Fra Lima til La Paz - to skæbner to systemer
Jaime Daremblum
Peru
og Bolivia er naboer i Andesområdet der længe har været forbundet med
fattigdom, narkosmugling, etniske spændinger og politisk uro. Begge
oplevede hyperinflation i 1980’erne, og i begge land trak præsidenterne
sig i det nye årtusind. Begge lande har også betydelige
mineralforekomster, hvilket giver dem et stort økonomisk potentiale. Dog
i de senere år er deres veje gået radikal i hver sin retning. Kort sagt: Peru er blevet mere som Chile, mens Bolivia er blevet mere som Chavez.
Det
peruvianske forretningsmiljø er i stigende grad blevet åbent overfor
private investeringer, mens det i Bolivia er blevet langt mere
fjendtligt indstillet. Peru har styrket sit demokrat, mens Bolivia er
gået mod populistisk autokrati. Resultat: Peru anses nu som en stjerne
på vej frem blandt udviklingsøkonomierne mens Bolivia betragtes som et
mini-Venezuela.
President Ollanta Humala Tasso, Peru
I Verdensbankens 2012 Ease of Doing Business Index,
ligger Peru som nummer to lige efter Chile blandt de latinamerikanske
og caribiske nationer, i det store billede på plads 41, men Bolivia
ligger så lavt som nummer 153 og i samme kategori som diktaturlandene
Iran, Tatjikistan, Algeriet, Gambia og Burkina Faso. De eneste
latinamerikanske og caribiske lande der ligger lavere end Bolivia er
Surinam, Haiti og Venezuela.
Igen
er det vigtigt at huske at Bolivia er velsignet med enorme
naturressourcer, herunder kæmpe naturgasresserver. Men rigelige
ressourcer giver ikke automatisk favorable forhold for investeringer. I sin 2012 undersøgelse
af den politiske risiko i 25 af verdens førende minedriftslande
placerer konsulentfirmaet Samuel Dolbear, Bolivia som det næstmest
risikofyldte land for investering i minedrift - lavere end Kazakstan og
det krigsplagede Den Demokratiske Republik Congo. Kun Rusland er lavere
placeret. Peru er til sammenligning placeret (sammen med Ghana) som det
niende-sikreste sted og landets samlede score er mere end dobbelt så
stort som Bolivia, for ikke at nævne 20% større end Argentina.
Perus
styrke, som den vises af Samuel Dolbear og Verdensbankens
undersøgelser, kan i det store og hele knyttes sammen med en
stabiliserende frimarkeds-økonomisk politik som præsident Alejandro
Toledo (2001-06), og Alan Garcia (2006-11) har antaget.
Takket været deres indsatser har det land som engang var hærget af
hyperinflation og kroniske økonomiske katastrofer nu en lav inflation og
et sundt bankvæsen. Landets økonomi voksede til kinesiske dimensioner i
2007 (8,9%) og 2008 (9,8%), og fastholdt den positive vækst (0,9%)
under den globale finansielle krise i 2009, og kom derpå med fuld fart
tilbage til 8,9% vækst i 2010.
Januar 2010 erklærede Christian Science Monitor, “Peru
er modnet politisk til det punkt, hvor analytikerne - og investorerne -
er begyndt at tale om endnu et regionalt kraftværk der stiller sig på
Brasiliens side.”
Som journalisten med Peru som fagområde, Simeon Tegel påpeger,
“Ingen anden Latinamerikansk eller caribisk økonomi voksede mere end
Perus i tiåret til 2011, med en gennemsnitlig årlig øgning i BNP på
cirka 5,75%.” Væksten i Peru gik ned til 6,9% i 2011, og det forventes
for 2012 at blive 5,5% - men det vil stadig være den hurtigst voksende
vækst i regionen ifølge International Monetary Fund.
Ikke
kun har den økonomiske vækst være glohed, den har ført til store
fordele for den fattige peruvianer sammen en følelse af at landet
virkeligt dybdegående sociale problemer nu endelig kan “ordnes.”
“Der er sket noget usædvanligt i Peru,” skriver
den mexikanske forfatter Enrique Krauze idet han bemærker at den totale
nationale fattigdom er faldet fra 53% til 31% i det sidste tiår. “Vi er
Kina som miniature,” fortalte den peruvianske intellektuelle Alfredo
Barnechea Krauze.
Når
nu den asiatiske gigant nævnes så har det land været meget vigtig for
Perus vækstfremgang. Kina modtager nu cirka 15% af al eksport fra Peru
og er landets største handelspartner. Kina og Peru underskrev en
frihandelsaftale (FTA) i 2009, og bilateral handel er øget med 46% i de tolv måneder efter FTA gik i gang. Under det første kvartal af 2012 er Perus eksport til Kina øget med 17% i forhold til samme periode for et år siden. Mens Kina har gjort Peru til et meget rigere land, har Kina også gjort Peru mere sårbar overfor
en kinesisk nedgang i økonomien. Dog har Peru det dog stadigt
grundlæggende bedre, og nyder større stabilitet end i mange, mange år.
Juan Evo Morales Ayma, præsident Bolivia
Det samme kan ikke siges om Bolivia, der i den seneste World Economic Forum Global Competitiveness Index rangerer som
nummer 136 (ud af 142 lande og territorier) i området
markedseffektivitet og nummer 140 for arbejdsmarkedseffektivitet. Landet
forbliver den fattigste nation i Sydamerika, skønt det ikke forhindrer præsident Evo Morales, en Hugo Chavez discipel, fra at købe et præsidentfly til 39 millioner dollars og en kinesisk satellit til 300 millioner dollars. Siden 2006, året hvor Morales fik embedet er Bolivias placering på Heritage Foundation/Wall Street Journal Index of Economic Freedom faldet fra nummer 67 til nummer 146. Peru er placeret som nummer 42 i 2012 index, gået frem fra plads 63 i 2006.
En
af de større økonomiske beslutninger Morales tog i 2006 var at
nationalisere Bolivias naturgas-industri. Resultatet var sørgeligt
forudsigeligt. “Vi har faldende reserver,” fortalte præsidenten for
Bolivias energisektor, Financial Tmes i august 2010. “Dette skyldes ikke
geologiske årsager, men fordi der ikke har været nogen investeringer af
betydning i de sidste 5 år.” Faktisk, trods landets store naturrigdomme er Bolivia blevet nettoimportør af energi.
Er
Bolivia (10 millioner mennesker) et meget mindre land end Peru (29
millioner)? Jovist. Lider det under ikke at have adgang til havet,
hvorimod Peru har en kystlinje på knap 2500 kilometer ud til
Stillehavet? Helt sikkert. Men deres forskelle i muligheder er
hovedsageligt et resultat af den fundamentalt anderledes kvalitet af
politikken i Lima og La Paz.
Morales
har regeret ved at gå i Chavez plovfure. Hans peruvianske modpart
præsident Ollanta Humala, engang en radikal, der kom til posten i juli
2011, har således regeret som sine to forgængere, Garcia og Toledo, der
begge var frimarkedstilhængere. Humala indser nu at Chavez modellen er
vejen til økonomisk og politisk ruin. Hvis dog blot Morales ville tage
denne lære til sig.
Jamie Daremblum
http://pjmedia.com/blog/from-lima-to-la-paz/?singlepage=true
Ingen kommentarer:
Send en kommentar