Kuturalfonseri udstillet ved Obamas indsættelse

Kultur alfonseri -

           
Ilana Mercer                                     
       

Markedet har ingen indflydelse på kvaliteten af kunst eller popkultur - markedet tilbyder ikke meget mere end et snapshot af de billioner af underliggende præferencer som forbrugerne handler ud fra. Snapshottet i 2013 fortæller os, at når det drejer sig om “Brød og Cirkus” da svælgede Rom og dets provinser i den samme lumre popkultur.

Forresten er det at bedømme kvaliteten af et kulturprodukt ikke at nedgøre de præferencer der ligger til baggrund hos de mennesker der køber det. Det er blot for at anvende tidløse objektive standarder i vurderingen af disse produkter.

Den meste tydelige udstilling kan ses ved vor Øverstkommanderendes årlige White House Correspondents’ Association Dinner. Der samles nogle af de mest prætentiøse, værdiløse mennesker i landet - indenfor politik, journalistik, og underholdning - for at svælge i deres evne til at bønfalde og smiske sig til tjenester hos hinanden, sædvanligvis til skade for folket, om så folket er klar over det eller ej.

Når det drejer sig om underholdning står folket og eliten på samme skrøbelige tømmerflåde - de fleste af de musikere, hvis produkter de støtter og køber, eller dem de omgås som brødre, kan ikke læse musik, og meget mindre spille musik.

“Grammy og Academy Award vinder” Jennifer Hudson, til hvis primalskrig præsidenten og førstedamen forsøgte at danse til, synger ikke; hun Skriiiger. Stemmeeksperter betragtede engang Hudson brandet som en “vokal mislyd” i total mangel på teknik og talent. Men “hvorfor dog være musiker, når du kan få succes alligevel?” En sådan kakofoni spiller nu for tiden for fulde huse. Det tjener til Førsteparrets ros, at de forsøgte at sløve larmen med nogle bløde dansebevægelser.

“Vi ved alle Beyoncé kan synge,” kom så svaret fra de som stod bag indsættelseshøjtideligheden til rygterne om at den ‘syngende sensation’ benyttede playback og mimik til “The Star Spangled Banner.” Beyoncé er endnu en ‘kunstner’ der adskiller sig fra en obskøn rumpeklaskende/gniden rutine og et skær af uharmonisk, skræmmende klynkeri.

Vi ved ikke helt definitivt om Beyoncé bevægede munden til en forudindspillet version af nationalsangen, men ligesom småbørn der hamrer løs på et piano, er nationen optaget af sagen.

Dette ved vi: Som en studiemusiker har forklaret mig, at hvis det ikke havde været for magien i Auto-Tune, så ville hele forestillingen ved Indsættelsen og Ballet være reduceret til flovt grynteri, disharmonisk skrigen og ubehagelig sang som i badeværelset. Auto-Tune er “indspilningsteknikkens Hellige Gral.” Auto-Tune retter ethvert intonationsproblem i stemmer eller solo instumenter uden forvrængning.

Auto-Tune teknologien er det som gør forfængelige bugtalere som Kate Perry og Glee til det de er.

Flere ‘lyde’ der omsluttede luften var de fra Alicia Keys der hamrede løs på pianotangenterne. “Obama’s on Fire, Obama’s on Fire,” sang den smiskende Ms. Keys igen og igen i en ikke eksisterende melodi. Traditionen med en sanghyldest eller et stammehyldestdigt eksisterer stadig i Afrika. Men stammepoeten, ulig Keys, er dog en fremragende udøvende kunstner. Jeg ved det, for jeg har set ham i mit hjemland Sydafrika skildre den afrikanske savannes skønhed - endog skabe liv i næsten ‘hensygnende’ ledere med fortryllende ord og bevægelser.

For at synge godt skal der et godt, stemt, instrument og musikalitet til. Et eksempel på et sådan instrument er Carly Simon’s stemme i denne live optræde af  “That’s The Way I Always Heard It Should Be – 1972.” Hendes stemme er medrivende og rigt nuanceret. Teksten, ja man skal både have forstand på litteratur og være positiv kreativ for at skrive en så medrivende tekst.

Som en modsætning til ‘angrebet’ på høreevnen der fremmes i det nuværende Hvide Hus så lyt engang til operagruppen “Seven” der synger nationalsangen ved Republican National Convention in Tampa, Fla., Aug. 30, 2012.

Imidlertid er Nationalhymnen - de ord som blev skrevet kort efter Slaget mod Briterne ved Fort McHenry den 14. september 1814 - ikke så meget en modsætning til grimheden ved indsættelses-soireen.

Derfor er her lyden af “Seven” der synger “Joyful, Joyful We Adore Thee,” til Ludwig van Beethoven’s “Ode to Joy.” Enjoy! (Denne gengivelse har kun givet 173 YouTube besøg.)

Jeg vil langt hellere lytte til mislydene i 12 tone musik end sidde og skulle udholde den gryntende, med præg af mavesmerter skrigen, der udledes af nutidens performere.

Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com.

Read more at http://www.wnd.com/2013/01/pimping-the-culture/#Plw6u5iT52kTr8Ts.99

Order lIana Mercer’s brilliant polemical work, “Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa”