Keynes og jøderne
For et par år siden ville John Maynard Keynes være fyldt 130 år. Han er uden tvivl en af vigtigste personer i det 20. århundrede.
Keynes der døde i 1946 var britisk økonom, hvis ideer øvede indflydelse på den økonomiske politik fra 1930-1970’erne. Skønt han sådan set har været ‘gået af mode’ i over 30 år så har hans teorier oplevet en vækkelse, da de tydeligt blev fremført og anbefalet af økonomer der gik ind for statslig kaution (bailout) i 2008.
Keynes er også forfatteren bag nogle ret så uheldige udtalelser om jøderne. Den oftest citerede blev skrevet da han var 16 år, og den ser vi på om lidt. Senere hen i livet gav Keynes udtryk for en endnu mere dybfølt modstand mod jøder. “Keynes havde denne forestilling at jøderne havde indført forestillingen om udødelighed til det hedenske Europa” som grundlæggeren af NPR Planet Money Adam Davidson udtrykte det. “Han betragtede den længsel som noget positivt, men følte at mange jøder forvanskede den til en længsel efter penge. Han mente at jøderne havde indflydelse på resten af Europa om at elske penge alt for meget, og at de havde ruineret megen af Europas civilisation.”
Hans kommentarer efter at have mødt Albert Einstein er i særlig grad karakteriserende:
“Han er en uartig jødisk knægt, i den grad den slags jøde - der altid har hovedet oven vande, den søde kære vanskabning der ikke har materialiseret udødelighed til renters rente. Han var den rareste, og den eneste med talent jeg mødte i hele Berlin....Dersom jeg boede der, ville jeg måske kunne blive anti-semit. For den fattige preusser er alt for langsom og tung i sindet for den anden slags jøder, de som ikke er vanskabninger men dæmoner, med små horn, gaffel forke, og fedtede haler. Det er ikke i orden at se civilisation under de væmmelige urene jøders tommelskruer, de som har alle pengene, magten og hjernerne.”
Som mange anti-semitter (og mange jøder), så Keynes ingen modsætning mellem at have nære venner der var jøder og så det at hade den effekt han mente jøderne havde på Europa. Han var medlem af den berømte og delvist anti-semitiske Bloomsbury gruppe, bestående af britiske intellektuelle der også havde Virginia Woolf, og hendes jødiske mand Leonard som medlemmer.
Keynes’ nære ven (og ifølge nogle historikere muligvis hans elsker) Carl Melchior var jøde. Keynes’ skriverier om Melchior førte Nina Paulovicova til den konklusion at “det jødiske islæt hos Melchior, kun er marginalt i Keynes’ anti-semitisme som en midlertidig ‘dille’ som stereotype, fremfor et tegn på politisk antisemitisme eller xenofobi.”
Keynes var faktisk ulig andre antisemiter en stor støtte af Zionist bevægelsen i dennes første stadier, en kendsgerning der ikke er så godt dokumenteret som hans antisemitiske bemærkninger.
“Keynes var det eneste ikke jødiske medlem af en betydningsfuld rådgiverkomite der havde ansvaret for at forberede en rapport om Zionist indsatserne for at oprette et hjemland i Palæstina,”“ bemærker Paulovicova.
Ydermere var han en ihærdig modstander af tyskernes behandling af jøderne i 1930’erne. “Keynes foreslog endog at fremføre tilbud til Tyskland om at organisere muligheder for at alle tyske og østrigske jøder der ønskede at udvandre kunne blive statsborgere andet sted,” skriver Paulovicova. “Når vi sætter Keynes nedsættende bemærkninger ind i en kontekst, i dialog med hans politiske handlinger vedrørende de berørte individer fremstår en meget stærk kontrast,” konkluderer hun.
En række kritikere har spekuleret over Keynes afsky mod jøder. I sin artikel “The Anti-Semitism of Some Eminent Economists,” argumenterer Melvin Reder for at antisemitisme “som et hele er en klasse orienteret holdning med baggrund i personlige relationer.”
I “Was Keynes Anti-Semitic?” fremfører Anand Chandavarkar at Keynes’ antisemitisme var det “overfladiske udtryk for en indædt medfølende personlighed.”
I et svar til Chandavarkar’s artikel kaldte Isaiah Berlin Keynes’ antisemitisme for, “en slags klub antisemitisme, men det er ikke en dybfølt, direkte fjendtlig indstilling overfor jøder - som det f.eks, er med Hilaire Belloc eller Chesterton, eller vil nogen sige, skønt jeg ikke selv har fundet noget bevis på det, hos Kipling eller Henry James....der gik videre end blot en social foragt, eller at de betragtede jøderne som et mindreværdigt folk, vulgære, sleskende, aggressive etc., hvilket er blevet sagt mod dem, og noget anderledes end - grådige, uærlige med videre.”
Uanset hvordan man vælger at læse Keynes antisemitisme så fik jøderne deres hævn over Keynes. Sent i 1970’erne grundet en fallit af markedet og en national venden sig mod konservatisme og senere, fremkomsten af Reaganismen og Thatcherisme, kom Milton Friedman til at overskygge Keynes. Den 5’2″ høje søn af jødiske immigrantkøbmænd, Friedman, oprettede the Chicago School of Economics og var med i Reagen’s Economic Policy Advisory Board.
Hævnen var dog kortvarig. Siden recessionen i 2008, er kampen om regeringsintervention i økonomien igen begyndt at blive ført, med Keynes ideer der igen er helt fremme i front og i centrum.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar