Kristenforfølgelse og medierne

Behandles de forfulgte kristne rimeligt og retfærdigt af medierne?

Burde MSM ikke hjælpe "de som er i mindretal"?

Raymond Ibrahim

De venstreorienterede medier har netop afgivet et helt klart eksempel på, hvordan man udstøder de som ikke føjer sig til deres politiske dagsorden. Kontekst: Washington Post's Faith Blog lagde en artikel af Elizabeth Tenety ud, der omhandler de muslimsk-kristne relationer, i lyset af de seneste angreb på kristne i den muslimske verden. Man blev opmuntret til at komme med svar. Et af disse svar, Willis E. Elliott, en pensioneret dekan for udforskningsprogrammer, New York Seminary, blev afvist, (Pajamas Media udgav det her). Indtil nu har Elliott i mere end 3 år næsten ugentligt udgivet på denne blog; dette er det første bidrag fra hans hånd der er blevet forkastet i al den tid.

Hvad var det så der var så skrækkeligt at det tvang Washington Post til at fjerne det? Jo ser du den, 90-årige Elliott benævnte efter hans opfattelse, at man gør sort til hvidt - som modsætning til det postmoderne "der-er-ingen-sandheder" - observationerne. Overvej nogle af hans kommentarer på forskellene mellem Kristendommen og Islam:

Jesus sagde, "Elsk Jeres fjender." Islam i modsætning hertil er i al væsentlighed fjendligt indstillede over de "vantro."...Jesus var ikke-voldelig, Muhammad var voldelig....Muslimer bliver voldelige, eller truer med vold, når de føler sig krænkede: Når kristne føler sig krænkede bliver de næsten aldrig voldelige, og lider under den manglende respekt næsten altid i tavshed.

I og med at Elliotts vurderinger er impirisk beviselige - på skrift, historisk, og under de nuværende forhold (a la de Koran viftende jihadister og forfulgte krisnte) således går de også imod det uhindrede dogme der er tæt knyttet til de venstreorienterede medier: Kulturrelativsmen. Derfor behovet for at holde dem nede.

Ingen tvivl om at bloggens redaktion forventede de sædvanlige ophedede svar når man diskuterede angreb på kristne i den muslimske verden: Anderkend at de er der, jo, men vær hrutig til at påpege at, "på deres egen måde," er kristne på lignende vis selv ansvarlige. Det er betegnende hvordan de fleste bidragydere svarede: En syntes at kristen fundamentalisme er ligså foruroligende som muslimsk fundamentalisme; en anden igen begræd, hvordan skrifterne kan opildne til vold, men nævnte ikke nogen specifik religion; endnu en gav råd til de lidende kristne om at "vende den anden kind til" og tilgive deres forfølgere, og tilføjede smagløst at al vold "kan overvindes med vor radikale kærlighed" - nemme følelser at prædike når man bor i Amerika langt borte fra lidelserne.

Overvej de venstreorienterede mediers tilgang til Ægyptens koptere, Mellemøstens største kristne minoritet: Hver gang de angribes af islamister, henviser medierne til disse angreb som "sekteriske konflikter," og fjerner sig derfor fra det mere præcise, om end gammeldags udtryk "Kristen forfølgelse." (Hvad kan man ellers kalde det når et antal af den kristne minoritet lider under det muslimske flertals overgreb - herunder deres regering - blot fordi de er intet andet end kristne?)

På samme vis da islamister bonbede en ægyptisk kirke Nytårsaften, og efterlod 20 døde koptere og dusinvis lemlæstede, da rapporterede de venstreorienterede medier om det - men under overskrifter som "Sammenstød i vækst da ægypterne er vrede efter angrebet" (New York Times) og "Kristne i sammenstød med politiet i Ægypten efter angreb på kirkegængere der dræber 21" (Washington Post), som om kendsgerningen, at de plagede og frustrerede kristne går til modangreb mod forfølgelsen er ligeså bemærkelsesværdig som selve forfølgelsen. Da en ægyptisk politimand tidligere denne måned gik ombord på et tog, identificerede kristne ved det lille kors de har tatoveret på deres håndled og åbnede ild, dræbte en og sårede yderligere fem andre med det tydelige muslimske krigsråd "Allah Akbar," bedømte Los Angeles Times det som passende at henvist til artiklen over overskriften "Øjenvidne påstår at togangriberen ikke gik efter koptere, siger de statslige medier."

En dræbende lille tatovering i Ægypten

Denne sidstnævnte overskrift er betegnede for, hvordan de venstreorienterede medier sjældent, om nogensinde, rapporterer om Ægyptens institutionaliserede anti-kristendomsholdning, og om hvordan den ægyptiske regering i praksis gør det umuligt for kopterne at bygge eller blot reparere kirkerne; eller hvordan stats sikkerhedstjenesten benyttet skarp ammunition mod koptere der demonstrerer, og i et tilfælde fornylig dræbte 4 ubevæbende kristne, heraf et barn, for at protestere mod statens overtagelse af en delvist færdig kirke. Forestil dig den 'helt store dag' medierne ville have hvis regeringen i et overvejende kristent land stormede og vanhelligede en moske, åbnede ild mod ubevæbnede muslimer der protesterer, dræber adskillige, også et barn, sårer og fængsler hundreder.

Når alt er gjort op og er blevet sagt da er de venstreorienterede mediers dagsorden ikke ny; man behøver blot se på, hvordan Israel konstant dæmoniseres, fordi man tillader sig at forsvare sig. Der er dog imidlertid en besynderlig forskel: Når de venstreorienterede medier kommer med en slet skjult dagsorden på vegne af palæstinenserne, gør de det muligvis ud fra en forestilling om, at fordi palæstinenserne er militært svagere end israelerne, da har de brug for mere "repræsentation" i medierne. Hvis det nu skulle være tilfældet, hvis medierne nu blot hjælper "de undertippede," hvorfor indtager de så den helt modsatte holdning i deres dækning af de "undertippede" kristne minoriteter i den muslimske verden?

Ganske enkelt: De venstreorienterede medier er fuldstændig ligeglade med de "svages" lidelser; det er blot et dække man benytter når det passer dem. Snarere er der altovervejende impuls at ulovliggøre Vestens civilisation. Hvilken bedre metode kan anvendes end at nedgøre dens jødisk-kristne arv - derfor dagsordenen mod al jødedom (Israel) eller kristne (forfølgelse).

Raymond Ibrahim is the associate director of the Middle East Forum, the author of The Al Qaeda Reader, and a guest lecturer at the National Defense Intelligence College.