Richard Nixon 100 år!

Gud velsigne Richard M. Nixon
           
Ben Stein        

Han ville være blevet 100 år 9. januar

            

For 100 år siden den 9. januar i et lille hus i Yorba Linda, en forstad til Los Angeles blev Richard Nixon født i det hus hans far havde bygget.

Uden gode familieforbindelser, uden penge i familien, med en naturlig generthed blev han medlem af Repræsentanternes Hus, da han var i begyndelsen af 30’erne, og kort efter U.S. senator, derpå vicepræsident for Dwight Eisenhower fra 1953-1961.

Han tabte med en brøkdel i et valg, som mange observatører mente blev ‘stjålet’ af Chicago Democratic Machine i 1960 til John F. Kennedy. Derpå rejste han verden rundt, praktiserede som advokat, og kom med stormskridt tilbage for at vinde Det Hvide Hus i 1968 mod en ægte stor mand, Hubert Humphrey, og derpå genvinde i et valg med den største margin i historien mod George McGovern i 1972.

 

Han var altid en kontroversiel person, så falskelig fremstillet som en smædekunstner og en heksejagende McCarthy’ist af medierne, og den akademiske klasse der foragtede ham, med et evigt had.

Under sin kampagne i 1972 blev der foretaget alvorlige fejltagelser af hans medarbejdere og han indledte planer for at beskytte dem og tilsidst skjule det. På grund af det og det gennemførte had som ‘de smukke mennesker’ nærede mod ham blev han plaget, torteret, der belv indledt en rigsretsag mod ham, og til sidst måtte han forlade embedet i august 1974.

Min far var på det tidspunkt hans økonomiske chefrådgiver og jeg var dengang en meget ung junior taleskriver for ham. Hvis man ser omhyggeligt efter på båndet med hans afskedstale til de ansatte i Det Hvide Hus, den dag han forlod det, kan man se mig tygge tyggegummi grædende mens mine forældre så til, slået af sorg nogle få skridt borte. (læs denne på synopsis)

Jeg har set op til Richard Nixon hele mit liv og gør det stadig, og vil altid gøre det. Og hvis jeg skal sige hvorfor, skal det være så kort som muligt:

Trods alle de mulige forhindringer der blev lagt på hans vej af hans fjender, altid med en modvillig Kongres, så skabte han EPA, (miljøbeskyttelsesagenturet) han fik fjernet de sidste holdepunkter for racismen i Sydens skoledistrikter, han fremmede i udpræget grad den lige mulighed for at ansætte sorte til forbundsprojekter. Jeg skrev det budskab der blev sendt for længe siden, da jeg var ung. Han var også den eneste Republikanske præsident nogensinde til at gå ind for EPA. Også den sidste Republikanske præsident der havde et budget i balance.

Langt mere end det, han var også en fredsskaber. Han afsluttede krigen i Vietnam, fik krigsfanger hjem, reddede Israel fra at skulle benytte atomvåben for at overleve i Yom Kippur krigen, underskrev den første aftale om nedskæringer i strategiske våben med Sovjetunionen og så åbnede han selvfølgelig op for Kina. Det sidste gjorde Den Kolde Krig ikke mulig at vinde for Sovjet, og lagde grundlaget for afslutningen af den enhed, og åbnede op for mulighederne for hidtil ubegribelig velstand for det kinesiske folk.

 

Nixon og Chou En-Lai

Han var så langt den bedste ven som fredens venner nogensinde har haft. Han var så ubetinget den bedste ven af det jødiske folk, som nogensinde har siddet på et højt embede noget sted i Vesten.

Venner her i Hollywood, nære slægtninge, kolleger, har i årtier spurgt mig om, hvordan jeg stadig kan holde af Nixon, efter Watergate, efter hans tvivlsomme kommentarer om jøder som er på bånd, (læs denne på synopsis) og jeg har svaret.

Jeg vil aldrig vende ryggen til Richard Nixon, Fredsmageren. Velsignet være fredsmagere, og må Gud velsigne Richard M. Nixon.

                        

   

Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes “Ben Stein’s Diary” for every issue of The American Spectator.