De kæmpede som tigre!
Humberto Fontova
Ja, "De kæmpede som tigre" skriver den CIA officer der hjalp med til at træde de cubanere der vadede i land i Svinebugten for 49 år siden i denne uge. "Men deres kamp var dømt til at mislykkes før den første mand nåede stranden."
CIA-manden, Grayston Lynch, vidste om nogen noget om at kæmpe - og om umulige odds. Han har arrene fra Omaha Beach- D-dag. Fra slaget om Ardennerne, og fra Korea's Heartbreak Ridge. Men ved de slag kunne Lynch og hans kammerater regne med støtte fra deres egen øverstbefalhavende.
I Svinebugten, erfarede Grayston Lynch (amerikaner) og hans kammerater (cubanere) - ved et chok som gjorde dem tavse og endelig en altfortærende vrede - at deres meste magtfulde fjender, ikke var Castro's Sovjet-udrustede soldater der flokkedes i Santa Clara, Cuba, men Ivy League's (De intellektuelle fra de fine universiteter i USA) klogeste og dygtigste der forsamledes i Washington.
Grayston Lynch risikerede alt for U.S. Forfatningen, som ikke mange gør i dag. Jeg vil hævde at han om nogen har fortjent retten til lidt "ytringsfrihed."
Da han derfor skrev, "Aldrig har jeg skammet mig sådan over mit land," over de blodige og vanærende begivenheder for 49 år siden i denne måned ved Svinebugten, synes jeg jeg vil give ham mulighed for at møde et respektabelt publikum. Dig kære læser.
Med egne ord beskriver Grayston Lynch, hvordan han hjalp med at træne "tapre knægte, hvoraf de fleste aldrig have affyret et skud "i vrede" - studerende, landmænd læger, almindelige arbejdere, hvide, sorte, mulatter. Brigada'en indbefattede mænd fra alle sociale lag og racer på Cuba - sukkerrørsplantere, til sukkerrørshøstere, fra aristokrater til deres chauffører. Overvejende indbefattede den mennesker med flere medlemmer af en middelklasse, end det meste af Europa kunne fremvise.
Den blev kendt som La Brigada 2506. Et næsten præcist udsnit af det cubanske samfund dengang. Med kun kort erfaring i kamp, jovist, men sprudlende med det som Bonaparte og George Patton værdsatte mest hos en soldat - høj moral. Ingen skuen på egen navle om "hvorfor hader de os." De havde nemlig erfaret Castro/kommunismen på nærmeste hold. Mere kræves der ikke.
De kneb tænderne sammen og besluttede at knuse den morderiske babarisme der hærgede deres fædreland. De gik til den med voldsom ihærdighed. Disse "tapre knægte" kæmpede til sidste skud, uden mad og vand, og påførte tab der svarer til 30-1 mod deres Sovjet ledede og våbenudrustede fjender.
Castro afhoppere, nogle af de selvsamme læger der tilså de sårede, siger, at de invaderende frihedskæmpere påførte deres stalinistiske fjende over 3500 døde og sårede. Castro og Che, var urolige, en overgang, og sagde at man skulle være forsigtig med modangreb. Udfra angrebets voldsomhed og de forfærdende tab deres tropper og militser var ude for, antog de stalinistiske ledere, at de stod overfor mindst "20000 invaderende lejesoldater," som de kaldte dem.
Dog var det en forsamling af, for det meste civile frivillige, svarende til 20-1 anført af den heroiske Erneido Oliva. (En sort cubaner, forresten, Congressional Black Caucus.) En stor procentdel af disse mænd havde hustruer og børn. Men at dømme ud fra Castro ekkogengivere (de førende medier og akademiet) så stod Fidel som den lille David overfor den frembrusende kæmpe Goliath!
De invaderende havde 100 døde. Fire af dem var amerikanske piloter ("rådgivere) der gik imod en direkte ordre om at efterlade mændene de havde trænet og var blevet venner med. "Er I sindsyge" bjæffede de - men mod deres egen kommandør. Disse U.S. frivillige - Pete Ray Riley Shamburger, Leo Barker og Wade Grey - klædte sig på, armerede deres maskiner og deltog i kampen. Disse mænd var fra Syden, ikke forkælede Ivy Leaguere, så her var der ingen skuen i egen navle. De have helt klare meninger om rigtigt og forkert, om ære og loyalitet, om hvem Amerikas fjender virkelig er. Deres cubanske brødre var ved at blive slagtet på denne berømte strandbred. Selvom de vidste, at deres sløve B-26'ere var nemme mål for Castros topmoderne jetfly og Sea Furies så fløj de fire Alabama luftforsvarsfrivillige henover den dødsdømte strandbred for at yde støtte til deres forrådte brødre i kamp.
Alle fire amerikanere blev skudt ned. Alle fire har deres navne indgraveret på hæderspladsen ved siden af deres cubanske kammerater på Mindemærket for Bigs of Bay, plus der er gader opkaldt efter dem i Miami's Lille Havana, og der er kors på Miamis Memorial kirkegård.
Da Douglas MacArthur gik iland på Leyte, greb han mikrofonen: "Filippinernes folk: Jeg er kommet tilbage. Med Gud den Almægtiges hjælp står vore styrker igen på filippinsk jord - jord der er indviet med blodet af vore to folk."
Cubansk jord var på lignende vis indviet.
For at citere forfatteren Haynes Johnson, "Svinebugten var et slag som skabte helte." Og på hvilken måde. Vi kalder dem "mænd" men brigadisten Felipe Rondon var 16 år gammel, da han greb sin 57 mm kanon og løb direkte mod en af Castro's Stalin tanks. På 5 meters afstand fyrede han af mod det skrumplende, larmende uhyre og den eksploderede, men den fortsatte med at køre - hen over lille Felipe.
Gilberto Hernandez var 17 da en tjekkisk maskinpistol smadrede hans øje. Castro's tropper sværmede ind, men han holdt stilling og kæmpede som en rasende med hans rekylfri riffel i endnu en time, indtil de Røde endelig havde fået ham omringet og dræbte ham med en byge af håndgranater.
På det tidspunkt fornemmede de invaderende at de var ladt i stikken. Ammunitionen var næsten sluppet op. To dage med skyderier og uden søvn, mad eller vand krævede nu sin pris. Mange hallucinerede. Så åbnede Castro op for fire batterier' af 122 mm Sovjettiske howitzers. De pumpede 2000 runder ind i de invaderendes rækker på fire timer. "På mig lød det som verdens end," sagde en senere.
"Rommel's første klasses Afrikakorps, brød sammen og flygtede under et lignede bombardement," skrev Haynes Johnson. Nu var de invaderende omtågede og som i en delirium af træthed, tørst og sult; uden hørelse på grund af larmen, så ordrer kunne ikke fremføres. Deres kommandør måtte skrige.
"Ingen tilbagetrækning, Carajo!" stod Oliva og skreg til sine omtågede og talmæssigt underlegne mænd. "Vi bliver stående og kæmper!" Det gjorde de så, og skrev dermed et glorværdigt kapitel i militærhistorien og i frihedsannalerne - smukkere end nogen andre man kan læse.
Straks efter den dødbringende byge af sovjettiske granater rullede flere Stalin tanks frem. En anden knægt, Barbento, for frem mod den første og skød uophørligt mod den med sin riffel. Det lavede knap mærker, men det forvirrede de angribende så meget, at de åbenede lugen og overgav sig. Faktisk så insiterede de på at hilse med håndtryk på deres ungdommelige besjerer, der en time senere blev fældet af en maskingevær byge mod hans tapre lille hjerte.
På et andet frontafsnit, talte Lynch,fra sin kommandopost, med Kommandøren Pepe San Roman. Lynch havde netop erfaret, hvordan Ridderne af Kamelot (af frygt for at kalde dem med det latinamerikanske slangudtryk "yankee-slynglerne!") havde annulleret de livsvigtige luftangreb der skulle slå Castro's luftvåben i stykker, og regnede derfor med at hans mænd var dødsdømte. "Hvis det bliver for hedt," sagde han til Pepe, "så kan vi komme og evakuere Jer."
"Vi vil ikke evakueres! gøede Pepe som svar. "Vi kom for at kæmpe! Det slutter her!" Kommunisterne havde næsten 50000 mænd rundt om området nu. Men Oliva havde en bemandet tank under ledelse af Jorge Alvarez og to serier med skud tilbage. Jorge sigtede - BAM! Ladede igen - BAM! - og havde udslettet to af Castro's Stalin tanks. Men der kom flere Stalinister og T-34'ere. Derfor havde Alvarez uden våben, underlegen i antal og uden ammuniton intet valg: Han fik sin tank op i fart med en skrigende hvinen og angreb! Ham rammede ind i endnu en Stalin tank. Dennes fører blev forbavset, rædselslagen. Han fik ikke ro til at lade sin kanon. Alvarez rammede ham igen. Og igen. Endelig splintrede Stalin tankens panser og den måtte overgive sig.
På grund af manglen på ammunition måtte Brigadaen trække sig tilbage. Castros's jetfly sværmede over dem. De havde også sænket ammunitionskibene, nu koncentrerede de sig om at nedslagte de hjælpeløse mænd.
"Kan ikke fortsætte..." skrattede Lynch's radio - det var San Roman igen. "Har ikke mere at kæmpe med....ødelægger mit udstyr..." Radioen døde.
"Tårerne vældede ud af mine øjne," skrev Grayston Lynch. "For første gang i mine 37 år, skammede jeg mig over mit land."
Kampen var overstået på tre dage, men det heltemodige er ikke.
Nu fulgte næsten to år i Castro's fangekældre for den tilfangetagne Brigada, med al den fysiske og psykologiske tortur der altid er en følge af kommunistiske indespærring. Ved et besøg i Miami, under præsidentkampagnen, erfarede John McCain, at han havde oplevet den samme tortur som hans cubanske-amerikanske frihedskæmpende værter (Castro har sendt adskillige af sit regimes mest lovende sadister til Nordvietnamesiske fængselslejre for at instruere de røde i Vietnam om de finere detaljer i deres profession.)
Under de næsten to års ophold i Castros fangekældre var Olive og hans mænd under en daglig dødsdom. At undgå denne dom ville have været let: Skriv blot under på et stykke papir der indrømmer at de var "lejesoldater for Yankee imperialisterne" eller stil dig foran et kamera og forkast U.S. Med tanke på at disse frihedskæmpere var blevet forrådt, så skulle man tro, at Castroitterne havde let spil her.
Næ nej! Hverken Oliva eller nogen af hans mænd underskrev dokumentet. Frihedskæmperne stod fast, stolte, urørlige sammen med deres kommandør, udfordrede Castro selv under deres TV-udsendte Stalinistiske retssager. "Vi vil dø med værdighed!" bjæffede Oliva mod de rasende Castroitter, igen og igen. For en Castroit, er en sådan holdning ikke kun grund til vrede men også forbavselse.
"Tøsedrenge," snerrer Michael Moore i sin bog 'Downsize This' idet han henviser til veteranerne fra Svinebugten "kun en flok tøsedrenge. Det er sandt, tøsedrenge, og tudemikler er de også...ekscubanerne med en gul stribe ned ad deres rygge."
Idet de vidste at anti-yankee indrømmelser ville kunne frelse dem fra Che Guevaras eksekutionspelotoner og torturkamre, nægtede disse frihedskæmpere at have nogen forbindelse med den slags slogans som Michael Moore skriger helt gratis ud mod offentligheden.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar