Reagan Freds Prisen
Det er så let at henvise til historien som vi har registreret den. Obama idag, Al Gore igår, Jimmy Carter i forgårs, og helt sikker Bill Clinton og Hillary i den nærmeste fremtid. Reagan? Thatcher? Pave Johannes Paul II? George W. Bush? Nej, selvfølgelig ikke.
Men der er meget meget mere der taler for nødvendigheden af en Reagan Freds Pris.
Nobel er ikke svindel - skønt den risikerer den anklage ved den form den præsenterer sig ved nu, ved noget den nemlig ikke er. Hvilket vil sige, objektivt set en "men selvfølgelig!" udvælgelse af et individ eller gruppe der faktisk har sikret fred eller i det mindste har gjort sit til at fremme sagen. Nobel er noget ganske specielt - det er nemlig en pris til venstreorienterede, for venstreorienterede, og dem med et venstreorienteret livssyn på hvad fred er og hvordan fred kan opnås. For at det ikke skal glemmes midt i postyret så kan det ses, at beslutningen om at give prisen til Obama blev foretaget af en gruppe af norske parlamentarikere, hvoraf hovedparten er socialister.
Den ægte spørgsmål der kræver et svar er: Har Nobel Freds Prisen, når man ser på hvem den er uddelt til, virkelig givet fremgang til freden? Har det venstreorienterede syn på, hvordan fred opnås, som det i praksis er kommet til udtryk ved forskelllige Nobel Freds Pris vindere, udvirket det som var hensigten? Svaret er i overvældende grad (det lykkedes til dels med den antikommunistiske korsfarer fra Polen Lec Walesa) et flovt empatisk NEJ. Lad os nu se på nogle af de mere fremfærdende eksempler der meget belejligt nu glemmes.
Den 1. september 1939 eksploderede verden i 2. Verdenskrig da tyskerne invaderede Polen. Det er hele beretningen om rædslerne der foldede sig ud i løbet af de seks morderiske år, som igen førte til 60 år med undertrykkelse i Den Kolde Krig der hele tiden var på randen at atomkrig.
Hvor var Nobel Freds Pris vinderne der blev valgt af nordmændende i dette spil? Hvordan kunne verden dog komme i en så forfærdelig situtation hvis Pris vinderne skulle være så effektive i deres forehavender? Hvem var modtagerne, hvad udrettede de så de blev nomineret til prisen - og vigtigst - hvorfor lykkedes det ikke for dem?
Her følger nogle af dem:
• 1919, Woodrow Wilson
-- Wilson, var siddende præsident for USA da han vandt prisen og uden tvivl den mest berømte modtager af Nobel Freds Prisen i perioden der fulgte efter 1. Verdenskrig og frem til 2. Verdenskrig. Han vandt prisen, ifølge Nobelkomiteen, for hans arbejde for Versailles Traktaten, i særdeleshed den del der førte til Folkeforbundet. Hvad skete der så med dette? Versailles Traktaten var en fiasko, ved at den gav hele skylden for 1. Verdenskrig på tyskerne (de såkaldete Krigsskyldsklausuler) og krævede en forkrøblende erstatningsbetaling sammen med territoriale krav. Traktatens virkelige succes var at den lagde baggrunden for at Adolf Hitler kunne stå frem og dermed nazisterne. På samme måde med Folkeforbundet, der viste sig som en fornærmende fiasko, idet Wilson var fuldstændig ude at stand til at forhandle sig frem til Amerikas rolle i Forbundet gennem Senatet!
Nobel vinderens Fiasko: Wilson vandt prisen for en serie af libere udenrigspolitiske holdninger der direkte førte verden på vej frem mod 2. Verdenskrig og Holocaust. Wilsons fredstrategi, belønnet af Nobel Freds Pris Komitten mislykkedes.
• 1925, Austen Chamberlain
-- Chamberlain var den britiske udenrigsminister og halvbror til Neville Chamberlain der nogle år senere blev britisk premierminister, berømt for at gå ind for en forsoning med Hitler. Austen Chamberlain vandt sin Nobel Freds Pris for at forhandle det som i historien er kendt som Locarno Pagten i 1925. Locarno Pagten, som Austen Chamberlain sagde var "begyndelsen og ikke afslutningen på det ædle arbejde med forsoning i Europa." Nobel Freds Pris Komiteen var enige, og belønnede Chamberlain med Fredsprisen og en aftale der åbnede vejen til 2. Verdenskrig.
Nobel vinderens Fiasko: Locarno Pagten, hyldet at datidens venstreorienterede gav efter for Tysklands krav om at dets grænser mod Øst skulle kunne ændres, den ydmygede Polen og banede vejen for en uundgåelig tysk invasion - der også kom i 1939. Som Austen Chamberlain bemærkede, var det en veloverlagt forsoningshandling. Han sagde storsnudet: "Ingen britisk regering vil nogensinde riskikere live og lemmer hos en enkelt britisk soldat på grund af den polske Korridor." Chamberlains forsoning skubbe Europa og verden yderligere frem mod krig. Austen Chamberlains syn på verden, der så entusiastisk blev belønnet af Nobel Fred Pris Komiteen var en fiasko.
• 1929, Frank B. Kellogg
-- Amerikansk udenrigsminister for præsident Calvin Coolidge. Kellogg vandt prisen for Kellogg-Briand Pagten. Briand var Aristide Briand, den franske udenrigsminister der allerede havde vundet sin Nobel Freds pris i 1926 for sin rolle i forhandlingerne med Locarno pagten, den aftale der sikrede Austen Chamberlain prisen i 1925. Kellogg-Briand Pagten, underskrevet i 1928, var måske det mest skæbnessvangre eksempel på venstreorienteret udenrigspolitik der var fremherskende i verden. Den forbød krig "som et værktøj i nationalpolitk." 60 nationer underskrev Traktaten, herunder Tyskland, Japan og Sovjetunionen sammen med USA, Storbritannien og Frankrig.
Nobel vinderens fiasko:
Kellogg-Briand var en håbløs fiasko, som det snart blev gjort klart med Hitlers fremkomst og Tysklands beslutning om at opruste. Japan, en anden underskriver, invaderede i 1931 Manchuriet, sølle to år efter at Kellogg vandt sin pris.
• 1931, Nicholas Murray
Butler -- Butler var præsident for Columbia University og en brændende venstreorienteret aktivist. Han modtog prisen ikke kun for sin stærke støtte til Kellogg-Briand Pagten, men for sit vidt offentliggjorte arbejde med at forbyde krig. Da han ikke var i stand til at rejse til Oslo, Norge for den traditionelle ceremoni og for at modtage Prisen, blev Butler hyldet af Halvdan Kocht, et medlem af Nobel Komiteen der, efter som det fortælles, var en respekteret historieprofessor ved Oslo Universitetet. Professor Kocht rose Murray for at være en stovt støtte for en "solid velbegrundet bevægelse" for international fred som udgjordes af Wilsons Folkeforbundet, Chamberlains Locarno Pagt og Kellogg-Brians nedrustningstraktat.
Nobel vinderens Fiasko:
Butler's teorier om fred til verden, som anskueliggjort af Kocht, der særligt henviste til hvad der nu kan betragtes som tre af de værste udenrigspolitiske fiaskoer i det 20 århundrede, blev meget forudsigeligt omtalt som præcis, hvad de viste sig ikke at være - "solid velbegrundet bevægelse" for verdensfred. Endnu engang blev Nobel Freds Prisen uddelt til en fortaler for et venstreorienteret livssyn, nu i traktater, der ville føre verden tættere på krigen.
• 1934, Arthur Henderson
-- Henderson var britisk udenrigsminister (fulgte efter Austen Chamberlain). Som Chamberlain var Henderson en ivrig fortaler for nedrustning, og som sådan blev han præsident for Geneve Konference for Nedrustning i 1932-1934. Nu stod man overfor et Tyskland med Adolf Hitler i spidsen, men Henderson fastholdt sin tro på at nedrustningsstrategien kunne bringe fred. Tyskerne forlod selvfølgelig konferencen og denne blev opløst.
Nobel vinderens Fiasko: Nobelk Freds Prisen blev givet alligevel uden at noget som heslt i Hendersons mislykkede strategi belv gennemført. Henderson blev fremhævet, i datidens Nobelkomite, og som idag, og hyldet som selve "personificeringen" af nedrustning. I sin tale da han accepterede Nobel Freds prisen fastholdt Henderson vedholdent at han ikke kunne "begribe" at hans holdning havde været en fiasko. Det var den. Nobel Freds Prisen blev endnu engang givet til en person hvis handlinger hjalp Hitler til at tro at resten af Europa ikke var i stand til eller ville standse ham. I løbet af nogle få år var Hitler våbnet til tænderne og klar til at angribe.
I 1939 standsede Nobel Freds Pris Komiteen med at uddele prisen og det holdt sig i de næste fem år. Ironien er vist åbenbar. Verden var sat i flammer med ødelæggelse og død som et direkte resultat af de gentagne fiaskoer hos Nobel Freds Pris vinderne. I en af de mere ironiske aspekter af den lurende krig, var selve Norges fremtid truet og stod for fald. Derpå fulgte det totale mørke.
Den 9. april 1940 blev Norge invaderet af nazisterne. Al politisk aktivitet blev forbudt i Norge. Medlemmerne af Nobel Freds Pris Komiteen flygtede. Vidkun Quisling, en norsk fascist ("Norges Hitler) hvis navn i dag er synonym med en forræder, overtog kontrollen over landet for Hitler da omkring 350000 tyske tropper blev indsat for at besætte landet. Nobel Freds Pris' hovedkvarteret undgik med nød og næppe at blive fysisk overtaget, hvilket kun skete gennem mange hemmelige forhandlinger med Sverige. (Norge og Sverige var politisk forbundet, så Nobel Fonden i Sverige ejede Nobelejendommen i Oslo, noget som frelste bygningen, og som førte til at nazisterne ikke flyttede ind). I det sjette år, hvor man arbejde fra Sverige, lykkedes det Nobel Komiteen at udnævne Det Internationale Røde Kors - en i høj grad beundringsværdig organisation der har megen hæder ved at behandle rædslerne. Rædsler der blev grundlagt på grund af det arbejde som tidligere Nobel Freds Pris vindere havde stået for.
Måske er det mest åbenbare billede på resultaterne af den filosofi der følger med Nobel Freds Prisen, det at Nobel embedsmændene, Kommitteens medlemmer måtte flygte fra Oslo, ydmyget af en Nazi officer der gik gennem Oslo Hovedkvarteret og hævdede at den nu var Nazi ejendom. Det var samtidig med at Quisling truede med en nazistisk overtagelse af Priskomiteen, som skulle drives af godkendt nazimedlemmer fra Quislings regering.
Det stod således helt klart og var et uundgåeligt resultat af den politik som blev beæret af Nobel Freds Priser at disse embedsmænd nu selv måtte betale for deres fejltagelser.
Man genoptog først den almindelige proces med at belønne med en Nobel Freds Pris i 1945 - efter De Allieredes invasion af Norge, tyskernes kapitulation, og fjernelsen af Quisling og de norske medløbere - og den ikke tilfældige ankomst af 30000 amerikanske og britiske tropper.
HVILKET BRINGER OS TILBAGE TIL IDEEN BAG EN REAGAN FREDSPRIS.
Historiens hårde kolde kendsgerninger illustrerer at fred opnået gennem en styrket politik som den blev igangsat af præsident Reagan var en succes. Hans tro på vigtigheden af menneskelig frihed i direkte modsætning til tyranni og beskyttelsen af denne frihed, kombineret med vedligeholdelse af den og om nødvendigt beskyttelse af den gennem et stærkt militær afsluttede Den Kolde Krig og det "ondskabens imperium" som var Sovjetunionen. Reagans strategi befriede millioner af Øst europæere der var blevet slaveholdt siden afslutningen af 2. Verdenskrig, som var blevet påført af ganske vist politikere med gode hensiger, men også af utilgivelige, fordrejede hjerner hos den ene Nobel Freds Pris vinder efter den anden.
Verden er i dag uden tvivl delt - som den har været det før. Nu, som i perioden mellem de to Verdenskrige, flyder kloden over med despoter, kriminelle og personer med ond vilje. Nu, som dengang, lyder kravet til Amerika, om at blot at følge med de værdier som man formoder flertallet i verden besidder, værdier der virker ligeså tillokkende som de gjorde i 1920 og 1930'erne, og som historisk set førte til forfærdelige tragedier. Nu, som dengang, er kampen et spørgsmål om, hvordan man bedst kan opnå, ikke kun fred, men fred sammen med frihed. Og nu, som dengang, bliver Nobel Freds Prisen uddelt til de, hvis filosofi om at opnå fred står i dyb modsætning til de hårde kendsgerninger for at opnå den. Reagan der gennemlevede perioden, hvor alle disse Nobel Freds Priser blev uddelt, forstod at frihed og frisind var absolut nødvendige komponenter.
Det er ikke for ingenting at præsident Obama, Al Gore og Jimmy Carter vandt Nobel Freds Prisen. De er faktisk i direkte tråd med Woodrow Wilson, Austen Chamberlain, Frank Kellogg, Aristide Briand, Nicolas Murray Butler og Arthur Henderson. Arvtagere til et venstreorienteret verdenssyn om hvordan fred kan opnås - et verdenssyn der altid bliver hyldet for sine formodninger, men som aldrig holdes ansvarlig for sin afgrundsdybe, om ikke morderiske resultater.
Ikke i denne gruppe, ikke fra disse prisgivere, ville navne som Ronald Reagan, Margaret Thatcher, George W. Bush, eller nogen andre af de hundreder af mindre kendte, men i ligeså høj grad engagerede aktivister for ægte fred nogensinde kunne findes. Det er meget betegnende at blandt de britiske vindere af Nobel Freds Prisen finder man ikke navnet Winston Churchill.
Nu er det på tide for konservative at træde frem. At handle.
Ligesom da Heritage Foundation blev skabt for at være en modvægt mod den venstreorienterede Brookings Institution tænketank. Eller FOX News for at fratage markedsandele fra de venstreorienterede æterbårne netværker og yde et fair og afbalanceret modspil. Eller som taleradioens svar på de venstreorienterede medier som er New York Times, Washington Post og så videre.
Nu er det på tide at skabe Ronald Wilson Reagan Freds Prisen. For at finansiere den, med private midler, skal den være en anelse højere end Nobelprisen - der giver modtagerne 1,4 millioner dollars. Reagan Prisen, da den nu har langt højere standarder end Nobel (vinderne skal faktisk have fremmet fred og frihed i en vis grad) bør derfor også have et højere prismærke. Hvis Nobel er 1,4 million da bør Reagan være mindst 1,5 million. Hvorfor? For at påpege at Reagan prisen altid vil være højere end Nobel, fordi det krav der skal sættes for at få den også er højere.
Hvem skal så bestemme og beslutte? Ligesom Nobel Freds Prisen udelukkende er bestemt af nordmænd, da bør Reagan Pris Komiteen udelukkende bestå af amerikanere, et folk der pr. definition er fremkommet ud af alle folkeslag på jorden, ikke kun et. Det bør være et panel af konservative der kunne inkludere - men ikke kun er begrænset til - medlemmer af US Kongressen, med medlemmer fra det private erhvervsliv, journalister, underholdnings og så videre. Processen? Den bør kunne lade sig gøre.
Hvem kunne så vinde prisen? Hvad skal der til hos de potentielle nominerede for at komme i betragtning? Der er allerede et bredt udvalg derude på kloden fra tidligere statsoverhoveder som George W. Bush, og Margaret Thatcher til mindre kendte, men indflydelsesrige individer i forskellige regeringer, tænketanke, mennesker i den private sektor, og jo også religiøse grupper. De tre iranske dissidenter der er kendt, kun ved omtale i nyhedsrapporterne, vil helt sikkert komme i spil, de er alle i risiko for at lide døden, fordi de protesterede mod Irans svindelagtige valg. De tre, som Reagan ville sige god for, er blevet dømt til døden for deres utroligt modige arbejde for fred og frihed.
Hvor skulle overrækkelsen finde sted? Berlin Tyskland.
Hvorfor Berlin?
Fordi Berlin straks vil være et symbol på de to meget forskellige tilnærmelser til opnåelse og fastholdelse af fred.
Berlin er først og fremmest det uigendrivelige symbol på Nobel Freds Pris vindernes totale fiasko, og filosofien bag Prisudelingerne fra 1919 -1939 og videre frem til idag. Husk det var Berlin, der stadig var under kommunismens støvlehæl da den fremtidige Nobel Freds Pris vinder Jimy Carter i 1977 sagde at "man ikke behøvede at bekymre sig unødigt om kommunismen. Jo, Carter belv belønnet i 2002 med Nobel Freds Prisen for sin formodede forståelse for, hvordan man "fremmer demokrati og menneskerettigheder."
På samme tid fremstod Berlin som det symbolske dunkende hjerte for en af de største triumfer som et resultat af Reagans filosofi om, hvordan man vinder en ægte fred. Mens det er og altid vil være symbolet på fiaskoen bag Nobel Freds Priser, vil det også nu altid være symbolet på Reagans succeser: Ødelæggelsen af Berlinmuren, Sovjetunionens fald, det Sovjet som byggede den, og Den Kolde Krig, og alt det som muren stod for. Det er et symbol på fred, nu en frihedens glitrende juvel, den helt store triumf over en Kold Krig der var et resultat af de forfejlede politikker der blev igangsat af Nobel Freds Pris modtagerne fra 1919 og frem til 1939.
Hvad skal opnås med dette?
Det er på tide at afslutte Nobel Freds Prisens monopol, prisen der historisk set og uden hensyn er blevet givet til de i den moderne æra der står for skæbnesvangre venstreorienterede ideer og falske værdier i venstrefløjens globale diplomati. En filosofi der ikke kunne bringe fred til verden - og aldrig vil komme til det. Det lykkedes ikke med forsøgene af Woodrow Wilson, Austen Chamberlain, Frank Kellogg, Aristide Brian, Nicolas Murray Butler og Arthur Hendersen og de andre i perioden fra 1919 - 1939. Eller Jimmy Carter i 2002. Eller Al Gore i 2007, og nu Barack Obama i 2009.
Nu er det på høje tid med en Reagan Pris.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar