Hvorfor forkaster ikke flere ikke-muslimske feminister volden mod kvinder i muslimske lande?
Ved et familiebesøg sidste sommer kastede en nær slægtning problemet i luften med muslimer, som hun regelmæssigt gør. I løbet af det sidste årti, i skyggen af forskellige terroristangreb er denne slægtning kommet til at betragte Islam som en gennemført voldelig religion, som ikke kan reddes på grund af dens ondskab.
Jeg har fortalt hende at hun ikke kan skære alle muslimer over een kam, at der er mange fortolkninger af Islam. Denne morgen, der på verandaen, gjorde hun rede for sin bastante holdning ved at henvise til æresdrab.
“De stener kvinder de har voldtaget,” sagde hun. “Mændene kaster syre i ansigtet på kvinder de mener ikke er beskedent klædt.” Hun har set billeder og videoer og nu, sagde hun, er det begyndt også at finde sted i USA.
“Kvinder slås ihjel af deres egne fædre og brødre.” Mine forsvarsargumenter kom straks i brug. Jeg sagde til hende hun overdrev, at hun bøjede kendsgerningerne så de passede til hendes fordomme og anti-muslimske tankegang. Jeg fortalte hende, at jo mere vi betegner muslimer som skurke des mere sårbare bliver vi over for hadforbrydelser. Og udover det så har vi vesterlændinge ingen ret til at fortælle muslimer, hvordan de skal leve. Således nedtonede jeg hendes argumentation, og det lykkedes mig at få ført samtalen over på andre emner.
Senere på dagen da adrenalinet ved diskussionen var noget fordampet, blev jeg sådan set slået over min reaktion - frem for at fordømme de eksempler på kvindehad som hun gjorde opmærksom på, ja, så, jeg gjorde dem blot langt mindre alvorlige. Denne erkendelse efterlod mig med noget ubehag og har ført til dette spørgsmål:
Hvorfor står ikke flere ikke-muslimske feminister frem og taler direkte mod vold mod kvinder i lande med muslimsk flertal?
Teheran 1979, en muslimsk kvinde protesterer ved US ambassaden
I søgning på internettet begyndte jeg at finde sløringer af diskussioner om emnet blandt venstreorienterede, der kommer med mange forslag om, hvorfor mange ikke-muslimske feminister vælger at være tavse. En kontrovers har at gøre med et essay skrevet af Adele Wilde-Blavatsky fra 2012 for The Feminist Wire, en online kvindestudie avis. Hendes artikel siger at hijab er symbol på mandlig undertrykkelse. Der rejste sig en sand storm. Et modsvar, underskrevet af 77 akademikere, skribenter og aktivister sagde at essayet var et udtryk for Wilde-Blavatskys “hvide feminist privilegier og magt.” I stedet for at sætte gang i en diskussion fjernede redaktionen hos The Feminist Wire kommentarerne sammen med essayet. Kollektivet udgav så en mea culpa: “Vi er mennesker der er dybt optaget af kvindekampen, i anti-racistisk arbejde og undertiden tager vi fejl.”
I et opfølgende svar i januar måned bekræftede redaktionskollektivet sin tidligere beslutning om at lukke af for diskussionen. “Vore læsere ved at vi er åbne for mangfoldige perspektiver og vi ikke er bange for at være med i en dialog,” skrev de. “Men her oplever vi det vi ikke vil være med til; Støtte enhver bestræbelse på at fastholde hvid overlegenhed.”
Der findes andre lignende konflikter, herunder den mellem Amnesty International og Gita Sahgal, der var chef for deres Gender Unit. I 2010, fyrede de hende som svar på hendes protest over gruppens deltagelse i deres modterror kampagne med Moazzam Begg. Ikke længe efter krigen i Afghanistan begyndte fangede pakistanske og US tropper Begg, en brite, i Kabul, hvor han havde levet som Taliban sympatisør. Han blev tilbageholdt uden anklage som værende en fjendtlig kombattant i et år i Bagram og endnu to år på Guantanamo. (På foranledning af Tony Blair blev han løsladt i 2005). På baggrund af Talibans syn på kvinder anså Sahgal Amnestys alliance med Begg som værende uetisk overfor deres opgave og for hendes arbejde med at kampagnen “Stop Volden mod Kvinder.”
Blot fordi Begg var offer for en menneskerettighedskrænkelse, ja det var altså ikke det samme som han var en forsvarer af samme menneskerettigheder, især de der drejer sig om kvinder, sagde Sahgal. I the New York Review of Books skrev,hun, “Desværre har deres indstilling smadret enhver bestræbelse for kvinders lighed hos Amnesty International i de seneste år, og gjort rettighedernes universalitet til grin.”
Disse episoder afslører, hvor tøvende - nærmest reaktionære - liberale og venstreorienterede kan være når det drejer sig om at forsvare kvinders rettigheder i skyggen af krigen mod terror.
Hvor står feministerne i sammenligningen mellem kritik af kvindehad i lande med muslimsk flertal og støtte til “hvid overlegenhed”? Som reaktion på opblussen af anti-muslimske angreb i kølvandet på drabene ved Charlie Hebdo og den jødiske butik i Paris i januar måned 2015 har liberale og venstreorienterede opfordret til at støtte muslimer, idet man hævder at det helt store flertal ikke er ekstremister. Som en rapport fra. Center for American Progress fastslår, hvis det amerikanske samfund svigter i at forkaste islamofobi, “så vil ulighed og uretfærdighed fortsætte i form af voldelige angreb og hadforbrydelser, negative holdninger i det offentlige og en uretfærdig politik” mod muslimer. Dette er præcis den samme holdning der synes at efterlade lidt plads til ikke-muslimske feminister der kritiserer kvindesynet som det ses i lande med muslimsk flertal, og ja endog i Vesten. Resultatet er at man sætter visse folks menneskerettigheder over andres.
Ifølge Juliane Hammer, forfatter til More Than a Prayer: American Muslim Women, Religious Authority, and Activism, har ikke-muslimske kvinder ingen berettigelse i diskussioner om muslimske kulturelle praksisser der kan se ud til at være anti-feministisk. “Den selvsamme opfordring til udfrielse af undertrykkelse af muslimske kvinder var del af kolonialismen,” siger hun. “Og det fortsætter i forskellige former helt op til i dag.” Deepa Kumar, professor ved Rutgers University og forfatter til Islamophobia and the Politics of Empire, anerkender at Islam kan medføre kvindehad, men nægter at knytte religionen sammen med et ansvar. “Vi burde have en ærlig diskussion om de former for undertrykkelse som kvinder står overfor i forskellige dele af verden,” siger hun. I stedet for at diskutere Islams rolle, uanset hvor stor eller lille den er, peger Kumar på USA’s hånd i den politiske og økonomiske destabilisering af mange lande med muslimsk flertal som en relevant kilde til kvindehadet.
Det kan synes at være racistisk at tale om kvindehad i lande med muslimsk flertal. Men at undgå at diskutere emnet i feministiske kredse afholder ikke religionen fra at blive brugt som et værktøj til retfærdiggørelse og fremme af vold og undertrykkelse af kvinder.
Venstrefløjens reaktion på Ayaan Hirsi Ali, den somalisk fødte flygtning og eks-muslim og tidligere hollandske parlamentariker er nærmest et symbol på denne spænding. Hun taler lige ud af posen mod krænkelsen af kvinders rettigheder i lande med muslimsk flertal, hvor man kræver at de “ofrer alt, og meget klart adlyder deres fædre, bedstefædre og ægtemænd,” som hun sagde i en tale på Yale sidste efterår. Trods hendes ædle standpunkt, begrundet i hendes egen erfaring med kvindelig kønslig lemlæstelse, og at hun flygtede fra et tvungent ægteskab, afviser de fleste ikke-muslimske feminister hende i det store og hele på grund af hun påpeger at kvindehadet har direkte forbindelse med Islam.
“Forbindelsen mellem vold, især vold mod kvinder og Islam er alt for tydelig til at kunne ignoreres,” sagde hun i bemærkningerne hun havde planlagt at komme med da hun skulle modtage en ærespris fra Brandeis University sidste forår. Hun gav ikke talen, fordi skolen, efter pres fra antiracistiske studentgrupper sløjfede invitationen.
Som forsvar for deres sag citerede de studerende to interviews med Hirsi Ali i 2007, hvor hun klart og tydeligt fordømte Islam. “Jeg mener vi er i krig mod Islam: Der er ingen gylden mellemvej i den krig,” sagde hun i et af interviewene. Skønt Hirsi Ali gentagne gange har fremført sådanne følelser offentligt - har hun ikke trukket dem tilbage. Det andet punkt der gør ondt på ikke-muslimske feminister er, at de fleste forsvarere af frihed for kvinder i lande med muslimsk flertal er tilknyttet højrefløjen og deres organisationer, som for de flestes vedkommende støtter raceprofileringen og den ødelæggende udenrigsploitik som venstrefløjen afskyr.
Faktisk er Hirsi Ali en tilbagevendende lærd ved det neokonservative American Enterprise Institute, der har haft indflydelse på US politikken for Mellemøsten under tiden med krig mod terror. Det er ikke overraskende at Hirsi Ali må stå model til så skarp kritik fra venstrefløjen, men det betyder ikke at hendes forsvar for kvinder i muslimske lande ikke har værdi. Det kan se ud til, sammen med hendes førstehånds erfaring af volden, at hun bliver hørt netop, fordi hun finder sin plads på højrefløjen. Hvis der var en ægte diskussion om kvindehadet i muslimske lande blandt ikke-muslimske feminister på venstrefløjen så ville der være flere der åbnede munden - ikke blot de som er knyttet til den katastrofale US udenrigspolitik og racisme herhjemme.
Juliane Hammer har det sådan, at hvis ikke-muslimske venstreorienterede feminister langt mere tydeligt fordømte vold og streng økonomisk og fysisk kontrol over kvinder i de muslimske lande så kunne kritikken komme helt ud af kontrol. “Dette er en af de uheldige situationer vi befinder os i: Jo mere kompleks et billede man udmaler des vanskeligere er det at male det,” siger Hammer, der også er professor i islamiske studier ved University of North Carolina, Chapel Hill. “Det drejer sig ikke blot om at hjælpe nogen, det handler om de yderligere efterdønninger.”
Men dersom vi behandler problemet som værende alt for vanskeligt at omtale, så overdrager vi ikke kun talerstolen til de som har tilknytning til højrefløjen og dens racisme, men vi frasiger os også vort ansvar som feminister.
Spørgsmålet er ikke om denne form for kvindehad har sin oprindelse i religion, fordi hvis det var tilfældet så skulle alle muslimske lande praktisere kønslig omskærelse, forbyde kvinder at få uddannelse, tvinge piger til ægteskab og rutinemæssigt begå æresdrab. Dette er ikke tilfældet.
Det virkelige problem i denne kontekst er, hvad rolle Islam spiller i retfærdiggørelsen af kvindehadet. Den værdifulde information skulle kunne hjælpe os til at udskille mekanismerne bag sexismen disse steder og benytte vor energi på effektiv vis til at støtte kvinderne i deres kamp.
Det er ‘sløringen’ af denne diskussion - frem for at have den - der gør at muslimske kvinder bliver objekter, fordi deres åg forbliver et mysterium. Det som også forbliver dystert er det arbejde feminister i muslimske lande udfører for at få afsluttet undertrykkelsen.
Når det drejer sig om, hvorvidt ikke-muslimske feminister skulle spille en rolle advarer skribenten og aktivisten Meredith Tax (også en Tablet skribent) mod at forkaste holdninger om større oplysning af de universelle rettigheder. Hvis nogle kvinder i muslimske lande ikke ønsker forandring, så betyder det ikke at ikke-muslimske feminister skal holde mund. “Hvad med døtrene til disse kvinder?” spørger Tax. “Hvis de ønsker noget anderledes må de flygte. Det er de mennesker jeg gerne vil støtte.”
Ved at være nærmest tavse har ikke-muslimske feminister fået vendt spørgsmålet om muslimsk kulturelt kvindehad til noget nærmest ikke eksisterende - enten lider kvinder i lande med muslimsk flertal eller vi støtter imperialisme og racisme - i stedet for at åbne for nye muligheder. Det er altså ikke særlig feministisk af os.
***
Like this article? Sign up for our Daily Digest to get Tablet Magazine’s new content in your inbox each morning.
Heather Rogers is a journalist and author. She has written for ProPublica, The New York Times Magazine, RollingStone.com, Mother Jones, and The Nation. Her first book, Gone Tomorrow: The Hidden Life of Garbage, traces the history and politics of household rubbish in the United States. Green Gone Wrong, her second book, explores the contradictions of green consumerism. She lives in Brooklyn, New York.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar