Tanker om Ground Zero - 10 år senere

Hvad betyder det dog?          

Aaron Goldstein                     

Den 30. april, mens vi var på besøg i New York City, besluttede min far og jeg at besøge Ground Zero. Det var en lørdag eftermiddag der burde være lun, men det blæste meget, og min sweater var ikke nok til at klare opgaven. Køligheden der var et resultat var i selskab med en følelse af tomhed.

Selvom der er gjort fremskridt der på 1 World Trade Center var der stadig et gabende tomt hul, hvor WTC engang stod.

Det er værd at huske at Empire State Building blev bygget med næsten et års, ikke forsinkelse, men hurtigere end beregnet, og til lavere end budgettet der midt under Den Store Depression.

Trist nok er genopbygningen af WTC blevet til et uheldigt testamente for vor “det kan ikke lade sig gøre” bureaukratiske indstilling der har den virkning at vi kommer til at forekomme svage og ‘små’ overfor vores allierede og også vore fjender. Det hædrer heller ikke de som forsvandt den tirsdag formiddag.

Folkemængden ved Ground Zero var spredt og sparsom. Helt sikkert slet ikke som da jeg var der i juni 2003 med mine forældre og min storebror Ezra. Men som tiden går kommer også den uundgåelige glemsel. Begivenhederne er bare ikke så påtrængende og mennesker begiver sig i kast med andre ting. Færre kommer for at erfare det som skete.

Dog 36 timer efter far og jeg havde været der, var Ground Zero endnu engang fyldt med mennesker. Denne gang var pladsen fuld af eufori og opstemthed da man erfarede at Osama bin Laden var blevet dræbt af et hold af NAVY SEALS. Uheldigvis blev denne kollektive katarsis hurtigt fordømt at de ‘sludrende’ klasser der sagde at vi ikke burde fejre et medmenneskes død, som havde vi netop vundet Super Bowl.

Set ud fra den form for logik, da er det berømte kys mellem en mariner og en sygeplejerske på Times Square på V-dagen også at betragte som en upassende offentlig udstilling af glæde. Trods alt ville der ikke have været nogen sejr over Japan, om ikke de amerikanske styrker havde kastet a-bomberne over Hiroshima og Nagasaki. Alligevel havde folk dengang så megen sund fornuft, at de forstod at marineren og sygeplejersken ganske spontant fejrede at krigen var slut fremfor at de fejrede de civile døde japanere.

Selvfølgelig var patriotisme dengang ikke noget man skammede sig over.

Menneskene dér ved Ground Zero fejrede at retfærdigheden var sket fyldest. Dette såkaldte medmenneske som de ‘sludrende’ klasser ønskede vi skulle begræde døden af havde skrevet,

“Vi - med Allahs hjælp - beder enhver muslim der tror på Gud og ønsker at blive belønnet ved at følge Guds ordre om at dræbe amerikanerne og frarøve dem deres penge hvorsomhelst og nårsomhelst de finder dem.”  

De samme ‘sludrende’ klasser havde ingen indvending mod at give bin Laden en begravelse i overensstemmelse med Sharia over havet.. Men at rejse et kors til ære for de liv han tog,  og de vil anlægge sag. (læs denne artikel på synopsis)

Disse ‘sludrende’ klasser har heller ikke noget problem med at der bygges en moske nær Ground Zero, men har indvendinger mod genopbygningen af St. Nicholas Græsk ortodokse Kirke der blev ødelagt da Syd Tårnet kollapsede.

Selvfølgelig er tonen i denne diskurs sat af vor ‘Sludrende Chef.’ Helt sikkert gav præsident Obama ordren til at dræbe bin Laden. Men vi kan ikke konfrontere islamisk fundamentalistisk terrorisme, hvis vi ikke er i stand til at tale om hverken islamisk fundamentalisme eller terrorisme.

At kalde begivenhederne den 11. september 2001 “en menneskeskabt katastrofe” og de 19 flykaprere “voldelige ekstremister” beskriver ikke det som skete den dag og slet ikke, hvorfor det skete.

Amerika er muligvis ikke i krig med Islam, men en kritisk stor masse af muslimer er helt sikkert i krig med Amerika, og vil ikke ophøre med at føre krig mod Amerika blot, fordi bin Laden er død.

Til trods for præsident Obamas bestræbelser for at indlede en “ny begyndelse” med den muslimske verden, viser det sig at muslimerne foragter ham mere end George W. Bush. Det betyder nul og niks om USA’s præsident ser NASCAR eller læser Niebuhr. De er begge lige vantro.

Dette betyder, at vi kan forvente flere angreb fra de islamiske fundamentalister - dog muligvis ikke i samme størrelsesorden som det der fandt sted den 11.09.2001. Men så alligevel - hvor mange liv ville ikke være gået tabt på den travle lørdag aften om ikke den t-shirt sælger på Times Square havde lagt mærke til noget eller sagt noget?

Hvad siger det om os, at en bevæbnet mand der har visitkort med frasen “Allahs Soldat” kan råbe “Allahu Akbar!!!” mens han dræber 13 af sine kolleger og at hans religiøse motiver dog ikke nævnes i den officielle rapport? (Ford Hood massakren - synopsis info) Hvad fortæller det os om os selv som folk når midaldrende venstreorienterede kvinder bliver hyldet, fordi de forlod deres eget show da en mand af borgerlig observans sagde at “muslimer dræbte os den 11.09”?

Det fortæller os, at de meget let lader os skræmme, og de som let skræmmes er ikke tilbøjelige til at kæmpe imod.

Der gik ikke lang tid før Trey Parker og Matt Stone blev truet på livet af en muslimsk gruppe i Brooklyn over en episode i South Park der fremstillede Profeten Muhammad, og episoden blev trukket tilbage.

Da samme Parker og Stone skrev Mormons Bog faldt producerne alle over deres egne ben for at få lov til at opføre musicalen og den blev et hit på Broadway, og har vundet ni Tony Award. I det tilfælde var der ingen mormoner med maskinpistoler at bekymre sig om. Hvor er det let at lave satire over en religion, hvis tilhængere blot vender den anden kind til.

Det gavner os ikke særlig meget at huske på de som døde den 11.09.2001, medmindre vi husker på de som var ansvarlige for udførelsen af disse ondskabens gerninger og den religiøse ideologi der fik dem til det.

http://spectator.org/archives/2011/09/09/what-does-it-mean