Gøre hvad? Spørg Lady Houston
Hal G.P. Colebatch
Mange
forfattere har til fulde dokumenteret den islamistiske trussel, men når
det drejer sig om at give et svar på den, så leder de efter ord.
Siden
9/11 har den muslimske jihad mod Vesten ført til et antal fremragende
bøger der i detaljer beskriver Vestens byrde. og også i detaljer
dokumenterer hvad der foregår. Jeg inkluderer ikke kun den muslimske
kolonisering af Europa, men også angrebene på kristne samfund i Afrika,
Asien og de få kristen der er tilbage i Mellemøsten.
Imidlertid lider de værker jeg har læst, og nogle af dem er virkelig fremragende skriverier og forskning, af den samme svaghed.
Når
de i de afsluttende kapitler går fra i detaljer at beskrive den bitre
fremgang for Islam på det ene kontinent efter det andet, vigtigheden af
et liberalt demokrati for at stå den imod, og til hvad der faktisk bør
gøres ved det så bliver deres ofte knivskarpe prosa til nogle afdæmpede
platheder og talemåder.
Det
er umuligt at give forfatterne skylden for dette. For det første står
Vesten over for en fjende man ikke før har kendt til, en fjende der især
er rigtig dygtig til at benytte Vestens institutioner af liberalt
demokrati og de pacifistiske tendenser i Kristendommen til deres egen
fordel.
Ydermere
har fjenden ikke nogen genkendelig militær struktur. Den har ingen
overkommando, hvis fejl kan udnyttes, ingen befolkningskoncentrationer
der kan bombes.
Mod
indsatsen for at islamisere verden har bomber i Afghanistan aldrig
været meget andet end spild af tid og ressourcer for at skabe en
illusion om at der er et formål med indsatsen og dermed skære nogle få
hoveder af en Hydra.
At
dræbe Osama bin Ladan skadede ikke islamisk jihadisme, som det i 2.
Verdenskrig ville have skadet den tyske nationalsocialisme af få Hitler
slået ihjel.
Der er ingen mulighed for at nogen islamisk Gorbachev kunne træde frem,
der enten kunne eller ville få afsluttet jihad. terrormaskinen
Krigen
i Afghanistan har været nytteløs fra begyndelsen, hvis dens hensigt var
at besejre international terrorisme. Boko Haram der dræber kristne i
Afrika i Allahs navn har sandsynligvis aldrig hørt om Afghanistan. At
tabe eller vinde i nærheden af Khyber Passet vil ikke udgøre nogen
forskel for de arbejdsløse muslimske “unge” i slumkvarterer i Frankrig
(og ikke kun i Frankrig), der betragter Vestens civilisation med afsky
og foragt.
Vi
har de bedste flådestyrker og luftvåben i verden, der i praksis er
nytteløse mod en fjende der intet har. Ydermere er det at gå ind for
nogen form for sammenligneligt modangreb ikke kun uforeneligt med vore
civiliserede værdier, men sandsynligvis ulovligt.
Jeg erkender, at jeg mere eller mindre gør det som jeg kritiserer andre for: Tumler rundt efter et svar. Det er den første krig. hvor vor side har sendt vor egen propaganda mod os selv. Tingene
har nået et stadie, hvor selv en kulturel genvækkelse af patriotismen
(en, men kun en af, de væsentlige ting der skal til, og det mere for
Europa end for USA) ville muligvis skulle bruge en form for censur,
eller regeringsindflydelse i medierne der kunne svare til f.eks.
anti-ryge-kampagnen.
Blot
at nævne systematisk diskrimination er at begive sig ud på farlig
politiske grund, skønt det at nævne det som en mulighed endnu ikke er
ulovligt, i hvert fald de fleste steder og så skal man endda træde
varsomt.
At
betragte den enorme muslimske kolonisering i Storbritannien, og andre
steder herunder den gradvise accept af Sharia Lov, polygami og tvungne
ægteskaber skal uundgåeligt føre til, man må udtænke metoder til at ‘udtørre’ det islamiske ocean hvori jihadist fiskene svømmer.
Når
der er store distrikter i byer i Vesten hvor ikke-muslimer ikke har
adgang, og hvorfra ikke-muslimske beboere og forretninger systematisk er
blevet drevet ud efter de har været der i århundreder, så kan det
forekomme naturligt, at en eller anden reaktion er nødvendig.
“En
eller anden reaktion” så er jeg der igen. Det bedste jeg kan tilbyde er
med de svagest mulige ord. Det fænomen er et produkt af en konflikt,
måske enkeltstående i menneskehedens historie, hvor det kun er den ene
side der har lov til at udøve agression - eller blot svare igen.
De
“advarende” bøger og artikler jeg har læst konkluderer med
observationen om at 9/11, bomberne i Spaniens tog, bomberne i Londons
busser, natklubben på Bali, Fort Hood massakren, Benghazi massakren og
alle andre steder, var “Et Vågn Nu Op Signal.” Det var de ikke.
Selv 9/11 gjorde ikke meget mere end at provokere til et par anslag i den forkerte retning. Drabet på bin Laden var tilfredsstillende og han fortjente det, dog havde det intet at gøre med den større strategiske mål, såsom at rydde Taliban ud i Afghanistan.
Uden
at ville underbetone tapperheden, pligtfølelsen og oprigtigheden hos de
som var med til det (mine stærkeste følelse overfor de som dræbte ham
er - misundelse), så
havde hele ‘øvelsen’ en duft af overtro over sig, som om at det at
udslette et symbol var det samme som at udslette en virkelighed. Hvilken
forskel har det egentlig gjort ved den islamiske kolonisering af Afrika
eller Vesten?
En
af mine favoritkarakterer i historien er Fanny Radmall, en korpige fra
London født i slummen, der giftede sig med en rig mand og blev Lady Houston.
Mens
de store statsmænd i demokratierne var forvirrede og splittede over
totalitarismens fremhersken i Europa og de ‘strålende’ intellektuelle
underskrev bønforskrifter for Fred, betalte hun af egen lomme en
fantastisk stor sum penge for udviklingen af det fly der førte direkte frem til Spitfire-jagerflyet.
For
mig er det en historien med en fabelagtig kvalitet over sig. Man kunne
sige: Hvis det dog blot var så enkelt i dag. Og mennesker, som Lady
Houston, der instinktivt vidste hvad det rigtige var at gøre, og gjorde
det, er sjældne i enhver tidsalder.
Hal G.P. Colebatch’s “Immram,” Counterstrike, is being published by Australian publisher Imaginites.
http://spectator.org/archives/2013/01/09/so-what-to-do-ask-lady-houston
Ekstra info:
Det
var Lady “Poppy” Fannie Lucy Houston der reddede Spitfiren fra at være
blevet skrinlagt ni år før slaget om Storbritannien. Hun gav 100000
pund, et kæmpebeløb dengang for at holde forskningen i gang med
forgængeren til Spitfire -Supermarine S6, et hurtigt en motors fly - da
Ramsay MacDonalds regering havde ophørt med at betale under Den Store
Depression i 1931.
Tydeligt at se - det var forløberen for Spitfire
Ingen kommentarer:
Send en kommentar