Joel Richardson
For adskillige år siden begyndte jeg offentligt at fastslå, at verden ville blive vidne til fremkomsten af et Neo-Osmannisk Kalifat. Med det Islamiske Parti i Tyrkiet som vinder af endnu en storsejr i et valg, er det nu et passende tidspunkt til at genoptage emnet.
Det første Vesten skal forstå vedrørende konceptet Kalifatet er det er er noget af en mangesidet affære for muslimerne. For den muslimske socialist er det gennem konceptet Kalifatet at et socialistisk utopi vil blive en realitet. For den moderate muslim, er det i ideen om Kalifatet at et tolerant Muslimsk Imperium vil fremstå. For den radikale muslim er Kalifatet virkemidlet, hvormed Islam vil stå frem til overherredømme på jorden. Pointen er at drømmen og Kalifatets genkomst er en vidtrækkende vision og helt sikkert ikke kun begrænset til de radikale.
Det osmanniske Kalifat der faldt 1924
Det andet Vesten skal affinde sig med er den 'jordskælvslignende' forandring der fornylig har fundet sted i Mellemøsten, begyndende i 2003 i Tyrkiet.
Men lad os først se på den gamle orden i regionen. Denne gamle orden var at Mellemøsten hovedsageligt var opdelt mellem den arabiske blok og den iranske blok.
Forestil dig en tilfældig arabisk sunni muslim (sunnier udgøre 85-90% af muslimerne) der længe har ønsket at se en forening af den islamiske verden under et Kalifat. I længselen efter nogen der skal stå frem og lede den islamiske verden, vender sunni-muslimen først blikket mod lederne af den arabiske blok (Saudiarabien, Jordan og Egypten). På den ene side ser han klart, at de begge er sunni og arabere. Men de er også enten korrupte monarkier eller diktatoriske autokrater der på håbløs vis har kompromitteret sig gennem deres relationer med Israel og/eller United States.
For gennemsnitsmuslimen er disse nationer under ledelse af MANK (muslimer af navn kun). Frustreret retter denne muslim sin opmærksom mod Iran. På den ene side betragtes iranerne som værende modige, dristige og selvsikre. De peger fingre af Israel, United States og enhver der er dem imod. Dette beundres, men der er stadig det der gabende sekteriske skel. Med andre ord, de er Shia, og derfor er de i al væsentlighed frafaldne. Uden noget håb lader denne sunni-muslim et dybt suk lyde og beder til Allah om at der snart vil oprejses en ægte muslimske leder der er i stand til at genoplive Islams tidligere storhed og ære.
Således var den gamle orden i Mellemøsten i de sidste 30 år.
Men pludselig er alt dette begyndt at ændre sig. Gennem fremkomsten af det Tyrkiske AK Parti i de sidste mange år, har Mellemøsten erfaret et politisk skifte af skelsættende proportioner.
Lad os kort opsummere hvad premierminister Erdogans Islamist Parti har opnået på blot nogle få år. For det første var de i stand til at opnå kontrol over såvel præsidentembedet som premierministerembedet. De opnåede også et stort flertal i Parlamentet. Efter valgsejren i juni 2011 er de klar til at vedtage en lov der giver dem myndighed til i bogstavelig forstand at omskrive Den Tyrkiske Forfatning. Dette vil give dem langt større kontrol over såvel det dømmende såvel som det militære, de enheder der historisk set har tjent som de største modpoler mod en islamisk magtovertagelse af regeringen. Ikke overraskende så har AK Partiet gennem to kunstigt skabte konspirationer på effektiv vis 'halshugget' den verdslige ledelse af det tyrkiske militær ved at arrestere næsten 200 topmilitære embedsmænd.
Fremfor et militærkup for at fjerne Islamist Partiet så har det islamiske AK Parti med succes overtaget militæret. Det med en mesterlig succes.
Erdogan som ubetinget leder
Erdogan har også fyldt domstolene med sine egne dommere. Over 70% af politiet er også islamister. Og endelig er islamisterne gået i kødet på medierne. Erdogans søn leder nu et medie, mens et andet selskab blev idømt en bøde på 2,3 millioner dollars. Der er flere journalister i fængsel i Tyrkiet end i nogen anden nation i verden. en
Nu er vi ved afslutningen af en fuldkommen udført plan med det formål at smide Tyrkiets verdslige Kemalist system bort, og gøre klar til at føre islamister endeligt til magten. I demokratiets navn, har islamisterne fået væltet det som engang var en lysende stjerne af håb for Mellemøsten. Og bag det hele er arkitekten, Premierminister Erdogan, der engang udlagde, "Demokrati er som en sporvogn. Du benytter den til hvor du gerne vil hen, og så står du af."
I dag har Tyrkiet en økonomi der trives sammen med den største hær i regionen. Og selvfølgelig er det kun Tyrkiet der har en påviselig beretning om at beherske Mellemøsten. Sæt dig nu i sunni-muslimens sted. Ingen af disse kendsgerninger overses af de som har været på udkig efter en levedygtig islamistisk stærk hest man kunne slutte sig til. Og det er præcis af denne grund af Erdogan nu er den mest populære leder i regionen. De stjernefikserede islamister i den muslimske verden har øjnene solidt rettet mod håbets Tyrkiet. (læs denne artikel: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/06/spil-pa-den-strke-hest-i-mellemsten.html
Endelig er det helt væsentligt at forstå den tyrkiske islamistiske metodologi. Siden 9/11 har Ankara været meget villig efter at fremstille sig som den mest naturligt modvægt til al-Quida og den globale radikale islamisme. I det sidste årti, har tyrkerne søgt at følge metodologien fra verdens mest magtfulde islamistiske gruppe Fethullah Gülen Bevægelsen, som premierminister og præsident Gul begge er elever af. Målet for Gülen Bevægelsen er ret enkelt. De ønsker at blive støttet.
Gennem brugen af medier har de med succes fået sat etiketten 'fremholdere af religiøs tolerance på' sig. Mens radikale grupper som al-Quida har benyttet terror for at nå deres mål med et Kalifat, har tyrkisk Islam ført sig frem ved at præsentere sig som en særlig skræddersyet til at vinde en hjertelig godkendelse af Vesten. Men deres ultimative mål er dog det samme: Foreningen af den islamiske verden, genoplivelse af Kalifatet. Og til dato er vi faldet pladask for deres snedige plan.
Tyrkiets mål med indflydelse på regionen er gået fremad bevidst og med rolige fremskridt. For 7 år siden, var det kun denne skribent, og få andre der advarede om realiteterne. Og når vi kom med vore antagelser blev vi forhånet. 7 år fra nu, og vi kan alle se tilbage og spørge os selv, hvordan vi dog kunne være så blinde, og ikke have set det komme lang tid inden.
Joel Richardson is the author of "Islamic Antichrist," published by WND Books, and is the co-author with Walid Shoebat of "God's War on Terror." His blog is www.Joelstrumpet.com.
Read more: The coming Turkish-led caliphate http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=306481#ixzz1ODlCr9iBDet kommende tyrkiske kalifat
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar