Post-jihad teatret: Je suis dødtræt af det
Samtidig med at selvmorderiske, drabsfikserede og folkemordsengagerede jihadister har travlt med at planlægge det næste terrorangreb mod ‘bløde’ mål i Vesten har naive vesterlændinge travlt med at udgyde krokodilletårer og tegne knuste hjerter på de sociale medier.
Europæiske kunstnere har haft travlt med at fylde Twitter og Instagram med billeder af den belgiske tegneseriefigur Tintin der græder efter at hævngerrige muslimske terrorister efterlod lufthavnen i Bruxelles og en undergrundsstation i ruiner og masser af lig.
Indbyggerne i den belejrede by - der uden omtanke har åbnet byens porte for masse immigration af muslimer og kriminaliseret de som tillod sig at tale åbent imod det som nu er foregået i det sidste årti - protesterede ydmygt over den Koran inspirerede vold ved at skrive pastelfarvede beskeder skrevet med kridt - med håb om “fred ikke krig.”
Som et ekko af "Je Suis Charlie" og "Je Suis Paris" demonstranterne der fulgte efter Charlie Hebdo jihadmassakren i januar 2015 og november 2015 jihadangrebet i Paris og Saint-Denis har titusinder af mennesker spredt “Je Suis Bruxelles” budskabet med deres tanker, bønner og memoer.
Og naturligvis vil der være flag på halv stang og monumenter der bliver oplyst over hele verden i denne uge med Belgiens nationalfarver for at vise “solidaritet” med tirsdagens ofre ved Udøverne Af Den Religion Der ikke Må Sættes Navn På.
For at benytte en virkelig god frase der fremsattes af den britiske journalist James Bartholomew sidste år så har vi nået punktet for mætningen af post-terrorismen “Godheds signaler”: Hashtags, avatars og animerede GIF’s på kvalmegrænsen. Dette er jo de nemme meddelelser, og de drivende sentimentale udstillinger af en persons modstand mod noget uidentificeret der bare skal stands på en eller anden vis som man ikke tør sætte navn på.
Godheds signaler er ren “camouflage,” forklarede Bartholomew. De er umiddelbart oprigtige udstillinger af kollektiv enhed der skjuler den årtusinde gamle overbærenhed ved offentligt at slå hinanden godmodigt på ryggen i anerkendelse af at man viser moralsk mod. “Ingen skal faktisk gøre noget som helst,” argumenterede han. Godhed kommer “nu fra sølle ord eller endog fra tavse overbevisninger.”
Ophidsede amerikanere klistrede "Never forget" magneter og streamer på deres biler efter 9/11. Jeg var selv en af dem. Men efter 15 år med et forfejlet sikkerhedsteater og hvor begge partier bøjer sig for de som hyler op om “Islamofobi” er jeg altså dødtræt af alle disse noble intetsigende udgydelser.
Jeg er dødtræt af selvpromoverende berømtheder der fortæller mig at jeg skal “Bede for Verden” og være med til at hylde diversiteten samtidig med at strømme af muslimske flygtninge overrender Europa og Amerika og korroderer fredens og frihedens søjler.
Jeg er dødtræt af Silicon Valley moguler der lader som om de er fortalere for ytringsfrihed samtidig med de kvæler samme hos de der bruger internettet for at kritisere den åben dørs immigrationspolitik der har gjort jordbunden i Europa og Amerika klar til jihadisternes brug.
Jeg er dødtræt af alle de samme gamle kastrerede politikere der erklærer “retfærdigheden vil ske fyldest,” “dette skal ophøre,” og “vi står sammen mod terror,” samtidig med de nægter at tage selv de mindste babyskridt for at registrere og inddæmme det enorme immigrationsbureaukrati for at dræne jihadsumpene inden for vore grænser.
Vi har haft tilstrækkeligt med enorme bunker af blomster for at mindes. Vi har hørt nok af tomme ord om at løse udfordringen. Hvor er verdens aktive modstand mod Allahs soldater der vil påtvinge os Sharia?
Vi har brug for at TinTin tørrer næsen, mander sig op og husker Belgiens engang så stolte historie. Da de tyske invasionstropper forsøgte sig med det de mente var en ‘gåtur’ gennem det lille neutrale land i 1941 på vej til Paris, tog modstandsfolkene i Belgien kampen op, selvom de var i undertal i forholdet 14 til 1 og kæmpede tappert i forsvaret for deres suverænitet
Kong Albert af Belgien talte til sit folk:
"En eneste vision fylder alles sind: Den at vor uafhængighed er i fare. En enkelt pligt påhviler vore viljer: Pligten til stædig modstand. Under disse hellige omstændigheder er to dyder uomgængelige: Et roligt, men ubøjeligt mod, og at alle belgiere står sammen ....Det er tid til handling ...Et land der forsvarer sig erobrer alles respekt, et sådant land vil ikke forsvinde!”
Hvor langt Vesten dog er faldet. Farvel til viljerne af stål. I er blevet erstattet af emojis med triste ansigter.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar