Røde i regeringen gav Sovjet en fordel

Røde i regeringen: Gjorde klar til fordel for Sovjet. Del 2 af 6.

Wes Vernon

Det er helt umuligt at overdrive den virkning som infiltratorer i U.S. regeringen har haft med hensyn til at fremme Sovjets interesser. Før, under, og efter 2. Verdenskrig, var deres store indflydelse livsvigtig for Moskvas krigsmaskine der for det meste af resten af det 20. århundrede ville true kloden med slavelignende regeringsførelse eller en verdensomspændende elendighed. (Sidstnævnte blev gjort levedygtigt gennem deres infiltration af Amerikas formodede hemmelige opfindelse af atombomben, men den katastrofe må gemmes til en anden gang).

De som ødelagde

Helt i top blandt Sovjets agenter i vor midte på den tid var Harry Dexter White. Han var arkitekten bag Morgenthau Planen, opkaldt efter Det Hvide Hus’  finansminister Henry Morgenthau. Det forslag havde som mål at omdanne et besejret Tyskland til nærmest udelukkende et landbrugsland eller en “hyrde stat.” Uden nogen eksport af betydning ville det tyske folk sulte.

FDR: Offentligt og privat

I vor tidligere artikel i denne serie citerede vi præsident Franklin Roosevelt som gav udtryk for chok og forargelse da han blev informeret om at han faktisk havde skrevet under på planen ved en konference om tiden efter krigen. Skønt FDR gjorde opmærksom på at han havde været uopmærksom om detaljerne var chokket og forargelsen åbenbart rettet på offentligheden. Privat havde han sagt til Morgenthau, “Vi må og skal være barske overfor Tyskland, og jeg mener det tyske folk, og true dem på en sådan måde at de ikke bare kan fortsætte med at producere mennesker der ønsker at fortsætte på den vej de er vandret i fortiden.”

Hævnen

Eller som professor Kathy Burke, professor i moderne historie i Storbritannien forklarer, “I omegnen af 276 jernstøberier blev lukket ned. Fabrikkerne blev selvfølgelig ødelagt. Man kan ikke producere noget, hvis arbejderne ikke får løn og ingen derfor har penge til at købe noget. Faktisk i det første år eller to (efter krigens afslutning) var Tyskland fanget i en tuskhandelsøkonomi.”

Hun sagde, “I de store byer, boede de uden lys, uden kul, uden vand, uden sæbe, og levende med stanken af lig, men stadig med viljen til at leve.”

Potsdam Papirerne

Professor Burke talte på BBC programmet Things We Forgot to Remember, hvor Morgenthau Planen blev diskuteret i en udsendelse den 2. juni 2012 og som et godt eksempel på det som “forlængst” er glemt. Forslaget blev gjort færdigt ved Potsdam Konferencen overværet af præsident Harry S. Truman, der havde taget over efter afdøde Roosevelt i USA, og senere af Clement Atlee, der havde besejret Churchill i U.K. Den eneste leder af “De Tre Store” der var tilbage var diktatoren Josef Stalin fra USSR.

.

Nogle dokumenter under overskriften Potsdam erstatningerne begynder er dukket op af arkiverne ved University of Wisconsin biblioteket (og sandsynligvis andre steder) og som giver yderligere bevis på at, som M. Stanton Evans og Herbert Romerstein forklarer i deres nye bog Stalin’s Secret Agents “Bakkede Roosevelt ud (af planen) ved at sige at Morgenthau havde sovet i timen ...der er imidlertid rimelig grund til at tro at hans trækken sig udelukkende var pro forma da nedenunder begivenhedernes overflade fortsatte programmets hovedkomponenter at kværne der ud af.”

Papirerne i Wisconsin informerer os om, “Den første ladning af industrielt udstyr der blev fjernet fra Tyskland som krigsskadeerstatning ifølge Potsdam aftalerne, blev for nylig losset i havnen i Bremen på den sovjetrussiske fragtskib ‘Alexander Pushkin’ til afskibning til USSR.”

Det var blot begyndelsen. Blandt afskibningerne på vej til Sovjetunionens krigsmaskine var udstyr fra et af de største skibsværfter i Tyskland med en værdi på 12.000.000 før krigen tyske mark; fartøjer op til 10000 tons, tankskibe op til 16000 tons, og fragtskibe op til 25000 tons; en flydedok, et stort maskinværksted, et kraftværk, et støberi, fem 7,5 tons kraner og en 150 tons kran, “er alle inkluderet i udstyret på skibsværftet.” Dette er blot et uddrag en en meget lang liste.

Som John Dietrich, forfatter The Morgenthau Plan: Soviet Influence on American Postwar Foreign Policy, fortalte BBC, "Ruhr (industri området) var hovedmålet for Morgenthau. Han ønskede at oversvømme minerne ..,. idnustriproduktionen efter krigen gik ned med måske 10% i visse områder. Den var således ganske effektivt.”

Den underliggende ‘radar’-aktivitet var planlagt af Harry Dexter White, en af de mest værdifulde agenter for Sovjet i USA.

Da (Sovjet) musikken måtte holde inde

Efterhånden begyndte det at dæmre hos ikke-kommunisterne i U.S. regeringen at der var en pris der skulle betales for det betingelsesløse had - et had ikke ulig det som blev søsat på verden da hævnen mod det tyske folk førte til Versailles Traktaten i 1919 efter 1. Verdenskrig.

Det dokument gav Adolf Hitler hans hovedpolitiske mål. Denne gang, hvis et udsultet efterkrigstidens Tyskland blev kommunistisk, da ville Hitlers “onde tvilling”, Josef Stalin benytte det som det grønne lys for yderligere agression, med eller uden forhandling. En virkelig høj pris for at påføre en hævn på et folk der intet havde at gøre med de lidelser som Hitler havde medført.

Professor Burke siger at blandt årsagerne til “at amerikanerne sagde stop” var at i USA var  Republikanere der dominerede den 80. Kongres, og som “blev temmelig sure, hvis Tyskland ikke kunne klare sig selv, da ville USA nemlig skulle fortsætte med at give dem midlerne.”

Det var den økonomiske årsag. Andre var moralske (“mennesker sulter”) og politiske (“tankegangen var, at hvis folket sultede...ja så kunne de være fristet til at søge mod kommunismen.”)

"Intet at gøre” versus at gøre det forkerte

Noget relevant amerikansk politisk historie er på sin plads:

Forekommer det ikke ironisk at den 80. Kongres havde de tilstrækkelige virkemidler til at indse at et hungersnødramt efterkrigstids Tyskland kunne ende med at blive kommunistisk eller belaste Amerika med et permanent ansvar om at subsidiere bevidst påført tyske fattigdom? Måske er dette tiden til at huske at Harry Truman omtalte det som “den uduelige, gøren intet 80. Kongres.”

Det fandt sted efter at MR. Truman havde “gjort ingenting,” nemlig udnævnt Harry dexter White som Amerikas chef for International Monetary Fund (IMF), efter FBI chefen J. Edgar Hoover havde advaret præsidenten om at White var Sovjet agent.

Det var ikke en “gjort ingenting” opgave som Truman havde givet White. Her følger nogle af hovedpunkterne i IMF’s ansvarsområder: At stabilisere valutakurserne, assistere med rekonstruktionen af verdens internationale betalingssystem; udføre overvågning af medlemmernes økonomier og politik; forbedre medlemslandenes økonomier; igangsætte global pengesamarbejde; sikre finansiel stabilitet; facilitere den internationale handel; fremme høj beskæftigelse og bæredygtig økonomisk sundhed; reducere fattigdommen rundt om i verden; fremme det internationale samarbejde, beskæftigelse og sikre valutaernes stabilitet. Forestil dig det misregimente en Sovjet agent ville være i stand til at indføre under den æra, da White var der.

Der har været nogen beskyldninger i de senere år om at den formodede implementering af disse højtragende mål, det internationale perspektiv, støttet i allerhøjeste grad af amerikanernes skattepenge, har medfør oversøiske aktiviteter der er af tvivlsom værdi for den frie verden.

Oveni i de dele af Harry Dexter Whites handlinger som vi tidligere har anført, så er der en ting mere med Morgenthau Planen: White eller nogen i hans ministerium lækkede en tidlig kopi af detaljerne i dette forslag om organiseret hungersnød til Sovjets efterretningsvæsen før det blev offentliggjort (se Jerrold og Leona Schecters Sacred Secrets), og således blev 2. Verdenskrig uden diskussion forlænget og kostede mange flere liv end det ellers ville have været tilfældet. En Sovjet agent (som White jo var) ville have ønsket at gøre dette kendt for bedre at give Sovjet mere tid til at nå ind i Tyskland hurtigere eller samtidig med de amerikanske og britiske styrker, og således afværge muligheden for at de besejrede tyskere ville forhandle en særfred med Vesten.

