Frankrig falder og slår sig i Mali
Jim Yardley
Den
franske intervention i Mali, med ikke tilstrækkeligt med tropper, ikke
tilstrækkeligt med logistisk støtte, utilstrækkelige efterretninger og
utilstrækkeligt med dronekapaciteter, samtidig med man er oppe mod en
beslutsom muslimsk terrororganisation. der som det fortælles er knyttet
til al-Queda, er en voldsom påmindelse om, hvor uduelig den franske regering kan være.
Det
franske militær kan ikke alene bære ansvaret, da ingen militærperson i
historien ville gå ind i et andet land, medmindre de mente de havde den
komplette militære overlegenhed.
Civile ledere i nationerne (læs politikerne) mener, næsten uden
undtagelse, at de kan “kloge” sig ud af en enhver vanskelig situation -
selv en de selv har skabt.
Franskmændene
har bedt NATO allierede om at hjælpe dem. Selvfølgelig kom den
anmodning om hjælp til at invadere et andet land efter invasionen var
begyndt. Anmodningen om hjælp ignorerer den kendsgerning at NATO traktaten er en aftale mellem NATO allierede om at komme hinanden til forsvar, hvis de angribes.
Den kræver ikke hjælp fra nogen anden underskriver af traktaten hvis et
andet medlemsland ensidigt går i krig. Men den franske regering
bønfalder om hjælp for at overvinde et potentielt oprør med henblik på
at overtage en af deres tidligere kolonier, der er uafhængigt og
demokratisk.
På samme tid kan det se ud til den franske regering har været travlt optaget af at forhøje skatterne til det punkt at de
som
rammes af de selvsamme skatter har besluttet at invadere Belgien for at
undgå at blive ofre. Ulig Mali, byder Belgien imidlertid disse
økonomiske invasionstyrker velkommen og det med åbne arme.
Og
ved at miste denne ressource der kunne nære franske virksomheder vil
arbejdsløsheden i Frankrig, der ikke er i den sunde ende kun medføre
mere hjemlig uro. Og som altid i sådanne situationer er det de laveste
socio-økonomiske klasser der lider.
I
Frankrig betyder det den muslimske immigrantbefolkning der skal bære
byrden af enhver nedskæring i arbejdsløshedsunderstøttelsen. Muslimer i
Frankrig er allerede modvillige, og klar til at gøre oprør. Læg hertil
denne forkærlighed for vold, forestillingen om (som muslimske
propagandister uden tvivl vil udbrede) at deres trosfæller i Mali bliver
forfulgt af den franske regering; og så kan man forestille sig det
potentielle blodbad der kan udvikle sig.
For
at opsummere, den franske regering beslutter at indlede en krig i en
muslimsk nation, men for at gøre det må man reducere sine
sikkerhedsstyrker indenfor egne grænser i så stor en grad at man må bede
om hjælp fra de man anser som “allierede.”
Selvfølgelig
er de nationer man beder om hjælp fra kun “allierede” når Frankrig har
brug for noget. På anden vis når disse andre nationer beder Frankrig om
hjælp, så bliver deres telefonopkald ikke besvaret.
Resultatet
er, at på et tidspunkt, hvor de franske sikkerhedsstyrker er reduceret
hjemme fordi de er beskæftiget med deres aktion i Mali, så er de i en
ægte fare fra jihadist agitatorer der nærer volden i selve Frankrig, og
med en reduceret evne til at stå op imod en sådan vold.
Måske
lyder det ufølsomt, men det kunne se ud til at den franske regering
(læs: Politikerne) skulle koncentrere sig om at fremstille ost og vin og
andre fødevarer, og forsøge ikke at indlade sig på eventyr af
geo-politisk karakter. De er ganske gode til mad og madlavning, men i verdenspolitik da ser det ud til de ikke har begreb om hvordan man opfører sig.
Jim Yardley is a retired financial controller for a variety of manufacturing firms, a Vietnam veteran and an independent voter. Jim blogs at http://jimyardley.wordpress.com/, or he can be contacted directly at james.v.yardley@gmail.com
http://www.americanthinker.com/blog/2013/01/france_stumbling_badly_in_mali.html#ixzz2IartJuoi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar