Obama vil måske efterligne Ted Kennedy om tro

Ted Kennedy's Anti-Mormon øjeblik

           
Daniel Allott    
   

Hvad skete der sidste gang en siddende Demokrat stod over at ville tabe til Mitt Romney?

De som søger efter spor om hvad rolle tro kunne spille i præsidentvalgkampagnen ville gøre klogt i at huske Ted Kennedys bitre og brutale 1994 Massachusetts Senats kampagne mod Mitt Romney.       

                    

Da det så ud til han ville tabe sit slidte sæde til en politisk novice, iværksatte Kennedy og hans surrogater en bredside mod Romney’s mormontro. Episoden kan give en antydning af, hvordan Obamas genvalgskampagne vil behandle Romneys tro, og hvordan Romney vil svare igen.

Senator Kennedy var svag som aldrig før da han søgte om genvalg i 1994. I sine seks perioder i embedet havde Kennedy aldrig være bagud i meningsundersøgelser op til et valg, og han havde altid vundet med ikke færre end 14%’s forspring.

Men 1994 var anderledes. Siden hans sidste valg var billede af Kennedy som en pigeglad, hensynsløs drukkenbolt blevet skærpet i vælgernes sind, delvist på grund af åbenbaringer om hans sviregilder der var kommet frem tre år tidligere i voldtægtsretssagen mod hans nevø, William Kennedy Smith.

Udover det, som 62 årig så Kennedy træt, gammel og overvægtig ud - i stor kontrast til den relativt unge, sportstrænede renlivede Romney. “Kennedy Trætheden” bemærkede mere end en politisk kommentator, var begyndt. I september havde Romney vundet Republikanernes primærvalg og stod lige med Kennedy.

 

Desperat for at tilsvine indtrykket af Romney som en familiemand angreb Kennedy og hans surrogater Romneys tro, citerede Mormom Kirkens gøren forskel på racer tilbage i tiden og at man nægtede præsteskabet til kvinder. (For at dække sig ind, begyndte Kennedy også offentligt at gå ind for ordinering af kvinder i Den Katolske Kirke).

Kennedy kalkulerede direkte med de kvindelige vælgere, sagde politiske kommentatorer, en vælgerandel som Kennedy længe havde været afhængig af, men nu kæmpede for at få over til sig det år.

Kennedy fik masser af hjælp fra sine surrogater, herunder nevøen Joseph Kennedy, som var Massachusetts repræsentant i Huset. “Jeg tror meget stærkt på adskillelsen mellem kirke og stat,” er Joseph Kennedy citeret for at sige med omtale af sig selv som sin onkels “pitt bull.”
“Men jeg mener at hvis en særlig kirke har en tro på at sorte er andenklassesborgere og at det er den fastslåede tro i den kirke, eller at kvinder er andenklassesborgere, så mener jeg man bør se nærmere på de emner.”

De racebaserede angreb var, fra enhver synsvinkel, uretfærdige. For det første var Kennedys påstand om at kirken stadig diskriminerede mod sorte medlemmer direkte forkert. Kirken havde ændret sin politik mange år før, og tillod nu at sorte medlemmer kunne være ledere.

Ydermere, var der intet bevis for at Romney godkendte sin kirkes tidligere diskrimination. Faktisk var Romney far, George, en tidligere guvernør i Michigan , en ihærdig borgerrettighedsaktivist, langt forud for sin tid både med hensyn til sin kirke og det Republikanske Parti.

Mitt beundrede helt tydeligt sin far for det lederskab. “Han marcherede i borgerrettighedsdemonstrationer eller parader, mod Goldwater platformen i 1964 og nægtede som guvernør at støtte Goldwater som præsidentkandidat,” forklarede kandidaten ved et kampagnemøde. “Derfor trods misforståelsen om min kirke, så var min fars personlige holdninger manifesteret ved hans handlinger både i offentlige og private arenaer.”  

Romney var også målet i det som Ron Scott beskriver i sin nye bog Mitt Romney, som en koalition af “en mærkelig blanding af ad hoc, men lidenskabeligt ihærdige Mormon anti-Romney rådgivningsgrupper der hensynsløst var efter ham i hele 1994 kampagnen.”

På et tidspunkt anklagede fire medlemmer af hans Mormonmenighed Romney for, et par måneder tidligere, at have omtalt bøsser og lesbisk som “perverse.” Andre krævede at Romney diskuterende sin kirkes holdning til Equal Rights Amendment og praksis med flerkoneri (som kirken havde forbudt 100 år tidligere.)

Ved visse kulturelle emner forsøgte Romney med omhu skille sig ud fra sin kirke. “Min kirke føler at abort ikke er noget godt valg,” fortalte han Bay Windows, statens bøsse- og lesbiske avis. “Imidlertid gik min mor ind for legalisering af abort. Derfor kan de, som jeg, leve og have deres personlige overbevisning, der hylder diversitet i vort samfund og kæmper for retten hos alle mennesker  til at leve efter deres overbevisning, og efter deres egne valg. Deres eksempel og min erfaring med er den at vise respekt og tolerance overfor alle andre.”

Ted Kennedy kampagne nægtede at sige fra over Joe Kennedys kommentarer. Senatoren trak sig derpå noget tilbage fra de tidligere løfter om ikke at rejse religionsspørgsmålet og gik ind for at Romney burde få nogle skrappe spørgsmål om sin tro.

“Selvfølgelig er det om religion,” fortalte Martin Nolan, en erfaren Boston journalist til New York Times om formålet med Kennedys angreb. “Mormonismen er et eksotisk koncept i Massachusetts. Det er en del af hans spilleplan at skabe tvivl om sin modstander på alle måder.”

Endelig efter at have været tavs over angrebene på sin tro i ugevis, indkaldte Romney medierne til sit kampagnehovedkvarer sent i september, med sin 87 årige far ved sin side.

Der var en åbenbar ironi i Kennedys angreb og Romney portrætterede dem som et svigt af Præsident Kennedys minde. “Efter min mening,” sagde Romney, “var sejren som John Kennedy vandt ikke kun for de 40 millioner amerikanere der er født som katolikker - den var for alle amerikanere af alle trosretninger. Og jeg er ked af at sige at Ted Kennedy forsøger fjerne sin brors sejr.”

Derpå som Michael Kranish og Scott Helman genfortæller i deres nye bog The Real Romney, udbrød George Romney, der havde været igennem pressens gabestok og var synligt vred, “Jeg mener det er aldeles forkert at blive ved med at slå ned på religiøse emner. Og det er hvad Ted forsøger på, at få det ind i billedet.”

Pressekonferencen markerede et vendepunkt i kampagnen. Næste dag fastslog en leder i Boston Globe, “Det er helt fin at spørge Romney om, hvad han mener omkring velfærd og andre sociale problemer, men lad være med at tordne mod ham, fordi han følger sin tros læresætninger i det religiøse samfund.”

Den katolske ærkebiskop i Boston fordømte også angrebene. En leder i den gejstlige avis The Pilot gik i rette med den katolske Kennedy og med Boston Globe.: “Og hvorfor har de (Globe) bragt emnet om Mitt Romneys mormonisne i spil igen og igen? Skal man være kyniker for at mene at Globe gerne ville fremstille Romney som en mod-kvinder mormon og derfor uegnet til Senatet.?”

Irettesat af sine allierede udførte Kennedy det som MPR beskrev som “en kovending” vedrørende Romneys religion, holdt inde med de religiøse angreb og rettede skytset mod andre ting, f.eks. Romneys arbejde med Bain Capital. Joe Kennedy ringede til Romney for at undskylde, og offentliggjorde et brev, hvori han hævdede han “inderligt fortrød” sine bemærkninger.

Kennedys vælgertilslutning blev nu bedre, og midt i oktober, førte han med et tocifret tal. På valgdagen vandt Kennedy komfortabelt med 17%.

Hvad vedrører alt dette så 2012? Desperat efter at få samlet minoritets- og kvindelige vælgere kunne Obama kampagne være fristet til at rejse Mormon Kirkens tidligere holdninger. Alle kendetegn er der på at Obama har begravet den nærmest hæderværdige kampagne han førte i 2008 og vil anvende knojern denne gang.  

“Det Obama og hans hold har accepteret er, at mens der er en masse der kan siges om at ændre politik og hæve niveauet i valgkampen så er det vigtigste job som præsident at forsvare dine prioriteter,” skrev New Republic’s Noam Scheiber fornylig. “Og du gør det på den måde for at vinde.”

Til det formål har kampagnen ansat Stephanie Cutter som vicekampagne leder for at holde øje med de daglige kampoperationer. Ifølge Scheiber er Cutter legendarisk berømt blandt Demokrater for hendes “Dresden-agtige” kampagnetaktik, men henvisning til de allieredes overvældende bombeangreb på Dresden, Tyskland ved slutningen af 2. Verdenskrig. 

 

Som en rådgiver i Det Hvide Hus fortalte Scheiber, “Det har altid været sandt, at enten er man offensiv eller defensiv, og offensiv er bedre end defensiv.”

Det skal gøre helt klart at Romneys tro er en nettogevinst for ham og hans kandidatur. Men det betyder ikke at Obama ikke vil piske ham hvis han bliver desperat.

I en tæt valgkamp med en kampagne der har det helt fint med at benytte alle til rådighed stående metoder og voldsomme opildnende angreb, er det måske ikke et spørgsmål om Obama angriber Romneys religion, men snarere hvornår.

                

   
         
Daniel Allott is senior writer at American Values, a Washington, D.C. area public policy organization.

http://spectator.org/archives/2012/05/23/ted-kennedys-anti-mormon-momen/1