Minimumsløn, arbejdsløshed og race

Race og Økonomi

Walter E. Williams                                            
       
               

Arbejdsløshedstallet i U.S. er 9,1%. For hvide voksne er den 8%, for hvide teenagere 23%. Sorte voksnes arbejdsløshedprocent står fast på 17, og for sorte teenagere er den 40%, og i visse byer, for eksempel Washington mere end 50%.

Kapitel 3 i “Race og Økonomi,” min nyeste bog begynder således,

“Nogle vil måske synes det er forundrende at i tider med udbredt racediskrimination, var arbejdsløsheden for sorte lavere, og sorte var mere aktive i arbejdsstyrken, end de er i dag.”
 

Indtil sent i 1950’erne svarede procentdelen af beskæftigede sorte teenagere og voksne til, eller var større end hos hvide kolleger.

I 1970 var faktisk 71% af sorte mandlige over 9 år beskæftigede, sammenlignet med 51% for hvide.

Så tidligt som 1980 var arbejdsløshedsperioder for sorte kortere, end for hvide, hvorimod dagens arbejdsløshedsrate er både højere og længerevarende blandt sort, end blandt hvide.
      

Hvordan kunne man dog forklare den mindre arbejdsløshed for sorte dengang og at de deltog i større grad i arbejdsstyrken? Den sædvanlige akademiske borgerrettigheds, eller mediernes racediskriminations forklaring for den sorte/hvide socio-økonomi holder bare ikke. Jeg kan ikke forestille mig at selv den mest hjernevaskede professor, borgerrettighedsleder eller medie “ekspert” kan argumentere for, at der var mindre diskrimination for 100 år siden, og at det forklarer, hvorfor de sorte deltog langt mere i arbejdsmarkedet. Racediskrimination eller manglende evner kan forklare lavere lønninger, men ikke arbejdsløshed.
  

I løbet af 1930’erne var der et antal interventioner fra Forbundsregeringen der ændrede billedet for de sortes beskæftigelse. Det første var Davis-Bacon Loven fra 1931, der påtvang minimumslønninger på regeringsbetalte eller regeringsstøttede byggeprojekter. Under debatten om Loven var raceproblematikken meget klar. Medlem af Repræsentanternes Hus, Demokraten John Cochran, Montana, sagde han havde “modtaget utallige klager....om entreprenørvirksomhedsledere fra Syden der ansatte farvede mekanikere, og dermed fik arbejdsstyrken fra Syden ført til.”

Clayton Allgood, Demokrat, Alabama klagede: “Man har omtalt en entreprenør fra Alabama der tog til New York med underbetalte arbejdere....Denne entreprenør har billig farvet arbejdskraft som han transporterer , og lader dem bo i små skure, og det er den slags arbejde der ligger i konkurrence med de hvides arbejdsstyrke over hele landet.”

William Upshaw, Demokrat-Georgia, talte om “Superoverfloden eller rigeligheden af Neger arbejdere.”

American Federation of Labor Præsidenten  William Green sagade, "Farvet arbejdskraft benyttes til at demoralisere lønningerne.”

I årtier efter Davis-Bacon Loven var indført forsvandt de sorte arbejdere fra de regeringsbetalte eller regeringsstøttede byggeprojekter. Davis-Bacon virker sådan set stadig, og tragisk nok er nutidens sorte kongresmedlemmer der støtter deres fagforeningsallierede med til at stemme imod nogen bestræbelse for at modificere eller eliminere dens restriktioner. 

The National Industrial Recovery Lov fra 1933 og Fair Labor Standards Loven fra  1938 udvidede det antal af arbejdere der var dækket af minimumslønnen, med igen negative konsekvenser for de sortes beskæftigelse nu over et langt større spektrum af beskæftigelsesgrene.

Gode intentioner motiverer de fleste amerikanere til at støtte love der fastsætter minimumslønninger, men af hensyn til en medfølende offentlig politik burde man undersøge lovenes virkninger. Det kunne komme til udtryk ved at sætte sig i en arbejdsgiver sted og stille spørgsmålet:

“Hvis jeg skal betale 7,25 dollars i timen, og det uden hensyn, til hvem jeg ansætter, kan det så betale sig for mig at ansætte en arbejder der er så uheldig blot at have evner der gør ham i stand til at producere, lad os sige for 4 dollar i timen?”

De fleste arbejdsgivere ville anse det at ansætte sådan en arbejder som et tabsgivende forslag; derfor er minimumslønloven diskriminerende mod arbejderes med ringe uddannelse og evner ved at beskæftigelsesmuligheden indskrænkes væsentligt.

At være arbejdsløs har betydelige negative sociale konsekvenser, en af dem blev bemærket i 1960’erne af Senator Daniel Patrick Moynihan, der slog på alarmklokken for at advare mod forbindelsen mellem arbejdsløshed og de sorte familiers tilbagegang ved at sige, at mænd uden arbejde bliver mindre attraktive som ægteskabspartnere.

Mellem 1890 og 1940, var der en anelse højere procentdel af sorte der indgik ægteskab end blandt hvide. I dag er de sortes ægteskabsantal faldet signifikant, hvor 72% af sorte børn er født af ugifte mødre.  

  
Dr. Williams is a nationally syndicated columnist, former chairman of the economics department at George Mason University, and author of More Liberty Means Less Government    

http://www.humanevents.com/article.php?id=45868