Japansk ro - arabisk hysteri

Japansk stoicisme kontra arabisk hysteri

To kulturer med forskellige æresbegreber - dog fælles om 'skam-ære.'

Nancy Kobrin, PhD, Joan Lachkar, PhD

Ikke alle kulturer der har 'skam' som et karaktertræk er ens, dog er det nøglen til forståelsen af, hvordan mennesker handler agressivt, i vrede, voldeligt og traumatisk.

Som psykoanalytikere udforsker vi forskellene mellem Japans stoicisme (upåvirkethed) og arabisk agression. Når vi således  hører og lærer rapporter fra de tragiske begivenheder ved jordskælvet/tsunamien/strålings katastrofen, og den seneste opstand i Libyen og nedslagtningen ved Itamar (Palæstinensisk terrormord i Israel) kan vi ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan begge grupper behandler katastrofer.

Mere simpelt konstateret bliver det til en spørgsmål om tolerance versus intolerance. Kaoset, volden og hysteriet vi ser ved store dele af den arabiske revolution står i skærende kontrast til den stoicisme og tilpasningsevne til de nye konditioner som japanerne viser. I Japan er der et koncept der omtales som "wa" der betyder harmoni - ønsket om at opretholde homeostasis (indre harmoni og stabilitet) for enhver pris.

Dette ses tydeligt når det drejer sig om orden, ordentlighed, deres haver, vandløb, søer disse eksemplificerer en meditativ dvælende kvalitet. Selv klippestykkernes uregelmæssighed bliver placeret således, at de ikke forstyrrer roen i landskabet. Selv under de vanskeligste forhold søger befolkningen at opretholde harmonien ved at undgå konflikt. Flygtningcentre, som det i Hadenya, fremviser denne ånd, og også et oprigtigt ønske om at holde fast ved Japans gennemførte perfektionisme. Se Martin Flacker "Adskilt fra verden overlever beboerne gennem tætte bånd og opgavefordeling".

Stræben efter det perfekte er et meget dominerende japansk karaktertræk, man kunne næsten sige en besættelse, men altid med formålet at opretholde harmonien og freden. Kaos og ting i opløsning har tilbøjelighed til at give konflikt. Selv ved huslysteder slås vi af køkulturens ordentlighed, kasser med forsyninger ligger i perfekt orden og i rækker. Toiletterne er pinligt rene med sæbe og toiletartikler nydeligt ordnet. Ved indgangen er der papirer med navne på de som har fået dagens opgaver, såsom at hugge brænde, flytte forsyningerne og madlavning.

 

I lyset af katastrofens udvikling er mange japanere begyndt at vise bekymring for om den japanske regering har undervurderet alvoren ved kernestrålingen for at ville undgå konflikt. Peter Berton*, professor emeritus ved University of Southern California of International Relations fastslår, at i Japan er der mange måder at sige "nej" på, hvor ja betyder nej, og nej betyder ja, netop for at opretholde gruppens sammenhæng. Skønt begge grupper har tilbøjelighed til at underkaste sig har araberne ikke det samme niveau af tolerance, at udsætte, forsinke belønningen, i modsætning til japanerne. Japanerne holder fast ved koncepterne "honne" og "tatameo," hvor "honne" repræsenterer det individuelle selv og "tatameo" det offentliges interesse, hvor man ikke udstiller følelser offentligt. I arabiske kulturer er deres meget direkte vrede et udtryk for troskab overfor deres stamme. 
 

Endnu et dynamisk træk i japansk kultur er "mato-damashi" eller den japanske ånd. Selvopfattelsen er altafgørende i gruppen. Ansvaret ligger hos gruppen fremfor hos individet. Ironisk nok er den arabiske kultur også en 'skam' kultur hvor gruppeselvet dominerer individets, alligevel er ved den måde agressionen der kommer til udtryk forskellighederne kan ses. Det bliver et spørgsmål om tilpasning versus hævn og gengældelse som de mere udprægede træk. 

Jasmin revolutionen, som den er blevet kaldt i Tunesien viser, hvordan araberne faktisk forsøger at bryde ud af den lukkede cirkel i et 'skam' 'ære' samfund som David Pryce-Jones så fint har beskrevet det. Forskellige arabiske muslimske land er nu under forandring og på forskellige stadier i forsøgene at bryde ud af de snærende bånd af 'skam-ære.'

I Libyen hersker Gaddafi stadig, Tunesien har rejst sig og har det ligesom Egypten. Bahrain og Yemen, kan vi ikke sige noget om endnu, og så er der Syrien. De synes alle at dele det samme ønske - det universelle om vækst, frihed og menneskelig fremskridt, Selvfølgelig kan vi blot spekulere på og håbe af dette er deres inderste fælles ønske.

Overfladisk set, udefra, kan man sige at både japanerne og araberne ikke behandler kvinder godt, men som andenklasses borgere. De japanske kvinder vokser op til at være mænd underdanige, men der er en forskel. Kvinder står som ledere af finanserne og kan tage rigtig mange beslutninger. De har også frihed til at få en uddannelse, et arbejde, en større stilling og nyde alt det det moderne liv kan tilbyde. Arabiske kvinder er under begrænsninger vedrørende enhver myndighedsstilling og er helt og aldeles mændenes ejendom. Hvis de forsøge at komme ud af dette forhold bliver de slået, æresmyrdet og ydmyget offentligt. 

Så hvorfor var japanerne i stand til at komme videre og araberne er ligesom låst fast? Professor Peter Berton forklarede også, at dette har at gøre med en økonomisk revolution i Japan. Japanerne blev som besatte af ting og det moderne. Dette opbyggede deres gruppeselv da de kunne benytte disse ting, såsom teknologi, til at komme videre udviklingsmæssigt. Vi kan også opleve, hvordan internettet, Facebook, Twitter og mobiltelefoner har hjulpet med til at sætte energi til den nuværende opstand i den arabiske verden.

En MEMRI anmeldelse fra 22. januar 2004, nummer 648, af en bog om arabisk kultur af den anerkendte japanske forsker Nobuaki Notohara med titlen Araberne: Japanernes mening, understregede den kendsgerning, at japanerne havde og  har udviklet deres evne til selvkritik. Da han blev spurgt af en araber om hvorfor japanerne ikke hader Amerika efter Hiroshima sagde han:

“Vi skal indrømme vore fejltagelser. Vi var imperialister og vi erobrede folkeslag og ødelagde mange lande - Kina, Korea, Oceaniet. Vi skal have selvkritik, og derpå rette vore fejl. Når det drejer sig om følelser, er dette en personlig sag, som ikke opbygger en fremtid."

Selv her er der en forskel i sammenligning med araberne. Japanerne dræbte ikke mennesker der bragte bibler til deres land, de brændte heller ikke de få synagoger de har. De har en mere selvsikker identitet, således at de ikke behøver at bevise deres tilstedeværelse ved konstant at være i konflikt med andre. 

Dette står i modsætning til araberne, der stadig leder efter en mere stabil og tilfredsstillende identitetsfornemmelse. Begge samfund går ind for underkastelse og tilpasning, og i tilfældet med jordskælvet har vi oplevet nogle falde ud af den rolle. Det japanske folk stoler ikke på regeringsrapporterne angående kernekatastrofen fordi i Japan er det at åbne op for en konfliktmulighed mod harmonien eller "wa," så japanerne forsøger altid at undertrykke de indre 'tsunamier' som vi kan se i begivenhederne der folder sig ud nu for tiden.

Det bliver interessant at se, hvordan indflydelsen fra udlændinge der hjælper med til at genopbygge og hjælpe vil få virkning på det lukkede samfunds væsen. Der sker altid en gradvis forandring. Japan åbnede sig en smule op efter 2. Verdenskrig. På lignende vis kan man spekulere på i hvilken grad den arabiske muslimske kultur og ikke arbaiske muslimske kulturer her belvet påvirket af krigen i irak og Afghanistan og nu den europæiske/US og endog arabiske intervention i Libyen. 

Som konklusion holder begge samfund fast ved gruppeviljen, hvorved det individuelle selv faktisk er ikke eksisterende. Begge er 'skam-ære' kulturer, der går ind for underkastelse og begge idealiserer moderen og devaluerer det kvindelige. Begge deler fantasier om sværdet - samuraien og jihadi. Imidlertid er der kvalitative forskelle der er helt deres egne.

Måske kan araberne lære mere om tolerance og stoicisme af japanerne. Måske kan japanerne lære noget om hysteriet fra araberne og give sig selv lov til at at være mindre underkastende især i krisetider. Måske kan vi få en større forståelse og værdsættelse af vore egne kulturforskelle ved at huske på tendenserne og dynamikken i skam-ære' kulturen.

Skam og det at redde ansigt er fælles smertelige menneskelige følelser.

* The second author is very grateful to Professor Berton for his insights into Japan and Japanese culture. On November 3, 2010 the Government of Japan announced the recipients of its Fall 2010 Decorations. From Los Angeles Consulate General jurisdiction, Dr. Peter Berton, Distinguished Professor Emeritus of International Relations, University of Southern California was awarded the Order of the Rising Sun, Gold Ray with Neck Ribbon.

FamilySecurityMatters.org Contributor Dr. Nancy Kobrin, a psychoanalyst with a Ph.D. in romance and semitic languages, specializes in Aljamía and Old Spanish in Arabic script. She is an expert on the Minnesota Somali diaspora and a graduate of the Human Terrain System program at Leavenworth Kansas. Her new book is The Banality of Suicide Terrorism: The Naked Truth About the Psychology of Islamic Suicide Bombing. 

FamilySecurityMatters.org Contributor Dr. Joanie Jutta Lachkar is a licensed and in private practice in Brentwood and Tarzana, California, who teaches psychoanalysis and is the author of The Narcissistic/Borderline Couple: A Psychoanalytic Perspective on Marital Treatment (1992, The Many Faces of Abuse: Treating the Emotional Abuse of High -Functioning Women (1998), The V-Spot, How to Talk to a Narcissist, How to Talk to a Borderline and a recent  paper, “The Psychopathology of Terrorism”  presented at the Rand and  the International Psychohistorical Association. She is also an  member for the New Center for Psychoanalysis.affiliateCorporationFamily therapistMarriage