US Navy - en skygge af sig selv!

Udhulingen af U.S. Navy                                                                           

Herbert London  

Fra det tidspunkt Alfred Haman skrev sit klassiske værk om flådestyrken fra begyndelsen af det 20. århundrede og til nu, har denne nation med tilknytning til to verdenshave sat sin tillid til styrken på havet for at beskytte sit hjemlige territorium og sine interesser udenlands. Faktisk var det selvindlysende at formode at den hegemoniske rolle USA spillede i at holde fast i en global indsats var direkte relateret til landets evne til at beskytte ved flådestyrker.                                 

Det har helt klart ikke altid været tilfældet. I perioden med 1. Verdenskrig, 1914-1918, bestod United States flåden af 363 fartøjer, en flåde der var mindre end Tyskland, Storbritannien og Frankrig. 

På det niveau forblev den i 1920’erne (gennemsnit 376) og i løbet af 30’erne til 1938 (gennemsnit 339 skibe). Det er vel knap nødvendigt at minde nogen om at ved udbruddet af 2. Verdenskrig kom der en svag øgning i nye fartøjer fra 39 - 41, under Lend Lease perioden (samlet 394), men i 1941 med krigen i fuld gang var der 1782 skibe i Navy og i 1945 ved afslutningen af krigen havde USA -  6768 fartøjer.

Denne styrke var ikke mulig at opretholde. Med nedskæringer til fordel for luftvåbnet efter krigen blev flådestyrken reduceret til 634 i 1950. Imidlertid fik Den Kolde Krigs sabelrasling, som følge af Stalins diplomati antallet af fartøjer i U.S. Navy til at stige til 1030 i 1955, et højdepunkt fra 1955 - og til nu.  

I 1960’erne var gennemsnittet af fartøjer 878, og i 1970’erne reduceret til 606. Faktisk nåede præsident Reagan, der ofte diskuterede behovet for en flåde på 600 fartøjer aldrig det mål i sine 8 år i embedet, det højeste antal blev 594 i 1987, og et gennemsnit under hele hans periode på 561.

Nu er U.S. Navy en skygge af sig selv. Under den seneste præsidentdebat bemærkede Mitt Romey at flådens kapacitet var kommet under niveauet fra 1. Verdenskrig. Teknisk set havde han ret, da flådestyrken i dag består af 287 fartøjer. Præsident Obama svarede arrogant med at det var irrelevant; trods alt sætter vi jo heller ikke vor lid til heste og bajonetter, Hans antydning gik ud på at vore skibe er langt mere sofistikerede end deres forgængere, så derfor har antallet ikke den samme logistiske vægt som førhen.
 

Ud fra enhver standard kan der rejses spørgsmål ved den holdning. Antallet har betydning. 

Hvis 1/3 af vore skibe er på værft til reparation, vedligehold, og 1/3 er i havn for hvile og orlov til søfolkene, så er der cirka 90 fartøjer der kan anvendes til afpatruljering af de syv have og til at beskytte amerikanske interesser. Dette er ikke kun en historisk rekord, det er et antal der ikke er tilstrækkeligt til at løse

opgaven.

En aktiv og selvsikker kinesisk flåde har til hensigt at udfordre U.S. Nayvs overlegenhed i Stillehavet. Tilbage i tiden blev udfordringer af den slags mødt med en opvisning af styrke, en hangarskibsflåde, eller fælles militærmanøvrer med en allieret nation. I øjeblikket har vi ikke den flådestyrke der kan fremvise en symbolsk handling eller være med i en fælles flådeøvelse med lad os sige, Japan.

Obama administrationen har simpelthen udhulet U.S. mulighederne.

Argumentet for denne beslutning er at vi ikke har råd til at være en suveræn militærmagt. Det var afslørende at embedsmænd fra administrationen fornylig sagde at U.S. ikke ville være en supermagt i 2030.

Med baggrund i muligheden af nedskæringer og omlægninger i militæret så kan den dato være en overdrivelse. At indlede en nedtur er et valg, og det synes som om at Obamaholdet har valgt at gå den vej ved at man hellere vil bruge ekstra på det hjemlige forbrug.

Militærets forbrug svarer til 4,5% af BNP, så himmelvidt fra niveauerne under 2. Verdenskrig og en brøkdel af det hjemlige forbrug til Medicare, Medicaid og Social Security. Det Obama administrationen ikke erkender er at en ‘tom’ militær kapacitet udgør en risiko for alt det som vor nation har opnået.

Forbrug hjemme har selvfølgelig sin berettigelse, men forsvarsudgifterne vedrører selve vor eksistens. Hvis vi insisteret på at fastholde såkaldte rettigheder på bekostning af vor flådes muligheder, så vil vi sætte vor fremtid på spil og det vil blive som at flytte rundt på dæksstolen på Titanic.

Da det skib gik ned, og når Statens skib går ned, så er det bedøvende ligegyldigt hvem der har det bedste udsyn over horisonten.

http://www.aim.org/guest-column/hollowing-out-the-u-s-navy/

Læs evt. denne: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/03/en-fredsflade-for-det-21-arhundrede.html