Anslaget mod mad fra myndighederne

Anslaget mod maden

Hvem skal bestemme hvad du må spise: Dig selv - eller regeringen?  

 

JOHN STOSSEL

Rent instinktivt er vi opmærksomme på giftige ting. Hvis vor forfædre ikke havde passet gevaldigt på med, hvad de puttede i munden, så ville de ikke have overlevet længe nok til at vi kunne komme i eksistens.

Uheldigvis er en bivirkning af den forsigtighed, at når nogen hævder at nogen kemikalier - eller madingredienser, såsom fedt - er en plage, så har vi tilbøjelighed til at tro det. Det gør det let for regeringen at træde til og så spille rollen som beskytter.

Men for hver undersøgelse der siger at X er skadeligt for dig, så er der en anden undersøgelse der er uenig. Hvordan kan en lægmand så komme til en beslutning? Jeg plejede at tage forbrugeraktivisternes udtalelser for gode varer. Jamen, for pokker de ønsker jo at redde verden, mens industrien ønsker at blive rig. Nu er jeg blevet klogere. Aktivisterne ønsker også penge -- og berømmelse. For mægling er det tendensen at vende sig til regeringen - undtaget det .....at regeringens videnskabsforskere har også deres konflikter.

Hvem bliver en der regulerer udover folk der ønsker at regulere? Nogle kommer fra aktivistgrupperne der hader industrien. Nogle kommer fra industrien, og ønsker at konvertere deres arbejde for regeringen til et højere afkast for industrien. Nogle ønsker blot opmærksomhed, ved at ved at sige “X vil slå dig ihjel,” så får de mere opmærksomhed end ved at sige at X muligvis er sikkert.

Jeg foreslår ikke at vi ignorerer eksperterne og æder som svin. Men det videnskabelige spørgsmål burde ikke overskygge det grundlæggende problem. Hvem skal bestemme, hvad du kan spise: Dig selv? Eller Staten? Skal regeringen bestemme hvad vi må spise, og skal regeringen bestemme hvor vi må bo eller hvor langt vort hår må være? ‘Fødevarepolitiet’ påstår de blot ønsker at hjælpe os til at foretage informerede valg. Men det er ikke alt de ønsker at gøre. De forsøger at få regeringen til at tvinge os til at foretage sunde valg.

Det moralske spørgsmål om tvang versus overtalelse kan anvendes selvom alle de progressives ideer om ernæring er korrekte. Selvom jeg ville have det bedre ved ikke at spise fedt og salt, så ville det ikke retfærdiggøre, at restauranter stopper med at servere de ting for mig. Enten lever vi i et frit samfund eller også gør vi ikke.

Det er ikke nogen tilfældighed, at presset for mere regulering af fødevarerne kommer på et tidspunkt da Kongressen er som besat at de stigende omkostninger til sundhedsplejen. Når regeringen betaler for din sundhedsomsorg, så vil den uundgåeligt blive trukket ind i reguleringen af dit personlige liv. Først så lover politikerne at betale. Derpå så foreslår de at kontrollere dig.

Hvor stopper alt dette? Hvis vi skal kontrollere diæten for at få regeringens budget i balance, vil sundhedsenheden så som det næste forbyde drageflyvning, og sex uden for ægteskabet? Hvad med endnu en omgang Forbudstiden? (alkoholforbudet i USA i 1920-40’erne.)

Regeringen tiltrækker de ‘som vil gøre godt’ og nævenyttige der tror som Mark Twain udtrykte det, “Intet behøver mere at blive lavet om end andre menneskers vaner.” Eller som Twains åndelige efterkommer H.L.Mencken sagde om puritanismen, regeringens sundhedsembedsmænd, der synes at have “en skrækindjagende frygt for at nogen, et eller andet sted,  kunne være lykkelig.”

Ofte slår ‘Fødevarpolitiet’ på en uskyldig holdning, idet de hævder at de jo blot ønsker at give folk information. Jovist information er udmærket. Men den er ikke gratis. Tvungne kalorietabeller på restauranter koster penge. De omkostninger overføres til forbrugerne og den endeløse parade af kalorietællinger og advarselsskilte gør os immune overfor de mere vigtige advarsler - som “Denne kaffe er skoldhed.”

Det er ikke sådan at information om madvarer ikke allerede er tilgængelige. Sundheds og diæthjemmesider er der en overflod af. Taleshows diskuterer som ren rutine bøger om diæt og ernæring. TV-diætguruer er berømtheder. Det er altså nok. Vi har informationen. Vi har ikke brug for tvang fra regeringen.

Lad markedet for diætforslag blomstre. Lad den ene påstand stå mod den anden, men lad os ikke lade regeringen lægge sin tunge tommeltot på den ene side af vægtskålen.

Formodningen bag så meget af regeringens politik vedrørende fødevarer (og så meget andet) er at alt godt skal opmuntres til gennem lovgivning, og alt dårligt skal gøres ikke attraktivt.

Men da alt uden for diskussion er både gavnligt eller skadeligt, så er dette en formel for totalitarisme.

Thomas Hobbe formodede at en almægtig regering var nødvendig for at beskytte os fra vold. Han kaldte den Leviathan. Men han forestillede sig aldrig at Leviathan skulle planlægge vore middage. 
 
 John Stossel is a longtime award-winning broadcast journalist who hosts "Stossel" on the Fox Business Network. His newest book is "No, They Can't: Why Government Fails, but Individuals Succeed." To find out more about John Stossel, visit the Creators Syndicate webpage.

http://www.wnd.com/2012/04/the-assault-on-food/