Pat Buchanan
'Uroligt sover det hoved der har krone på,' det gælder især i Magrebh og Mellemøsten
Faldet af Tunesiens Zine El Abidine Ben Ali har sendt chckbølger fra Rabat til Riyadh. Autokrater, emirer og konger har spurgt sig selv: Hvis plyndringsmænd kan få Ben Ali, med hans hensynsløse sikkerhedsstyrker, til at falde hvad kunne så forhindre det i at ske her?
Millioner af militante unge muslimer der aldrig har haft del i velstanden der er kommet gennem olien og gassen må spørge sig selv: Når tuneserne kan få et forhadt regime til at falde, hvorfor kan vi så ikke også?
Amerika spillede ingen rolle i denne opstand og vore diplomater har være frastødt af korruptionen. Dog var Ben Ali en allieret i krigen mod terroer, og det som skete i Tunis kunne igangsætte en række af ødelæggende anslag mod U.S.'s position i Mellemøsten.
For når autokrater falder er det ikke altid demokrati der vokser frem. Og i Mellemøsten er demokratiet ikke nødvendigvis Amerikas allierede.
Kong Farouk's fald i 1952 førte til Oberst Nasser i Ægypten. Udvisningen og mordet på Kong Faisal i Irak i 1957 førte til Saddam. Faldet af Kong Idris i Libyen i 1969 førte til Gaddafi. Faldet af Kejser Hailie Selassie i Ætiopien i 1974 førte til at den morderiske Oberst Mengistu dukkede op. Faldet af Shahen af Iran i 1979 førte til Ayatollah Khomeini.
Her passer den gamle talemåde: "Vi ved hvem vi har... men ikke hvem vi får..."
Skulle en ny bølge af revolter hærge regionen da kunne vi muligvis se den endelige kollaps af den neokonservative udenrigspolitik fra George W. Bush.
Mellemøst politiken hvilede på flere søjler: Ukritisk støtte til Israel, invasioner for at bortstøde fjenderne i Afghanistan og Irak, og U.S. besættelser for at genopbygge og skabe disse lande om til demokratier.
Et godt stykke tid før han forlod embedet havde denne politik gjort regionen så anti-amerikansk at Bush selv, i meningsmålinger, blev set på med langt mindre sympati af de muslimske masser en Osame bin Laden.
Da Bush i sin indsættelsestale i 2005 erklærede at hans mål nu var at gøre "en ende på tyranniet i vor verden," og gik ind for valg i Mellemøsten da fik han blot de resultater som hans politik havde medført.
I Palæstina kom Hamas til magten. I Libanon, fik Hezbollah så stor fremgang at den kom med i den libanesiske regering som den netop havde fået til at falde. Da Ægyptens Hosni Mubarak tillod valg i nogle distrikter, vandt Det Muslimske Broderskab de fleste af dem.
I Iran i 2005 blev Mahmoud Ahmadinejad valgt og belv øjeblikkelig favoritten hos araberne på grund af hans fjendskab overfro Israel. Tendensen fortsatte ved valgene i Irak i 2010, der forstærkede den antiamerikanske holdning og magten hos den antiamerikanske Muqtada a-Sadr.
Budskabet fra Mellemøsten har været vedholdende og klart: Når valgt afholdes, eller monarker eller autokrater falder, da vil masserne vende sig mod ledere der vil trække dem væk fra Amerike og være solidariske med palæstinenserne.
Tyrkiet er et godt eksempel. Før han invaderede Irak bad Bush Ankara om tilladelse til at angribe fra dets nordlige territorium, ligesom fra Kuwait i syd. Parlamentet hos denne NATO allierede igennem 50 år nægtede.
Siden da har Tyrkiet trukket sig fra Amerika, fra Israel og nærmere til de islamiske folk i hele det område som de tyrkiske osmannere herskede over i århundreder.
George H.W.Bush så bort fra "det visionære." Men George W. fik en 'på vej til Damaskus oplevelse' i kølvandet på 9/11. Han blev en ægte troende på, at sikkerheden i hans land og verdensfreden afhang af en global omvendelse til demokratiet. Han skulle stå for denne omvendelse.
Hvorfor, udover ideologi, skulle en leder kræve af et venligsindet regime skal holde valg, hvis det med næsten fuld sikkerhed vil medføre, at det regime der bliver en følge af de valg vill være mere fjendligt indstillede overfor hans land?
Dwight Eisenhower foretrak Shahen fremfor Mohammad Mossadegh, skønt den sidstnævnte var blevet valgt. Ikke bakkede kuppet op. Richard Nixon foretrak General Augusto Pinochet fremfor Chiles pro-Castr præsident Salvador Allende, der var belvet valgt. Generalen var jo med os.
Dette rejser påny sprøgsmålet: Hvorfor hader de os?
I det 19. århundrede holdt de europæsike monarker ikke af vor republik, men deres befolkninger elskede os. Gennem 2. Verdenskrig og det meste af Den Kolde Krig anså befolkningerne i Mellemøsten Amerika som forkæmperen for frihed for imperialistiske styrer. Vi var jo de første der smed briterne ud.
Måske har vi tabt folket i Mellemøsten, mens vi har vundet deres autokratiske herskeres tillid, fordi vi, også er blevet et imperium -- og ikke længere kan betragte os selv som andre gør.
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of seven books.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar