Sportsstjerner og højrefløjen

Sports Helte og højrefløjen

Bruce Walker

Doug Flutie, en af de mest inspirerende spillere i college fodboldens historie, og Curt Schilling, en fremragende spiller for Red Sox der vandt en række af World Series for sit hold, støttede begge Scott Brown da denne blev valgt til Senatet. Der er ingen grund til at tvivle om, at disse populære, respekterede mænd var en hjælp ved at bringe opmærksomhed og støtte til Browns kampagne.

Tim Tebow optræder i en spot under Super Bowl der har en dybdegående livsbekræftende udtalelse - den slags personlige argumenter mod abort der er umulige at argumentere imod. Andre college fodbold superstjerner har gjort det samme. Colt McCoy og Sam Bradford, superstar quarterbacks har i løbet af ugen før den gigantiske O.U.- Texas kamp, været med til at producere en video med titlen "Jeg er nummer to," som gør det klart for alle deres fans, at Gud og ikke sporten, er centrum i deres liv. Kurt Warner, hvis inspirerende liv som professionel quarterback er som skabt til legender, ville med glæde give alle sine laurbær uden fortrydelse til den Gud der gjorde hans vidunderlige liv muligt.

Fantastiske sorte atleter, fra nu afdøde Reggie White, "Forsvarsministeren," til Lynn Swann, en af de bedste 'receivers' i spillets historie, har demonstreret, hvordan en alvorlig person kan benyttes til at forvalte et talent givet af Gud, og forvandle det til et Guds-inspireret liv. J. C. Watt, en præst, og fodboldstjerne, en sort mand, der har en plan der giver håb om forandring, og den en forandring som virkelig virker, helt uden regerings eller enorme forbundsstats udgifter, ved nemlig: Forandre manden, og åbne hjertet og sindet for den velsignede Skabers uendelige kærlighed, og de mange problemer der engang forekom at være uovervindelige vil skrumpe ind til en myretues størrelse. På dette særlige område af konservatismen - den inderlige tro på en kærlig og sanddru Gud - er sorte blandt de mest konservative mennesker i verden.

Hvorfor er der denne forbindelse mellem sportsstjerners storhed og konservatismen? Der er ingen ateister i rævegrave. Måske er der heller ikke ateister på boldbanen. Sport giver ikke mulighed eller tilladelse til genveje, hvis man vil have succes. Konkurrencen er meget intens i professionel sport; forskellen mellem storhed og fiasko er næsten udelukkende altid - arbejde, træning, undersøgelse, og holdånd. Den venstreorienterede holdning, at vor succes i livet er et resultat af blindt held, ville gøre disse sportshelte rasende, fordi de personligt ved, hvor mange timer med sved, smerte, og hvor megen tid der bruges på strategiplanlægning, de ting der netop udgør forskellen på sejr og nederlag.

Sportsudøvelse har intet med racisme at gøre på den måde som Obamas præsidentskab har. Den bedste spiller kommer på banen, uanset deres race, og de middelmådige spillere sidder på bænken, uanset deres hudfarve. Den bedste på banen, er det førende princip i næsten ethvert aspekt af det amerikanske liv. I dag, er det så sørgeligt at se, at 'den bedste på banen' kun eksisterer i en håndfuld af livets områder - sport, som musiker indenfor klassisk musik, skak, software udvikling, og måske nogle få andre områder.

Selv videnskab med den afskyelige menneskeskabte globale opvarmning er fyldt med huller og fordomsfuldhed. Kravene til akademikere for at komme på universiteter er blevet sænket for at lade mindre kvialificere hvide, brune, og sorte elever få fortrin fremfor de mere kvalificerede 'gule' studerende. Sportsverdenen forbliver dog en oase med uregulerede resultater - en verden hvori den sociale dagsorden blev skabt længe før ovennævnte dagsorden blev udtænkt. I dagens TV - som har underholdningsprogrammer med skurke, og ofte så helt klart er skrevet efter køn, race, tro og andre faktorer - er der kun få overraskelser. I TV-nyhederne, den samme trættende, genbrugspropaganda præsenteres om og om igen, og i virkeligheden intet aktuelt nyt eller spændende kommer for vore øjne og ører. Skolerne underviser i de samme kedsommelige politisk korrektheds løgne, og med en retorik der skal se ud som om det er kundskab. Alle ser ens ud, kedsommeligheden, ensformigheden hersker uindskrænket.

Overalt hersker den samme glathed - undtagen i sportsverdenen. Spænding, forandring og virkelige sejre (og meget virkelige nederlag) er tilladt i atletikkens system. Ikke, som på andre områder af vort liv, er alt i holdsport arrangeret på forhånd, og efter at opnå en social balance, kønslighed, racelighed og des lignende. Unge mænd beder - helt åbenlyst -- til Gud og kaster derpå hele deres styrke og energi ind i en heftig kamp der kan give brækkede arme, smadrede knæ, forstuvninger og mange andre 'krigssår.'

Sportsverdenen er den sidste del af vort frie system med foretagsomhed, der ikke er blevet gjort 'ondt' eller styres af plutokrater. Sport er den sidste del af vore offentlige ritualer ved populære begivenheder, som er nært knyttet til det det guddommelige. Sportsverdenen har skabt ægte amerikanske helte, såsom Pat Tillman, the Cardinals forsvarsback der forlod sin professionelle karriere, og de millioner af dollars han kunne have tjent, for at tjene og, sørgeligt nok, dø for sit land. I en nation fyldt med betændte forretningsbosser der deler kagen bag lukkede døre, i et land hvor akademisk frihed er fastlagt i lærebøger, og kursen er sat til at slaveholde sindene, i et Amerika der har opgivet sine frihedsrettigheder så ofte, så hurtigt og det uden nærmere overvejelse, da overlever vore værdier, vores fremdrift - og giver os champions -- ligesom med de græske olympiske atleter -- ved det alvorlige, men ægte legende konkurrence ritual, som giver os modet igen.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie and The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.