Ateisters trøst ved Sandy Hook

Ateistens svar til Sandy Hook efterladte

Dennis Prager

Den intellektuelle og følelsesmæssige tomhed i ateismens hjerte

I sidste uge offentliggjorde New York Times en leder der tilbød ateismens svar på den onde/tragedie, hvori 20 børn og seks voksne blev myrdet ved Sandy Hook grundskolen i Connecticut.

Det som foranledigede Susan Jacoby at skrive artiklen var en kollega, der fortalte hende at ateismen “intet har at tilbyde når mennesker lider.”

Hun skrev derpå artiklen, “Ateismens Velsignelser” (“Den er her og det er Nu!” skriger underoverskriften), for at bevise at hendes kollega tager fejl ved at tilbyde en ateists trøstende alternativ til religionens trøstende tro på et liv efter dette. Ateister kan ikke tro at der er nogen tilværelse udover dette liv. Men Jacoby insisterer på at ateister dog godt kan give trøst til mennesker der mister deres elskede såsom forældrene til de myrdede børn ved Sandy Hook.

Det er ikke for ikke at vise respekt for denne velansete skribent, at jeg mener at hendes artikel giver en af de fineste illustrationer på den intellektuelle og følelsesmæssige tomhed der i bund og grund ligger i ateismen. Jacobys artikel bekræfter faktisk hendes kollegas vurdering.

Sørgende for ofrene ved Sandy Hook.

Jacoby kommer med et citat af Rober Green Ingersoll, der døde i 1899. Ingersoll var, skriver Jacoby,

“en af sin generations bedste oratorikere, og var personificeringen af medfølelse og rationalitet. Han blev kaldt “Den Store Agnostiker”.....han afgav også ofte verdslige mindeord ved begravelser og tilbød trøstende ord som han helt klart betragtede som en vigtig del af hans mission. I 1882, ved graven for en vens barn erklærede han: “De som står her med knuste hjerter rundt om denne lille grav, behøver ikke at frygte. Den større og noblere tro i alt dette er, og det skal det være, at fortælle os at døden, selv når den er værst, kun er den fuldkomne hvile ...De døde lider ikke.”  

Jeg læste dette citat mindst et halvt dusin gange, overbevist om at der var noget der manglede i sit trøstende budskab. Men desværre var der ingen trøst.

“De døde lider ikke,” er ateismens trøst til de myrdede børns forældre? Jo, denne holdning kan give en form for trøst - skønt intet i sammenligning med bekræftelse af et liv efter dette - for de som mister en elsket der har lidt af en fortærende sygdom. Men den er ikke og absolut ingen trøst til forældrene ved Sandy Hook, faktisk så (ubevidst) fornærmer den dem: Led disse børn før deres liv blev taget? Ville de have lidt hvis livet var fortsat? Ydermere er det forældrene der lider, så den kendsgerning af deres barn ikke lider mens de ligger i graven er helt uden relevans.

Og mest vedkommende for vort emne så tilbyder dette ateistiske budskab overhovedet ingen trøst, når det sammenlignes med det religiøse budskab om, at vi mennesker ikke blot er materie, men besidder evige sjæle.

Skønt jeg intellektuelt er overbevist om at kun en Intelligens (dvs. Gud) kunne have skabt intelligens, så forstår jeg ateismen.

Enhver der betragter det forfærdende antal af uretfærdig menneskelig lidelse forstår ateisterne. Men selv ateisterne - ja i særlig grad netop ateisterne, da de hævder, at ulig de troende, de kun vil lade sig ledes af fornuft og intellekt - skal være intellektuelt ærlige. De ville skulle anerkende at, når det drejer sig om trøst, så er der ingen sammenligning mellem, “Den døde lider ikke, og “Dit barn lever videre og du vil blive forenet med hende.”

Det vi kan betragte er en intellektuel uvilje eller en psykologisk manglende evne fra Susan Jacoby og så at sige alle de ateistiske aktivister (herunder New York Times, der fremhævede, og ikke kun offentliggjorde hendes klumme) til at lade sig konfrontere med konsekvenserne af deres ateisme. Hvis de gjorde det, da ville de skulle sige noget i denne retning til de myrdede børn ved Sandy Hooks forældre:

“Som ateister har vi ingen medfølelse med Jer. Og vi lover at arbejde for mere våbenkontrol. Men sandheden er, at vi faktisk ikke har noget som helst trøstende at sige til Jer, fordi vi er ateister der anerkender at mennesket ikke er andet end materie, ikke spor anderledes end alle andre materier i uinverset, udover vi besidder selvbevidsthed. Derfor, når vi dør, ja så er det det. Ydermere vil næsten enhver af os, i universets tidsspand, herunder dit barn blive fuldstændig glemt, som om vi aldrig har været her. Livet er tilfældigt, og farligt. Din fødsel og eksistens er en tilfældighed. Og du vil aldrig se dit barn igen.”

En ateist med sine meningers mod ville have skrevet det. Men New York Times ville så ikke have udgivet det.

Det den omtalte klumme udvirkede for mig var at jeg blelv genbekræftet i denne indsigt fra Bibelen. “At frygte Herren er begyndelsen til kundskab, de dumme ringeagter visdom og belæring.“

Ingen Gud, ingen visdom (se blot dit lokale universitet). Helt sikkert ingen trøst.

— Dennis Prager is a nationally syndicated radio talk-show host and columnist. His most recent book is Still the Best Hope: Why the World Needs American Values to Triumph. He is the founder of PragerUniversity and may be contacted at dennisprager.com.

http://www.nationalreview.com/articles/337673/atheist-response-sandy-hook-dennis-prager