Hamstere og klimagate

Klimagate og Hamster Effekten

Ligesom gnavere fanget i et bur sammen med en slange, farer og graver journalister og klimaforskere febrilsk rundt for at undgå det uundgåelige.

David Solway

Ved at være vidne til den forestilling som opvarmings tilhængerne har gang i, de der farer frem og tilbage i det afslørende lys af rovdyrsagtige beviser for, at de og deres 'kæledyrs' teorier er dødsdømte, minder mig en hel del om hamstere der pludselig befinder sig fanget i et bur med en sulten slange. Det efterfølgende drama er meget lærerigt.

For det første 'fryser' hamsterne som om de var i en skræk tilstand forårsaget af den yderste vantro. Når de derpå erfarer, at de står overfor et uløseligt problem lige foran deres små poter så begynder de at ryste og skælve, og snart efter løber de feberagtigt fra den ene side af buret til den anden, uden ophør frem og tilbage og leder efter en udgangsluge, der bare ikke er der. Det hænder, at de så bliver fanget i et hjørne, der er ingen udvej, og de begynder at grave som rasende i burets sandbunddække og fremkommer med klagende frygtsomme hvin alt mens slangen langsomt ruller sig ud fra sig hvil og begynder sin hensynsløse fremfærd.

Man har ondt af de tilfangetagne hamstere. De er trods alt i en meget lidt misundelsesværdig situation, og at blive slugt hel af en slange er helt sikkert noget man ikke ser frem til. Man kan på samme vis sympatisere med mange af vore opvarmningsklimatister, der, konfronteret med megabytes af data som fornylig er kommet frem, der indikerer at klimamodellerne er blevet fiflet med, kildematerialerne bevidst forurenet, undertrykt eller gået tabt, og de impiriske resultater behændigt ændret for at passe på en eksisterende teori, nu genopfører de samme ritualer som vor uheldige hamstere. Stakkels skæbnebestemte skabninger, men til trods for al vor empatiske bekymring kan vi i det mindste glæde os over at vi ikke er i deres sted.

Jeg har hørt og betragtet nyhedsformidlerne, til at begynde med noget mundlamme, men nu i fuld gang med at benægte, kæmpende for at mildne og dæmpe effekten af den nye informatin der er strømmet fra Hadley CRU. Betragt hvordan de spinner! Det er næsten ynkeligt at betragte dem desperat forsøge at overbevise sig selv - og os - om at den nuværende miljøklima skandal,e der indbyder til at der kan rejses alvorlig tvivl om hele klimaforskningen, alligevel ikke er så kritisk som det ser ud til, derved håber de mod alle odds, at problemet blot vil forsvinde igen.

Da de nu faktisk ikke er hamstere, trods den nærlignende sammneligning, og de kan nyde større frihed til improvisation så adopterer de en agressiv,' knæk de andre,' strategi og intensiverer klimaskrækscenariet i den formodning, at ved at forstærke en løgn ja så kommer den til at lyde mere troværdig.

For at give et eksempel så advarer Canadian Broadcasting Corporations videnskabprogram Quirks & Quarks om stigende temperaturer, massive oversvømmelser, forladte øer og hundredetusinder af flygtning, hvis vi nægter at støtte FN Klimakonferencen i København. De hundreder af millioner af økonomiske flygtninge, tynget, ikke på grund af stigende temperaturer, men på grund af stigende skatter, der vil komme til at lide på grund af konferencens beslutninger er helt klart ikke en faktor af nogen betydning.

Med nogle få velkomne undtagelser, som vi bør være taknemmelige for, er aviserne og tidskrifterne ikke meget bedre. Artikel efter artikel forsøger at nedtone betydningen af betændte, giftige kendsgerninger, email, memoranda, koder, notitser, obiter dicta, grafer og opstillinger der viser at klima opvarmningsdoktrinen - især den der drejer som om menneskets bidrag, også kaldt menneskeskabt global opvarmning (AGW)- er, i heldigste fald, kun en hypotese, og i værste fald et gennemført bedrag. Journalister og videnskabelige kommentatorer løber formålsløst fra side til side i en slags teoretisk rasen som de selv har skabt, ved at sige, på den ene side, ja strømmen af fremkomne detaljer kan synes at skade opvarmningstesen, men på den anden side, nej de er blot en lille ridse i det store opdagelsessystem og den(formodentlig autentiske) store åbenbaring. Man burde ikke, og det burde vi dog kunne forstå, lægge for meget i en tilsyneladende klump af sidebemærkninger fra en indspist gruppe af legesyge eller 'upolitiske' videnskabsfolk.

Ikke desto mindre, som de medrejsende og højtråbende klogehoveder, og tilknappede videnskabsfolk intutitivt må indse, så er spillet ude, for tusinder af sider med belastende data kan man ikke sådan lade som om ikke er tilstede. Jeg har mistanke om at meget mere vil dukke op. Sandhedsgiftslangen glider uophørligt fremad og den vil ikke blive afledt af deres flugt i zig-zag og den ynkelige piben, der åbenbart skal ligne ærlig omvurdering og diskret analysearbejde.

Endeligt er dette blot omfortolkningsforsøg for at finde smuthuller til de kraftesløse indfangne, men som ikke vil kunne imponere den snigende slange. De står for at få en ganske så alvorlig skade.

Medmindre, selvfølgelig, miraklet indtræffer, at burets dør åbnes og en barmhjertig velmenende hånd rækker indenfor for at redde hamsterne fra deres skæbne, og derved sikrer at slangen sulter ihjel mens hamsterne kan frydes over befrielsen. Det kan altså også ske.

Som vi alle ved alt for godt, er der mere end en velmenende hånd der står klar til at udføre, i egen interesse, en blid og hamstervenlig nådefuld handling.

David Solway is a Canadian poet and essayist. He is the author of The Big Lie: On Terror, Antisemitism, and Identity, and is currently working on a sequel, Living in the Valley of Shmoon. His new book on Jewish and Israeli themes, Hear, O Israel!, has just been released by Mantua Books.