Efter Sovjet havde bekendt kulør i krigens efterspil, fortsatte White med at argumentere for forbedrede relationer med sædet for verdenskommunismen.

Eks-kommunisterne Whittaker Chambers og Elizabeth Bentley vidnede om Whites tilknytninger til kommunisterne, og Bentley føjede til at han havde benyttet forskellige medlemmer af netværket af amerikanske kommunister i Finansministeriet.

 

Denne afsløring passer udmærket med den forskning Alexander Vassiliev - en skribent, historiker om spioner, og en tidligere officer hos KGB - i detaljer har beskrevet om aktiviteterne hos pro-Sovjet holdet ved Whites Finansministerium. Ifølge Vassilievs forskning og omtalt år tidligere i en høring for en Senats Komit høring under ledelse af Senator William E. Jenner (Rep.Indiana), blev  Frank Coe, Harold Glasser, Irving Kaplan, og Victor Perlo identificeret som Sovjet agenter i Finansministeriet.  

Vassiliev havde også fundet Harry Dexter White's navn på listen i Sovjet arkiverne anført som kontakt. Dette redegør han for i sin bog på 650 sider Spies, som den russisk-fødte journalist skrev sammen med de efterretningseksperterne John Earl Haynes og Harvey Klehr. Vassiliev blev også interviewet den 2. juni 2012 hos BBC, som omtalt foroven.

Truman's forsøg på at dække over sagen

Truman skulle senere hævde at White var blevet “udelukket fra regeringstjeneste straks” da Truman blev informeret om hans kommunist aktiviteter. Men fakta er at White stadig var ved IMF i mere end to år efter præsidenten havde fået information om hans gerninger. White var ikke desto mindre arkitekten bag IMF og Verdensbanken.

Optegnelserne over Whites handlinger i Sovjets interesser omfatter hans obstruktion til et foreslået lån på 200 millioner dollars til Nationalist Kina i 1943, skønt lånet var blevet bevilget og trods den kendsgerning at den daværende anti-kommunistiske regering i den nation var vor allierede i den igangværende krig, og kæmpede både mod japanerne og de Sovjet støttede kommunister, mens inflationen gik helt amok.

Men i 1948 benægtede Harry Truman i en tale at der var nogen kommunistisk infiltration af regeringen, at regeringens integritet var intakt, og udover det var et “årvågent” FBI klar til at hindre ethvert kommunistisk forsøg på at bringe Amerika i knæ.

Han havde selvølgelig delvist ret. FBI var “årvågent” nok til at advare ham om Whites gerninger, men præsidenten så bort fra det og udnævnte ham alligevel til IMF (International Monetary Fund). Og forresten hævdede hr. Truman så sent som i 1956 at Alger Hiss ikke var skyldig. Det var 6 år efter Hiss var blevet dømt og sendt i fængsel fordi en domstol mente noget andet.

I 1953, stod J. Edgar Hoover frem for Jenner komiteen og bevidnede, at hans FBI havde advaret præsident Truman om White trods den tidligere præsidents benægtelse. Høringen blev igangsat delvist på baggrund af frigivelsen af en rapport fra præsident Eisenhowers chefanklager Herbert Brownell.

Komiteen hørte også vidneudsagn fra Morgenthaus taleskriver, Jonathan Mitchell, der sagde White havde forsøgt at overbevise ham om at Sovjet havde iværksat et regeringstiltag der skulle erstatte kapitalismen og kristendommen.

Besynderligt hvordan de forkerte, fejlrådgivne og skadelige aktioner taget af præsidenter har deres måde at påføre skade på nationen længe efter de statsoverhoveder har forladt embedet og er døde og begravede, ikke sandt?

Vi er ikke færdige endnu. Vi har mere at fortælle om hvad nuværende og fremtidige generationer nu og fortsat skal betale (og det mere end blot i dollars) for alt dette.

Læs del 1 her: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/03/stalins-agenter-og-deres-indflydelse-pa.html

---

http://www.renewamerica.com/columns/vernon/130128