Barry's vrede ord
Kort efter de første rapporter om skyderiet sagde Dupnik, "Vreden, hadet, hykleriet der er i gang i dette land er for oprørende, og uheldigvis er Arizona en slags hovedstad for dette," og så tilføjede han, "Vi er blevet et mekka for fordomme og hykleri." Da Giffords far blev spurgt om hun havde nogen fjender sagde som det er blevet genfortalt at hele Tea Party Bevægelsen var hendes fjender.
Der er intet som helst bevis for, at angrebet på Giffords og de andre personer er et resultat af politisk retorik. Den politiske vrede der eksisterer -- opbygget gennem næsten to år med Obama som præsident -- resulterede i den bølge der forkastede 63 medlemmer af Huset ved midtvejsvalget i november. Roden til vreden skal findes hos den mand der for tiden residerer i Det Hvide Hus.
Hver præsident er ansvarlig for det politiske klima mens han besidder embedet. Ved at benytte talerstolen som en bølle, ved at holde kontrol med sin dagsorden og i den måde Kongressen og offentligheden behandles har hver præsident i det mindste stor kontrol -- om ikke alenekontrol -- over hvor ophedet niveauet i amerikansk politik skal være. Når en præsident mister den kontrol, som Obama gjorde sidste efterår, kan man forudsige en politisk katastrofe for ham og hans parti.
Præsident Obama er skrupforvirret. Han regerer ved at puste til eller opfinde kriser som han inisterer skal klares øjeblikkeligt uden forsinkelse eller debat. Hans kendetegn - der gentages igen og igen - er at "Nu er tiden med samtale forbi. Nu er det tid til at handle."
Sådan er hans stil. Uanset om det drejer sig om vrede ord der bliver udtalt med en påtaget ro eller mere rolige ord der leveres med en meget synlig vred foragt, har han kultiveret den vrede der har kendetegnet hans lovgivningsdagsorden gennem Kongressen i en tsunami af ulæst og udebatteret lovgivning.
Den vrede der kom til udtryk ved utallige offentlige møder i 2009 var det første helt tydelige svar på Obamas nedtromling af Kongressen for at omforme Amerika. Mennesker der ellers aldrig havde været aktive i politik, gik hen for at fortælle deres Kongresmand og senatorerne at de følte deres regering ikke længere repræsenterede dem. Men i stedet for at lytte til protesterne hos disse nye aktivister gennemtrumfede Obama og hans allierede i Kongressen sunhedsreformloven så han kunne underskrive den ved en underskrivelsesceremoni som vicepræsident Biden som det huskes så godt kaldte "en skidegod aftale." Således og også fremover er amerikanerne blevet distanceret fra deres regering.
Alt for mange amerikanere føler sig fremmedgjort af deres regering, fordi de netop ikke stoler på den. Med det sidste årtis beretninger i erindring, da bør de heller ikke gøre det. De som bor i grænsestaterne er i praksis overladt til at forsvare sig selv, mod indtrængen af ulovlige indvandrere og voldelige forbrydere. Med alle de penge Obama har brugt, da har vi stadig næsten 10% arbejdsløse (og mange flere i nogle stater). Fremmedgørelsen og frustration giver grobund for vrede. Således er det også med Obama. Hans dyrkelse af vrede er næsten et kendetegn ved hans retorik.
Han benytter to retoriske værktøj: Ved at slå de vrede ord fast med ro eller ved at betone de vrede ord på en vred måde. Der er mange eksempler på dem begge. Hans talent for at behandle vrede -- og hans hentydninger til vold - blev først klart i hans pæsidentkampagne.
I juni 2008 da han skaffede penge i Philadelphia sagde Obama helt roligt - næsten muntert - "Hvis de kommer med en kniv til kampen, bringer vi en pistol."
Den 31 januar 2009, lige efter han var svoret i ed som præsident benyttede Obama vrede ord meget roligt. I det han talte om bankerne på Wall Street sagde han, "Det amerikanske folk vil ikke undskylde eller tolerere en sådan arrogance og grådighed."
I december 2009, ved klimatopmødet i København forsvandt Obamas drøm om en ny global traktat om opvarmning da Kina og andre nationer trak sig fra de økonomidræbende forslag. Derpå slyngede en synligt vred Obama sin kendte sætning mod kineserne ved at sige, "tiden er kommet, ikke til at samtale, men til at handle."
Senere samme år (31.oktober) var Obama igen synligt vred, og gik verbalt til angreb på demonstranter i Connecticut.
Det er sjældent at Obama fremstår vred og taler vredt på samme tid. Det bedste eksempel er fra hans 7. december 2010 pressekonference på højdepunktet af hans kamp med Kongressen om en forlængelse af Bush-tidens skattesatser. Her antog Obama tilsyneladende den samme vinkel som senator Bob Menendez antog en uge tidligere. Menandez havde sagt at forhandle med Republikanerne var nærmest at forhandle med terrorister.
På pressekonferencen langede en vred - yderst irritabel - Obama ud efter Republikanerne ved at sige, "Det er fristende ikke at forhandle med nogle der har taget gidsler, medmindre gidslerne bliver skadet...Gidslet var de amerikanske folk." Han sparkede også til sine venstreorienterede støtter, ved at fortælle dem at de ikke skulle være "skinhellige" og mindede dem om at "dette land blev grundlagt på kompromiser."
Det at være vred er ikke nødvendigvis malum in se: Det er ikke en ond følelse. Vrede er en stærk passion eller et udtryk for mishag. Det er et naturligt svar på alle former for fornærmelser, det være sig personlige eller politiske. I politik er det vreden der får folk til at demonstrere, at tale åbent imod, og at stemme som de gjorde i november. Blandt de som ikke er ude af balance, avler den ikke vold.
Det er derfor det er fuldt ud forståeligt, at Professor Obama havde ønske om at skabe og kontrollere vreden i valgkampen. Og det er derfor vi står tilbage og kan undres os over, hvorfor han i dyrkelsen af den politiske vrede så bevidst benytter voldelige ord, som "gidseltagning."
Et spor kan man finde i Obamas første selvbiograf, Dreams from My Father.
De fleste af os kan huske at have været under indflydelse af bøger fra vor barndom. Uanset om du studerede Bibelen eller dykkede ned i Sherlock Holmes mysterier, da er der mindst en bog der bliver tilbage i sindet som den der har haft indflydelse på dit syn på verden og måden du tænker på.
Obama nævner kun en bog i Dreams...det er Malcolm X's Selvbiograf, og han nævner den to gange.
I en del af bogen skrev Obama, hvordan han søgte at ryste "det natlige mareridt" af raceundertrykkelse af sig og om at læse Baldwin, Ellison, Hughes, Wright og DuBois i et forsøg på at forstå det. Men "kun Malmcolm X's selvbiografi syntes at tilbyde noget anderledes. Hans gentagne handlinger af selviscenesættelse talte til mig; den underbetonede poesi i ordvalget, hans utilslørede insisteren på respekt, gav løfte om en ny og kompromisløs orden, militærisk i sin form, støbt gennem ren og skær viljestyrke...."
Hvilken indflydelse havde det på den unge Obama? Det kommer vi vel aldrig til at vide, og det er heller ikke særligt vigtigt. Det som er vigtigt er hvordan en amerikansk præsident behandler den vrede han skaber.
Barack Obama er en dygtig retoriker. Hans tab af kontrol over det politiske klima sidste år er tilsyneladende kommet sig noget der i december måneds stilstand. Det er op til ham at ophede eller afkøle amerikansk politik.
På nuværende tidspunkt er der ingen grund til at tro at de vrede ord, eller de rolige ord udtrykt med vrede, vil blive færre end sidste år.
http://spectator.org/archives/2011/01/11/barrys-angry-words/1
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar