Når verdsligheden ikke er tilstrækkelig
Kan islamisk jihad modstås ved blot at satse på kulturen i Vestens verdslige værdier? Nogle læsere af min artikel om Kristendommens rolle i at stå imod islam har indvendt, at det at bringe netop Kristendommen ind i debatten kun har været med til at mudre vandene. Som en læser skrev, "anti-jihad bevægelsen er bedre tjent, hvis åbenlyse teologer holder sig borte."
Et antal betydningsfulde individer i det man lidt friskt kan kalde 'modstandsbevægelsen, ser ud til at tro at verdslige værdier er tilstrækkelige til at få borgerne til at rejse sig i forsvar for Vestens civilisation. Et godt eksempel er denne holdning i 2006 manifestet, "Sammen står vi op imod totalitarismen," der blev underskrevet af Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Salman Rushdie og andre. Manifestet går ind for "modstand mod religiøs totalitarisme, og for at fremme frihed, lige muligheder, og verdslige værdier for alle." Dokumentet taler også om "universelle værdier," "universelle rettigheder," og "Oplysning" med stort "O."
Men hvor vedholdende er Oplysnings værdierne, hvis de alligevel er afskåret fra deres kristne rødder? Ayaan Hirsi Ali's egen erfaring giver noget perspektiv. I sin selvbiografi, "Vantro," fortæller hun, hvorledes hun efter at have forladt Somalia og flygtede til Nederlandende blev forelsket i Oplysningstidens filosoffer. På samme tid blev hun ateist - der forkastede hun ikke kun Islam, men alle religioner (skønt hun villigt indrømmer at jøderne og kristne har en mere human opfattelse af Gud.). Om Holland skrev hun, "Samfundet fungerer uden henvisning til Gud, og det ser ud til at fungere ganske godt."
Men problemet med at give støtte til Oplysnings humanismen fremfor religion springer i øjnene, om ikke på hver side i "Vantro" så i det mindst på rigtig mange sider. På den ene side er Holland "civilisationens højdepunkt," og "ingen anden nation i verden er mere knyttet til ytringsfrihed end hollændernes." På den anden side, advarer hendes kolleger hende hele tiden om at holde sine tanker for sig selv, og i slutningen, tvinger de 'oplyste' hollændere hende ud af Nederlandene netop for at have udtrykt sine meninger om muslimernes behandling af kvinder. Ironisk nok er Hirsi Ali's næste flygtningehavn American Enterprise Institute, en konservativ tænketank, der har et betragteligt antal traditionelle kristne blandt sine lærde.
Andre, såsom Oriana Fallaci, Geert Wilders og Elisabeth Sabaditsch-Wolff har erfaret, at det "oplyste," men post-kristne Europa ikke er nær så venligt stemt overfor ytringsfriheden som man burde være i netop "Oplysningens" fødested. Oplysningen var et vigtigt fremskridt for civilisationen, men på det seneste ser det ud til at være ved at gå i smadder. Hvorfor mon?
Et muligt svar ville kunne være at selve Oplysningens kerneværdier er uadskilleligt forbundet med de kristne værdier. Dette synspunkt er blevet fremsat mest magfuldt på kontinentet i de senere år af Marcello Pera (tidligere præsident for Italiens Senat, og en agnostiker) og af Benedickt XVI (ikke en agnostiker). De har argumenteret for, at Oplysningen voksede frem ved Kristendommens vækstbetingelser, som et træ vokser gennem sine rødder. Afskåret fra dets rødder, dør træet.
Set i dette lys er menneskets rettigheder grundlagt på troen af vigtigheden af mennesket. Den tro, at almindelige individer har en værdi og værdighed udover deres medlemskab af en stamme eller et samfund har sin oprindelse i den jødisk-kristne deklaration om at mennesket er skabt i Guds billede. Hvis man derfor fjerner Gud fjerner man det fundament der står bag menneskets vigtighed, som Thomas Jefferson uden tvivl opdagede da han skrev på Uafhængighedserklæringen, så er det noget vanskeligt at oprette rettigheder for mennesket uden henvisning til Skaberen. Udelukkende verdslige samfund kan kun lade som om at menneskelig værdighed og menneskerettigheder er noget selvfølgeligt. Vi kan forekomme at glemme, at disse koncepter nu er en selvfølge fordi de blev givet til en verden bestående af kristne.
Før Kristendommen var forestillingen om at alle menneskelige væsener var udstyret med ufravigelig værdi ikke at betragte som en "selvfølge," det blev opfattet som naragtigt. At gå ind for lighed mellem mennesker var en måde at blive til grin på, og det kun i et venligt hedensk samfund. Menneskelig værdighed kan forekomme som en selvfølge nu om stunder, men det er fordi det kristne moralsyn er blevet indarbejdet i århundredernes løb. Gladiatorkampe og slaveri gik ikke af mode, på grund af at samfundet udviklede sig, men fordi mennesker begyndte at betragte hinanden i lyset af den kristne åbenbaring.
Selvfølgelig er det ikke alle der ser sådan på det. Nogle synes at mene at Oplysnings humanismen kom ud af intet, takket været de spontane fremskridt i videnskab, fornuft, og etik. Set fra dette synspunkt kan Oplysningsværdierne fint klare sig selv uden en henvisning til Gud. Men du står stadig tilbage med, at du skal forklare, hvordan det er gået til at disse værdier er kommet igennem nogle hårde tider lige præcis de steder man med god ret kan kalde post-kristne.
Ytringsfrihed, den frie taleret, pressefrihed og religionsfriheden bliver forsvaret meget mere ihærdigt og ægte i det stadig kristne-Amerika ,end i det post-kristne Frankrig eller Holland. For den sags skyld er der mere ytringsfrihed i Bibelbæltets Amerika, end på dit gennemsnits amerikanske universitet.
Med deres taleregler' og regler for "hadefyldt tale" og deres vane med at afvise "kontroversielle" talere er universiteterne blandt de mindst frie institutioner i samfundet. Det er ikke noget tilfælde, at de fleste af dem kan beskrives som post-kristne, og i visse tilfælde endda anti-kristne. Der er også, selvfølgelig, et voksende anti-semitiske klima på amerikanske universitetsområder.
Det der er hændt på universiteterne er netop hvad der skete i Europa. Begge steder har mistet tro (husk blot på at mange anerkendte universiteter begyndte som seminarier eller uddannelsessteder med religiøs baggrund), og i processen med at svække deres religion blev man i stigende grad uinteresseret i at kultivere og beskytte de ægte friheder. Ydermere, ligesom det post-kristne Europa har det post-kristne universitet kun vist lidt evne til at modstå islamiseringen. Takker været penge fra Saudiarabien og de godt organiserede muslimske studenter foreninger, er mange universiteter begyndt at handle som apologeter for Wahabbi troen.
At dømme udfra de sørgelige beretninger om de yderst sekularisede europæiske stater og de yderst sekulariserede amerikanske universiteter så ville det måske være en god ide at sætte alle sine indsatser på "verdslige værdier til alle" som hovedmidlet i modstanden mod totalitær islam. Ayaan Hirsi Ali fortjener tak fra alle for at gøre opmærksom på misbruget af muslimske kvinder, men hun er forkert på den når hun mener at en rodløs Oplysning vil bringe dem frihed.
På samme vis skylder vi Ibn Warraq meget for hans gennemborende kritik af islam, men han lider under den misforståelse at mene at de universelle værdier der er forseglet i FN Menneskerettighedserklæringen ville kunne overleve i et gennemført sekulariseret samfund som han foretrækker det. Hvis disse værdier er universelle og indlysende, hvordan kan det da være, at halvdelen af verden ikke går ind for dem? Warraq har tilsyneladende ikke bemærket af Menneskerettighedserklæringen blev forfattet, for det mestes vedkommende af individer der var vokset op i kristne kulturer, og dermed havde nedarvet et social samvittighed der var blevet formet af jødisk-kristne traditioner.
To af disse hovedmænd bag erklæringen, Rene Cassin og dr. Charles Malik, gjorde ingen hemmelighed ud af den indflydelse den kristne og jødiske tro havde på deres måde at tænke på. I en tale fra 1969, til Decalogue Lawyers Society, beskrev Cassin, selv jøde, i detaljer, hvordan den jødiske og kristne tanke have banet vejen for Deklarationen. Det er også betegnende, at mens han udformede den endelige Deklaration modtog han råd og opmuntring fra Kardinal Roncalli (senere Pave Johannes d. 23.), som dengang var Apostolic Nuncis (pavedømmets diplomatiske udsending)bosiddende i Paris. Malik der senere blev præsident for FN's Generalforsamling var græsk ortodoks filosof og teolog fra Libanon og forfatter til utallige kommentarer om Bibelen og de tidlige Kirkefædre. Da han kom med sin argumentation til udvælgelseskomiteen benyttede han helt vanemæssigt citater fra Thomas Aquinas, teologen fra Middelalderen. Jacques Maritain, den fremragende katolske filosof var også aktivt involveret i arbejdet med komiteen, ligesom i UNESCO komitteen der var grundlaget for Deklarationen.
Eleanor Roosevelt, en af de ledende i udvælgelseskomiteen observerede senere hen, at Deklarationen reflekterede "Kristendommens ægte ånd." Kort sagt, skønt Menneskerettighedserklæringen ikke nævner Gud, da er fingeraftrykkene fra visse religiøse traditioner i udbredt grad afspejlet i den.
Rene Cassin, Charles Malik og Jacques Maritain - nogle af personer bag Menneskerettighedserklæringen
Kulturen i Vesten - ja faktisk i hele verden - skylder Oplysningstiden en masse, men det er vigtigt at huske, at ved afgørende historiske knudepunkter da var det kristne aktivister der arbejdede med kristne principper, der gjorde det helt store arbejde. Kristne evangelikere stod i spidsen for bevægelsen til afskaffelse af slaveriet; Borgerrettighedsbevægelsen blev sparket i gang af præsten Martin Luther King og andre kristne ledere; ophøret af kommunismen i Østeuropa var muliggjort ved arbejdet af den katolske Solidaritetsbevægelse, af Pave Johannes Paul II, og af utallige præster og pastorer i Polen, Tjekkoslovakitet, Østtyskland og andre lande, der holdt modstandsbevægelsens ånd i live.
Med risiko for at oversimplicifere tingene kunne det måske være gavnligt at tænke på to Oplysningstider: Oplysningen der forblev næret ved den jødisk-kristne traditon, og Oplysningen der afskar sig fra Gud. Den første førte til den Amerikanske Revolution, Uafhængighedserklæringen, afskaffelsen af slaveriet, og Borgerrettighedsbevægelsen. Den sidste førte til Den Franske Revolution, til Terrorstyret, til Statens undertrykkelse af Kirken, til Marx, til Nietzsche, til Socialismen, til Kommunismen, og her i den senere tid til Alice i Eventyrland verdenen af kulturel relativisme, hvor menneskerettigheder anses som relative fremfor universelle.
Det er usandsynligt, at den rene sekularisme - selv en humanistisk oplyst sekularisme - kan være fundamentet for modstand mod en agressiv islam. Det er præcist den "oplyste" sekularisme der forårsagede det åndelige og folkelige vaccum i Europa, der nu udfyldes af Islam. John Lennon inviterede os til at forestille os "no religion"... "nothing to kill or die for." I Europa behøver man ikke forestille sig længere. Ved at de har mistet religionen har mange opdaget, at post-kristne værdier, trods alt, er værd at kæmpe og dø for - det gælder især for de som er kommet op i årene, og som håber at de virkelig slemme ting ikke vil ske i deres levetid.
Det nye motto for mange midaldrende europæere synes at være "apres moi le dhimmtude."
Hvilken kultur vil mest sandsynligt beskytte menneskerettighederne og friheden mod totalitære bevægelser? En gennemført verdslig kultur der har afskåret sig fra et overmenneskelig holdepunkt? Eller en kultur gennemtrængt af den jødisk-kristne tro på at vi er i besiddelse af en ufravigelig Gud-given værdighed? Det er et af de ikke-akademiske spørgsmål, hvor et forkert svar kan være skæbnesvangert. Og tiden for den endelige eksamen nærmer sig hastigt.
William Kilpatrick’s articles have appeared in Front Page Magazine, First Things, Catholic World Report, the National Catholic Register, Jihad Watch, World, and Investor’s Business Daily.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar