Afsløringen af Martin Luther King’s mindesmærket - nu den 16. oktober - bringer alle kontroverserne ved hans korstog frem, og også den store politiske omvæltning der gjorde 1968 til et malerisk vendepunkt i det afsluttede - og i måske hele det 20. århundrede.
Denne journalist trådte ind i heksekedlen der er det politiske Washington 1. februar det år. TET offensiven - set som et vendepunkt i Vietnamkrigen - var begyndt den foregående dag. Det var meningen jeg skulle gå i gang med arbejdet før jeg havde et kontor og før min familie kunne flytte ind i det lejede hus og vi kunne få børnene indskrevet i skole.
Dette var en afgørende tid. Pyt være med at TET var en U.S. Militær sejr. Den var ikke desto mindre et propagandanederlag. Endnu engang blev bedraget virkeligheden. Det kommunistiske anslag var rettet mod militære og civile styringer og kontrolcentre i Sydvietnam og mod dets allierede (læs United States)
Formålet - fra Nordvietnams side (med støtte fra Sovjetunionen og Det Røde Kina) var at igangsætte en større opstand blandt befolkningen således at krigen kunne afsluttes med et enkelt angreb, og dermed en sejr for ‘mørkets’ kræfter.
Fjendens bestræbelse var en gennemført fiasko. Men de amerikanske tabstal blev støt større og herhjemme var de som var med i gadeoptøjer - nogle af dem fik deres energi fra landets fjender, andre var blot komplet naive - djævleblændt forhippet på at smadre alt de kunne få øje på for at give udtryk for den nationale krigstræthedsstemning.
Dette var en krig der kunne få en præsident til at falde, som Lyndon Johnson fortalte sin stab, at hvis han havde tabt Uncle Walter’s (Cronkite) tillid (læs denne artikel på synopsis) ville han have tabt Amerika. Men det var ikke kun “Uncle Walter” fjernsynets mest tillidsvækkende mand i Amerika. Den kommentator der blev lyttet mest til på radio, Paul Harvey -der i lang tid havde sagt at vi havde brug for at ‘køre frem - eller parkere’ i Vietnam - for så endeligt at konkludere, at det var på tide at ‘parkere’.
Race adskillelse!
Så var der raceoptøjerne. Det meste af Washington syntes som at gå op i flammer der kunne ses milevidt fra byen, da mordet på Martin Luther King igangsatte vold i gaderne. Optøjer var selvfølgelig nationale. Et kongresmedlem fra en grænsestat fortalte mig om nogle vælgere der frygtede for deres liv og drog ud på motorvejen.
I hvilken udstrækning gennemtrænger kontroversen der omgiver King også i dag hans historiske rolle som en borgerrettighedsleder? Såvel Præsident John F. Kennedy og dennes bror Robert, der var justistminister, advarede King om at mindst to af hans mest betroede rådgivere, Stanley D. Levison og Jack “Hunter Pitts” O’Dell var medlemmer af Kommunistpartiet. Levison havde ifølge FBI skrevet en af Kings store taler og havde rådgivet ham om organiseringen af hans organisation, om administrative procedurer og i skattesager. Carthe “Deke” De Loach, FBI chefen J. Edgar Hoovers højre mand, ville senere beskrive hele denne histore for mig i et radiointerview i 1995 om hans bog Hoover’s FBI. Til hjælp for hukommelsen så anså O’Dell at der var en Kommunistisk sammensværgelsesom var påbegyndt så tidligt som 1955.
Tidligt i 68, da RFK førte kampagne som præsident, anklagede Demokraternes hovedkandidat Gene McCarthy ham for at have aflyttet Kings’ hotelværelse. Kennedy gav skylden videre til Hoover, hvorved chefen - en nidkær tilhænger af en CIA form for ledelse - producerede et memo fra Bobby der gav ham lov til at aflytte.
Her følger en af de ting der ikke kan understreges kraftigt nok: FBI aflyttede Martin Luther King, dog ikke for at grave snavs frem om hans ‘heftige’ sexliv - skønt båndene afslørede et hidtil ukendt ‘hjørne’ af hans hans aktivitet der virkelig var saftig. Snarere var intentionen at sikre information vedrørende typerne Levison og O’Dell - medlemmer af en Sovjetbetalt organisation - og hvordan de havde indflydelse på en ‘korsfarer’ der blev tilbedt at millioner af amerikanere af alle racer. Det var helt relevant for FBI’s ansvarsområde.
Hvad er så Kings arv?
Når en mand der stadig er så udbredt beundret at regeringen og Dow Jones holder lukket en dag om året til minde om ham, hvad skal vi så gøre ved monumentet til hans ære? Vil afsløringen den 16. oktober være en lejlighed til at anerkende såvel triumferne som fejltagelserne? Eller vil vi - mere sanddsynligt - endnu engang hellere se på en ‘renset’ historie?
Endnu et stykke brænde er blevet smidt på bålet af Caroline Kennedy - datter af John F. og Jackie Kennedy. I sin bog, Jacqueline Kennedy: Historic Conversations on Life with John F. Kennedy, skriver Caroline at hendes mor og far var fuldt klar over King’s hemmelige liv og forbindelser. Hun citerer Jackie som værende gennemført frastødt og henviser til borgerrettighedsforkæmperen som “en fupmager.” Senere bånd med King viser at han gjorde nar af JFK’s begravelse.
Uanset hvad man kan sige om Kennedy brødrene - John og Robert - så var de blandt en hastigt forsvindende gruppe - de troværdige anti-kommunistiske Demokrater. (Se mere om dette i undersøgende journalist Cliff Kincaid's "King, Kennedy, and Communism" — AIM Column, Sept. 16, 2011.)
De venstreorienterede medier behandler selvfølgelig Carolines bog, ved enten at lyve om den, sukre den ind i pæne ord, eller ignorere den.
Konservative mediekilder slutter sig enten af frygt til denne “vi kan ikke se noget galt” tilsløring; eller er delt ved at medgive at King førte sit folk ud af Jim Crow (godt) lovene, men derpå førte han dem til en marxisitisk lignende afhængighed af staten (dårligt): eller fremlægger kendsgerninger så disse kan tale for sig selv.
(Historikeren Alvin Felzenberg beklager at i 1850 døde Præsident Zachary Taylor i embedet før han var i stand til at færdiggøre en plan med at bringe tilstrækkeligt med stater ind i en union for at få afsluttet slaveriet på fredelig vis, uden en “Civil War,” uden nogen påtvunget “rekonstruktion” som ville give en modreaktion, og sandsynligvis uden nogen Jim Crow undtagelser der ville kunne give udgangspunkter for dagsorden drevne korstog mod fremtidige generationer.
Og den (voldsomme) tendens fortsætter!
1968 var det år da George McGovern stod foran National Press Club sent i augsut - da optøjerne flåede i byerne fra kyst til kyst - for at erklære at alle krav om lov og orden var “tomhjernede.”
Blot nogle få dage senere, i året med optøjer der red Det Demokratiske National Konvent i Chicago som en mare - ironisk nok mens Senator Abe Ribicoff gav en støttetale for McGovern der havde taget kappen på sig, af det som var tilbage af kampagnen af den nu myrdede Robert Kennedy.
Mens uromagerne huserede udenfor Konventsalen, blev Ribicoff indendørs kritiseret af Chicago politiet der forsøgte at slå optøjerne ned i offentlighedens interesse, selvom det i visse kvarterer blev bedømt tom “tomhjernet.” Ribicoffs hetz mod polititet fik en rasende Chicago borgmester Richard J. Daley til at stille sig frem og råbe etniske behageligheder mod Connecticut senatoren.
Tilbage til Washington!
Endnu før 1968 var gået holdt , the House Committee on Un-American Activities (snart omdøbt til the House Committee on Internal Security), høringer om Chicago optøjerne. Den offentlige høring i december afslørede at komiteen som værende gennemført professionel og faktaorienteret, som jeg for lang tid siden har fastslået ved gennemlæsning af mange af dens rapporter og udskrifter af høringerne i årenes løb.
Der i høringslokalerne afslørede Amerikas fjender, og de som undskyldte for dem, deres forudsigelige inderste væsen, typer som David Dellinger og Rennie Davis råbte fra publikum af Kongresmedlemmerne, især Formanden Richard Ichord (Demokrat - Montana). Skønt afbryderne åbenbart håbede at opildne til den slags vold der havde været kendetegnet ved Komiteens høringer i San Francisco tilbage i 1960’erne så lykkedes det dem ikke. Capitol Politiet var forberedt.
Komiteen ville senere udgive en rapport der gav skylden for Chicago optøjerne til Kommunisterne og voldelige gruppe der ikke havde forsøgt at skjule deres ønske om at styrte regeringen.
I tilbageblik!
I årtierne efter 1968 ville Sovjet truslen vokse indtil den endelig blev bragt til en nåderig afslutning i 1991. I mellemtiden ville the House Committee bliver afløst af en ‘hoved i busken’ efter Watergate Kongres der (imidlertid) ikke var i stand til at afvise kendsgerninger som så stædigt vedblev at dukke op, til trods for de blev ignoreret: Vi havde stadig en fjende, hvis navn sjældent blev nævnt offentligt.
En præsident advarede faktisk om den “overdrevne trussel fra Kommunismen.” En anden præsident så intet “overdrevent” i at sætte identitet på “Ondskabens Imperium.” Havde vi fastholdt en vedvarende fokus på den kendsgerning da ville Sovjetunionen være faldet år før det faktisk gjorde.
1968 var virkelig et skelsættende år. Men ikke til det bedre.
http://www.renewamerica.com/columns/vernon/110919
Denne artikel er anbefalelsesværdig: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/08/martin-luther-king-som-helgen-eller.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar