Når hunden er ked af det....

Fido er ked af det

Christopher Orlet

I århundreder har forfattere forudsagt, at satiren vil uddø. Virkeligheden, sådan var argumentet, ville blive stadig mere besynderlig, mere end selv de mest talentfulde satirikere kunne forestille sig. Med tiden ville livet ligne et enormt Teater Absurd, selvom de fleste mennesker ville være for dumme til at forstå satiren.

Om livet er et langt Samuel Beckett skuespil afhænger af din livsanskuelse, tror jeg nok. Men der kan være noget om snakken. De af os som har opnået en vis alder vil kunne huske de falske reklamer på Saturday Night Live for "Guf til hundehvalpe og Guf til Seniorhunde." I dag er det ikke nogen morsomhed. Man kan nemlig virkelig købe Prozac til sin skødehund. Som Beckett's Winnie ville udtrykke det: "Uha dog, det tegner til at blive en lykkelig dag!"

Det ser ud til at den moderne medicins mirakelmagere, har fremstillet et stof med bøfsmag, der med garanti vil reducere kæledyrets angst for at være adskilt fra sin ejer. Tilsyneladende lider hunde ganske forfærdeligt voldsomt når deres ejere forlader hjemmet. Hvis man har små børn , der kommer og går dagen lang, vil stakkels Fido uden tvivl være en en fortabt sjæl, og oplagt til institutionalisering.

Heldigvis er hjælpen her. Det nye vidunderstof vil blødgøre dit kæledyr. Det vil samtidig fjerne separationsangsten - også fra ejeren. Giv dit kæledyr en pille og straks vil du føle dig mindre skyldig når du tager afsted på arbejde (dog sikkert ikke mindre dårlig tilpas). I stedet for at forlade en hylende, hund med bedrøvede øjne, vil Fido kunne udtrykke, "Javel, de tager afsted kammerat?, Kan du ikke lige tage nogle hundesnacks med når du kommer hjem? Skønt."

Hvordan kan du så vide om din hund er en af de 10 millioner som hundeeksperter siger lider under dette problem? Udviser han en adfærd hvor han har tendens til at ødelægge ting med sit gnaveri, gør han i flere timer, hyler han, farer han hvileløst rundt, savler han, gaber han, pisser han hist og pist, skider han på gulvet? Hvis det er tilfældet så har han brug for professionel hjælp. Og her gik vi og troede at det som var normal opførsel for en hund, altså var et råb om hjælp.

En kyniker kunne sige, at hvis din hund er ked af det er det fordi den føler sig forladt -- det er fordi den keder sig gudsjammerligt. Hunde er trods alt avlet til bestemte formål. Gravhunde, for eksempel, blev avlet til at jage grævlinge og kaniner. Border collies blev avlet til at passe får eller kvæg. Disse hunde har ikke brug for piller, de har brug for at gøre det som de er beregnet til fra naturens side: At passe på, hyrde, og knække nakken på små kaniner. De har brug for lugten af blod.

Jeg er ingen ekspert i hundepsykologi (og jeg tvivler på at andre er det), men jeg har boet med nogle gravhunde i min levetid, og jeg tror nok jeg forstår dem ligeså godt som nogen anden. En af mine gravhunde er direkte umedgørlig, mens den anden er som en stor baby, men jeg kan ikke huske at nogen af dem har lidt af et uligevægtigt sind. Hvad kan en hund nemlig dog være ængstelig over? Han har et hundeliv, ikke sandt? Han får lov at lunte runde hele dagen i huset. (Jeg er den som er lænket til et skrivebord i et lille hummer ni timer om dagen.) Et gratis måltid, ja både frokost og aftensmad, gælder kun for kæledyr.

Hele tiden fortæller vi hinanden at vor hundehvalp har det elendigt uden os (sådan tænker vi ikke om vor kat), og vi forestiller os hvor deprimerede vil ville være hvis vi var i huset hele dagen - kun med os selv. Nogle af os sætter kameraer op så vi kan holde øje med vore kæledyr mens vi er på arbejde. Vi kan se de sover hele eftermiddagen, og vi forestiller os at Fido er alt for deprimeret til at komme ud af sengen. Vi ser at vore katte sidder og stirrer sørgmodigt ud af stuevinduet i timevis. Så føler vi os skyldige og ansætter en hundedyr (undskyld) hundelufter til lige at komme en tur forbi.

Det er dog ikke nok. Delvist er det hundens egen skyld. Visse arter, som gravhunde, kan være ganske forfærdeligt hylende. Pomeranere bliver let ophidsede. Blodhunde har de der sørgmodige øjne og ser sløve ud. Når ejeren er stillet overfor et hylende kæledyr med sørgmodige øjne, da ringer han straks til hundepsykologen. Se det ville ikke ske, hvis vi kun holdt grinende, storsmilende delfiner som kæledyr.

Nu vil jeg jo ikke indlede en hetz mod overpylrede hundeejere, de mennesker vi kan iagttage bære rundt på poser med hundelort i nabolaget. Jeg ved, at hunde undertiden foretrækkes fremfor mennesker. Men jeg ville dog gerne bringe lidt fornuft, og et sundt sind til emnet. Din hund er altså ikke mentalt syg. Han er heller ikke disponeret til selvmord. Han er heller ikke en sociopat der vil forsøge at dræbe så mange kaniner som muligt.

Det er en HUND.

De gamle reklamefilm var morsomme. Nu er det blot patetisk.

Læs også denne af Christopher Orlet: Vor fjende - hunden