En fortælling om to lande - Cuba -Colombia

En fortælling om to Lande

           
Jaime Daremblum
                           

Den 14. april 2012 samledes embedsmænd fra Latinamerika i Colombia til det Sjette Topmøde for Americas. Men regionens ældste diktatur vil ikke være repræsenteret, til Washingtons fryd og til skuffelse for  Hugo Chávez.

Colombias præsident Juan Manuel Santos inviterede ikke Cuba til topmødet, med begrundelsen mangel på “konsensus” blandt de øvrige lande, skønt han dog mødtes med Raúl Castro måneden før i Havana og sagde at “vi værdsætter virkelig (Castros) ønske om at deltage i mødet.” Santos har arbejdet hårdt for at forbedre de bilaterale forbindelser med de venstreorienterede regimer i nabolandene Venezuela og Ecuador, samtidig med opretholdelsen af varme forbindelser med USA, og som sådan var beslutningen om Cuba noget ømfindtlig. Til sidst lykkedes det ham dog at foretage det rigtige valg uden at det gav anledning til for megen diplomatisk bøvl fra Chavez blokken.

 

Juan Manuel Santos, Colombia.

Colombia og Cuba markerer hver for sig en årsdag. For 10 år siden stod begge lande ved en korsvej. Den sydamerikanske nation afholdt et præsidentvalg midt i en voldsbølge fra  narkostyrede Marxistiske rebeller og paramilitære. Den cubanske dissident Oswaldo Payá fik global hæder for sit Varela Projekt, en foranstaltning med det formål at fremtvinge ægte demokratisk forandring i den kommunistiske forfatning. ( Ekstra info: Payá døde i en omdiskuteret, mystisk trafikulykke juli 2012). 

 

Oswaldo Payá

10 år efter er Colombia en forvandlet nation - “en dynamo for velstand,” med ordene af journalisten Mac Margolis - mens Cuba stadig ledes af et brutalt diktatur, der har forkastet politisk liberalisering er nu på desperat vis forsøger at humpe sig igennem en økonomisk krise. Hvis nu Colombia faktisk symbolieserer de enorme fremskridt Latinamerika har gjort i det nye årtusind så forbliver Cuba et stædig relikvie for regionens autokratiske, fattige fortid.

Man er ganske vist ikke medlem af BRIC klubben (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), men Colombia har været inkluderet i den såkaldte CIVETS blog (Colombia, Indonesien, Vietnam, Egypten, Tyrkiet, Sydafrika) endnu en gruppe af fremstormende markedsorienterede lande med stort økonomisk potentiale.            

               

Joachim Bamrud, ordførende direktør for Latin Trade Group har sagt, at “Colombia vil være en stjerne i mange flere år,” og bemærket at det “tilbyder et langt mere gnidningsfrit iværksættermiljø” end Brasilien.

Verdensbanken rapporterer om at Colombia nu har en af de tre “mest virksomhedsvenlige regulative miljøer,” i Latinamerika og Karibien. Under præsidenterne Uribe (2002-2010) og Santos har der været bemærkelsesværdige fald i volden, skønt vi burde anerkende at Colombia stadig lider af store sikkerhedsproblemer. (Brookings analytikeren Michael O’Hanlon argumenterer helt korrekt for at USA burde forøge sin militære assistance til Bogota).

Mens Colombia er blevet forvandlet har den cubanske regering strammet sit greb om afvigere, trods Payás bedste bestræbelser. Hans Varela Projekt udsprang af fra Artikel 88 i 1976 Kommunistiske Forfatning, der tillader borgere at foreslå love, hvis de kan indsamle mindt 10000 underskrifter fra godkendte vælgere. Payá sikrede mere end 10000 støtter til sin demokratiske-reform anmodning, og maj 2002 præsenterede han det for Cubas National Forsamling.

Blot nogle få dage senere diskuterede Jimmy Carter Varela Projektet under et besøg på Cuba, og  EU Parlamentet hædrede efterfølgende Payá med sin Sakharov Pris for Tankens Frihed.

Uheldigvis havde Castroregimet brygget sin egen fup “anmodning” sammen og lavet et tillæg til forfatningen for at genbekræfte den jernbeslåede forpligtelse overfor Kommunismen.

Derpå tidligt 2003, igangsatte regeringen en massiv operation, med fængslinger af dusinvis af menneskerettighedsaktivister, herunder mange allierede med Payá.

Da Pave Benedixt XVI rejste til Cuba så han et land, hvis politiske system og økonomi forekommer at være i en tidslomme. Før sin ankomst blev mange demokratifortalere fængslet, hvis de organiserede offentlige protester. Den cubanske dissident Guillermo Farinas, vinder af Sakharov Prisen i 2010 kaldte det “en bølge af undertrykkelse.” (Efter Benedict forlod øen, blev de fængslede aktivister løsladt.) Samtidig med at Benedict opfordrede Havana til at indføre større politiske friheder, svarede en cubansk embedsmand igen ved at fortælle journalisterne, “Vi opdaterer vore økonomiske model, men vi taler ikke om politisk reform.        

                                     

To hædersmænd? Læs denne om Castros gennemførte hykleri.                     

   

Den cubanske økonomiske model har fået en del omtale ved Raul Castros mindre reformer, der har udvidet muligheder for cubanske iværksættere, og givet forskellige andre bittesmå skridt frem mod et blomstrende privat initiativ. Dog i 2012 Heritage Foundation/Wall Street Journal Index of Economic Freedom, rangerer Cuba som nummer 177 ud af 179 lande, og man scorede sidstepladsen for “frihed til investering,” og “ejendomsrettigheder.”

Det er kun Nordkorea der ligger lavere i “frihed for virksomheder,” “finansiel frihed,” og “arbejds frihed.” Sandheden, som Yale historikeren Carlos Eire skrev sidste år, er at Castros reformer er “et desperat, latterligt forsøg på at dække over undertrykkelse, og fastholde den nuværende status quo.”

I løbet af det sidste årti har Colombia vist Latinamerika - og verden - hvordan ægte forandring er ud. Som kontrast har Castro efterladt det cubanske økonomisk system i bund og grund intakt. Med hensyn til frie og retfærdige valg, lader regimet ikke længere som om det bevæger sig i den rigtige retning. Faktisk kan det se ud til, 10 år efter Payá kom med sin pro-demokratiske anmodning til Nationalforsamlingen at Cuba er længere borte fra politisk frihed end nogensinde.

                                              

Jaime Daremblum, who served as Costa Rica’s ambassador to the United States from 1998 to 2004, is director of the Center for Latin American Studies at the Hudson Institute.

http://pjmedia.com/blog/a-tale-of-two-countries/?singlepage=true