Ilana Mercer
"Billeder der kommer til os fra Somalia er så rædselsvækkende at de ikke kan beskrives.” Og jeg mener ikke synet af den berømte journalist Anderson Cooper og hans CNN medhæng der befinder sig i nabolandet Kenya, og giver skylden, mod alle vidnesbyrd, for “den værste tørke i 60 år” som værende årsag til massehungersnøden i Somalia. Som BBC fortæller det har tørken kun ramt visse dele af Somalia, og videre, kun ‘siden juni måned.’”
Du må have et hjerte af sten hvis billederne af børn der sulter ikke får tårer frem i dine øjne.
Aidan Hartley fra the London Spectator beskriver disse døende uskyldige topmavede fraværende uskyldigheder som ‘skeletter med marsbeboerhoveder’ hvis udmarvede små kroppe er begyndt at tære på deres egne fedtdepoter og muskler. Mange, om ikke de fleste vil langsomt bukke under og deres organer vil svigte under voldsom smerte.
Oveni i ‘tørken’ - har Cooper og følge (sammen med andre halvhjerner) nævnt den plage som islamistgruppe al-Shabab, der hersker over befolkningen på en måde der ligner en reminiscens af Pol Pot’s Comabodia parret med Taliban.
Imidlertid omtaler Hartley, hvad Cooper ikke er i stand til at tage med - og hvad enhver blot rimeligt vidende journalist der skriver om Afrika ved: ‘krig forårsager hungersnød.’
I dette tilfælde blev intern krigsførelse igangsat ved udenlandsk militær intervention på foranledning af det makkerskab jeg, i min nye bog har døbt den ‘Anglo-American Axis of Evil’.
Washington og Westminster (og deres specialstyrker) udrustede en bande fra nabolandet Etiopien så denne kunne invadere det sydlige Somalia og besætte Mogadishu.
‘Formålet’ forklarer Hartley, ‘var at udstøde islamister der påstås at have forbindelse til al-Queda.’
Og så pyt være med, at ‘Under islamisterne, nød byen sin første periode med relativ fred siden Somalia kollapsede i borgerkrigen i 1991.
Sultkatastrofer på Afrikas Horn er noget Cooper bare ikke kan forstå, og slet ikke forklare for sine fans på Twitter. Modsat Cooper har Hartley ikke dækket over beviserne. Ligeså ‘farvet’ en journalist han er har Hartley imidlertid ikke magtet at se dybere ned i selve hjertekulen for det mørke som er Afrika.
“Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa” fylder dette hul ud...."
"Venstreorienterede arbejder under den romantiske falske forestilling, at virkningerne af årtusinder af kulturer der har været imod udvikling, som er selvødelæggende, fatalistisk, indavlet, befængt med overtro, ufatteligt grusomt, kan kureres ved en tilførsel af udenlandsk hjælp og ved at fjerne tyrannerne,” skriver jeg i bogen.
Imidlertid er "Afrika en kulmination af 'fiaskoen hos folket til at udvikle holdninger og institutioner der går ind for fred og fremskridt.'"
Hvad mener jeg? Det følgende er ordrette uddrag fra kapitlet med undertitlen
"Culture Counts" (pp. 171-175):
“Med racisme, diskrimination og kolonialisme, som ikke længere er nogen troværdige faktorer som ‘guddommeliggørere’ af underudvikling og tilbageståenhed, er der åbnet for et ‘forklarinsvakuum’ hos akademikerne, og det er blevet fyldt ud med henvisning til kulturen. Med andre ord, til ‘værdierne, holdningerne, troen, orienteringerne og de underliggende forudsætninger der har vundet fortrin blandt mennesker i et samfund.’
“Den forestilling at kultur er gavnligt og harmonisk, hvis den ikke forstyrres er et bedrag, argumenterer antropologen Robert B. Edgerton, der også tror at i Afrika er ‘de traditionelle kulturelle værdier selve roden til fattigdom, autoritarismen og uretfærdighede.’
Ved at tage kulturen med i betragtning, postulerer Harvard professor i økonomi, David Landes og forfatter til "'The Wealth and Poverty of Nations,' burde man kunne have forudset den økonomiske succes hos efterkrigstidens Japan og Tyskland.’
"Den meste kontroversielle filosofi om årsagerne til underudviklingen i Afrika er Daniel Etounga-Manguelle fra Cameroun. I 1999 overværede han et symposium om ‘Kulturværdier og Menneskelig Fremskridt’ på Harvard. Han har måttet begrave, og altså ikke hylde Kontinentets kulturer. I en avisartikel med titlen “Har Afrika brug for et Kultur justeringsprogram?’ udtalte Etounga-Manguelle sarkastisk og kontroversielt at ‘Afrikanerne arbejder for at leve, men lever ikke for at arbejde.’
"Endnu en af hans kontante bemærkninger: ‘Afrikanske samfund er som fodboldhold hvor, som et resultat af personlige rivaliseringer og mangel på holdånd, den ene spiller ikke vil aflevere bolden til den anden af frygt for at denne ville score et mål.’
Etounga-Manguelle henviste til det han opfatter som misundelsens kultur - den altfortærende misundelse der, i Rwanda 1994, forårsagede at visse afrikanere (hutuer) forsøgte at slå andre ihjel, de brødre (tutsier) der ofte forekom langt flttigere og kønnere.
“Som tidligere medlem af World Bank's Council of African Advisors, observerer Etounga-Manguelle at i Afrika, er “heksekunst og guddommeliggørelse’ integrerede dele af stats og lokalsamfundene. Afrikanerne tror ikke der kan opnås kontrol over det usikre gennem planlægning for fremtiden og beherskelse af naturen; gennem fornuft, gennem orden ved lovgivning, eller gennem teknologi. Snarere, da de i det store og hele er skæbnetroende og overtroiske vender de sig alt for ofte til magisk tænkning for at klare problemerne."
"Børn der beskyldes for at være hekse er et åg over hele Afrika i overensstemmelse med dette paradigme. Disse børn bliver beskyldt for enhver plage i samfundet. Høvdingeledere i Zimbabwe beskylder vrede forfædre for alt fra sult til inflation. Løsningen på den første ‘overnaturlige kraft’ hos børnene er brutalitet overfor de 'forheksede.' For at løse problemet med vrede forfædre brygges der øl, der slås på trommer og dyr slagtes.”
Som hovedregel bor afrikanere i hierarkiske samfund hvor ‘styrke står over loven,’ og hvor ‘den bedste måde at forandre et socialt system er at smide de ud som har magten.’ Mangelen på planlægning og en fremtidig forberedelse i afrikansk liv mener Etounga-Manguelle er den suspenderede fornemmelse for tid. Ærbødigheden for ‘øjeblikkets stærke mand’ siger han har sine rødder i den virkeligt alvorligt mente tro, at disse mænd besidder magiske kræfter.”
I "Into the Cannibal's Pot," slutter jeg mig tildels til tænkere som Etounga-Manguelle. Utvivlsomt ‘vinder magi over fornuften; fællesskabet over indvidet; fælles ejerskab over privat ejendomsret; styrke og tvang over rettigheder og ansvarligheder; omfordeling af velfærd over formåen.’ i Afrika.”
Menneskelig opførsel formes ved sine værdier. Imidlertid kritiserer jeg kulturargumentet for “ at gøre cirklen mulig, fremfor rum for en tilældig ‘elegance’: Mennesker gør de ting de gør, fordi de er som de er ,og har en historisk tradition for at gøre som de gør.”
Men “hvorfor har nogle mennesker skabt Konfuciansk og anglo-protestantisk etik - med deres fælles betoning af evner og forsinket tilfredsstillelse - mens andre har viet sig til islamiske og animistiske værdier, der betoner ensartetheden, konsensus og kontrol? Hvorfor er visse tankemønstre og handlinger først og fremmest blevet typisk for visse mennesker? En sådan forskning, konkluderer jeg, forbydes af Den Politiske Korrekhed.
Under alle omstændigheder så er det ikke dårlige ledere og dårlige vejrmønstre der lænker folk som tilbagestående. Ikke kun.
Mens byer i England brænder på grund af det “ulige borgerpotentiale” hos visse mennesker - James Burnhams måde at udtrykke det på - er det blevet krystalklart at værdierne og den kulturelle indflydelse som folk (og folkeslag) har med sig ikke kan knipses bort med fingrene og forsvinde som noget grimt hår i næsen.
Read more: Where magic wins out over reason http://www.wnd.com/index.php?pageId=332473#ixzz1Ut5eu8Pe
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar