejre og den største statsskabte hungersnød i historien (Ukraine) er Mao og de som i dag bøjer sig for ham stadig sparet for historiens askedynge. Hvorfor?
Det bliver værre og farligere. Stigmaet med association med Nazismen forbliver, men der er intet stigma forbundet med kommunismen. Det betyder der heller ikke er noget stigma knyttet til den kollektivistiske politik kommunisterne stod for - politik der eliminerede friheden og slog på verdensplan 100 millioner ihjel.
Tænk på den nuværende leder af EU, Jose Barroso. Han var leder af et revolutionært Maoistisk parti i Portugal i 1970’erne. Det er længe efter de fleste af de titusinder af Maos ofre var forsvundet, men det betyder jo intet. Det er umuligt at forestille Barroso i det offentlige liv i dag, hvis det parti havde været Nazi og ikke kommunistiks. Samtidig er syv ud af de 27 kommissionærer der leder EU i dag tidligere været med i kommunistiske partier. Mens rettighederne og lovene i nationerne i Europa kommer mere og mere under EU centralmagt kontrol, bør vi spørge os selv: Hvem var det egentlig der vandt Den Kolde krig?
Kommunismens uendelige pres sker ikke kun i Kina og Europa. Idet kommunismen aldrig er blevet miskrediteret a la Nazismen - tværtimod er blevet fremmet af hære af agenter og sympatisører dybt inden for vore institutioner - så er også kollektivistiske ideer på fremmarch, også hos os.
Tænk på nationaliseringen, gennem Obamacare af sundhedssystemet, det var et af de første programmer som bolsjevikkerne indførte efter at de greb magten i Den Russiske Revolution. Reaktionen på denne historiske kendsgerning er lige så “tavs” som Maos fødselsdagsfest. Vi har en præsident hvis første mentor, Frank Marshall Davis, var en berygtet kommunist og undskyldte Stalin og Mao.
.
Prøv at forestille dig om Davis havde været en apologet for Hitler. En sådan del af præsidentens biografi ville være vanskelig at ignorere. Som Davis biografiskribenten Paul Kengor opdagede så havde Davis enddog nære forbindelser via kommunistiske frontgrupper med slægtningen og mentorer hos Obamas fortrolige, Valerie Jarrett og David Axelrod.
(Læs denne på synopsis:
Hvis disse politiske forfædre i præsidentens hjernetrust drog tilbage til Tyskland så ville det være et kæmpeproblem nu om stunder.
Det gælder ikke kommunismen. Vi ryster blot en smule på hovedet over det “nedtonede” Mao selskab i Kina. Betyder det noget?
I Roosevelt årene, havde vi Lauchlin Currie i Det Hvde Hus der gjorde hvad han kunne for at forme begivenhederne så de i sidste ende kunne bringe Mao og Kommunist Partiet til magten i Kina.
I Obama årene, har vi en anden tophjælper i Det Hvide Hus, tidligere kommunikationsdirektør Anita Dunn, der fortæller skolebørn at Mao var en af hendes favorit filosoffer. Læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/10/en-maoist-i-det-hvide-hus.html
(pudsigt at videoen hvor hun fremkommer med udtalelsen er fjernet)
Cirklen er sluttet.
Diana West is the author of "The Death of the Grown-up: How America's Arrested Development Is Bringing Down Western Civilization," and blogs at dianawest.net.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar