Vigtigheden af Kultur
Det er kultur der skaber økonomier, og ikke omvendt.
Jeg besøgte første gang Grækenland for 50 år siden, på tommelfingeren med en skolekammerat fra England, i søgen efter den glorværdige verden hos Homer, Platon og Thucydides.
. 
Selvfølgelig fandt vi ikke den verden. Men vi fandt noget næsten ligeså interessant, det var et sted hvor kirken og de gejstlige dominerede livet på landet, hvor landsbyerne var selvopretholdende samfund, hvor lokale helgener nød deres festivaler og hvor de game danse stadig blev danset på markedspladsen, mænd i grupper, og kvinder i grupper, iklædt de kostumer der overlevede Osmannertiden, og en genopførelse af det gamle kønsdrama med ægteskabet som dets evige løsning.
Det var et land der endnu manglede at gå ind i den moderne verden. Dets livsrytme var landsbyens, gæld og pligter var lokale, og hvor solen, søvn og ro, styrede dagen.
Det var komplet ubegribeligt for en ung anglo-saksisk besøgende at sådant et land kunne bedømmes ud fra samme termer som Tyskland eller Frankrig, eller at det kunne spille en rimelig rolle i en økonomi som skulle inkludere alle tre lande som lige partnere.
På et tidspunkt løb jeg tør for penge og stillede mig i køen til et hospital i Athen, hvor man kunne give blod og få udbetalt nogle drakmer. Lægen på vagt gik hastigt hen for at byde den høje rød-hårede unge mand velkommen og afviste de to små mænd der stod foran mig, idet han bedømte deres blod som nytteløst. Navnene på mine mindre succesrige rivaler var Heracles og Dionysus. Det var den eneste tegn der blev givet mig under dette første besøg om at disse mennesker var efterkommere af grækerne som vor civilisation skylder så meget.
Jeg har ikke noget ønske om at komme tilbage til Grækenland, idet jeg frygter hvad turisterne og ejendomsspekulanterne har gjort ved landet. Men jeg ved at uanset forandringerne er det ikke til at fatte at Grækenland skulle have udviklet sig på samme måde og i samme rytme som Frankrig eller Tyskland.
Selvfølgelig er landet blevet moderniseret. Vejene er blevet bygget og byerne er blevet større. Turisthandelen har nærmest udryddet den venlige imødekommenhed i landsbyerne. Tilfældige seksuelle forhold er indtrådt - noget senere end 1963, som er det tidpsunkt Philip Larkin så bekendt daterede det til, men ikke desto mindre med de samme ødelæggende virkninger på ægteskab og familieliv. Ingen tvivl om at folkesangenes gamle levevis er blevet glemt og ingen tvivl om at de multinationale mærkevarer har smidt deres logoer på butiksfacaderne over hele landet. Men helt sikkert er kulturen med lokal forpligtelse blevet den samme. Helt sikkert betragter folk stadig afslappethed som mere vigtigt end arbejde, og gæld som mindre vigtigt, jo længere borte kreditor befinder sig i disse netværk af menneskelige relationer.
Hvis du ikke ved dette fra besøg i Grækenland, da kunne du med lethed lære det ved at læse
Kazantzakis, Ritzos, Seferis, eller nogen anden af forfatterne der fremstod i det store øjeblik med litterær opblomstring efter Osmanner Rigets kollaps. Du kunne endog få det gennem Louis de Bernières og Kaptajn Corelli's Mandolin. Enhver med øjnene åbne og sit hjerte på rette plads ville vide, at Grækenbland er et produkt af en særlig kultur, og at denne kultur, uanset, hvordan den udvikler sig, altid vil bringe landet tilbage i sit eget tempo og retning.
Alligevel kendte arkitekterne bag EUROEN ikke til dette. Hvis de havde gjort ville de også have vidst at virkningen af at indføre en enkelt valuta på Grækenland og Tyskland ville være at opmuntre grækerne til at overføre sin gæld til Tyskland efter den forståelse, at jo længere borte kreditor befinder sig des mindre forpligtelse til at betale. De ville have vidst, at den græske politiske klasse kan benytte ‘kongelig’ gæld til at betale familie, venner og bekendte, og til at købe sig de stemmer der skulle til for at blive ved magten, - for det er jo det den politiske klasse gør.
De ville have anerkendt at love, forpligtelser og suverænitet ikke har helt samme betydning i Middelhavsområdet som de har i Baltikum, og at i et samfund der har været vant til en kleptokratisk regering er den nemmeste vej ud af en økonomisk krise - devaluering - med andre ord at stjæle lige meget fra alle.
Hvorfor vidste arkitekterne bag EUROEN ikke dette? Svaret skal findes dybt i det Europæiske Projekt.
For det var et projekt med en skjult dagsorden og den dagsorden var at ødelægge, og samtidig benægte de nationale realiteter. Og da nationerne er bærere af kultur, betød dette en benægtelse af kulturgrundlagene.
Kulturelle kendsgerninger var simpelthen ubegribeligt for Eurokraterne. Ved at tillade sig selv at fornemme kulturen, se det ville svare til at anerkende at deres projekt var helt umuligt. Dette ville ikke have så stor betydning, hvis de havde haft et andet projekt der kunne erstatte det. Men - som alle radikale projekter - blev EU undfanget uden en plan B.
Derfor er det skæbnebestemt til at kollapse og i følget på dets kollaps vil det trække vort kontinent med sig.
En gigantisk pøl af forstillelse er akkumuleret i projektets centrum mens den politiske klasse kæmper i spredt uorden i yderkanterne, i et forsøg på at afværge de konstante anslag mod virkeligheden. Men denne forstillelsens pøl er et betændt sår i selve hjertets centrum, og en dag vil det briste og oversømme os alle med sit pus.
Således skal vi altså lade som om, at de forskelle, som man har kunnet betragte så længe, mellem det Protestantiske Nord og det Katolske og Ortodokse Syd, ingen økonomisk betydning har. Som en kulturel kendsgerning skulle det være uden betydning, ikke desto mindre var det Webers forsøg på at gøre det til en central økonomisk historie.
Max Weber
Romerske og de Osmanniske lovlige traditioner, mellem lande hvor loven er sikker og fast og dommerne ikke er korrupte, og stederne hvor loven kun er det sidste sted man søger til i et system med bestikkelse - alle disse forskelle skulle altså bare glemmes, ses bort fra.
Tid og arbejdstempo og balancen mellem arbejde og fritid, der er centralt i ethvert samfund, da det jo definerer sin tilknytning til tid, skulle ignoreres, ellers regelsættes ved et nytteløst edikt fra centrum. Og alt skulle bringes på ‘lige linje’ af disse frygtindgydende domstole - Den Europæiske Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - hvis uvalgte dommere aldrig kommer til at betale omkostningerne ved deres afgørelser, og hvis dagsorden med “ikke-diskrimination” og “altid-tættere-union” er designet til at udslette sporene af de lokale troskaber, den familiebaserede moral, og livsmådernes rødder.
Ikke som nogen overraskende kan det være, at når man opbygger et imperium på så omfattende formodninger, drømme, da bliver dette imperium meget hurtigt ustabilt. 
Det var Marx der argumenterede for at fundamentet for social orden, og motoren i social forandring ligger dybt i de økonomiske strukturer, og at kultur blot er et sideprodukt - sammenbringningen af institutioner og ideologier - der stammer fra de økonomiske fundamenter og holder dem på plads. Således er det Marx vi først og fremmest skylder de første og katastrofale forsøg på at organisere samfundet alene på økonomiske principper, og til at formode at kulturen ville passe sig selv.
Faktisk er det kultur der skaber økonomierne og ikke omvendt, og hvis der er noget bevis på dette skal vi blot betragte resultatet af Det Marxistiske Eksperiment.
Endnu bedre så kunne vi se på de succesrige økonomier i den moderne verden - den amerikanske for eksempel - og bemærke i hvilken udstrækning den har været afhængig af respekt for love, og de sociale omgangsformers interaktion.
For at analysere alle trådene, der er blevet vævet sammen for at skabe den amerikanske kapacitet for længere-varende økonomisk redelighed, da skal man spore sig tilbage til dette lands grundlæggelse og længere bagud. Man skulle tage Protstantismen i betragtning, fornuftens lov, traditionerne ved private universiteter og uddannnelsessteder, og de små ‘delinger’ i et samfund af frivillige. Man skal forstå selve pionerånden, de dybe troskaber overfor lokalsamfundet, og den kulturellle raceblanding der gav jazz, gav Hollywood og gav Broadway musicals.
Selvfølgelig deler jeg den tro som mange konservative amerikanere har om, at denne kultur er gået tabt, og at Amerika virkelig har tage sig nogle skæbnesvangre skridt i den europæiske retning. Men denne forandring er i sig selv blevet på det kulturelle niveau. Hvis den var overladt til sig selv ville den amerikanske økonomi ikke have opbygget de i sandhed fantastiske gældsposter som er blevet ophobet af den elendige administration som Bush og Obama igangsatte og fortsætter.
I begge tilfælde har kulturelle faktorer drevet lederskabet til at lade landet være gidsel for ideologiske målsætninger.
Og det samme er sandt for Europa. Det var ikke økonomierne, men kulturen der fik barslet EUROEN - en kultur af en herskende klasse i krig med Europas folk, et klasse der ønsker at etablere en trans-national regering, uanset omkostningerne, og ønskede at udslette ethvert spor af nationale tilhørsforhold.
Ved at ødelægge disse gamle valutaer som Europas folk havde kunnet ladet deres særegenskaber udtrykke sig ved, håbede den eruopæiske elite at tage et afgørende skridt hen mod målet om UNIONEN.
I stedet har man begravet kontinentet i nye gældsbyrder, nye krænkelser, og en lurende katastrofe, der ikke blev forudset udelukkende fordi man regnede det som en umulighed.
Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar