Hvorfor der ikke er fred på jorden 2016. Et opgør med amerikansk politik. Del 1 af 2
David Stockman
Efter Berlin Muren faldt i november 1989 og Sovjetunionens ‘død’ blev bekræftet to år senere da Boris Yeltsin så modigt standsede tanks fra Den Rød Hær foran Moskvas hvide hus, da sluttede en dyster æra i menneskets historie.
Verden havde i 77 år været involveret i en global krig begyndende med mobiliseringen af det gamle Europas hære i august 1914. Hvis man har lyst til at tælle lig, ja så blev 150 millioner dræbt ved alle tabene som følge af Den Store Krig, dennes tåbelige efterspil som følge af Versailles traktaten, og historiens march mod endnu en verdenskrig - og en kold krig der uundgåeligt fulgte derefter.
Det er en kendsgerning at op til 8% af menneskets race blev udslettet i det tidsrum. Tallet overgår til fulde galskaben ved skyttegravskrigen i årene 1914-1918; de morderiske totalitære regimer i Sovjet og Nazityskland der fremstod i asken af Den Store Krig og Versailles, og derpå blodbadet i 2. Verdenskrig og de mindre (unødvendige) krige og invasioner under Den Kolde Krig, herunder Korea og Vietnam.
Jeg har drøftet dette langt mere fyldestgørende i “The Epochal Consequences Of WoodrowWilson’s War“, men konklusionen kan ikke modsiges. Slutningen af Den Kolde Krig betød at fred i verden næsten var opnået, dog 25 år senere er der stadig ingen fred på grund af at det imperialistiske Washington forhindrer det.
Faktisk er Krigspartiet, der er så indarbejdet i nationens hovedstad kun optaget af økonomiske interesser og af ideologiske perversioner der er garanti for en stadig krig. Det sikrer, at der er et endeløst spild til våben, og de umålelige dødstal og den menneskelige lidelse der stammer fra det 21. århundredes High Tech krigsførelse, og som følge heraf terroristers modangreb, er det som Krigspartiet påfører ved sin voldelige dominans.
Således var der en lurende trussel mod freden ved Potomac efter den 77 år lange krig sluttede. Den store general og præsident Dwight Eisenhower omtalte det som “det militær-industrielle kompleks” i sin afskedstale, men den mindeværdige sætning er blevet forkortet af hans taleskrivere der slettede ordet “kongresbetinget” som en gestus til den lovgivende forsamling.
Genskab derfor Ike’s slettede reference til ‘kødæderne’ og søndags eftermiddags krigerne på Capitol Hill og smid så lige legioner af beltway (politikerne i Washington D.C.) nævenyttige der udgjorde de borgerlige grene af armadaen i Den Kolde Krig (CIA, Staten, AID etc.) og cirklen ville være sluttet. Det udgjorde den mest forbløffende krigsmaskine og imperialistiske dominans siden Roms legioner sad på det meste af den civiliserede verden.
Kort fortalt så var den virkelige trussel mod freden cirka 1990, at Pax Americana ikke stille og roligt ville forsvinde i løbet af natten.
Faktisk har Imperialistiske Washington i løbet af de 25 år mistet al erindring om at fred var mulig som aldrig før ved slutningen af Den Kolde Krig. I dag er det så hensynsløst, vildledt og blodtørstigt som Berlin, Paris, Sankt Petersborg, Wien og London var det i august 1914.
Tilbage (1914) dengang, få måneder efter slagterierne var blevet sat i værk, indgik soldater langs Vestfronten spontane våbenhviler ved Juletid. De sang og udvekslede endog gaver. I et kort øjeblik spekulerede de på, hvorfor de stod overfor hinanden i en dødbringende kamp ved Helvedets port.
Det sande, smertelige, svar er at der ikke var nogen god grund. Verden var blevet forført til krig på falske fortællinger og de institutionelle imperativer ved de militære mobiliseringsplaner, alliancer og traktater der som formål havde at skabe en Dommedagsmaskine gennem ynkelige kortsigtede diplomatiske manøvrer og politiske kalkuler. Dog gik der mere end 75 år af et århundrede før alle de onde virkninger og konsekvenser kunne renses ud fra livet på planeten.
Freden der blev tabt sidste gang er ikke opnået igen - denne gang af de selvsamme årsager. Historikerne kan med lethed nævne synder for 100 år siden, såsom den tyske generalstabs plan for en lynmobilisering og angreb mod fronten i Vest, - Schlieffen Planen - eller Storbritanniens hemmelige forpligtelser over for Frankrig om at beskytte Nordsøen mens Frankrig skulle tage sig af Middelhavet.
Da disse casus belli fra 1914 var kriminelt trivielle i lyset af alt det som har celledelt sig derefter ville det være passende at sætte navne på institutioner og falske narrativer der blokerer for at freden i dag kan komme tilbage. Kendsgerningen er at disse hindringer er endog endnu mere foragtelige end de kræfter der smadrede Julefreden for 101 år siden..
Imperiale Washington——–En Global Trussel
Der er ingen fred i dagens verden af grunde der hovedsagelig har deres rod i Imperiale Washington (IW) - ikke Moskva, Beijing, Teheran, Damaskus, Mosul eller Raqqah. IW er blevet en global trussel der skyldes det som ikke skete i 1991.
Det som burde være sket er, at Bush den ældre skulle have erklæret “mission accomplished” og skåret Pentagons budget ned fra 600 milliarder dollars til 200 milliarder dollars, demobiliseret det militære industrielle kompleks ved at indføre et moratorium for al ny våbenudvikling, fremme og eksportsalg, opløst NATO og afmonteret det vidt udbredte netværk af US militærbaser, skåret antallet af soldater ned fra 1,5 millioner til nogle få hundrede tusinder og organiseret og anført en verdens nedrustnings- og fredskampagne som hans Republikanske forgænggere gjorde i 1920’erne.
Desværre var George H.W.Bush ingen en fredens mand, han var uden vision og med en gennemsnitlig intelligens. Han var det medgørlige værktøj for Krigspartiet, og det var ham der egenhændigt smadrede freden da han kastede Amerika ind i en fup konflikt mellem det voldelige Irak og den grådige Emir af Kuwait - hvilket vi ikke burde have noget som helst at gøre med.
I modsætning hertil, og selvom liberale historikere har forhånet Warren G. Harding som en ægte dummernikker præsident, så forstod han dog, at Den Store Krig havde været ført forgæves og for at sikre det aldrig skulle ske igen havde verdens nationer brug for at slippe deres enorme flåder og de stående hære.
For at opnå dette opnåede han den største globale nedrustningsaftale nogensinde under Washington Naval Conference i 1921, der standsede konstruktionen af nye slagskibe i mere end et årti.
Og nu, hvor han var i gang benådede præsident Harding også Eugene Debs. Ved at gøre det bevidnede han sandheden i, at den foretagsomme socialistiske kandidat som præsident og glødende antikrigs protesterende, som præsident Wilson havde smidt i fængsel for at udøve sin ret ifølge First Amendment til at tale mod US indtræden i krigen som en meningsløs krig i Europa, havde haft ret hele tiden.
Eugene Debs
Kort sagt vidste Harding at krigen var forbi og dårskaben ved Wilson færden ind i krigen i 1917 og dermed Europas blodbad ikke skulle gentages trods alle farer.
Ikke George H.W. Bush. Den mand burde aldrig tilgives at gøre det muligt for typer som Dick Cheney, Paul Wolfowitz, Robert Gates, og deres neokonservative bande af sjakaler at komme til magten - selvom han i sin høje alder har irettesat dem.
For at understrege pointen bedre, ved ikke at gå efter fred men snarere krig og olie i Den Persiske Gulf i 1991 åbnede han portene til en unødvendig konfrontation med Islam og gødede jorden for at jihadistisk terrorisme kunne fremstå, en terrorisme der plager verden i dag, der altså skyldes George Bush ynkelige skænderi med Saddam Hussein.
Vi vil vende tilbage til den 45 år gamle fejl der mener, at Den Persiske Gulf er en amerikansk indsø, og at modsvaret mod høje oliepriser og for energisikkerhed er Fifth Fleet. Faktisk er svaret på de høje oliepriser overalt, og altid høje oliepriser - en sandhed der til overmål er blevet gendrevet som det kan ses i denne uge da Brent olieprisen faldt til under 35 dollars tønden.
Men først og fremmest er det godt at huske at der ikke var nogen plausibel trussel noget sted på planeten mod sikkerheden for borgere i Springfield MA, Lincoln NE eller Spokane WA da Den Kolde Krig sluttede.
Warszawapagten var opløst til flere end et dusin sørgelige suveræne stater. Sovjetunionen var nu blevet til 15 uafhængige fjerntliggende republikker, fra Belarus til Tajikistan, og det russiske moderland blev kastet ud i en økonomisk depression der efterlod landet med et BNP på størrelse med Philadelphias.
På samme vis var Kinas BNP endnu mindre og mere primitiv end Ruslands. Selv da Deng opdagede trykpressen (penge) der ville gøre det i stand til at blive en storhandelseksportør, var det ikke en lurende trussel for den nationale sikkerhed som man aldrig indså. Trods alt var der 4000 Wal-Marts i Amerika som den nye røde kapitalismes velstand uundgåeligt afhang af, og som de kommunistiske oligarkers styre i Beijing i sidste ende var baseret på.
Ingen Islamisk eller Jihadi Terrorist Trussel cirka 1990.
I 1990 var der ingen global islamisk trussel eller jihadi terroristplage. Det der eksisterede under de overskrifter var soludtørrede fragmenter og affald af mellemøstlig religiøs-, etnisk- og stammetradition der lejlighedsvís kunne ses i deres hjemregion, men ingen trussel mod Amerika overhovedet.
Splittelsen af Sunni/Shia der havde levet sammen siden 671 A.D:, med periodiske udbrud af kampe og krige i århundredernes løb havde sjældent bevæget sig ud over regionen og der var helt sikkert ingen grund til bryde ud i åben konflikt i 1990.
I den kunstige stat Irak, der var blevet skabt ved at der var trukket streger på et kort af historisk ignorante europæiske diplomater i 1916 levede Shiiter og Sunnier sammen ganske tåleligt. Det var fordi nationen blev ledet af Saddam Husseins Baath Partis verdsliige udgave af arabisk nationalisme.
Saddam stod for lov og orden, for statsmotiveret økonomisk udviklling, og en politisk tildelt fordeling af resterne af det som var tilovers af den kæmpestore regeringskontrollerede oliesektor. Jovist så bragte Baath socialismen ikke meget velstand til det potentielt rige land i Mesopotamien, men Hussein havde en kristen udenrigsminister og ingen sympati for religiøs ekstremisme eller voldelig stræben efter sekteriske sager.
Den blodige strid mellem Shia/Sunni der plager Irak i dag og fungerer som udklækningsanstalt for unge jihadi terrorister i tusindvis blev først sat fri efter at Hussein var blevet drevet ud af Kuwait, og CIA foranstaltede et væbnet oprør i det shiitiske hjerteland rundt om Basra. Den revolte blev brutalt undertrykt af Husseins republikanske garde, men der bageftrer kom til at koge under overfladen i en vredens og hævnens atmosfære.
Der er vel næppe grund til at nævne at den yngre Bush og hans kabale af neokonservative krigsmagere ikke kunne lade det være ved det. Da de på den mest tåbelige vis ødelagde Saddam Hussein og hele hans styre for at forsøge at finde masseødelæggelsesvåben og bånd til al-Qaeda, så åbnede de helt bogstaveligt porten til Helvede, og efterlod Irak som en forfejlet stat, uden lov, hvor såvel nylige som oldgamle religiøse- og stammefjendskaber nu fik ubegrænset voldelig luft og vinger.
På samme måde med det Shiitiske teokrati der var så etableret i Teheran og samtidig en uheldig albatros over det persiske folk, men det var ingen trussel mod Amerikas sikkerhed. De forestillinger om at Teheran er en ekspansionistisk magt der bare vil eksportere terrorisme til resten af verden er en kæmpe fiktion og et spind af løgne fundet på af Washington Krigspartiet og deres Bibi Nethanyahu afdeling for at for at vinde politisk støtte til deres konfrontationspolitik.
Faktisk har den 3 årtier lange dæmonisering af Iran tjent et overordnet mål. Det har nemlig gjort begge grene i Krigspartiet i stand til at fremmane en skræmmende fjende, og dermed retfærdiggøre aggressiv politik der går ind for en konstant krigstilstand og for militær mobilisering.
Da Den Kolde Krig officielt sluttede i 1991, frygtede Cheney og de neokonservatives kabale en drastisk demobilisering af det militære industrielle kompleks i US med base i det pludselige mere fredelige strategiske miljø. Som modvægt udviklede de en anti-Iran doktrin der udførligt blev beskrevet som en metode til at holde udgifterne til forsvaret på samme høje niveau som under Den Kolde Krig.
Den narrativ de udviklede til det formål er en af de allermest nederdrægtige Kæmpe Løgne der nogensinde er undsluppet beltway (de etablerede politikere i Washington). Man kommer til at erindre den unge knægt der slog sine forældre ihjel, og derpå overlod sin skæbne til domstolene med den begrundelse at han var forældreløs!
Jovist, i løbet af 1980’erne udstedte de neokonservative i Reagan-administrationen deres egen fatwa mod Den Islamiske Republik og dennes retoriske fjendskab mod Amerika. Dog var denne fjendskab med baggrund i Washingtons 25 årige støtte til Shahens tyranniske og ulovlige regime, og udgjorde grundlaget for en fortælling om Den Islamiske Republik der ikke er meget anderledes end Amerikas revolutionære afstraffelse af Konge George.
At iranerne havde en god sag er udenfor al tvivl. De nu åbne US arkiver viser at CIA styrtede Irans demokratisk valgte regering i 1953 og indsatte den yderst upassende og megalomaniske Mohammad Reza Shah på påfugletronen for at herske som en marionet på vegne af US sikkerheds- og olieinteresser.
I løbet af de følgende årtier plyndrede Shahen, ikke kun på grundig og fræk vis, velstanden i Persien, med hjælp af CIA og US militæret, han skabte også en brutal hemmelig politienhed kendt som Savak. Sidstnævnte fik Østtysklands Stasi til at se civiliserede ud.
Alle dele af Irans samfund, herunder universiteter, fagforeninger, virksomheder, organisationer, landmænd og mange flere blev underkastet en intens overvågning af Savak agenter og betalte stikkere. Som en kritiker beskrev det:
Som årene gik blev Savak selv en lov, med lovlig myndighed til at arrestere, tilbageholde, afhøre på Qezel-Qalaeh og Evin faciliteterne og også mange mistænkelige steder rundt om i landet. Mange af de aktiviteter blev udført uden de blev kontrolleret af nogen anden myndighed.
Ganske ironisk er det at Shahen, blandt sine mange grandiose tåbeligheder, gik i gang med en omfattende civil kernekraftindsats i 1970’erne, der sådan set helt bogstaveligt ville have plastret det iranske landskab til med kernekraftværker.
Han ville benytte Irans stadig større indkomst fra olien efter 1973 til at købe alt udstyret hos virksomheder i Vesten - og også støttefunktioner som berigelse af uran - for at give hans kongedømme billig energi i århundreder.
Da Revolutionen skulle til at sættes i værk var det første af disse værker Bushehr næsten færdigt, men hele det grandiose projekt blev indstillet midt i al tumulten med det nye regime og ved at Saddam Hussein indledte krig mod Iran i september 1980. Som en konsekvens kom så det 2 milliarder dollars store depositum ved det franske kernekraftinstitut, modtaget af Shahen for at få sat gang i berigelseskapaciteten for at forsyne hans reaktorer, til at ligge i dvale.
I denne selvsamme kontekst beviste det nye iranske regime på ret dramatisk vis at man ikke var forhippet på at få atombomber eller nogen andre masseødelæggelsesvåben. Midt under Iraks uprovokerede invasion af Iran der tidligt 1980’erne, udstedte Ayatollah Khomeini en fatwa mod biologiske- og kemiske våben.
På selvsamme tidspunkt kastede Saddam Hussein disse biologiske og kemiske rædselsvåben mod iranernes kampstyrker - nogle af dem knap teenagedrenge - med hjælp af CIA sporingssatellitter og Washingtons samarbejde. Således, lige fra begyndelsen, var den iranske holdning helt og aldeles modsat Krigspartiets endeløse bombardement af falske anklager om at Iran stræbte efter atombomber.
Uanset hvor formørket og middelalderlig regimets religiøse synspunkter kan forekomme at være, så består ‘teokratiet’ der styrer Iran ikke af demente krigsgalninge. I kampens hede var de villige til at ofre deres egne styrker frem for at krænke deres religiøse skrupler for at imødegå Saddams masseødelæggelsesvåben.
Derpå, i 1983 besluttede det nye iranske styre af færdiggøre Bushehr kraftværket og nogle andre dele af Shahens store plan. Men da de forsøgte at genaktivere de franske (betalte) servicekontrakter og købe det nødvendige udstyr til værket fra de oprindelige tyske forsynere blev de iskoldt hindret af Washington. Og da de forsøgte at få deres 2 milliarder dollars store depositum tilbage blev de også frækt nægtet det.
For at gøre en lang historie kort, hele den efterfølgende historie med iranernes gentagne forsøg på at købe udstyr og komponenter på det internationale marked, ofte fra kilder på det sorte marked i Pakistan, var et modsvar på Washingtons hensynsløse indsats for at blokere landets lovlige ret, som underskriver af traktaten mod spredning af kernevåben (Nuclear Nonproliferation Treaty) for at fuldføre noget af Shahens civile kernekraftprojekt.
Det er vel næppe nødvendigt at gøre opmærksom på, at det ikke krævede særlig meget af fanatikerne hos de neokonservative der krævede et “regime skfite,” og som sad på det nationale sikkerhedsapparat, især efter valget 2000, at spinne ethvert forsøg hos Iran for at købe centrifuger eller rørledninger som værende et bevis på at Iran hemmeligt ville skabe en bombe.
De overdrivelser, de løgne, de fordrejninger og frygtscenarier der kom ud af denne neokonservative kampagne er i sandhed kvalmende. Helt tilbage i tidligt i 1990’erne forsøgte George W.H.Bush faktisk at strække hånden ud mod den nyligt valgte regering med Hashemi Rafsanjani, for at begrave stridsøksen, efter den nye regering havde samarbejdet for frigive de amerikanske fanger der var tilbageholdt i Libanon i 1989.
Rafsanjani var helt åbenbart en pragmatiker der ikke ønskede konflikt med United States og Vesten, og efter den ødelæggende 8 år lange krig mod Irak var helt og aldeles fokuseret på en økonomisk genopbygning og endda frimarkedsreformer af Irans haltende økonomi.
Som en af historiens helt store tragedier lykkedes det de neokonservative at dulme endog George Bushs bedre instinkter med hensyn til at oprette bedre forbindelser med Teheran.
Derfor blev fangeløsladelsens gunstige forhold kortvarigt - især efter at topposten i CIA blev overtaget af Robert Gates. Han var en det de allerværste af de uforbederlige koldkrigs apparatniks der kunne se fred i sigte, og da han blev valgt, i stedet søgte over hele kloden efter uhyrer han kunne fremmane som en perversion af John Quincy Adams kloge maksime.
I dette tilfælde var motiveringen især dadelværdig. Gates havde været Bill Caseys højre hånd under dennes slyngelledelse af CIA i Reagan administrationen. Blandt de mange skumle projekter som Gates stod for var Iran-Contra affæren der næsten ødelagde hans karriere da den blev afsløret, og som han beskyldte Iran for netop at afsløre for offentligheden.
Fra sin stilling som vicedirektør i det nationale sikkerhedsråd i 1989 og derpå som chef for CIA trak Gates alle stopklodser frem for at få hævn. Næsten egenrådigt fik han slået Det Hvide Hus’ goodwill ved fangeløsladelsen ihjel, og lancerede den nederdrægtige myte af Iran både var sponsor for terrorismen og søgte at få kernevåben.
Faktisk var det Gates der var arkitekten bag dæmoniseringen af Iran som blev et hovedpunkt i Krigspartiets propaganda efter 1991. Med tiden forvandlede det sig til en ekstrem falsk påstand om at Iran er aggressiv overherredømme nation der går ind for terrorisme og er dedikeret til at udslette staten Israel oveni andre grumme planer.
Den gigantiske løgn blev næsten enerådigt formuleret af de neokonservative og Bibi Nethanyahus bonkammerater af magtsyge medløbere efter midt 1990’erne. Faktisk er den falske påstand, at Iran udgør en “eksistentiel trussel” for Israel et produkt af den lokke/ skræmmepolitik i Israels indenrigspolitik der har holdt Bibi ved mange i de sidste to årtier.
Men sandheden er at Iran blot besidder en brøkdel af Israels konventionelle militære kapacitet. Og sammenlignet med Israels 200 abomber, så har Iran aldrig haft et kernevåbenprogram efter et lille forskningsprogram blev sløjfet i 2003.
Det er ikke min mening eller noget jeg påstår. Det er den ærlige vurdering af nationens top 16 efterretningskontorer, helt officielt, og det siden 2007. Og nu i sammenhæng med et endnu et studium sammen med kerneaftalen der vil lægge endog Irans civile program i spændetrøje og eliminere det meste af lageret af beriget uran og centrifugerne, har IAEA konkluderet at Iran heller ikke havde noget hemmeligt program efter 2003
På den politiske og udenrigspolitiske front er Iran ikke værre eller bedre end de andre større magter i Mellemøsten. På mange måder er landet en langt mindre trussel for den regionale fred og stabilitet end militærslagterne der nu styrer Egypten med 1,5 milliard dollars i US hjælp om året.
Og Iran er helt sikkert ikke værre end de korpulente tyranner der bruger løs af de kæmpestore olieressourcer i Saudi Arabien i stræben efter helt ubegribelig luksus, velstand og dekadence samtidig med at de 30 millioner indbyggere der ikke er del af regimet lider nød, og det vil en dag medføre et oprør.
Og når det drejer sig om støtte til terrorisme har Saudierne været sponsorer for flere jihadister og terrorister over hele regionen end Iran nogensinde kunne forestille sig.
Myten om den Shiitiske Halvmåne
I denne kontekst er Krigspartiets oppustede beskyldninger om Irans ledelse af den såkaldte ‘Shiitiske Halvmåne’ endnu en komponent i det imperialistiske Washingtons 25 år lange blokade af freden. Iran var ikke en trussel mod Amerikas sikkerhed i 1991, og har aldrig siden organiseret en fjendtlig koalition af terrorister der skulle kræve Washingtons intervention.
Begynd med Irans langvarige støtte til Bashir Assads regering i Syrien. Den alliance der går tilbage til Bashirs fars tid og æra og som har rod i og i overensstemmelse med den historiske politik i den islamiske verden.
Assad regimet er Alawittisk, en gren af Shia, og trods regimets brutalitet har det været et bolværk af beskyttelse for alle Syriens minoritetssekter, herunder kristne, mod en etnisk udrensning ved flertallet af Sunnier. En sådan udrensning ville helt sikkert finde sted hvis de Saudisk støttede oprørere, under ledelse af Nusra Front og ISIS nogensinde skulle få magten.
På samme vis er den kendsgerning at regeringen i Bagdad i den forfejlede stat Irak - det vil sige den kunstige konstruktion fra 1916 ved to uvidende europæiske diplomater .
(Messrs. Sykes og Picot fra hhv. det britiske og franske udenrigsministerium,)–på samme linje med Iran, hvilket også er resultatet af den samme politiske tankegang og det geo-økonomiske slægtskab.
Af rent praktiske grunde har kurderne i den nordøstlige del erklæret sig uafhængige af den Sunni dominerede del af landet ved øvre Eufrat er blevet erobret af ISIS med amerikanske våben til en værdi af 25 milliarder dollars af den til der blev efterladt i Irak ved at Washingtons prokonsuler trak sig ud af landet.
Således, det som er tilbage af Irak er en befolkning der overvejende grad er Shia og som har og kan tænke på de bitre erfaringer efter to årtier med voldelige konflikter med Sunni kræfterne. Hvor i alverden skulle de ikke alliere sig med deres Shia nabo?
Påstanden om at Iran nu forsøger at annektere Yemen er på samme måde det komplette narrespil. Det oldgamle område Yemen er blevet hærget af borgerkrig igen og igen siden tidligt 1970’erne. Og en faktor til den konflikt har været de trosmæssige forskelle mellem Sunni i Syd og Shia i Nord.
Her i den senere tid har Washingtons frække droneangreb i Yemen mod formodede terrorister og Washingtons dominans og finansiering af Yemens regeringer så endelig fået skabt det samme gamle resultat. Endnu en forfejlet stat, og en ulovlig regering der flygtede i 11 time, og efterlod endnu en kæmpehoben amerikanske våben og udstyr.
Som følge heraf kontrollerer Houthi styrker nu store dele af landet, men de er ikke en afdeling af en udsendt vagtenhed fra Teheran. De er indfødte partisaner der deler et trosmæssigt bånd med Iran, men som sådan set er blevet bevæbnet af US.
De ægte aggressorer og med ønske om at invadere er saudierne, hvis ondskabsfulde bombekampagne mod civilbefolkninger der er kontrolleret af Houthier er de rene og skræe krigsforbrydelser, dersom det ord skal have nogen mening.
Endelig er der så det 4. element i den formodede iranske akse - Hezbollah kontrollerede shiitiske samfund i det sydlige Libanon og i Bekaa Dalen. Som alle andre steder i Mellemøsten er Hezbollah et produkt af historiens europæiske imperialisme, islamisk politik baseret på tro, og de ofte vildledende og ikke samarbejdsfremmende sikkerhedspolitikker i Israel.
For det første var Libanon ikke mere et ægte land end Irak var da Sykes og Picot satte deres streger på et kort. Resultatet var en ‘stuvning’ af religiøse og etniske opdelinger - katolske maronitter, græsk ortodokse, koptere, drusere, sunnier, shiiter, alawitter, kurdere, armeniere, jøder og mange flere - der gjorde en levedygtig stat i praksis helt umulig.
Med tiden fik en alliance af kristne og sunnier kontrol over landet og efterlod ogs¨den 40% store shiitiske befolkning uden mulighed for foretagsomhed der dermed økonomisk fastlåst. Men det var tilstrømningen af palæstinensiske flygtninge i 1960-70’erne der endelig fik smadret balancen mellem sekteriske kræfter og igangsatte en borgerkrig der varede fra 1975 og sådan set til århundredets slutning.
Den igangsatte, og en katastrofal israelsk invasion af det sydlige Libanon i 1982, og en efterfølgende undertrykkende besættelse af de fleste shiitiske områder i de næste 18 år. Det formodede formål med denne invasion var at jage PLO og Yassir Arafat ud af enklaven i det sydlige Libanon som de havde oprettet efter at være blevet fordrevet fra Jordan i 1970.
Det lykkedes så Israel at få Arafat til at pakke sammen og drage til Nordafrika, men i den proces skabtes en militant shiitisk baseret modstandsbevægelse der ikke havde været der i 1982, og som med tiden blev den stærkeste magt i Libanons opdelte hjemlige politiske fraktioner.
Efter Israel trak sig ud i år 2000, gjorden den dengang kristne præsident for landet det krystalklart at Hezbollah var blevet en legitim og respekteret styrke i Libanons politiske verden, ikke blot en villig agent for Teheran:
“For os libanesere, og jeg kan fortælle Jer flertallet at libaneserne er Hezbollah en national modstandsbevægelse. Hvis de ikke var her kunne vi ikke have befriet vort land. Og på grund af det ærer vi i høj grad Hezbollah bevægelsen.”
Derfor er Hezbollah en integreret del af den såkaldte Shiitiske Halvmåne, og dets trosbaserede og politiske overensstemmelse med Teheran er ganske sandsynlig. Men det arrangement - hvor ubehageligt det end er for Israel - repræsenterer ikke uprovokeret iransk aggression mod Israels grænse mod nord.
I stedet er det faktisk et tilbageslag for de israelske regeringers stædige ståen fast på - især de højreorienterede Likud regeringer - ikke at samarbejde konstruktivt i det palæstinensiske spørgsmål.
Frem for en tostatsløsning i Palæstina territoriet har Israel derfor skabt en kronisk krigstilstand mod næsten halvdelen af den libanesiske befolkning der repræsenteres af Hezbollah.
Hezbollah er helt sikkert ingen fortaler for fredelig regeringsførelse og har begået deres del af overgreb. Men sagens kerne er, at på grund af de sidste 35 år israelsk politik, ville Hezbollah dog være der alligevel som en ondsindet styrke ved den nordlige grænse, og det selvom teokratiet ikke eksisterede og Shahen og hans efterfølger stadig sad på Påfugletronen.
Kort sagt, der er ingen alliance om terrorisme i Den Shiitiske Halvmåne der kunne true amerikansk sikkerhed. Den påstand er blot en af de Store Løgne der er blevet skabt af Krigspartiet efter 1991, og som Imperialistiske Washington har taget kærligt imod for at holde det militær/industrielle kompleks i live og retfærddigøre sig selv som verdens politibetjent.
Washington’s fejllagtige syn på at Den Persiske Gulf burde være en amerikansk ‘indsø’ ———Roden til Sunni jihadismen
På samme vis er terrroristtruslen der er fremstået på Sunni siden i den islamiske splittelse for en stor dels vedkommende Washingtons egen kreation, og den bliver næret af de uendelige indblandinger som US gør i regionens politik og ved bombe- og droneflyvekampagner mod Washingtons selvskabte fjender.
Roden til den Sunni baserede terrosime er den langvarige fejl i Washington at Amerikas sikkerhed og økonomiske fremgang afhænger af at holde en armada i Den Persiske Gulf for at beskytte oliefelterne der og holde strømmen af olietankers sejlende gennem Hormuz Strædet.
Den doktrin har været forkert fra første dag den officielt blev fremført af Amerikas store økonomiske ignoranter, Henry Kissinger, ved den oprindelige oliekrise i 1973. De 42 år siden har til overmål bevist at det ikke betyder noget hvem der kontrollerer oliefelterne, og at den eneste effektive kur mod høje oliepriser er det frie marked. .
Ethvert skørt diktatur, fra Libyens Muammar Gaddafi til Hugo Chavez i Venezuela til Saddam Hussein, til de blodtørstige høvdinge i Nigeria, til de middelalderlige mullaher og den fanatiske Revolutionsgarde i Iran, de har alle produceret olie - og de kunne gøre det fordi de på desperat vis havde brug for pengene.
For himlens skyld så lad os dog fatte at selv de barbariske slyngler hos ISIS malker enhver mulig dråbe olie fra de små oliefelter der ligger spredt i deres tørre domæne. Derfor er der ingen økonomisk sag, overhovedet, for Imperiale Washingtons massive militære tilstedeværelse i Mellemøsten og især for deres langvarige alliance med det frygtelige, det foragtelige regime i Saudi Arabien.
Sandheden er at der sådan set ikke er noget OPEC kartel - faktisk producerer hvert medlem alt det de kan og snyder når det er muligt. Det eneste der kunne ligne produktionskontrol på det globale oliemarked er den kendsgerning af de saudiske prinser bruger deres oliereserver anderledes end Exxon.
Det vil sige, de forsøger at maksimere den nuværende værdi af deres 270 milliarder tønder store reserver, men i sidste ende er de ikke mere clairvoyante til at kalibrere den bedste pris for olien end økonomerne hos Exxon eller IEA.
Saudierne overvurderede Kinas midlertidige behov for olie og undervurderede, hvor hurtigt og omfattende markedet, tidligt år 2008 ville nå 100 dollars per tønde, og dermed sætte fuld gang i en strøm af investeringer i teknologi og billig gæld til skiferolieudvindingen i US, Canadas tjæresand, de udslidte olieprovinser i Rusland, udvinding i havet ved Brasilien mv. for slet ikke at nævne sol- vind- og alle de andre regeringssubsidierede alternativer for energiudvinding. .
Helt tilbage dengang Jimmy Carter bad os om at skrue ned for termostaterne og tage en ekstra strikketrøje på, sagde vi der står på det frie markeds side i den såkaldte energimangel, at den bedste kur mod høje oliepriser er netop - høje oliepriser. Nu er det i sandhed slået fast.
Derfor skulle Fifth Fleet og dens åbne som skjulte støtte aldrig have været der - gående helt tilbage til CIAs kup mod Irans demokrati i 1953.
Men ved at have gjort Iran til en fjende var Imperiale Washington lige netop kommet igang da 1990 så buldrede løs. Endnu engang, i “olieforsyning sikkerhedens” navn væltedes den amerikanske krigsmaskine ind i de politiske og religiøse spændinger i Den Persiske Gulf, og det gjorde man ud fra en begrundelse om, at en lokal lille konflikt, der overhovedet intet med sikkerhed for amerikanske borgere havde at skaffe, var altafgørende.
Som US ambassadør Glaspie så direkte sagde til Saddam Hussein lige før han indledte invasionen af Kuwait - ‘den sag har Amerika ingen interesse i.’
Kuwait var ikke engang et land, det var en bankkonto der sad på enorme oliefelter, omgivet af en gammel handelsby der var blevet forladt af saudierne tidligt det 20. århundrede.
Det var fordi de ikke anede hvad olie skulle bruges til eller om det var der, og under alle omstændigheder, så havde det været et separat protektorat under briterne i 1913 og det af årsager der sådan set er gået tabt i diplomatiets tågede historie.
På lignende vis havde Iraks uoverensstemmelse med Kuwait drejet sig om Iraks påstand om at Emiren af Kuwait “snyd med boringer” over grænsen ind i Iraks Rumaila oliefelt. Den grænse var dog som den rene elastik og uden betydning overhovedet.
Faktisk begyndte kontroversen over Rumaila oliefelter allerede i 1960, da en deklaration fra Den Arabiske Liga fik tvangsmarkeret grænsen mellem Irak-Kuwait cirka 5 kilometer nord for den sydligste del af Rumaila oliefelterne.
Og denne nye grænse var til gengæld kommet blot 44 år efter et par engelsek og franske diplomater havde flået og fordelt gevinsterne ved Det Osmanniske Imperiums fald ved at slå helt snorlige streger på et kort. Ved at gøre det skabte de det kunstige land Irak, ud af de uafhængige og fjendtligtsindede mesopotamiske provinser med shiiter i Syd og sunni i Vest og Kurderne i Nord.
Kort sagt, det betød intet hvem der kontrollerede den sydlige del af Rumaila oliefelterne - den brutale diktator i Bagdad eller den opulente Emir af Kuwait. Ikke prisen for olien, ikke Amerikas fred, heller ikke sikkerheden for Europa, eller Asiens fremtid afhang af det.
2. del følger snarest - følg med
David Stockmann er tidligere budgetansvarlig i Reagan administrationen og en ihærdig kritiker af magtmisbruget i Washington.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar