Israels hr. Sparsommelighed

Israel’s Hr. Sparsommelighed

Dov Yosef var en af statens fædre, men hans upopulære økonomiske kur gjorde ham til en udstødt    

Liel Leibovitz|

I sidste uge satte en privat forhandler af historiske dokumenter en samling notesbøger til salg online. De indeholder værdifulde og tidligere usete fragmenter af Israels tidlige historie: Noter fra et kabinetsmøde i 1964, hvori David Ben-Gurion overraskende gav meddelelse om at han trak sig som Israels premierminister, samlinger fra Uafhængighedskrigen, og skarpe reflektioner om landets noget tornebesatte forhold med forskellige amerikanske administrationer.                    

At disse ‘juveler’ endte på eBay fremfor i et eller andet officielt arkiv fortæller dig alt det du har                                    

                                                                                                                       

brug for at vide om deres forfatter, Dov Yosef, den mest tilsvinede, og sandsynligvis den mest uerstattelige af Den Jødiske Stats grundlæggende ‘fædre.’

Født som Bernard Joseph i Montreal, Canada i 1899, var Yosef alt det som hans Zionist tilhængere ikke var. Mens Ben-Gurion og andre, pakkede og flyttede i kibbutz for at leve af og for landet, gik Yosef på McGill University. De skrev lidenskabeligt om socialismen og om at smide borgerskabets lænker; han fik en doktorgrad i jura.

Da 1. Verdenskrig brød ud, tog Yosef pause fra studierne og sluttede sig til de amerikanske frivillige i British Army’s Jødiske Regiment, og kæmpede for at befri Palæstina for Osmannernes styre.

Med tiden slog han sig ned i Jerusalem, og opnåede ry som en af de skrappeste advokater i byen. Som sådan var han respekteret og nødvendig, men aldrig beundret. Det var en mønster der skulle følge ham hele hans liv.

Da krigen brød ud i 1948 og Jerusalem blev belejret blev Yosef udnævnt til byens Generalguvernør. Det var ikke nogen hæderværdig stilling. Med forsyninger der var meget små, og sulten der blev værre og værre måtte han finde på et system for rationering af mad, benzin og andre nødvendigheder.

Det var lige en opgave for Yosef. Som den gennemførte advokat han var, var han samtidig omhyggelig, holdt fokus og elskede at dykke ned i at få en myriade af minutiøse detaljer til at blive til et stort, indviklet, dog fungerende system. Ingen af hans ‘undersåtter var alt for glade for Yosefs restriktioner, men han overvandt dette og nægtede at forlade sin post efter hans datter var blevet dræbt mens hun afværgede egyptiske styrker i Negev.  

Fredstiden gav kun løfter om en smule lempelse. Med tusinder af nye indvandrede der oversvømmede den spæde nye nation var Israels økonomi spændt til bristepunktet og nær kollaps.

Ben Gurion der troede på centralt planlagte økonomiske tiltag ønskede et styre der ville holde på så meget af Israels overskud på udlandshandel som muligt og efterfølgende give hver borger det som skulle til for livets opretholdelse. Han udpegede Yosef som sin Minister for Rationering og Forsyninger og betroede ham opgaven at sætte nationen på diæt.

Yosef’s plan, kendt som Tzena, eller sparsommelighed fik debut i maj 1949. I bund og grund var der et tal - 1600, antallet af kalorier som Yosef, efter at have rådført sig med en hoben eksperter mente hver israeler havde brug for dagligt. Med dette mål i tanke blev der iværksat en omhyggelig infrastruktur: Borgerne blev tildelt en lokal købmandsbutik som deres eneste akkrediterede forsyner af rationerne og man fik et lille hæfte med kuponer, uden hvilke intet køb var tilladt. Dette betød at Yousef nu bestemte hvad enhver kunne, og ikke kunne spise; i sommeren 1949 var for eksempel hans daglige måltidsration 6 gram nudler, 14 gram ris, 3 gram kokosmel, nogle skiver brød og en håndfuld korn. (det lyder som meget lidt, artiklen nævner 0,2 ounces nudler, 0.50 ounces ris og 0,25 ounce kokosmel. -så regn selv efter, fed blev man ikke af den ration - synopsis-olsen) og en håndfuld havre. 

 

Indbyggere i Tel Aviv i kø foran deres tildelte butik.

 

For at imødegå Yosefs noget magre menu udviklede ressourcerige israelere snart et indviklet undergrundsmarked, hvor luksus som fersk kød, eller et dusin æg kunne købes for en høj pris. Hele hans handlingsprogram var i fare for at falde. Yosef greb ind ved at indføre tiltag til at gennemtvinge hans edikter, kaldet Stab til Bekæmpelse af Det Sorte Marked.

Hundreder af ‘sparsommeligheds’ inspektører blev udsendt til markedspladser, købmandsbutikker og andre steder for at sikre at ingen konsumerede mere end deres andel. I foråret 1950 gav Ben Gurion, Yosef flere bemyndigelser ved at gå med til at rationere ikke kun livsnødvendigheder, men også tøj, sko, gryder, pander, møbler og mange andre varer.

Dov Yosef, 1961. (Wikimedia Commons)

Yosef var allerede upopulær, men blev nu foragtet. Det var nemt for israelerne at foragte ham: Lille og korpulent, med en fremtrædende næse, buskede øjenbryn og en kraftig moustache, lignede han så absolut ikke det israelske ideal med den solbrændte og muskuløse sabra.

For hans vælgere var han altid - Angloen - udlændingen, den gnavne firkant, hvis barske regler sugede livet ud af den berømte israelske improvisationskultur.

Snart kom der vittigheder om Dov Yosef, selvom munterheden ofte var intet mere end slet skjulte bitre udfald. En populær joke gik for eksempel på at Yosef var kommet hjem til frokost en dag blot for at finde en skål af noget koldt og hvidt på bordet. Uden at tøve løfter han skeen til munden og tilfreds med smagen fortsætter han med at slubre skålens indhold i sig. “Hvad er dette?” spørger Yosef sin hustru mens han indtager det sidste; hun svarer at det er yogurt, det eneste hun kunne få i butikken den morgen. “Yogurt!” udbryder ministeren, “det er jo lækkert! Jeg skal sørge for det allerede i morgen bliver forbudt.”

Tzena holdt ved i cirka fire år. På højdepunket, mellem 1949 og 1951 mere end fordobledes Israels befolkningstal, hvor mange af de nyligt ankomne immigranter levede i yderste fattigdom i blikskure eller i telte. Yosef sparsommelighedstiltag var nærmest livsvigtige for at kunne give dem alle føde.

Yosef blev belønnet for alle sine bestræbelser med nogle få flere kabinetsposter, de fleste af dem uden stor betydning, men offentlighedens billede af ham blev ved med at forfølge ham. Yosef blev udelukket af sit parti og udelukket fra politik. Han tilbragte de sidste 15 år af sit liv på at se sine mere populære samtidige gå på pension i pantheonet af tidlige Zionist ‘helgener’ som blev studeret af lærde og husket på mønter og pengesedler.

I dag 33 efter hans død forbliver han helt uretmæssigt i mørket.

Det er yderst sandsynligt at Yosef ikke selv ville have godkendt at bruge 150000 dollars på at erhverve hans notesbøger, men vi lever ikke længere i Tzena dagene. Enhver med nogle få shekels til overs og en passion for jødisk historie kunne næppe gør noget bedre, end at sikre at Yousefs journaler kan være tilgængelige for forskere og at hans eftermæle bevares.

***

Like this article? Sign up for our Daily Digest to get Tablet Magazine’s new content in your inbox each morning.

                           

Liel Leibovitz is a senior writer for Tablet Magazine.